RAPPORT FRA DET MODERNE TAXI-PROLETARIAT

Foto: Taxamanden fra bogomslag (Gyldendal)

Ikke at jeg føler mig helt til rotterne!

Og da slet ikke i den kinesiske betydning, hvor rottens år 2020 henviser til deres opfattelse af dette dyrs kløgt, fantasi og nysgerrighed, som det beskrives i kina-info.dk .

Heller ikke i den danske opfattelse af at være helt til rotterne – hvor man i sidste ende ender med at gå i hundene.

Jeg er bare sur – pisse-sur!

Det er alle taxichaufførers mentale januar-sortsyn, der har meldt sig. Jeg sværgede vist på, at jeg ikke rammes af de evige, brokkerier i min branche. Men lige nu er solen gået ned alt for tidligt, det har regnet i månedsvis – og indtjeningen er ad helvede til. Formentlig det dårligste jeg har oplevet i de 8 å. Taxichauffører er oftest 100 pct. provisionslønnede, så når antallet af taxier slippes mere og mere frit uanset et stagnerende marked, og priserne sænkes i en overlevelseskamp mellem selskaberne, betyder det kort og godt – solid lønnedgang.

Og lige så sikkert, som at Danmark har en høj organisationsprocent og hæderlige overenskomster, – lige så kendt er det, at taxibranchen ligger i bunden af både. JEG kører på overenskomst, som sikrer en mindsteløn på 24.000 om måneden (hvoraf, der så betales skal og arbejdstagers pensionsbidrag). Men lad mig være ærlig her i mit arbejdslivs efterår: Jeg kender INGEN, der opnår deres løn ved en arbejdsdag på 8 timer, som det gælder på det øvrige arbejdsmarked. Men MASSER af taxichauffører, som reelt har en arbejdsuge på mellem 50 og 60 timer.

Og de, der ikke er på overenskomst – flertallet? Eller de enligt kørende vognmænd, som skal forrente den nye Mercer eller tidens nye lækker-taxi – Tesla, elbilen. – Masser af chauffører kører rundt i hverdags-natten til en timeløn på under 100 kr.

Ham, den unge mand, jeg kørte hjem til den nordlige forstad i en lykkelig rus efter rigtig mange shots på den velkendte bar downtown, var først sur over, at de ikke kører masser af S-tog om natten – hele ugen. Så kom turen til taxiprisen, som han synes er alt, alt for høj.

Det sydede af gnister omkring mit tørre krudt. Jeg ved det ikke kommer mig ved. Jeg ved, jeg lyder som en halvgammel morfar lige nu. Men jeg har bare så svært ved at tage forstadsynglen alvorligt, når den først fyrer hundredkronesedlen i bunkevis af på de forudbestilte borde med hele flasker Vodka og shots – for så at gå i sort over en taxitur på 300 kr. til forstaden, der er kemisk renset for taxichauffører, muslimske indvandrere og andre, velkendte repræsentanter for samtidens proletariat.

Tilbagelænet på bagsædet, gestikulerende med den ene hånd som den forretningsmand han ganske givet udvikler sig til, når de blege dun på hagen en dag konverterer til sorte stubbe.

– Det er for dyrt. Det var meget bedre under Uber.

– Hold dog kæft, din forkælede møgunge!

Nej, det sagde jeg ikke.

Jeg mumlede i mit grå skæg og gav knægten lov til at spille rollen som hvid plantageejer i det sorte Afrika, mens jeg indtog birollen som hans hvide ”boy”.

Det har ikke fjernet min pessimisme, at jeg de sidste dage har læst brødrene Johan og Adam Moe Fejerskovs nye bog ”FORBANDENDE FREMSKRIDT – et portræt af en verden, hvor ny teknologi forandrer livet for milliarder af mennesker”. Bogen gennemgår forståeligt og overskueligt IT-fetichismens vision om individuel frihed. Fascinationen af og potentialet i den digitale tidsalder, hvor solid brug af nettet, Big Data og apps og andre ”smarte løsninger” kan bringe os ud af det beskidte, forældede, ressourcefortærende arbejdsslaveri.  Frit at blive venner med hele verden (Facebook), billigst købe bøger og varer (Amazon og Alibaba), såre nemt at finde viden (Google) og kommunikere (Apple), feriere hos de lokale (Airbnb) – og køre i taxi (Uber) som nærmest en vennetjeneste.

Adam Moe Fejerskov er Ph.d. og forsker på Dansk Institut for Internationale Studier, Johan er journalist på Politiken og skriver om krydsfeltet teknologi, samfund og kultur.

Digitaliseringen er et farvel til den gamle, smudsede kapitalisme og et goddag til en renere kapital-maskine, der i realiteten er en bombe under ikke mindst det arbejdsmarked, vi kender i Nordeuropa og Skandinavien: Velfærdssamfundets civiliserede klassekamp mellem dem, der ejer produktionsapparatet og dem, der driver det.

