HER MÅ GUD TA’ OVER

Jeg er virkeligt dårlig til at huske.

Distræt – har jeg forsvaret mig med i i en menneskealder som et cover up for sjusk og pinlige episoder: Da jeg fik eftersidning i skolen for at have glemt min skoletaske. Da jeg i en toiletpause i en udviklingssamtale med en medarbejder blev afbrudt af en anden – og glemte at vende tilbage til den første. Da jeg glemte sidste frakørsel til Lufthavnen og måtte hele vejen til Malmø med en taxi-kunde, før jeg kunde sætte den britiske herre af ved terminal 3. En sølle omvej på 30 kilometer.

Ups!

Men ansigter!

Jeg husker ikke nødvendigvis navnet eller historien bag. Men jeg kan se, at jeg har set det før og til det stillbillede knytter jeg så brudstykker af viden og erfaring. Og oplevelser.

Han er en meget smuk, gammel mand af pakistansk herkomst. Slank, ikke så høj – men rank. Håret er tætklippet og hvidt med stænk af den oprindeligt sorte farve. Og så øjenbrynene over de mørke øjne: Lidt buskede, som de bliver hos os ældre mænd, hvis ikke vi finder forfængelighedssaksen frem og jævnligt trimmer de ukontrollerede, diabolske vildvækster. Sorte, kraftige bryn med en del hvide hår, – snehvide som var de indfarvede. Et signal om visdom

Der er netop visdom i min kunde

– Jeg tror, jeg har kørt med dig før, siger jeg spørgende.

De gråbrune øjne mod de sorte. Vi kigger et sekund på hinanden og sender signaler til mindernes lager på vores indre harddisk. Hans blik viger først.

-Jeg er en gammel mand – en gammel mand på snart 80. Sådan noget husker jeg ikke længere på. Korte møder. Mennesker, jeg ikke ser igen, siger han med den velkendte accent af urdu.

Han ER oprindeligt fra Pakistan, men han har boet i Danmark i snart et halvt århundrede Jeg fornemmer, hvorfor jeg ikke har sluppet ham helt ud af hjernelageret. Det er stedet. En af de helt store institutioner for psykisk og fysisk handicappede lige nord for København. Men han bor her ikke selv.

Han går naturligvis med den aldrende mands forsigtige skridt. Men med et næsten aristokratisk selvværd, – men også beskedent. Der siver flere brudstykker af erindring fra mit indre lager. Så husker jeg noget godt. Noget hengivent. Noget kærligt. Og så fortæller han. Og tilføjer nye dele af et liv, som føjer ny smerte til den der var der i forvejen. Jeg lytter og genkender.

Han kigger frem for sig og ligner, det han er. Et menneske, der har lagt sit i skæbnens hænder. Der er simpelthen ikke andet at gøre. Uden det afkald men også den trøst var han ikke i live

.

– Jeg har besøgt min søn, der lider af muskelsvind. Det er blevet værre og værre de sidste år. Han kan snart ikke tale mere. Men jeg besøger ham hver eneste dag. Ikke bare hverdage. Syv dage om ugen, hver formiddag. De passer godt på ham her med alle de professionelle opgaver, som jeg og min gamle kone derhjemme slet ikke kunne klare. Hun kommer sjældent med herind, fordi hun er meget dårligt gående og bruger rollator.

Hand in a hand on a background a rock

Han fortæller om sin daglige rolle som aldrende far til en meget syg søn:

– Det er alle de små ting, jeg kan. Fortælle om alt siden sidst, selv om der næsten ikke er noget nyt. Vaske hans hænder. Børste hans tænder. Fortælle vittigheder. Så kan jeg se på ham, at han smiler.

Den gamle mand kigger på mig og vi deler ordløst den store følelse til vores afkom. Der er selvsagt et langt kulturspring fra København til Lahore i Pakistan – men kærligheden! Så spørger jeg ham intuitivt:

– Børn, – har du flere børn, som kan hjælpe til.

Den yngre søn var det livsprojekt, der var emigrant-familiens succes i det kølige men rige Danmark. Han var rask og havde et godt hoved. Fik sin studentereksamen, gik på universitetet – og levede op til den pakistanske arbejdsfamilies allerstørste drøm: En social opstigning fra overlevelse til tryg middelstand.

Sønnen blev læge!

– Han er død nu.

Der bliver helt stille i taxien. Jeg kigger end ikke på kunden i forsædet ved min side.

– Han var i turnus som yngre læge men en morgen ringede de og fortalte, at han var fundet død Det var noget med hjertet. Det er nogle år siden, og vi måtte levere videre. Vi MÅ leve videre, og nu kan jeg kaste resten af min energi på min handicappede søn.

Jeg kigger på ham, Uden ord. Og kigger fremad, gennem forruden igen, fordi jeg frygter de fugtige øjne.

Dramatic sky before storm, abstract colors

– Hvordan man overlever. Jeg kan se, det er det, du vil spørge om. Det gør alle, – når de tør, og det forstår jeg godt, for det er hårdt. Meget, meget hårdt. Jeg plejer at sige: Det er her, man har brug for religion. Jeg har kun Gud tilbage. Vi har fået det her liv, men vi ved ikke, hvordan det slutter. Det bestemmer vi ikke selv. Og på en måde gør den tro det lettere for mig at leve, for så skal jeg ikke finde en forklaring på, hvorfor noget gik helt galt.

Jeg prøver at følge ham.

Ingen kommentarer, ikke teologiske dybder og uden den opslidende mikroskopering af Islam og Kristendom.

Værsgo´ her er livet!

Hvordan det slutter – det er op til Gud.

Det er ikke i dag og ikke nu, den skal tages, reflektionen eller diskussionen.

Og måske har manden med den hårde skæbne – bare ret?

– – –

PS: Du må gerne dele min historie om livet smerten – og døden

HOMO DIGITALIS

Jeg ser det oftere og oftere, – den nyeste udgave af Slægten Homo, som vores dyreart kaldes i naturvidenskaben.

Er det mennester med spaltede personligheder? De taler jo tilsyneladende med andre artsfæller, der ikke er her.

Nej da! Når du kommer tættere på, ser du den lille, sorte, firekantede æske, som de trykker op mod øret: Mobilen.

De er online.

TAXAMAND, slægtning eller forretningskollega. Du er ene og alene funktion for dem. Et værktøj. – Måske bare en kølle som dengang urmennesket fandt ud af at knuse kraniet på en urokse for at få noget at spise.

Primitive Man Holding Stick Statue Bronze Installation Feature History

Du har mødt HOMO DIGITALIS – det digitale menneske. Den vigtigste kontakt med verden forgår online – ikke i tilstedeværelsen med dig.

Helt seriøst! Jeg kan jo ikke vurdere her i sensommeren 2019, om det nye fænomen er et ny skud på stammen er en ny menneskeart – eller bare en afart. Dertil er mine erfaringer og min levealder bare en tusindedel af et sekund i menneske-dyrets historie.

Slægten Homo regner man ifølge Wikipedia med opstod for 2,5 millioner år siden (HOMO er latin for MAND eller MENNESKE og har i denne sammenhæng intet med den valgte seksualitet at gøre). En af de første arter i slægten blev Homo Habilis (det Praktiske menneske). Så udviklede vore slægt sig til Homo Erectus (det oprejste menneske). Og så arten den sidste halve million år: Homo Sapiens (det kloge menneske.)

