Så’n er de også i 90’erne

Det er klart, at du tænker over det, når du har fejret endnu en fødselsdag – i en ret voksen alder.

– Nu er du blevet rigtig gammel, Vati, siger mine voksne døtre og synes, at det er SÅ morsomt at provokere min forfængelighed. Ikke mindst fordi jeg insisterer på, at alderen er uden betydning. Når jeg så reagerer uden at sige noget – og det sker sjældent, – bliver de helt forskrækkede over min tavshed.

Har de stødt for hårdt?

Så kysser og krammer de mig, som man gør med sande oldinge.

Det gør det hele meget værre

Når jeg så står der som en gammel gubbe ved gavebordet og er rundet de 63 er jeg både lidt rørt og vemodig. Min mor døde i foråret, min far er på plejehjem Så uanset den kendsgerning, at jeg kan holde alenlange foredrag med den friheds-pointe, at jeg er den samme heroppe (… siger jeg og banker med pegefingeren på kraniet …), er det bare et lige så sikkert faktum, at jeg er ved at snige mig ind på pladsen som familiens ældste.

Men den allerbedste metode til at afbøde aldersmelankolien er – at køre taxi! At møde mennesker i alle deres forskelligheder, fra stort set alle klasser – og i alle aldre.

Continue reading…

Et mulehår fra døden

 

 

Det er ikke rigtigt til at forstå, at hendes unge, spinkle krop allerede har været gennem så mange kampe. Og først efter et par ture med Taxamanden, har jeg fået nogle tydelige lunser af dramaet i hendes liv.

Jeg så det i hendes øjne, første gang jeg hentede hende foran det offentlige kontor. Nu er det jo ikke sådan, at man starter en taxi-samtale med et inkvisitorisk: ” … og hvad er der så hændt dig her i livet, kære ven … ”.

Jeg iagttager mest det store, imødekommende smil og så de gennemtrængende øjne, der holder fast i mig, når vi taler. Denne første gang reflekteret gennem bakspejlet. Hun er slank, nærmest tynd og har et kraftig rødligt hår. Damen ved siden af kigger stolt på den unge pige, så jeg en stund tror, at der er tale om mor og datter. Jeg spørger faktisk direkte. Er der noget familieskab mellem jer to?

– Nej slet ikke. Men det kunne der såmænd godt være. Jeg ville da være stolt af, at du var min datter, siger den ældre og stikker kærligt og blidt til sin unge sidekvinde.

Continue reading…

Den røde karrierekvinde

 

 

Jeg havde en fuldstændig tosset drøm den anden dag.

Jeg parkerede ved Børsen og skulle aflevere et brev til ”de røde” på Christiansborg. Var den eneste gæst på de lange gange – det var meget tidligt på dagen. Eller nat, måske.

Lige indenfor sad en meget gammel mand i en kørestol og sov. Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det var en oldinge-udgave af Villy Søvndal. Han havde daggamle skægstubbe i ansigtet, uredt hår – og så sad han bare og sov med hovedet hvilende på den ene skulder. Jeg nænnede ikke at vække ham.

Så kom jeg forbi døren, hvor der stod socialdemokraterne på et skilt. Jeg kunne høre larmen fra diskussionen, allerede inden jeg åbnede døren. Det var Trine Bramsen, der på sin markante, sjællandske dialekt sad og talte død og udslettelse og endeløse straffe for hadprædikanter og alle de andre sataner i vores kulturkreds for tiden.

Jeg skyndte mig at lukke – og gik videre til den anden dør, hvor der var meget stille. Blot en sagte, ensformig strubelyd. Indenfor sad hele LA’s folketinggruppe i lotusstilling på gulve og borde. Ingen omverden. Ingen formand. Lukkede øjne og armene ud til siden med hænderne hævede og fingerspidserne samlede.

Dyb meditation.

Det var ikke her brevet skulle afleveres.

Continue reading…

Når pæne fruer går sprog-amok

 

 

 

 

I dag skal jeg på tur med fruerne fra Klampenborg. To af dem.

Jeg er bestilt til at afhente den ene og derfra henter vi den anden. Så går turen ellers til en ordentlig damefrokost i den indre by af hovedstaden.

Klampenborg, hvordan skal man nu forklare, hvad Klampenborg er, så det forstås i hele landet. Lad mig komme det lidt nærmere ved at sige, at Århus har sit Risskov, Ålborg sit Hasseris og Odense sit Hunderupkvarter. Borgerskabets klassemæssige folkevogne.

I Klampenborg taler vi i det mindste om Audi.

Levevilkårene slår igennem på middellevealderen – og på kønssammensætningen. Fruerne er overleverne og i totalt overtal. Man fornemmer at mændene hilser farvel til denne jord nogle år før deres enkefruer. Det handler vist om et stort kvantum Gin&Tonic’s og rimelig høj cigarføring.

 Man dufter straks Klampenborg i kabinen på vogn 2282. Jeg er måske i risikozonen for en slags fetichisme i parfume. Mine næsebor er ikke professionelle nok til at jeg kan genkende navnene på de dyre dråber. Men jeg kunne genkende disse fruer i et lukket rum alene på duften.

  Continue reading…

De daglige reparationsbajere

 

 

 

Coitus interruptus, hedder det i lægesproget – også kaldet afbrudt samleje.