Her kommer så Uber ind i mit arbejdsliv med et løfte om at frisætte os alle. Som Brødrene Fejerskov skriver:

” … Uber har truet chauffører med at slette deres profiler på platformen … ” – ” … I praksis kan man dog ikke blive fyret far en virksomhed, man ikke formelt er ansat i. – Som tidligere beskrevet er Ubers chauffører ikke medarbejdere i traditionel forstand, men bliver betragtet som underleverandører eller samarbejdspartnere … ”

Ingen dagpenge ved sygdom. Ingen barsel. Ingen pension.

Man aner duften af røgen langt udover UBER.

Også det selskab, jeg selv kører for, blev en del af den nye virkelighed, da en kapitalfond overtog Danmarks største taxiselskab for snart halvandet år siden. En ny taxilov sikrede, at det særlige hyrevognskørekort er afskaffet, at kontrollen med antallet af hyrevogne udfases – og det vognmand-ejede selskab kunne sælges til svensk-tysk kapital.

Den nye verden er ved at gå op for de (os) ansatte i hyrevognsbranchen: Dem der ejer vores taxi-brand og kørselskontor har et utvetydigt incitament i at antallet af hyrevogne stiger. De tjener nemlig hovedparten af deres penge på ”pladsleje” – altså vognmandens ”abonnementspris” på at høre til under dette brand i markedsføring og digital kommunikation. Så længe man bare undgår betalingsstandsninger betyder mange taxier høj indtægt.

Vognmændene er sat 100 pct. udenfor indflydelse på det klassiske forhold mellem udbud og efterspørgsel. De er underleverandører men mærker konsekvensen af flere og flere taxier til et vigende marked. Og en del af dem – dem med ansatte chauffører – er chefer for en gruppe mennesker uden en kinamands chance for at påvirke det marked, der skal gøre dem i stand til at betale deres ansatte en ordentlig løn.

Chaufførerne i denne verden, hvor app’s tager over for bestillingskontorer og hvor klassisk arbejdsgiveri måske er ved at være slut?

Chaufførerne er digitaliseringens proletariat!

PS: Du er mere end velkommen til at dele TAXAMANDEN’s sortsyn.

DÆNSK ER BARE ABZURD NEDEREN

fbtmdn

Hun kigger på mig med sine spejlæg-øjne – eller hvad man mon siger i vore dage. Store, vidtåbne og spørgende øjne.

Eller på et mere folkeligt dansk: Hun forstår ikke en skid af, hvad jeg lige har sagt.

Det startede med engelsk, da jeg greb hendes flight-kuffert i stresstemningen her tidligt på dagen, hvor forretningsfolkene kommer til landet.

På de første engelsk ord fra hendes mund, genkendte jeg den tydelige finske artikulering. Og jeg har taget ved lære af de sidste års udvikling i Finland. Medmindre de tilhører det svensktalende mindretal – det går ikke længere at tale svensk til langt de fleste finner.

Men det er ikke her vandrotten ligger begravet – som jeg antager, de udtrykker sig i de 1000 søers land. Min kunde er netop blevet ansat som økonom i en stor, dansk-ejet virksomhed, der har fabrik i Åbo i Finland. – Og nu VIL hun altså lære det danske sprog. Men det er en svært, den fælles nordiske tunge, – selvom hendes mand er svensk-talende finne og til trods for, at hun som stort barn boede 4 år i Norge, hvor hendes far arbejdede. Hun troede sådan set, at det ville være et fingerknips af en opgave – at forstå dansk. Men sådan er det ikke. At læse det, er ok, når man har kendskab til de to øvrige nordiske sprog. Men at lytte?

Jeg følger hendes ønske om at vores taxitur skal foregå på dansk – men efter min første sætning:

Store øjne som spejlæg.

En aftale er en aftale. Og her starter 20 minutters sprogskole i vogn 86 med fokus på udtalen. Og ved hjælp af en app på hendes mobil, hvor hun dagen igennem øver sig på det svære udtale-dansk.

Group of teenagers over the background with the many words from the different languages (language school concept)

Jeg tænker på sprognørden, professor Jørn Lund, der flere gange har sagt, at det såkaldte ”mumledansk” i dansk film ikke er et problem i sig selv.  Det er diktionen (artikulation, tempo, styrke, rytme, pauser o.s.v.). Jeg mødte ham for 15-20 år siden, da jeg var formand for sprogprisen i DR. Han havde mere forståelse for sprogets udvikling end programchefen.

Jeg besluttede i respekt for professoren ALDRIG at ende som sprog-Jeronimus.

Det projekt er en voksende fiasko i takt med min fremskredne alder – godt underbygget af mine sene møder med ungdommen efter nattens strabadser – og timevis af daglig lytning. Ikke mindst turene med teenageren ”J”, der skal køres til og fra specialskolen. Det foregår til lyden af en af landets populære radiokanaler for de helt unge. Og især to folke-sproglige fordærv tænder mig HELT af.