Jeg har fået et mere respektfuldt forhold til Homo Digitalis.  Aspirerer jo til arten med min tablet og smartphone, mobile bredbånd, lydbøger og breaking news. Men jeg er, i digital sammenhæng, et gammelt analogt røvhul, som hænger ubehjælpelig fast i glæden ved den sentimentale menneskekontakt. Helt derude på overdrevet, hvor man taler sammen. Nogle gange ser vi ligefrem hinanden i øjnene. Jeg er givetvis også for langsom til at switche mellem det funktionelle nærvær lige nu – og så det rationelle nærvær derude, via master og fibernet – i Cyberspace. ’ Jeg lever fuldt og helt op til klicheen om manden, der er dårlig til at multitaske.

Sådan er det ikke mede Homo Digitalis.

For et par nætter siden mødte jeg et pragteksemplar, som jeg ikke når til hans usynlige sokker i de håndsyede, italienske sko.

Først kysser han en ung dame farvel og åbner døren til Merceren foran mig i den stendøde taxikø. Jeg vågner op og ønsker bare,at han vil køre med mig.- Og YES!. Han smiler køligt til mig gennem sidevinduet, og jeg er springer ud af vogn 86 i dyb taknemlighed over bare en smule reperation af nattens elendige indtjening. Nærmest synkront med farvelkysset, snupper ham mobilen og sætter den til øret, mens han med lader mig forstå, at han lige skal modtage et opkald, inden vi laver en deal.

Jeg er blød som smør. Hans ydmyge tjener. Jeg forstår, – fordi han i en let beruselse nærmest råber sit budskab ud over København, at han skal svare kammeraterne på, hvor fanden han er blevet af. Det her, det er et ord, som drenge kan forstå:

– FISSEØØØØØEEEEEE

(Til udeforstående: Dette råb er en slags lydskrift for en kvindelig kropsdel, som optager en væsentlig del af mandens hjernekapacitet).

Manden er ved at brække sig af grin.

Efter nogle minutter kaster han sig ind i taxien og for første gang taler Han til mig. Blot et enkelt ord. En bydel:

– Østerbro.

Han er allerede ved at gøre et nyt opkald. Der er kontakt i den anden ende.

– Hej skat, vækkede jeg dig? Jeg vil bare sige, at jeg

er på vej hjem nu.

Jeg hører en træt kvindestemme i den anden ende – og forstår meget hurtigt, at konen/kæresten er ude at rejse. Nu er han nærmest en oktav dybere, end til brunstskriget for lidt siden. Homo Digitalis – med streg under mand!

– Ja, jeg er lidt træt. Njaaa, det var sgu ikke særligt hyggeligt. H

an er ganske ædru og sød, mens hun lytter til ham. Vi nærmer os bydelen, han bad mig køre til. Men jeg må afbryde ham for at komme bestemmelsesstedet lidt nærmere. Han kigger lidt irriteret op på mig, og responderer med blot et stednavn.

– X-gade.

Han smisker farvel til kæresten, og jeg håber på det minimum af kontakt, der kan give mig en lidt mere specifik adresse. Husnummeret, f. eks. Jeg uderlægger mig den ny menneskeart, glemmer alt om min GPS-afhængighed og kører bare mod gaden, ind på den, op ad den – og håber, at han – bare et sekund – vil få et analogt anfald af almindelig menneskekontakt og fortælle, hvor rejsen slutter.

Han er midt i et lydkaos af videoklip og snap-chats, der afspilles så højt, at jeg ikke kan undgå at følge med i løjerne. Han afslutter festen med at kigge tilbage på korte brudstykker af nattens hændelser

– STOP! Han afbryder snapchattens lydkaos, skifter til betalings-app’en og stikker mobilen frem mellem sæderne.

Vi behøver ikke tale sammen.

Det eneste vi begge har brug for er den trådløse kontakt mellen telefonen og betalingsterminalen.

De parer sig med et elektronisk ”BIP”.

Åh Gud! Det virkede denne gang.

Forbindelse uden kontakt

Vi slipper for at tale sammen. Bortset fra et sprogligt, forstenet levn fra tiden med homo sapiens.

Et køligt….

– God nat!

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele fortidens og fremtidens fortællinger fra TAXAMANDEN.

IKKE ET ORD OM “THE SNAKE OIL PRESIDENT”

Business man giving dishonest handshake hiding in the mask – Business fraud and hypocrite agreement

Du gør det ikke!

Du gør det ikke!

Du gør det ikke!

Det kriblede ellers i fingrene hele denne uge.

Journalisten ville pille råddenskaben fra hinanden og fortælle mine læsere, at der er noget helt galt i verdens politik, når dystopierne (rædselsscenarierne) overhales af virkeligheden. Når bossen i verdens mægtigste magt dropper sit besøg i et af verdens ældste kongeriger, fordi han ikke kan få lov til at købe den største luns – Grønland

Debattøren ville spørge, hvad vi gør med vores udenrigspolitik, når den erklærede, vigtigste allierede bevidst spiller de europæiske lande ud mod hinanden for at forblive herremand i den vestlige verden?

Taxamanden vil bare ha’ fred. Måske er det min forløsning i morfar-rollen. Om lidt sidder jeg der i min drømmerolle med min virtuelle merskumspibe og fortæller historier fra hele verden. Den kan være grusom med dens dæmoner og ulykker – men i slutningen er der håb, – og kærlighed.

Jeg vælger af holde kæft.

Jeg magter det ikke. Der er statsledere så ABSURDE, at selv vores landsansvarlige statsminister bruger ordet. Hovedpersonen – verdens mægtigste mand – reagerer i overensstemmelse med  sit iscenesatte ansigtsudtryk i den reality-serie (The Apprentice), der gjorde ham kendt i den brede befolkning:

Sammenknebet.

En tøsefornærmet statsmand, der har haft en guldske i munden fra fødslen og siden har kæmpet indædt for hele tiden at få sin vilje

 ”You are fired” var hans hovedreplik i tv-serien.

Han er typecastet til underholdningens anden division.

Men så – en dag – fik han drømmerollen som sit lands overhoved

Jeg kører med amerikanere hver dag. Jeg elsker det land, som skæbnen har givet mig mulighed for at besøge mere end en halv snes gange.. Jeg er vild med amerikanerne, deres gæstfrihed. Deres rytmiske musikkultur. Deres smeltedigel af levende, kulturer. Det skandinaviske og tyske i Wisconsin. Den britiske elegance i New England. Det mexicanske i Sydcalifornien. Det kinesiske, det jødiske, det italienske.

You name it

– Nå, Mr. Cabdriver (Taxichauffør), hvordan går det med salget af Grønland. Er kursen for opadgående eller nedadgående.

Vi kigger på hinanden via bakspejlet. Og der er kun én ting at gøre. Vi giver os til at skraldgrine. Jeg lyver lidt og siger, at her i Danmark tager vi det ikke så tungt, når store statsmænd går helt ud til kanten for at fastholde sig i rampelyset. Min kunde ryster på hovedet og siger han er flov, og så hælder han en række vrede kommentarer ud med rigelig brug af f-ordet. Noget der normalt ikke sømmer sig for en mand med en relativt høj europæisk stilling i en amerikansk finansvirksomhed.

Jeg orker ikke at føje mere væmmelse til min politiske kvalme.

