Brevet til Pia Kjærsgaard

 

 

Kære Pia Kjærsgård

Du kender bedre end de fleste de store udsving i en politiker og et partis status i befolkningen. Og forskellen på at være populær i den politiske og mediemæssige offentlighed – og så derude hos vælgerne.

 Ved DF’s fødsel var du og dit parti totalt stue-urene og end ikke en politisk dialog værd. Men da vælgerne lod jer vokse og vokse og I kom til at spille en rolle i regeringsdannelserne, måtte journalisterne efterhånden forstå, at I ikke var til at komme udenom. Ikke blot et kortvarigt fænomen. Og siden er der skrevet uendeligt mange artikler om dig, om DF – og det folkelige oprør mod globalisering og indvandring. Undertiden har ændringen i holdning formet sig som var det en bodsgang. Kommentatorer og redaktører har nærmest pisket sig selv, fordi de ”så den komme” – ikke forstod folkets vilje.

 Ikke blot har du kunnet krone dit arbejde med rigets højeste, politiske post som folketingets formand. Store dele af både befolkningen men også en større del af det journalistiske establishment er på din side nu, Pia.

Continue reading…

Gift? – det er da noget man bare bli’r….

 

 

Det sker, at mine arbejdsdage i vogn 2282 udvikler sig til noget, der ligner forud tilrettelagte temadage.

I går stod den på det udødelige emne parforhold og ægteskab.

Jeg fik en nærværende samtale på en lang taxitur. Kunden havde lyst til at tale og fortælle, og for en gangs skyld kunne jeg indtage den mere passive rolle. Kendere af Taxamandens natur vil vide, at det ikke lige er mion stærkeste kompetence.

Hun er en enlig kvinde midt i halvtredserne. For et par år siden fik hun helbredsmæssigt nogle voldsomme ”nogle på goddagen”. Hun havde et tårnhøjt blodtryk, hendes kolesteroltal var højt som et hotel i Dubai – en blødning i øjet viste sig at være en blodprop længere inde bag ved. Og så vejede hun alt, alt for meget og fik konstateret Diabetes II.

– Jeg havde jo ikke passet på mig selv og lider jo nok af lægeskræk, der gør, at jeg holder mig væk fra lægerne til allersidste øjeblik.

Continue reading…

Kærligheden der blev væk en dag

Vi driver en slags deleøkonomi – min tilbagevendende kunde og jeg.

Ikke at det direkte har noget med mit taxijob at gøre. Ikke med det der nykapitalistiske Über-bedrag at skaffe. Der hvor overfladen ser ud som om man slå bildøren op for sin nabo, men i virkeligheden ved at skaffe milliarder til nogle amerikanske app-investorer.

Næh, vi deler rigtige menneskehistorier om vores liv, om vores arbejde, vore børn, vore rejser. Og om kærligheden

For findes der megen menneskelig storytelling uden at det på en eller anden måde handler om kærlighed?

Vi driver en slags deleøkonomi – min tilbagevendende kunde og jeg.

Ikke at det direkte har noget med mit taxijob at gøre. Ikke med det der ny-kapitalistiske Über-bedrag at skaffe. Der hvor overfladen ser ud som om man slå bildøren op for sin nabo, men i virkeligheden ved at skaffe milliarder til nogle amerikanske app-investorer.

Næh, vi deler rigtige menneske-historier om vores liv, om vores arbejde, vore børn, vore rejser. Og om kærligheden. For findes der megen menneskelig storytelling uden at det på en eller anden måde handler om kærlighed?

Continue reading…

OL-feber – eller blot en sensommerforkølelse?

 

OL-feberen er over os.

Eller er den?

I vogn 2282, hvor min arbejdsdag udspiller sig, ligger den mentale temperatur ikke mange streger over normalen, når vi snakker OL. Der bliver straks lidt varmere, når talen falder på indvandring, nationalisme, terrorfrygten det amerikanske præsidentvalg. – For slet ikke at tale om ballonerne og deres farve ved de politiske kræmmermarkeder rundt i landet.

Stemningen er nogenlunde som ved en middelstor fest, hvor den varme mad bliver båret ind én gang for meget. Det hør sig og bør sig. Men vi er allerede for mætte og trætte – og egentlig klare til at gå hjem, så snart vi rejser os og alt det sjove egentlig skulle begynde.

Bent Falbert svinger sig på Ekstrabladets bagside i søndags op til at bruge sit overlærer-spanskrør over de idioter, der ikke kender deres historie og fejbrugen af begrebet Olympiaden, der er perioden mellem legene. – Mens dagene med den ædle kappestrid, hedder De Olympiske Lege. Og så får alle gratisterne, -de udpegede honoratiores og tilrejsende politikerne en på goddag ‘en.

Der er gang i reprise-indignationen. Selv den gamle chefredaktør på EB har svært ved at hidse sig op, så det kan fylde en hel bagside.

Continue reading…

Krigersønnernes fredelige taxitur

 

Min oldefar, sognefoged Morten Andersen i livgarden

Det der med krigskunst og soldaterliv har aldrig rigtig fungeret for mig.

Men man kan ellers roligt sige, at jeg genetisk og historisk bærer rundt på alle forudsætninger.

Min oldefar var soldaterkammerat med Christian den 10. Min farfar var tysk soldat på Vestfronten under første verdenskrig.

Og min gamle far, der endte sin militære karriere som major og infanterist i hæren, har dybest set været soldat i hele sit liv, også i sin tid som bonde.

I sine helt unge år boede han i USA og var på nippet til at melde sig som frivillig i Korea-krigen. Og så må jeg ikke glemme, at han i 60’erne var FN-officer i Mellemøsten.