Det ene er det moderne, åbne ”a”, der rutsjer nedad mod det lav-københavnske ”æ”.

”Har man kendt mæge?”

”Ja’r dænsker”

”I Dænmark er jeg født”.

Og så noget jeg slet ikke forstår oprindelsen af.

Det traditionelle ”s”, som især blandt helt unge – anført af heltene i nye og gamle medier – er ved at transformere sig til et nærmest hvislende og guldkyst-affekteret ”z”

”Det er helt abzurd”

”Det’ zgu´da åndszvagt”.

Men jeg holder kæft for jeg ved, at morfar er morfar og husker, at selv professor Lund bad mig accepteret sprogets dynamik.

Det ændrer sig med nye generationer, – liger så sikkert som alderens tiltagende konservatisme.

I sprogtaxien tager jeg og den unge kunde fat på hendes ambition om at forstå det diktions-skadede danske.

Helt uden videnskabelig evidens plejer jeg at påstå overfor mine smågrinende kunder, der kæmper med at LYTTE til dansk, at vi åbenbart er det eneste folk i norden, der tror, vi kan tale uden at bruge læberne. Vi lukker ordene inde i munden uden svenskernes rullende ”r” og uden nordmændenes musikalske tone og tydelige artikulation.

I dag skal vi lære at udtale de bløde ”d”’er. Som i fløde og møde. De er svært og modtages næsten altid af et fnisende grin af kursisten. Eller som hos denne ambitiøse kunde, der bare VIL forstå og kunne kommunikere med de danske chefer og kolleger, – selvom firmaet har engelsk som ”corporate” sprog – også i koncernens hjemland. Hun udtaler det bløde ”d” med en sådan overdrivelse, at det nærmest er i familie med tegneserieudtrykket BWADR!

Nu er det mig, de ikke kan holde en fnisen tilbage. Men jeg skynder mig at undskylde og siger, at det altid er udfordringen for de udlændinge, der vil lære dansk sådan mere intensivt. Også jeg synes, at det må være lettere med ”fløte” og ”møte” – end det der bløde danske ”d”, der i sin tydeligste udtale næsten få tungen til at presse fortænderne ud af overmunden.

– Aha, siger hun flere gange, når hun dels har lyttet til min sprogbutik ned bløde ”d”’er. Som turen skrider frem af ringvejen, bevæger hendes norsk-svensk-finske ”d” sig fra granitstadiet til det smørbløde, vi kender så godt.

Undervejs bruger hun sin app. DUOLINGO, hvor det fremmede sprog angives i smuk udtale. Hun tjekker sine læremester i dit digitale univers

Nu skinner solen atter over nordens sydligste nation og den skandinaviske broder-ånd breder sig som en fredsskabende røgelse i vogn 86. Dansk er svært, ja, men det er det finske fra Uralbjergene da i den grad. Og vi slår ikke længere svenskere ihjel i stockholmske blodbade, eller lader hånt om nordmændenes selvstændighedstrang. Vi lytter til hinanden, og jeg VIL bare give den unge kvinde et skub fremad i sprog-karrieren.

Turen er slut, og nu er det tid til eksamen.

– Det var hyggelig å kjøre med deg, siger jeg på tilstræbt norsk, – det nordiske sprog, som hun elsker særligt siden de fire barndomsår i Trondheim.

Hun svarer på perfekt dansk:

– Tak i lige måde!

MÅDE!

Smukt Med blødt ”d”. – Og uden bare en antydning af BWADR.

– – –

PS: Du er velkommen til at dele historien fra TAXAMANDEN´s rullende sprogskole

KRIGENS STILFÆRDIGE SOLDAT

Foto: Colourbox

Det lyder givetvis både selv-overvurderende og nørdet, når jeg kalder mødet under taxi-halvtaget i lufthavnen for – de magiske sekunder!

Jeg har trykket på knappen i min nye Mercer. Så kigger jeg på servicemedarbejderen, der fordeler kunderne til de enkelte vogne. Forsøger at få øjenkontakt med den travle rejsende. – Og så har jeg 1-2-3 sekunder til at vurdere stress, kundeprofil – måske destination.

Rent gætværk, der stimulerer den provisionslønnedes indre drømme om guld og grønne landeveje.

Der er meget lidt magi den anden vej, – når køreordren går til en af hovedstadens hoteller, og terminalen melder taxiturens mål: Cph – Københavns lufthavn!

Jeg kigger på receptionisten, han nikker køligt, professionelt mod sofaarrangementet i hjørnet, hvor min kunde venter. Nu har vi øjenkontakt – ouverturen til et menneske-møde på bare 15-20 minutter. H

Hun er en kvinde først i fyrrerne og rejsevant, ser jeg. Hendes bagage er en tung rejsekuffert i stærkt, vævet kunststof, så den kan holde til alverdens hensynsløse bagagefolk.