En eller anden humoristisk sjæl kaldte det i min ungdom at – ”stå af i Roskilde”. Noget med at stoppe, før det hele bliver for sjovt.

Når jeg skal vælge kedsomheden, foregår det nord for København.

Jeg står af i Holte! Det er ret nærliggende, når jeg står vogn 2282 i nabobyen – Virum

Der er uendeligt stille i alle villabebyggelsers moder – Holte. Bare mig og min Mercer. Det sædvanlige, retoriske spørgsmål fra mig selv – til mig selv:

– Hvad ind i h……. laver jeg her på dette ukristelige tidspunkt?

Continue reading…

Min aske og min kærlighed

 

 

Jeg er sikker på, jeg ser livs-passionen hendes meget blå øjne.

Hun er først i 80’erne og hun trækker mig ind i den gamle historie om livsslutningen. Ikke at hun står på randen. Godt nok er øjnene dårlige og et nyt knæ er undervejs. Nej det er det er genkendelsen i de gamle øjne, der sender en kølig, vemodig vind gennem mig. En gang var de gamle kvinder i taxien kopier af min elskede Mormor. Hun var født i 1899. Nu er de ældre, kvindelige kunder yngre end mine forældre.

Taxameteret tikker uhørligt

Det er sgu mærkeligt!

Men jeg ser stadig passionen i hendes himmelblå øjne. Ikke den der kærlighedskrampe, som franskmændene kalder la petite mort – den lille død. Ikke drømmen om at banke mine knyttede hænder mod brystet som en Orangutang. Continue reading…

Taxitur i Sambatakt

 

 

Der burde have været vindruer.

Og store vinblade hængende ned fra oven.

Det er en af de aftener, hvor jeg kan slappe helt af og for finde et frirum for både taxi, kunder og skriverierne. Konen har været på lejrskole med 22 børnehaveklassebørn ude i den verden, hvor der ikke er asfalt på vejene. Hun forlod mig for tre dage siden som en veloplagt kvinde i sin bedste alder. Og ind ad døren træder så en Zombie-lignende kvindeskikkelse.

Det job er som en halvmaraton versus en løbetur, hvis man sammenligner med taxalivet. Konen er slidt ned i karsehøjde. Men det er fredag, så jeg fortrækker til en af barerne i downtown. En stor krammer til Søren, som jeg ikke har set i al for lang tid. Han er i den højaktive del af sin karriere som skuespiller på tv og film. Der er nærmest tropevarme i byen, og jeg har denne hallucination om de varme lande. Der mangler bare hængende druer og vinblade

Continue reading…

Patientens varme bamsekram

 

 

 

Jeg har flere gange skrevet, at vi – taxichaufførerne – også er en slags SOSU-assistenter. Og den status er jeg stolt af, når jeg betænker de mange gange, jeg har mødt den erhvervsgruppe og deres indsats. Sidst ved min mors sygdom og død. Men også på formiddagsdelen af min arbejdsdag, hvor jeg kører en del kørsel for ældre i flere af de københavnske forstadskommuner.

I mit taxi-selskab er vi backup for Falck i hele hovedstadsregionen. Så vi kører dialysepatienter, kræftpatienter, akut syge som er friske nok til ikke at skulle køre ambulance. Jeg er glad, når kunderne/ patienterne er glade, men jeg vil egentlig gerne fjerne godhedsstemplet.

Det her er et job, and that’s it!

Jeg så det smukkeste billede af omsorg i dag, da en høj og flot taximand med baggrund i et af de nordafrikanske lande, tror jeg, krydsede den befærdede vej med en meget gammel, lille, krumbøjet og helt hvidhåret kvinde.

Dette idylliske hverdagsbillede af indvandreren med den gamle dame nærmest lykkeligt hængende i hans arm tværs over den trafikerede vej – var smukt.

Ligesom min oplevelse med den gamle, stærkt bevægelseshæmmede, gamle mand en dag, der ellers så ud til at blive kold og klam.

  Continue reading…

Soldaten og angsten

 

 

Svigermors drøm?

Arh, det er måske ikke det helt rigtige signalement. Dertil er han for rå. Han har store, kraftige overarme bag skjorten, arme, der er blevet fremelsket ved hård træning. Og jeg kan ikke rigtigt se ham som protypen på en, som åbner butiksdøren for svigermødre.

Men måske er det øjnene.

De er lidt blanke i denne nattetime, hvor han har taget ”dødsruten light”. Beruset, ja, men ikke dum-drukken. Han er ung men gammel nok til at tage en vogn hjem til kæresten, inden hun flipper helt ud. Men han er ikke på det jævnlige druk-hold kan man se på ham. Så hende den skrappe bliver god igen, når ham smiler og kysser hende og står klar med maden, når hun kommer hjem.

Vi griner til hinanden i vogn i denne fløjlsudgave af en mandschauvinisme og ved jo, at han er blid som lam, når nøglen om lidt sættes i døren, og han lister ind på bare fødder, ind under dynen og lader som om, at han bare lige har været ude at tisse.

Jo, jeg er sikker, det er øjnene.

De har både kærlighed, vemod – og et anstrøg af angst trods kroppens styrke.

Continue reading…