Helt utilsigtet gør de sidste dages hændelser mig til en slags national-romantiker. Det kulminerede i den forløbne weekend, hvor jeg virkede som foredragsholder og ”moderator” ved Folkemødet Møn, – en lokal udgave af de store på Bornholm og Mors.

Jeg bliver lykkelig i selskab med mit folk – som i mit daglige taxiliv. Vi kan være uenige, så det brager – men vi lytter og vores forhistorie er tættere på, end vi tænker over til dagligt.

Det er Grundtvig. Det er Danmark 170 år efter enevældets fald og den første grundlov. Det er frisindet fra de første, venstrefolk til hippierne, som klippede toppen af materialismen i MIN ungdom i 60’erne og 70’erne

Jeg er i åben diskussion men en politisk personlighed i en anden ende af skalaen end min egen. – Den indfødte syrer versus bonderøven fra Bornholm. Og jeg kan tillade mig at sige det højt, selv om jeg får nogle skeptiske øjenbryn i trådene fra mine Facebook-opslag: Ja, jeg har mødt Naser Khader ved nogle lejligheder de sidste år. Jeg er ofte uenig i hans hårdhændede argumenter mod sine religiøse, arabiske kultur-fæller. Men jeg respekterer hans mod – og jeg kan bare godt li’ personen Naser, der betaler en højere pris for at være dansker end af os indfødte.

Gud ske tak og lov for den anstændige debat og for mit land, der fra højre- til venstre fløj tager afstand fra egocentriske købstilbud på en del af kongeriget. Den magtfulde handelsrejsende påstår, at Danmark ejer Grønland. Sørgeligt at verdens mægtigste mand ikke har sat sig ind i bare den elementære historie i de lande, hvor han selv inviterer sig på besøg.

Jeg lader det ligge!

Lige indtil næste kunde fra det store Amerika. Han er lille, med skarpe, intelligente øjne. Ikke særligt munter i ansigtet, da også han tager emnet op på eget initiativ

– Vi har en præsident som først og sidst er en ”Snake Oil Salesman”. Det handler ikke om politik og menneskers rettigheder og frihed. Det handler om at købe og sælge. Det er det univers han har forstand på. Og det er under den synsvinkel han tænker og handler

’Snake Oil Salesman?” Det er den der plattenslager, der rejste fra by til by i det vilde vesten for at sælge sit mirakuløse fluidum – Snake Oil – der kan helbrede alle lidelser. Fra en let kradsen i halsen til de mest invaliderende lammelser. Et mirakelmiddel, som i realiteten er det rene bedrag.

– Jeg venter bare på, at Snake Oil sælgeren en dag bliver endeligt afsløret, siger kunden, der har siddet 8 timer i flyet til København fra den amerikanske østkyst og uden at bruge ordet – tydeligt har behov for at sige – Undskyld!

Han er ikke en blind modstander af sit lands demokratisk valgte hersker. Han er forsker på et af verdens mest velrenommerede businesschools.

Selv holder jeg kæft, inden jeg skifter emne. For jeg orker end ikke at bruge supersælgerens navn

Jeg er bare TAXAMAND!

– – –

PS: Du er velkommende til at dele historierne fra den verdensomspændende TAXAMAND

REJSEBREV FRA ARBEJDERKLASSEN

Hun nikker til mig med en venligt, professionelt smil, da jeg åbner bagklappen og tager deres bagage.

Han sætter sig ind i den nye gråsorte Mercedes, – uden øjenkontakt. De har profilerede jobs i en stor, international koncern, og nu skal de ind til hotellet i det indre København efter en lang og møde-træt arbejdsdag. Nydelige, dannede mennesker et sted i den højproduktive 40-år alder. Hun er engelsk-britisk, og han er britisk med rødder i en af de store, gamle kolonier. Indien eller Pakistan. De taler begge det flotte engelske, det sprog, som har et anstrøg af aristokrati i TAXAMANDENS og journalistens ører. Men deres attitude er meget forskellig.

Hun er lyttende og vil muligvis gerne have en eller anden dialog med mig.

Han er koldblodet – formentlig med udgangspunkt i en kultur, hvor taxichauffører kører til i de laveste kaster.

Jeg ved, det både er barnligt og forfængeligt, – og at det i en vis forstand uprofessionelt. Jeg bør principielt være ligeglad med kundernes syn på deres service-leverandør, – herunder en evt. social nedladenhed. Men jeg må indrømme, at i nogle situationer KÆMPER jeg for accept af mit arbejde og fag. Former mit sprog. Dokumenterer mine evner i Engelsk, tysk og fransk.

Gennem hele min omvendte dannelsesrejse fra de højere luftlag til arbejdsmarkedets gulv af beton og asfalt har mine sprogkundskaber aldrig været bedre end i mit 66. leveår.

Jeg lovede faktisk mig selv, da jeg startede mine skriverier fra den virkelige virkelighed, at jeg IKKE ville være frontkæmper for taxibranchen, hvor de ansatte og mange af vognmændene reelt er det moderne samfunds proletariat i indkomst og arbejdstid. Også selvom jeg kan konstatere, at min bruttoindkomst i dag er ca. 20 pct. lavere end for bare et år siden. Ikke blot reallønsfald, som det udtrykkes i samfundsvidenskaben. Vi taler om et drop i kroner og ører i denne branche, hvor vi almindeligvis er 100 pct. provisionslønnede. Så når omsætningen falder, er det direkte for nedadgående med månedslønnen.

Men jeg er tøvende overfor den artikulerede social-kamp.

Med min baggrund i mediernes højere middelklasse og en pæn slat af private pensionsmidler, – med det scenelys i lyd og på billeder, som jeg har badet mig i, vil jeg simpelthen ikke fremstå som en skuffet burgøjser på charterrejse i arbejderklassen. Det kan skabe kvalme hos mine læsere og samvittighedskvaler hos mig selv at klæde mig i arbejder-gevandter, når jeg har middelklasse-habitter hængende i klædeskabet.

Men friheden!

Jeg elsker friheden og den forbudne frugt af indignation og ord. Så nu bryder jeg reglen om min sociale tavshed – bare denne ene gang, så sker det aldrig, aldrig mer´.

Den er hård, den sociale nedladenhed og den ustraffede bashing af taxichauffører som én ”race” på arbejdsmarkedet. Ja, netop race. De hygge-racistiske replikker om, at ”…det er fedt endelig at køre med en hvid … ”. Sandheden er, at mennesker med anden etniske baggrund udgør vores samfunds laveste klasse og at netop de er villige til at tage det dårligst betalt arbejde.

Eller teenagerne på vej hjem fra weekend-druk for hundredvis af kroner .– Og så synes de, at det er over stregen at skulle betale 70 kr. pr. hoved for at blive kørt hjem til forstaden.

Men også ” … Journalist – hvad fanden laver du så i en taxi?” … siger deres mund, mens øjne spørger: Har du taget af kassen – eller fik du et sammenbrud? Eller var du bare for dårlig?