Tasken er tung som rejsemontørens værktøj og digitale apparater.

Hun smiler til mig, da jeg har smækket bagklappen og er småløber rundt om Merceren for at holde døren. Jeg er gennemskuet. Den tog røven på mig, tasken! Tung som ind i helvede.

Ind i helvede.

Det skal vise sig nærmest profetisk.

Meget feminin og synligt beslutsom. Intelligente øjne. Jeg gætter på, at hun er på vej hjem til en velfortjent ferie i det smukke land, som Taxamanden har et uforløst kærlighedsforhold til, siden en 10-ugers orlov i en spartansk hytte engang i 70’erne.

Alle mine norske kunder får historien.

Og så starter min navnkundige skydeautomat af en nysgerrighed med en konstatering.

– Du skal hjem på ferie?

– Nej, jeg rejser ud!

– Ned i varmen?

– Njaaa, – jeg skal til Asien!

Det svar har jeg faktisk aldrig fået i min taxi.

Kunderne skal til Thailand, Kina eller Vietnam – ikke til det massebetegnede – Asien. Det lyder nærmest som en hemmelig mission, og min ydre taxichauffør får hjælp af min indre journalist. Nu er der kun et af hv-spørgsmålene tilbage.

Hvorhen?

– Afghanistan, svarer hun med et blik i bakspejlet, som både indeholder almindelig, militær diskretion og en træthed over IGEN at skulle genfortælle sin militære historie. Måske ligefrem forsvare sit levebrød

Rescue Support Team

Jeg er født med moderne tiders dialektiske forhold til det krigeriske håndværk. Min farfar, den tyske emigrant, var soldat på østfronten og vestfronten under første verdenskrig. Den ene bror døde på Østfronten – lillebroren var krigsfange i Sibirien under og efter anden verdenskrig. Og min far var soldat og officer i både Danmark og Mellemøsten. Selv er jeg et pacifistisk skvat, der undgik værnepligten via en bilyd i hjertet. Så jeg undgik militærnægteriet og en potentiel konflikt med mit fædrene ophav – men kunne frit passe ind i 70’ernes tidsånd og modstanden mod USA’s katastrofale af en krig i Vietnam. Men – I guder, hvor har jeg forsvaret soldaten, fordi jeg mødte ham blandt min

 fars officersvenner, der jo var rare mennesker, som folk nu er, og ikke passede ind i min ungdoms stereotype gengivelse af den voldsliderlige kriger. Jeg dyrker det ikke i stolthed. Men jeg kan ikke – trods mit ønske om kærlighed og fred – skjule respekten for de mennesker, der i virkelighedens verden sætter livet på spil, når krigen er en realitet. Trods dette blodige i disse dages Irak, Syrien, Centralafrika – og Afghanistan – hvor soldaterne flyttes som brikker, styret af politikere der agerer på en skala fra frihedselskende til binde-gale.

Og lige nu er han – soldaten – en ”hun”.

Diskret – men venlig. En del af en lille gruppe i det krigshærgede land i det centrale asien – muligvis i den såkaldte Rescue Support Mission, som træner det afghanske militær. Muligvis, siger jeg, for jeg spørger ikke i respekt for hendes og mit eget arbejde. Hun har givetvis sine hemmeligheder – jeg SKAL yde fortrolighed.

Men hun fortæller mig om sin professionelle officerskarriere. Hun er major i den norske hær og har været i Afghanistan en håndfuld gange.  

Det er voldsomt.

Foto: Colourbox

Men det er hendes job og hun ville naturligvis ikke udføre det, hvis ikke hun kunne holde til det mentalt. Hun har ingen børn og derfor ingen særlige hensyn at tage i den private sammenhæng.

Vi taler om det sønderskudte og smadrede Afghanistan, der i 60’erne var på vej til at blive en moderne, sekulær stat. Frihedsrettigheder for mænd og kvinder. Et liberalt kongedømme, der i 70’erne kom i klemme mellem to meget forskellige bevægelser. En kommunistisk og en islamistisk.  Først vandt kommunisterne, så kom de i vanskeligheder og bad om hjælp der førte til den sovjetiske invasion. Det gav de islamistiske frihedskæmpere vind i sejlene – og resten er historien om et lands forvandling til en sump af fattigdom, fanatisme, – og den vestlige indgriben anført af USA i oktober 2001 efter angrebene på Wold Trade Center 11. september, måneden før.

Vi taler om soldatens ultimative krav om fællesskab. Ikke blot en metafor i det blodige management, men helt konkret at agere som en slags familie, hvor ingen er hjemme før alle er hjemme.

Om det er sentimentalitet? Om det er min faderlige omsorg for den kvindelige major, der med lidt god vilje kunne være min datter? Jeg ved det ikke. Men jeg leder efter udgangsreplikker, mens vi nærmer os udenrigsterminalen. I nogle sekunder tænker jeg på klichéen, replikken fra en film eller en sang, jeg ikke husker: ”It’s a dirty job, but somebody´s gotta do it”. Det beskidte job, som nogen jo MÅ tage på sig.