Det var under Vietnam-krigen, at vore militære ambitioner delte sig.

Continue reading…

Så hjælp mig dog, min datter skal giftes….

Billedet:

Taxamanden, hans døtre – påklædersken Mathilde til venstre og bruden Sofie til højre. Merceren, min arbejdsplads helt ude til siden – og så ikke mindst min gode kollega Claus, som med vanlig humor havde iklædt sig studenterhue og sønnens fodbold-medalje for at matche Taxamanden i kjole og vidt – og ja, ridderkors fra fortiden som embedsmand i Statsradiofonien.

Ordner hænger man på – nå ja, også på taxichauffører.

Men der gik nogle hårde dage forud…….

 

 

Jeg kan mærke den kolde sved, mens hun knapper den hvide skjorte stramt om min hals.

Jeg kigger på hende for at spore bare lidt af den nervøsitet, som jeg føler i disse dage. Men hun har så megen af den provokerende ro, som kvinder kan have i krisesituationer. Det svage køn – hvor latterligt –

Ikke mindst i underarten ” … fars pige … ”.

Vi bruger af etniske årsager af og til tyske ord, og lige nu er jeg mere Der Alte, end jeg længe har været. Det hvide hår, de lidt for tynde arme og de bare stænger, – de snehvide ben efter alt for mange timer i vogn 2282, mens resten af folket slikker solskin.

Den tikker utålmodigt derude, den sølvgrå Mercer med det grønne logo.

– Du er sgu flot, Vati, siger min hun, min smukke førstefødte, mens jeg fremstår nærmest en smule komisk.

Continue reading…

Licensdebatten i rundhyl

Mit indlæg bringes i dag som mit ugentlige blogindlæg i avisen.dk.

 

På overfladen ligner det den klassiske dans på stedet om licensens størrelse. DR’s fjender, de der vil have andel i DR’s markedsandel og de, der bare vil have rundbarberet DR melder ud: NU skal der ske en helt grundlæggende ændring og nedskæring af den offentlige, selvejende medieinstitution. Derefter kommer Danmarks Radio på banen og fortæller, hvordan nedskæringer vil være altødelæggende for programvirksomheden og dens forankring i det danske folk. – Og så – når gribbene er blevet mætte i debatten og tudekiksene er tørre, plejer det hele endog i nedskæringstider at ende med et kompromis, som lader DR få nogenlunde den finansiering, de havde drømt om.

Konkurrenterne er sure – og en af Europas mest succesfulde, folke-ejede medieinstitutioner kan ånde lettet op i endnu 2-3 år.

Men spørgsmålet er, hvor længe denne Peter-og-ulven strategi kan blive ved med at ende med at ulven tager flugten.

Continue reading…

Sex, fødsel og opera

 

 

Jeg tror ikke på hokuspokus i den virkelige taxiverden

Men der er nu alligevel noget fascinerende over tanken om, at der sidder en eller anden druide på det – jeg var lige ved at sige – det himmelske bestillingskontor og ordner turene til den enkelte chauffør. Lige ved at sige – skriver jeg, for jeg er ikke helt sikker på, om kortene er blandet i det himmelske eller dernede, hvor der efter sigende er ild og stinker af svovl..

Det blev en af de mere himmelske men også en vild morgen med en lille håndfuld kunder, der talte de mest forskellige mennesker. Men også i en buket og i en blanding, som jeg sikkert aldrig kommer til at opleve igen.

Det siger jeg ofte.

Der er en stor fest med flere hundrede mennesker i nabolaget, og den er trukket ud på de lyse timer. De sidste gæster er de yngre i selskabet og de er beruse – nærmest gennemstegte.

Continue reading…

Fremmede – på første og anden klasse

 

Jeg genkender hende fra en tidligere tur til lufthavnen.

Hun er er en del af et ”graduate program” i en stor dansk og global virksomhed. Det håndplukker de bedste, nyudsprungne akademiske kandidater – fra hele verden – og tilbyder dem et toårigt udviklingsforløb på forskellige relevante områder. På fuld løn, naturligvis. For det her er ikke et hjælpeprogram. Det handler om at finde fremtidens bedste folk til en virksomhed, der konkurrerer på verdensmarkedet.

Hun er smilende smuk, sort pagehår, sorte asiatiske øjne, veltrimmet og med de rødeste sko, der kan opdrives i byens førende skobutikker. Og ja, hun er kineser fra den moderne, statskapitalistiske virkelighed i Solens Rige.

Tidligt i morges så jeg en anden side af medaljen. Måske startede deres rejse mod Danmark endnu før Løkkes og Støjbergs spindoktorer fandt på den der geniale plan med at reklamere os negativt ud af flygtningestrømmen.

Continue reading…

Så blev det sort

 

Jeg var barn i 60’erne og voksede op 70’erne. Årtier, der med nogen ret tilskrives den røde farve.

Og jeg lagde mange arbejdsår i DR, Danmarks Radio under vingerne af fortællingen om programmedarbejderne – ”de røde lejesvende”. En historie, der nærmest er blevet stærkere i takt med afstanden til den tid, hvor begivenhederne fandt sted.

Hvis man ser på DR i 70’erne og de to følgende årtier, indtil monopolet blev ophævet – som et héle, var det med det ræverøde image noget overdrevet. I min tid har journalisterne først og fremmest være typisk middelstand. Typisk nok var den længste journalist-fravær i en hel måned – en arbejdsgiver-lockout.

Og de røde DR-medarbejdere er for længst forduftet – de fleste gået på pension

Sort er det nye sort. (Ganske tidstypisk er den allerede slidte kliché det nye sort hentet fra modeverdenen.)

Continue reading…