Men de generelle angreb er de mest ubehagelige. Fra den indfødte middelklasse, der aldrig har haft arbejderens smuds på deres fingre og derfor kan gør sig morsomme på sociale medier over etniske chaufførers dårlige dansk-kundskaber. Til erhvervskvinden fra Fyn, der i lokal-pressen hulker over, at den elendige taxibranche ikke bare kan erstattes af UBER. Den amerikanske storkapital, der åbenbart er redningen for taxibetjeningen i provinsen. Det er nedladende, det er kynisk, det er noget erhvervsmæssigt vrøvl – ”men det’ da lig’ majet”.. For lige om lidt kører bilerne selv, dronerne flyver. Deleøkonomi og digitalisering redder os fra de sidste rester af industrisamfundet og dets forældede klassedeling.

Det er mit virkelige liv herude i aftenen og natten, der redder mig fra arbejdslede og social depression.

Min ven og tidligere wing man, Morten, der er politisk blå, men kæmper en utrættelig kamp mod uretfærdigheder og uprofessionalisme i branchen. De latterlige, politiske rollespil og medie-iscenesatte, politiske modsætninger er ubrugelige mellem os.

Eller min driftsleder Casper, som jeg vandrer med, armene over begge drenges skuldre på en sløv nattevagt langs taxi-køerne i lufthavnen, mens han fortæller mig, at jeg sgu gør det godt – som taxichauffør!

Eller Peter, min regnbuefarvede dagmand, som kender vores liv, fordi vi er født i den samme år i 50’erne: ”Hvordan gik det i dag? hvad gør vi i morgen, gamle dreng?”

Og den unge kurder, der henvender sig til mig på taxi-radio-kurset og tiltaler mig med en høflighed og respekt, som forsvandt med generations-oprøret i 68. ” … om jeg allervenligst kunne hjælpe ham med at finde en vognmand og noget arbejde … ”.

Eller ”J”, min unge diagnoseramte kunde med Tourette, ADHD og hele spekteret. Når vi giver hinanden en krammer foran specialskolen, fordi vi bare har savnet hinanden i sommerferien.

Og en anden kunde, der lemmer mig en 50’er for en klog snak om livet og døden.

Eller en tilfældig én fra gaden – som i weekenden sendte mig en besked via Messenger for at takke for min professionelle behandling af et familiemedlem.

Så breder arbejdsglæden sig.

Og kærligheden til folket af alle racer.

En sentimental lykke, som også digteren Kaalund mærkede for 150 år siden, da kampen sidst stod for i de lave klasser:

”Jeg elsker den brogede verden”

” … Var livet en dans på roser,

mon alt da var bedre end nu?

Hvis ej der var noget at kæmpe for,

hvad var da vel jeg og du ? … ”

TAXAMAND OG KOLONIHERRE

Foto: Colourbox

Gothersgade er nærmest små-psykotisk lige nu.

Det er lørdag nat, klokken er 5 og solen er stået op over den københavnske dødsrute, hvor kun de stærkeste endnu er på benene. De stang-berusede og de skæveste af alle køn og racer.

”På benene” er en meget generel beskrivelse af vaklen og slingren og kravlen. Forestil dig, at du ankommer til en drukfest med et døgns forsinkelse. Et studie af menneskets reptile natur. Jeg lever af det her. Jeg elsker i almindelighed mennesker i alle deres forskelligheder. Men det er svært at elske støjen og forfaldet efter mange timer på gaden. Evner ikke altid at skelne mellem profession og personlig væmmelse.

Vi kører op ad gaden, en vognlængde af gangen.

Nogle få meter – og så et stop. Endnu et ryk og endnu et stop

Kunderne vil hjem og branchen er mere gedemarked, end den nogensinde har været. Der forhandles priser gennem de nedrullede ruder. Jeg er klart til at messe samme budskab: Nej, jeg kører ikke sort. Prisen er ca. sådan og sådan – og jeg kører på taxameter

Så rykker vi en vognlængde frem igen.

Foto: Colourbox

Jeg genkender kollegaen foran mig efter natlig snakken på hverdage, hvor der er langt mellem kunderne. Han er oprindelig fra Mellemøsten – flink og rar, men også med dokumentation af, at hverdagsracisme ikke alene er et dansk fænomen.

– Du skal ikke stole på de sorte, har han sagt mange gange med henvisning til både kolleger og kunder.

Han udlever sine holdninger.

De to mænd ved fortovskanten er denne gang af afrikansk herkomst. Af udseendet at dømme fra et land med overvejende muslimske kulturbaggrund. Men det spiller ingen rolle for min arabiske kollega. Han ruller alle vinduer op og kigger ligeud som om kunderne ved fortovskanten var spøgelser eller bare usynlige. Han nægter vat køre med ”de sorte”.

Det kan den globale halalhippie her, TAXAMANDEN, ikke acceptere. Jeg kører med alle, ordentlige mennesker.

Der går ikke mange minutter før jeg træt efter 12 timers arbejde fortryder mit liberale syn på verden med alle dens køn, raser og religioner. Den ene afrikaner er ung og total fuld og skæv af et eller andet. Han råber sin køreordre uden nogen interesse for at lytte til mit JA TAK. Flere gange. Han skal ind i den ende af Istedgade, hvor der både findes gammeldags værtshuse, hvor han måske slet ikke vil blive lukket ind – og så så byens største marked for gade-salg af kokain.

Foto: COLOURBOX

Hans ven på dødsruten er lidt ældre, taler engelsk og vil bare hjem til hotellet. Han sender mig øjne i bakspejlet. Sorte – og undskyldende ”PFFIFFFT” lyder det fra bagsædet. Et sekund frygter jeg, at den unge sprøjter skummende øl fra den medbragte øl udover bagsædet. Men så hører jeg puste og suge-lyde og ser i bakspejlet at han trækker vejret gennem lattergassen i en oppust ballon. Den nye dille, som faktisk er lovlig. Gassen blæser hjernen ud i nogle sekunders særlig rus, har jeg forstået. Jeg burde stoppe seancen, som jeg gør det, hvis kunderne vil ryge eller sniffe coke. Men en hurtig mental-økonomisk cost-benefit-analyse siger, at vi er fremme om lidt. Jeg orker ikke konflikten. Ikke denne gang.

Lige før syndens gade, bryder en diskussion løs på bagsædet. Der modne afrikaner vil bare hjem, NU. Den lidt yngre er halvt-psykotisk og vil bare videre på sin selvvalgte dødsrute. Så tænder TAXAMANDEN af. Jeg stopper Merceren hårdt og siger småsurt, at nu må de sgu beslutte sig. Den unge snakker bare videre, – og jeg gentager budskabet højt som jeg husker de mere militære ordrer fra min gamle, afdøde far.

Den unge holder en kort pause og kigger så på mig via bakspejlet. Sorte, slørede øjne på rød-hvid baggrund. Provolkerende – Jeg er ikke din slave og du er ikke min koloniherre, siger han og løfter hagen stolt og provokerende.

Jeg når ikke at svare, før hans modne ven tager over. Han springer fra hjemlandets eget sprog til engelsk. Vil være sikker på, at jeg lytter og forstår.

– The cabdriver is a decent man, doing his job the professional way.

TAXAMANDEN er god nok. Han gør bare sit arbejde. Turen går til det nærliggende hotel, og sådan bliver det. Jeg nikker og kan ikke skjule min lettelse, da jeg spørger om og får bekræftet, at de begge skal sættes af der. Jeg orker ikke at være alene med den dinglende ungersvend. Lige nu glider han bare småfnisende ned i bagsædet til lyden af endnu et PFFIFFFT – og så suge-lyden fra den knaldrøde ballon.