Totalt upassende ville det være.

Det ender med en kluntet bemærkning, mens computeren behandler betalingen.

– Og så vil jeg bare sige – så vil jeg ønske dig..  Pas nu godt på dig selv, får jeg fremstammet med et nervøst tilføjet – og hinanden.

Hun svarer ikke i første omgang men rejser sin højre hånd op banker på sideruden, som den overtroiske banken under bordet. Jeg ser for mig den samme bevægelse på panserruden i det camouflagefarvede køretøj i Kabul.

Hun er synligt glad for mit ønske – og siger bare:

–  Tak! Sådan gør vi altid derude!

Og så banker hun på ruden igen.

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele Taxamandens frontberetninger.

MIN UDBRÆNDTE BODEGA

nor

Der er et liv før – og forhåbentlig et liv efter vogn 86.

Undervejs er der ikke plads til meget mere end en forbandet masse timer i taxien. Og så er jeg selvfølgelig en lykkelig ejer af et familieliv.

En sjælden gang lidt tosomhed med fruen.

– Lad os flygte til Bornholm og holde nytår bare dig og mig, sagde hun, velvidende at varmen ville brede sig i granitperkeren, – mit øgenavn, som jeg bærer med samme stolthed som rapperen fra det sorte New York bruger n-ordet

Jeg ved det jo.

Jeg er og bliver en bonderøv fra det østligste Danmark, klippeøen, hvor du aldrig er længere inde på landet end en kort køretur til vandet. (Ja, det kalder man det, derovre. Landet! Øen er noget andet.  Det er klippeskærene, Ertholmene – i daglig tale Christiansø godt og vel en halv snes sømil ude i Østersøen nordøst for – landet.)

Turen går altid til Svaneke, min nærmeste hjemby, der inden diverse kommunalreformer var Danmarks mindste købstad med borgmester, domhus og egen brandstation. De fleste butikker var lukket, Ingen bolsjer, ingen lakrids, ingen isvafler – men dog lys bag de små, kvadratiske vinduer i købmandsgården fra 1761, hvor Svaneke Bodega holder til. Jeg burde have taget en bajer på det sted, hvor jeg lærte at drikke øl og lege voksen. Men når fruen taler om tiltrængt ensomhed mener hun det ret konkret. Ud at trække luft – og så hjem i ferielejligheden og dase videre. Der er skruet helt ned for det sociale blus

To dage efter, – nytårs morgen, da jeg lytter til de regionale nyheder, får jeg et chok.

Svaneke Bodega er brændt – om ikke nedbrændt, så udbrændt i en grad, at det kommer til at koste kassen og tage måneder, før købmandsgård og bodega er bragt tilbage til dagliglivet.

Bodegaen er byens puls – med varierende hjerterytme.

Den indeholder alt det, jeg elsker ved min opvækst i et samfund af fiskere og bonderøve. Det sidste er dybest set en kliché og en halv løgn. For, I guder, hvor er klientellet forskelligt. Hvis noget ligner det diverse liv i min taxi, er det Bodegaen på torvet i Svaneke. Bonderøvene og fiskerne kom der dengang. – (I dag er de faggrupper minimeret af fangstkvoter og affolkningen i landbruget.)

Kunsthåndværkerne.

Og sommeren – turisterne. De smukke unge, københavnerpiger med provokerende kroppe – og et letsind, som jeg havde ventet på hele vinteren

Og skolelærerne som dengang var landhårede, gik i andefødder og gav borgerligheden fingeren, inden f-ordet var opfundet.  Over øllerne og smøgerne svinede vi – gymnasieleverne og vores tidligere lærere – amerikanerne og deres forbandende bombninger af Hanoi. VI var sikre på, at det en dag ville blive tid til kærlighed mellem folkeslagene.

Hmm!

Når jeg slingrede hjem fredag nat på min turkisfarvede Monarch-knallert, ventede der mig en helt anden slags svineri, tidligt lørdag morgen. Sådan helt konkret.  I hundredvis af slagtesvin på min fædrene gård, hvor jeg fra morgenstunden startede mini-traktoren og kørte ned gennem de skidne gange for at skubbe våd halm og lort ned i de dertil indrettede huller til udmugningsanlægget, som skrabede indholdet ud til toppen af møddingen, der voksede sig større og større gennem vinter, forår, sommer og efterår.

Vietnamkrigen lod vi ligge på hjemmefronten. Min far var rådighedsofficer – major i den danske hær med en ungdoms-fortid i USA i 50’erne. Han tvivlede ikke på krigen mod det røde overherredømme – og jeg var en blød ung mand med hang til digte, sange og kærlighed.

Om det var hårdt med de uforenelige kræfter   mit liv?

Ja!

Og fantastisk.

Og menneskenært – både i min kærligt, modsætningsfulde privatsfære, som også handlede om en stilfærdig tro på den gode gode skæbne og mulighederne i den hårdtarbejdende verden, som mennesker har skabt med egne hænder med grundlæggende støtte fra Vorherre himself.

Det er så store ord, at jeg knap tør bruge dem.

Jeg lærte – på godt og ondt at elske livet.

Og jeg har i hovedtræk gjort det siden.

I Taxien, den dag i dag, hvor jeg møder større diversitet i livsform, klasse og etnicitet, end de foregående, 3-4 årtier i journalistikkens og statsradiofoniens tjeneste.

På bodegaen – dengang i min gymnasieungdom – mellem borgerskabs-typerne, proletarer, akademikere, kunstnere, købmænd og krejlere, unge og gamle, selvbevidste, let-berusede og mere professionelle alkohol-forbrugere. Også selvom jeg tidligt vidste, at udlængslen var så ustyrlig, at mine bornholmerdage var talte, og at jeg snart ville blive en slags emigrant på min egen hjemegn.

En udvandrer, – en fremmed fugl på mit eget værtshus, når jeg en sjælden gang genbesøgte det.

nor

EMIGRANTEN

Det er netop titlen på det eneste digt, jeg nogensinde fik udgivet. Jeg var bare 24 år, nyuddannet og ansat i DR, da journalist og forfatter Hans Aage Bøggild redigerede en antologi af digte af 56 bornholmere og andre danskere – som det hedder i undertitlen til bogen EN GLOBAL AFKROG. Flot illustreret med tegninger af maleren Oluf Høst

Fra EN GLOBAL AFKROG,
Vintens Forlag 1978

Mit digt tager netop sit udgangspunkt i Bodega Emigranten, som jeg kalder stedet i min tekst. Meget ungt, er digtet – og næppe noget kunstværk. Men Bøggild kendte til mine skriverier og gav mig to sider blandt digtere, langt, langt større end mig. Fra Drachmann til Rifbjerg.

Jeg vover et lille klip af mit eget:

… Her sidder de så,

Emigranterne.

De søger med spørgende blikke.

Her sidder også jeg

Og søger i tågen,

Den londonske tåge på skæret,

En dis af tobak og udviskede minder,

af nogen som kom, og som aldrig faldt til,

af nogen, som var, og som stadig er,

af nogen, som gik, og som aldrig kom hjem.

Her levede jeg selv engang,

Lo ad disse folk,

Slugte denne luft,

Svømmede i disse vande,

Svedte i denne salte luft.

Emigrant.

Nu er også jeg

Emigrant.

Jeg blev aldrig den store digter. Men hva’ fa’en – Dan Turèll blev heller aldrig taxichauffør!

– – –PS: Du er hjerteligt velkommen til at

DEN GODMODIGE KAMPHUND

Foto: COLOURBOX

Det har været en lang nat, og han ser træt ud.

Kom alt for sent op, hans privatbil er på værksted, og nu må han tage en taxi 40 minutter udenfor byen for at hente firmavognen.

Til sin egen irritation.

Til stor glæde for TAXAMANDEN’s indbyggede kræmmermentalitet.

Han er en stor – en meget stor mand.

Høj, velklippet, tæt hår, som blotter sig, når han river huen af hovedet efter at have sat sig tungt på bagsædet. En mand først i 30’erne med en krop på den solide side af de 100 kilo og givetvis med nogle ordentlige ”bøffer” under den både store og tætsiddende jakke.

Helt i sort fra top til tå. Altså lige bortset fra det kastanjebrune hår, som føjer noget drengerøv til det bryske. Jeg kommer til at tænke på en af den slags fremavlede kamphunde indenfor lovens rammer, som faktisk er godmodige, men som udstråler beredthed og en fysisk styrke, som skaber respekt helt op til skræk-grænsen.

Lad mig sine det med tøsedrengens kliché: Han er ikke en af de fyre, jeg har lyst til at blive uvenner med på gaden i en sen nattetime.

Den er god nok.

Hans fysik og udstråling er noget, som han kan bruge både i sit daglige arbejde, sit fritidsarbejde – og i den uddannelse han håber at tage hul på. Hans anden, hvor han selv må skaffe pengene til at overleve under skoleopholdet, fordi han har opbrugt sin SU på en tidligere uddannelse.

Det er derfor han arbejder som ind i helvede – nattehelvedet – for at skrabe penge sammen til drømmen om et andet job.

En fysik som en kamphund, skriver jeg, men det er en lidt urimelig metafor. For han skal alt andet end at slås. Han sørger nærmest for, at det ikke sker.

Han er vagt.

En af de medborgere, der kører rundt med en lygte på taget og går sin natlige runde – eller møder op, når alarmen går. Så er det han står derude foran huset eller virksomheden og skal finde ud af, om der er tale om, falsk alarm – eller mere alvorligt: Der er indbrud!