Et par minutter efter er vi fremme. Den unge nærmest kravler ud af vogn 86 – kammeraten fremtræder ædru nu og ordner betalingen via sit kreditkort. Så stiger han ud, går han udenom køleren på vogn 86 og stiller sig foran mit nedrullede vindue. Han stikker sin sorte hånd ned i de hvide, løse bukser af krøllet hør. Rækker mig en bunke mønter. Endnu engang stikker han hånden i lommen og giver mig igen en bunke mønter.

Jeg må bruge begge hænder for at tage imod de to portioner – og ser at pengene er gyldne. En nævefuld 10-kroner og 20-kroner. Så kigger han på mig med venlig stolthed ind i øjnene. – Sorry, siger han – og bukker svagt. Jeg sidder tilbage med en paradoksal følelse. Taknemmelig – og flov.

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele min historie om det brogede natteliv.

DEN ALLERSIDSTE TOUR

Thomas Vestergaard

En sportshåndværker takker af

Foto: TAXAMANDEN

Jeg er den heldig ejer af en fortid med indbygget kærlighed. Også til arbejdet. Møde, kigge, lytte, spørge, skrive, fortælle – oftest med en ægte følelse af, at livet indtil nu har haft en mening.

Der var dog lige en kort periode med en slags angstfølelse, når taxi-turen gik til adressen Emil Holms Kanal 20, 0999 Kbh. K. – DR’s hovedkvarter. Kulturfabrikken hvor jeg havde en glorværdig karriere, indtil lyset slukkede i spotten – og i mine øjne. I de første par år efter afskeden, var det ikke helt afslappet at lade den grå Mercer med det grøn-gule taxiskilt køre op foran indgangen til Statsradiofonien.

Jeg havde ikke fået skilsmissen ud af kroppen i hamskiftet fra programchef til TAXAMAND.

Men jeg er kommet over det.

– Glædelig venskabsdage. “Er du på vejen i dag – og lige nu?” Hvad fanden? En SMS fra en tidligere kollega, Thomas, som jeg lidt langt ude i linjen engang var chef for. En DR-kollega, som jeg aldrig har haft et personligt venskab med.

Om jeg vil køre ham til det nordligste Sjælland?

På det punkt er min transformation til Taxichauffør 100 pct. Min mund siger: ”Jo, – det kan jeg vist godt klare i dag”

Mit kommercielle ego giver mig lyst til at springe ud af vogn 86 og synge tenor-jazz: ”Every day, it rains, it rains pennies from Heaven”.

En halv dagløn på en sløv sensommerdag?  Jeg er nærmest lykkelig

Thomas Vestergaard er slidt og træt efter et par uger som reporter på DR´s Tour de France. Produceren har bevilget en taxitur hele vejen hjem efter at Thomas har kørt bil og fra de franske landeveje til parkeringsanlægget i Ørestaden. Slæberiet med udstyr og den evigt, håndholdte mikrofon har givet ham en ”tennisalbue” og jeg få lov til at løfte kufferten for min tidligere kollega.

Håndslag og glædeligt gensyn.

Hjulene på Merceren drejer rundt, rundt, rundt, mens vi mindes senfirserne og begyndelsen af 90’erne med vore unger, som gik i samme vuggestue og børnehave blot et hanefjed fra Bamses hus.

Det her er en ære for Taxamanden.

Det er Thomas hjemtur fra den sidste arbejdsdag og vore 40 minutter i vogn 86 bliver en tour de force gennem nogle årtier i lydens og billedernes tjeneste. Han er ikke en af de mediestjerner, der deler ud af sit privatliv i de kulørte blade. Mere eftertænksom – mere glad for det kontante slid som journalist i et fagområde, der på en gang ikke har journalistikkens største status – men er elsket af folket: SPORT.

Vestergaard blev journalist af andre veje, end de sædvanlige. Han er oprindelig uddannet cand. mag i Historie og spansk.

– Der var dårlige job-chancer med den kombination, da jeg sluttede min universitetsuddannelse i 80’erne. Men så var der lige den der sportspassion. Jeg startede på en af A-pressens tv-kanaler i det jyske og tog så turen via TV2 og DR. På lokal-tv lærte jeg mildest talt at arbejde og have airplay for lønnen. Vi ville bare tage kampen op med de store stationer. I de større medier fik jeg senere lidt mere luft under vingerne.

Lyttere og seere har i sidste ende glæde af håndværkerne ”på gulvet”. Og det gælder selvfølgelige i de fleste brancher. Jeg hørte den fra min ven, kunstmaleren, – en slider-metafor, som jeg vil bruge fremover: Respekten for ”De 10.000 timer”. Den reflekterede gentagelse. Den permanente træning af håndværket: Jeg øver mig på at blive bedre. Og endnu bedre.

De intellektuelle vil måske kalde det sublimering.

Sports-coachen kalder det styrketræning.

Og arbejdsgiveren kan bare ikke undvære ansatte, der har større fokus på resultater end på eget ego.

kunstneren Erik A. Frandsen udstiller sine kridttegninger fra Tour de France 2019 på Galleri Alf i København fra den 16. august….

Som sagt – jeg kører med en nybagt pensionist. Jeg er stolt som en hjælperytter, der oprigtigt kan nyde at bidrage til stjernen i gult.

Vi sladrer om og griner af de helte og de røvhuller, vi har mødt i karrieren. Om de underlige tilfældigheder og politiske krav. Først skulle han flyttet til København for at få det gode job. Og i karrierens efterår skulle han pludselig flytte tilbage til Århus, hvis ikke han ville fyres. Han valgte en ”fratrædelsesordning”, som passer perfekt til pensionsalderen, som han allerede har overskredet

– Og hva’ så nu, Thomas?

Jeg stiller det spørgsmål, som jeg selv får HVER gang, jeg fortæller, at jeg bare er måneder fra min egen pensionsalder.

Thomas Vestergård er vestjyde – fra Esbjerg, og der eksploderer man ikke på københavnsk.

Først skal der festes igennem – en weekend i nær fremtid på en vandrehjem i klitterne langt fra hovedstaden caféer. En fest med de vennerne, ikke mindst de gamle.

Dem man legede med.

Dem man drak bajere med.

Dem man kæmpede med.

Og så åbnes pensionistens drømme. Måske bare slappe af. Måske skrive. Måske beskæftigede sig med andre genrer af livet og billedkunsten, som han OGSÅ holder af.

Tage hul på de næste 10.000 timer.

PS: Du er velkommen til at dele Taxamandens historier fra den firehjulede virkelighed

KALD DET BARE KÆRLIGHED

Kim, Taxamanden og Ellis

Foto: Jesper Grunwald

Det er noget, man mærker fra de første sekunder. Der er kærlighed i luften.

Jeg plejer i mine ydmyge øjeblikke at sige det på den her måde, – at kærligheden mellem mennesker kan mærkes i et fingerknips af tid, – hvis den virkeligt er der: ”Ta’r jeg fejl, er de så gode til at skjule det, at det egentligt er ligegyldigt.”.

Uden at sammenligne i hverken vægtklasse eller format: Master Fatman var ambassadør for tanken om den grænseløse kærlighed. Jeg savner ham jævnligt og er stolt over en af mine pinligheder: At jeg ved et loppemarked på Østerbro gik direkte over til ham, og fortalte, at han var en fantastisk fortæller og radiomand.