– Jo jeg har da oplevet dybest set at stå midt i en andens kriminelle handling – mange gange. Vi er instrueret om ikke at løbe en unødig risiko. Så nogle gange må vi bare lade de kriminelle løbe og kalde på politiet. Det sker selvfølgelig også, at jeg laver en slags civil anholdelse indtil politiet er nået frem. At en person begår noget ulovligt, betyder jo ikke, at de gør noget farligt. De kan blive fromme som lam ved en anholdelse.

Men vagtjobbet er ikke nok, når der skal laves penge til den nye uddannelse. Hans vagter er organiserede med 7 arbejdsdage – efterfulgt af syv fridage. Så der er rigeligt med tid til bijobbet som ”dørmand” – eller udsmider, som man sagde engang. Han har jævnligt sig natlige arbejdsliv i weekenden i Gothersgade i København. Hovedstadens svar på Ålborgs Jomfru Ane Gade. Det lyder ikke særligt lyrisk – men det handler om druk, I bedste fald druk. I værre tilfælde mennesker, der befinder sig i den psykose, der er nærliggende, når de først drikker til de er ved at styrte og derefter sniffer til noget hvidt pulver for at blive stående på benene.

Som Taxamand kender lidt til stemningen i værtshusgaden, når temaet er druk m.m. Og jeg må sige med det samme, at MIN sympati er stor overfor både politifolk og vagtfolk. Kender betingelserne. Jeg har været i byretten under anklage for påkørsel af en ung mand, der var så fuld og stofpåvirket, at selv det pæne tøj i skranken ikke hjalp ham overfor dommeren. Af de mere muntre: En ung mand lægger sig hen over køleren på min taxi og laver kneppe-bevægelser (Det har han angiveligt lært af kendt fodboldspiller, som både har dokumenteret spritkørsel og vold i nattelivet). Grædende, opkastende drenge og piger, der ikke aner, hvor de befinder sig i verden. – Og så har jeg gennem sidevinduet og forruden set politifolk og vagter, som med kontante, ikke voldelige metoder stopper en konflikt, inden den eskalerer.

Hvad disse ordenshåndhævere må lytte til af tilråb og uforskammetheder er – grænseløse.

– Man vænner sig til det, siger den store mand på bagsædet. Man skal være håndfast og holde sig helt fra vold – helt op til selvforsvarsgrænsen.

Foto; Colourbox

Han fortæller mig nogle rutiner for hjælp i akuttilfælde. Så må vagterne i gaden stå sammen uanset hvilken værtshus-dør, der er deres (De rutiner er fortrolige). Han fortæller også om knivstikkeri, hvor ”Kevlar-veste” og -handsker sikrer vagterne under angreb og afvæbning, så de kan passe deres arbejde uden at komme til skade. (Faktisk har gerningsmænd med kniv brækket deres håndled i et kniv-udfald, fordi de ikke kendte til disse veste, der er så stærk en beskyttelse, at de stopper skud!)

Min kunde har en ganske særlig årsag til at passe både på sin krop og sin straffeattest ved at undgå vold med mindre, der er tale om reelt selvforsvar.

– Jeg er uddannet maskiningeniør – blot for at finde ud af, at det ikke er det, jeg vil med mit liv. Det ser selvfølgelig en omvej, men nu, hvor jeg for alvor er voksen, har jeg besluttet at tage en ny uddannelse, en ide, som er vågnet mere og mere i mig job som vagt. Jeg arbejder som en gal for at få råd til at tage uddannelsen som politimand.

Måske lyder jobbet voldsomt for nogle. Andre vil undre sig over hans ønske, når han er kandidat som ingeniør. Men han er fascineret over tanken om at arbejde i udkanten af det normale.

Vi giver hinanden hånden.

Helt ærligt, jeg undrer mig.

Med en snert af beundring.

– – –

PS:

Du er velkommen til at dele Taxamandens historier fra det virkelige liv – også de rå. Denne fortælling om det ”almindelige” menneskeliv i Danmark er årets sidste fra TAXAMANDEN. Jeg skal høvle penge ind til julen – og fejre den med dem, jeg elsker.

Jeg ønsker dig en glædelig jul og et nytår, som bliver vildt – men knap så sindssygt!

EN HYLDEST TIL SEKRETÆREN

Foto: Colourbox

Jeg er TAXAMAND, og selvom jeg som udgangspunkt er rundet af livsglæde, er jeg sikker på, at – lige om lidt – går det hele ad helvede til. Så har jeg jo som udgangspunkt sikret mig en hel del positive overraskelser.

Lysene stråler stadig fra Hotel d’Engleterre og Magasin du Nord, selv om de overophedede kasseapparater er lukket ned for i dag.