Jeg mærkede den, kærligheden, da jeg mødte dem på deres hjemmebane.

En moderne lejlighed i Søborg, lige oppe under tagterrassen. Jeg gik med Kim derop. Han ville vise mig den tidlige sommers vue over det meste af København. Jeg fik deres kærlighedshistorie, mens vi endnu var på tomandshånd. Mens vi glædede over livet trods alle dets knubs, fortalte han om deres første møde i 1992. Europamestre i Fodbold – det årstal kan han altid huske, selv om hjerneblødningen har taget noget af hukommelsen. Han var blevet alene med to delebørn. – Konen nuppede en anden, mens han var ude at rejse, for nu at sige det, som det er. Den havde han godt nok ikke set komme. Men han havde hørt om medicinen: Ingen faste forhold i de kommende år. For pokker! Han var jo bare midt i 30’erne. Og så vidste han, at hvis man ville ud og jagte damer, så var diskotek Den Røde Pimpernel stedet!

Ellis Mazanti, et eksotisk navn på en smuk københavnerpige, der var flyttet til Jylland og fået barn lige efter studentereksamen, – var der lige i det rette øjeblik. Hun var nyskilt efter fælles forståelse – og havde selv 2 børn. Hun ville gerne kysse – men ikke i noget fast. Og da slet ikke med en fyr, der var 10 yngre end hende.

Historien har fortalt sig selv. De blev kærester og de blev gift med 4 sammenbragte børn, der i dag har udviklet sig med 8 børnebørn. Da viser mig bryllupsbillede dernede i lejligheden, hvor Ellis har stuvet stuen fuld af møbler, nipsting, varer og stager til hendes helt store passion: Loppemarkeder. Jeg ser det på billedet. Han er flot. Hun er smuk. De er lykkelige.

Første gang mødtes vi i vogn 24 i en temmelig trist sammenhæng. Jeg kørte dem hjem fra hans mors begravelse. Jeg var netop hjemkommen fra min egen fars begravelse, og vi fik os en nærværende snak om de forældre, vi både elskede og havde konflikter med. Ikke mindst de usagte og derfor uløste. En snak om virkeligheden midt i vemod og savn. Det er sikkert ikke troværdigt, når man betænker venskabets korte varighed. Men jeg følte en slags fællesskab med de to mennesker, som jeg blot mødte måske 20 minutter i vogn 24.

Tilfældighedernes gud er helt vild i sine iscenesættelser. Efter et par måneder møder jeg Kim Hansen og Ellis Mazanti igen. Denne gang er vi på en ægte krammer, da turen er overstået. Den gamle kontordame og den tidligt pensionerede kontormaskine-mekaniker fortæller om Kims Helbred, der har bragt ham helt ud på kanten af livet trods hans blot 61 år. For 9 år siden gik han i gulvet med blodprop og efterfølgende 3-dobbelt bypass. Men det var værre 6 år senere. Han kom ind fra toilettet om morgenen, og hun kunne se, at den var helt gal! Han var ramt af en hjerneblødning og svævede de næste dage mellem liv og død. Han er tilbage på benene, selv om blødningen i hovedet har sat præg på både sjæl og krop. Men ikke på kærligheden. Det mærker man både i taxaen, i den proppede lejlighed – og på tagterrassen med udsigten over landets hovedstad. Og kærligheden er ligesom Fatman’s. Den er stor nok til at kunne drysses over andre mennesker.

– Jeg har besluttet at ville give dig en gave, siger Kim.

Jeg siger ingenting, fordi grænsen for nærhed mellem kunder og TAXAMANDEN jo går ved netop gaver. Altså bort set fra solide drikkepenge, som jeg modtager med stor glæde. Kim har allerede fra starten af fortalt mig, at han har fulgt mig – TAXAMANDEN – fra starten af min behjulede karriere. I Ekstrabladet, i min blogging, og i min beskedne optræden på tv og i radio. Han er vild med mine dagligdagshistorier, der i bedste fald har et større perspektiv end øjeblikkets.

Ordene er mine journalist-inficerede. Men meningen er klar: Vi har brug for hverdagens historier

– Jeg har lige siden mine dage som kontormaskine-mekaniker haft en gammel bærbar, TIPPA-skrivemaskine derhjemme. Uden strøm, med farvebånd og med den gammelkendte tap-tap-lyd. Jeg har selv sat den i stand, fordi den er noget særligt. Den skriver ”skråskrift” – tilstræbt håndskrift. Den skal du have som tak for dine gode beretninger fra almindelige menneskers liv

Jeg bliver rørt og forsøger at finde ordene til et klart – og meget velment NEJ TAK.

Men så kaster jeg den professionelle høflighed over bord. Jeg siger tak og han får en ekstra krammer, og vi aftaler at jeg kommer på privat-besøg for at hente klenodiet.

Nu står rejseskrivemaskinen herhjemme, og jeg vil ved passende lejligheder skrive små breve på maskinen med den skønne skrift. Hver gang med en særlig tanke Ellis og Kim, de to særlige mennesker i højhuset i Søborg.

Kald det bare kærlighed. Det er jo det, det er!

– – –

PS: Fra dramaerne til hverdagens kærlighedshistorier. Du er mere end velkommen til at dele mine beretninger fra den virkelige virkelighed

MED FINGERSPIDSERNE I LIVET

Foto: Colourbox

Nej det er ikke kun en transportopgave fra A til B.

Det handler om at læse opgaven, når du får køreordren!

Jeg skal som så ofte før på mine eftermiddagsvagter hente en mand fra et genoptræningscenter. Jeg kan som regel læse kønnet på navnet. Eller gætte rigtigt på alderen, fordi vores navnevalg er et modelune, der skifter gennem årtierne. Eller læse signalet om andre kulturer – som nu, et arabisk navn fra den muslimske mytologi.

Jeg skal hente kunden indenfor, siger standardordren. Men virkelighedens kunder er mere mobile. Unge, gamle, mænd, kvinder, med og uden rollatorer og stokke eller kørestol – langt de fleste er allerede ude på trappen og på vej ned ad rampen, inden jeg når frem. De vil bare UD for at indånde luften og mærke friheden.

Han er en yngre mand, der bevæger sig ret frit – men ikke ubesværet. Fødderne og benene bliver placeret med en pertentlig bevidsthed. Hans arme og hænder er frie, – men den ene side hænger lidt. Som efter alvorlige ulykker. Eller hjerneblødninger – eller blodpropper i hjernen.

En yngre, nydelig mand et sted i 30’erne. Smilende og veltalende – intelligent. Det flotte sorte hår, som endnu dækker hele issen – og så de mørkebrune øjne, som jeg altid har misundt mine sydlandske medborgere. Ikke grå-grumsede som mine men brune, næsten sorte.

Vi taler om vejret, og det er der god grund til i dag, hvor den unge sommer sender varme gennem kroppen og humøret. Her sidst på eftermiddagen, hvor den flimrende sol endnu hænger højt på himlen. Det er varmt. Det er grønt, inden den hede sommers udtørring. Det er snart ferie for de fleste. I dag er det svært at finde noget, som skruer ned for livsglæden.

Han har ellers flere grunde til ikke at holde sig oprejst. Svær sygdom i hjernen og en livsudsigt, – ja? Den er usikker men understøttet af en ærlighed, en kærlighed til at være til. – Og så noget, som nærmest må kaldes – snusfornuft.

Et skridt ad gangen. Tag nu det f***ing liv, som det kommer.

Foto: Colurbox

Han havde leukæmi som barn, bragt hertil af sine arabiske forældre fra et af golfens små stater. De var aktive i en demokratikamp, som bragte dem i livsfare – og så var Danmark redningskransen. Men den ene af de fire børn – kunden i vogn 24 – blev syg. – Sygdommen blev besejret, og han voksede op som en dreng og en ung mand, der bare VILLE have succes.

Ikke så megen religion.

– Ved du hvad jeg er ikke mere muslim end du er kristen.

Ikke så megen vrede.

– Min far kæmpede for ganske almindelige, rettigheder som dem de frisindede kæmpede for her i landet for 150 år siden. Han ville have fred og overleve, derfor kom vi til Danmark.

Intet martyrium.

– Jamen jeg er jo en almindelig dansker, som de fleste. Nogle har det svært med min muslimske kulturbaggrund, men det er deres problem. Jeg er bare glad for at leve

Sygdommen vendte tilbage som kræft i hovedet. Fire svulster og et par blodpropper – og nu genoptræning, INDEN den sidste svulst er borte.

Jeg har oplevet det nogle få gange. At være ægte skat-mat i en diskussion om det liv, som jeg selv elsker så inderligt. På den ene side taknemmeligheden for at være født på disser velnærede og privilegerede længde- og breddegrader. Og så denne flove følelse af forkælelse, når du sidder overfor et menneske hvis livstråd er kort. Absurd! For hvordan forener du kærlighed og angst, når du ved, at du fordufter lige om lidt?

Han sidder lige her, bare centimer fra mig, skulder ved skulder. To mænd fra to forskellige verdener i alder og kultur. Den gamle morfar på 65 og den unge erhvervsøkonom med de brune øjne og en livskærlighed, som næsten ikke er til at fatte. Hans liv bliver muligvis kortere end mit, det er han helt klar over. – Men han har besluttet ikke at gå til grunde.

– Min eneste begrænsning er, at jeg ikke tør få børn. Det vil jeg ikke kunne byde hverken barnet eller en kone. At skulle stå der med al kærligheden til et barn – og bum! Pludselig er mit liv måske helt slut. Det vil jeg ikke være bekendt. Men jeg giver ikke slip i mit eget liv. Det traf jeg en beslutning om, da kræften vendte tilbage. Det giver en ingen mening at blive vred på livet. DET bliver jeg ikke rask af. Jeg vil leve det!

– – –

Klumpen i halsen er der endnu efter at jeg har sat han af foran hjemmet – Hos mor og far.

Vi gav hånd og jeg brugte en eller anden kikset kliché. – noget med ”Ha’ det nu godt!!”

Jeg er bare ikke så god til at folde hænder eller kaste mig på bedetæpper. Jeg er jo både lutheraner og venstreorienteret – og derfor ikke så vild med at flashe min gudstro. Men jeg tænker det så højt, at det næsten kan høres i den ensomme kabine:

– Om du hedder Gud eller Allah! Vil du ikke nok passe godt på den her unge mand?

– – –

PS: Du må gerne dele mine historier. Også de vemodige.

PÅ TAXITUR I DØDENS FORGÅRD

Foto: Colourbox

Jeg skyder mig selv ud af taxien som en kanonkugle.

Har kigget halvdovent ud af sidevinduet mod opgangen. Venter på kunden, og trommer med fingrene mod Mercerens læderrat, som når en sur overlærer venter på den sidste elev.

Men så er kunden der endelig. Døren til opgangen åbnes og jeg ser kunden. 

Konverterer på et sekund min irritation til flovhed.

Han er tynd som en muselmand i en koncentrationslejr, og ligesom kz-fangen hænger hans liv i en tynd tråd. Eller mere præcist: I tynde, gennemsigtige plast-slanger fra den lille, skoletaskeagtige maskine, som han bærer over skulderen – op til udmundingen ved hans næsebor. De små slanger bringer livsvigtig ilt til en vejrtrækning, han næsten ikke orker længere. Lidt tættere på ham hører jeg disse klik og sugelyde, som reelt holder ham i live, – hvis altså han vil bevæge sig ud af sengen.

Han går langsomt.

Han stavrer.

Plakattegner: Viggo Vagnby

Jeg stiller mig midt på vejen som politibetjenten på den berømte plakat af Viggo Vagnby med betjenten og ællingerne, der følges over vejen.

Så rammer den sarkastiske humor lige i det øjeblik, han passerer mig midt på vejbanen, hvor der i øvrigt ikke er skyggen af en bil lige nu.

– Du ligner én, der vil sikre dig, at jeg ikke kommer galt afsted, siger manden, der ikke ligger skjul på, at han lige nu befinder jeg i dødens forgård.

Han har sat sig, sædet er hævet, sikkerhedsselen er spændt. Vi ser på hinanden. Hans øjne er blodskudte af manglen på ilt Jeg ville have sagt:

– Hold da kæft, det er godt nok noget lort, hva´ ?

Han ville have svaret:

– Ja, og det er helvedes svært at leve med, at jeg meget snart skal dø.

Men sådan er samtalen jo ikke mellem to forskellige menneskeliv, hvor den ene smager på lykken hver eneste dag, og den anden ved, at lige om lidt bliver her stille.

Men så viser det sig, at vi i virkeligheden har snaksalighedens DNA i vore gener.

Han ben er tændstik-tynde, i de slidte jeans, der er smalle i designet men hænger som klude i overstørrelse. Han holder ilt-maskinen mellem benene. Og så snakker vi bare sammen med det udgangspunkt, at vi begge er fra en årgang midt i 50’erne, har set og levet og elsket, – og at det fanneme ikke er let at leve med den kendsgerning, at man er tættere på slutningen end på begyndelsen. Han ER tæt og uundgåeligt tæt på at flyve bort:

– Jeg har kræft tre steder i kroppen. Jeg har bare én lunge tilbage og har KOL i resterne.

Han holder en pause. Om han har børn?

– Ja da. Den sidste, efternøleren, bor hos mig. Han er bare 20 år og går i gymnasiet. Han er skide dygtig men sprang eksamen over sidst. Han passer på mig. Han slipper ikke. Men det må jeg hellere la’ være med at tale om.

Jeg forstår det. På den klump, der sidder i min hals, selv om jeg burde lægge professionel afstand til en person, jeg blot har kendt i 5 minutter. Og så ser jeg hans røde øjenkroge. De er blanke, selv når tårerne holdes bevidst tilbage. Han skal jo leve. Ikke græde sig til døden.

Vi skal hæve penge i en automat. Hvorfor? Jo, det er lotto-dag. Det er helt absurd. Han er dødssyg men drømmer stadig om den store gevinst. Han er en begavet mand og mærker mine ord, endnu inden, jeg har brugt dem.

– Sådan er det bare. Jeg har været håndværksmester i ind- og udland. Tjent gode penge, levet livet i nogle ordentlige drag. Dejlige kvinder og koner og børn. Og så spiller jeg for et solidt beløb hver uge. Og det fortsætter jeg med, Basta!

Jeg kører taxaen ulovligt ind over fortovet og parkerer på et hjørne, så han kun har 2 meter til penge-automaten. Jeg må hjælpe hans svage fingre med at få dankortet ud af etuiet.

Og så kalder han mig guttermand.

Jeg bliver flov over min duksede hjælpsomhed, som måske bare dækker over min egen dødsangst.

Foto: Colourbox

Vi snakker om fælles lisoplevelser. Om de steder i verden, vi begge kender. Om de fandens kvinder, hvor især de skarpeste er de dejligste.

Men pludselig stivner hans smil:

– Det holder ikke. Kør mig hjem. Jeg orker ikke mere. Det er jo også lige meget med de skide lotto-kuponer.

Så bytter vi roller.

Hvis manden vil spille lotto, så skal han spille lotto, færdigt arbejde! Jeg tilbyder at klare det praktiske for ham. Stoppe taxameteret, mens jeg ordner det hele i spille-butikken.

Så stikker han mig en 1000-lap.

Jeg har aldrig spillet for de summer, men den pakistanske mand i butikken smiler tilfreds og professionelt, og jeg føler mig meget tæt på de klasser, der svarer til min timeløn – langt fra middelklassens moraliserende fornuft.

Så haster jeg tilbage til taxien og returnerer de udfyldte kuponer og en kvittering for mere end 800 kr’s ugentligt spil. Det er så fed en fornemmelse.

Og så kalder han mig guttermand en gang til!.

Tilbage ved opgangen afslutter vi samtalen. Det tager nærmest længere tid end selve turen. Så siger jeg farvel med det kluntede ” … pas nu på dig selv … ”.

Han smiler og tilgiver.

Og han ser ikke, at jeg taber al professionalisme og får våde øjne, – ligesom hans blodskudte.

Jeg har fået en ny ven for livet.

For resten af hans korte liv!

– – –

PS: Du må gerne dele historien om et af de følsomme øjeblikke i mit taxiliv. For jeg elsker det også i de øjeblikke, hvor sorgen presser sig på.

TAXIENS EROTISKE UNIVERS

Foto: Colourbox

– Kan du sige mig, hvor jeg kan møde nogle jenter?

Mit norske er OK, klokken er pænt over midnat og hans brandert stærk nok til at sprede en duft af rødvin og cocktails i taxien, – så jeg er klar over, at han ikke er på jagt efter en provisorisk studiekreds.

Det handler om kvinder. Hurtige kvinder til hurtige mænd. Hardcore.

Jeg vil nødigt betragtes som en firehjulet alfons. Men selvfølgelig ved TAXAMANDEN, hvor der er piger indenfor lovens rammer. I hovedtræk to typer af krops-forretning. Enten de klassiske stripbarer, som serverer nøgendans og lapdance – og verdens dyreste, champagnepriser. Var der sidst for mere end 30 år med min ekskone, kostumieren, der skulle kreere en uniform a la ”officer and gentleman” – til en mandlig stripper. Noget med hvid uniform og guldknapper – og Velcrobånd. Sådan en erotisk uniform, sorte epauletter, stram og flot. Og så – ratsch! – I ét snuptag kan den trækkes af kroppen til sidst, og så står den solariebrune adonis næsten nøgen, blot med en par meget små underhylere. Det der minimale, handsketætte bomuldsstof lige under en solid sixpack. Den på én gang diskrete og tydeligste præsentation af hans velskabte svulmelegeme.

Men det er fortid – og lige nu handler det ikke om gutter men om Jenter.

Jeg kører manden til en af byens kendte massageklubber i udkanten. Han er lige så nervøs over at spørge mig, som en teenager, der første gang skal undersøges hos lægen for en kønssygdom. Det passer ham glimrende, at jeg har elementær viden om emnet. Jeg er noget ældre og han kan gøre mig til en slags ”partner in crime”. Han kommer fra en af byerne tæt på Nordsøens oliefelter, så han er klar til at betale det som den intensive kropsmassage koster. Og så synes han bare, at København er den fedeste by. Og danskerne – vi er bare så rare. Han kalder og møbelhippier.

– Møbelhippier – hvad fanden er det? – Det er sådan nogle mennesker, der kan lide det frisindede og udogmatiske liv: Og så – alligevel – har vi nogenlunde orden i tingene.

Vi kører mod ”pigerne” i forstaden.

Jeg har aldrig været der (og ville nok ikke sige det, hvis jeg havde 😊).

Men jeg har faktisk meget tidligt i min taxiekarriere kørt en af salonens massøserne fra en bar i Nyhavn til en anden i Istedgade. – – – Hun er – for at sige det mildt – temmelig beruset. Kaster sig ind på forsædet. En smuk kvinde sidst i 30’erne, der i aften fester for sin egen skyld. Rykker helt tæt på mig og har knappet rigtig langt ned i blusen og sidder med en meget voldsom barm indpakket i sort og pang-rødt – meget få centimeter fra mine øjne. De – mine øjne – kigger direkte ind i hendes for ikke at virke klam eller rødme over hendes selvpræsentation.

Så taler hendes kirsebærrøde læber direkte til mig:

– Nå, Taxamand. Hvor langt kører du egentlig på et blowjob?

Jeg hører mange svære spørgsmål på flere forskellige sprog, men lige her er jeg skakmat. Har faktisk fortrængt, hvad jeg svarede men husker noget med ”hænderne på rattet”, ”lykkeligt gift mand” og ”den går nok ikke”. Tror ikke, hun selv husker episoden på grund af sin berusede tilstand men for en ordens skyld: Hun betalte med Dankort! Det husker jeg.

– – –

Nordmanden er fremme i vogn 24.

Bag stuelejligheden, aner man det der erotiske, røde lys, der har lagt navn til ”Red Light District”. Døren står på klem og jeg er klar til at køre. Men den erotik-trængende nordmand, der utvivlsomt kender til risikovillighed i iværksætteri og værdiskabelse, er grundangst, når det handler om at blive sat af ved en massageklinik i mørket uden et menneske på gaden.

– Vil jeg ikke nok vente?

Han skal nok betale og give drikkepenge. Det er en meget taxi-stille hverdagsnat, og min forretningsplan tilskynder mig til at holde fast på kunderne så længe som muligt.

Jeg venter foran klinikken.

Nu må TAXAMANDEN’s læsere ikke tro, at jeg er voyeur. At jeg tænder på at kigge på. Men jeg er altså nødt til at fatte mig for ikke at få de indre billeder af nethinden. Jeg skaber modbilleder.

Det har været ret godt vejr i dag.

Jeg skal huske at købe mager skinke til min madpakke i morgen.

Mon Mette virkeligt bliver Statsminister?

Og så alligevel: Gad vide, om han går i bad først, og hvor længe ta’r det? Smiler hun?

Døren går op til massageklinikken og min gæst kommer glad og genert ud – efter færre minutter end det jeg engang lærte som den minimale varighed af et hæderligt forspil. Og nej, han har ikke fortrudt eller stukket af.

Det hele er overstået, forstår jeg på det tilfredse ansigt – som var han netop udsat for et rasende hurtigt blowjob på en meget, meget kort taxitur.

Han er bare glad for turen til møbelhippiernes hovedstad og alt det, der følger med vores frisind Det var så det.

På turen tilbage til byen taler vi om de aktuelle vilkår i den norske olieindustri.

– – –

PS: Du er mere end velkommen til at dele Taxamandens eventyrlige liv og hans øjebliksbilleder fra den virkelige virkelighed.