Ikke en skid at lave herude på Kongens Nytorv. Det er en dagene lige efter Black Friday, som virker som en slags detailhandlens ufrivillige sædafgang. Julen er slap og træt lige nu, og det, der burde være snevejr og bjældeklang er reduceret til lyden af bilmotorer og klam støvregn.

Så ringer taxi-radioen med kunder. Jeg tænder for bekymringerne. Kunden skal hentes på den anden side af torvet og lige om lidt skal jeg sikkert diskutere med et røvhul af en kollega, som forsøger at nuppe hende. Et minut efter er jeg nået rundt om pladsen – og i den våde aftenbelysning jeg ser jeg silhuetten af en kvinde afslå tilbuddet fra en af idioterne fra mit eget firma.

Foto: TAXAMANDEN

Der er kamp om kunderne – men der er også anstændighed i verden.

Jeg fyringer mig selv ud af taxien som et Stinger-missil for at åbne døren for kunden. Men hun vil have orden i tingene – og tøver.

– Er det til ”M” siger hun – og præsenterer dermed sit navn.

I kampens hede har jeg ikke læst kundens navn og må lige ind i kabinen og læse skærmen for at kunne bekræfte, at det her er taxien til ”M”.

Hun har styr på tingene!

Så kan jeg endelig slappe af og nyde den søde, kommercielle kløe, da jeg får at vide, at turen går et stykke op i Nordsjælland. Hun læner sig tilbage i lædersædet med et afslappelsens suk. Det har været en hyggelig aften. Julefrokost, men midt i alle rygterne om druk og hedonisme, er hun et anstændigt dementi. Hun har spist julefrokost med nogle chefer, som hun til dagligt er sekretær for. – Eller PA, som man sigerne i det moderne sprog. – Personal assistent, fordi det lyder mere tidssvarende end det belastede ”privatsekretær”.

– Mine chefer får rigeligt med julefrokoster her i december, og jeg har haft så travlt i den sidste tid. At jeg mest af alt har lyst til at komme hjem til min familie.

Vi taler om hendes varierede arbejde i en af direktionerne i en meget stor, dansk industrikoncern. Om fællesskabet mellem de ansvarstyngede og de, der skal få dagligdagen til at fungere. Hun sender mig med julelysets hastighed tilbage til min egen cheftid i Statsradiofonien, hvor fremtidens krav til effektivitet og forandring skulle gennemføres i en gammel kulturtradition. Der var en tid med konflikter og med min første virkelige oplevelse af, at chefer – for nogle mennesker som udgangspunktet – er et røvhul!

Her kom min sekretær – min PA ”BD” ind på pladsen som min bedste ven på arbejde. Eller søster. Eller en slags kone, hvis man lige ser bort fra det erotiske.

En PA kender dig helt i dybden. Hun ved om nogen, hvad der er dine svagheder, for det er de vilkår hun lever med til dagligt.

I mit tilfælde var det glemsomheden, ”BD” måtte kompensere for. Og snaksaligheden, når den tog overhånd. Hun kunne både lyve, så en total fejlskrivning fra min side i kalenderen blev transformeret til en ”kort forsinkelse”, hvorefter hun måtte ringe fra et andet lokale for at spørge ”… hvor helvede bli’r du af? …” Og hun kunne bryde ind i et møde, hvor hun uden et ord men med sit kropssprog forklarede mig, at nu havde snakket nok. Eller hun kunne med samme metode befri mig for en af de langspyttere, jeg ikke selv kunne stoppe.

Foto: COLOURBOX

Og jeg lærte BD og hendes liv at kende. Bl.a. hendes temmelig veludviklede PMS (præmenstruelle syndrom), som i reglen gjorde, at jeg to dage om måneden skulle tiltale hende med få ord og i en meget venlig tone. I modsat fald, kunne hun slå mig ihjel med øjnene.

Historien om min måske bedste medarbejder i min cheftid endte meget sørgeligt.

Hun blev ramt af kræft endnu inden, hun var fyldt 50 og døde blot halvanden måned efter diagnosen. Mere end 10 år efter, savner jeg hende stadig som havde hun været et familiemedlem.

I vogn 86, nikker ”M” genkendende til min historie.

– Men det er jo sådan det er at være personlig sekretær, siger hun. Mine chefer vader jo rundt i opgaver og konflikter hele tiden. Ikke bare i småtingsafdelingen – men nogle gange noget, som har med hele virksomhedens fremtid at gøre. Og de er højtlønnede, så der skal præsteres. Det kan godt være, at nogle synes, at det lyder let og privilegeret. Men det er hårdt arbejde. Og derfor har de svært ved at gøre det uden en blæksprutte som mig. Jeg har faktisk to chefer at tage mig af, så jeg skal også evne at berede den daglige vej for to meget forskellige personligheder.

Jeg spørger, hvad hun synes om dette tjenende arbejde med skiftende folk på toppen gennem mere end em halv snes år,

– Jo, det er hårdt, fordi der ikke er så klar en facitliste på at skabe succes for en PA. Men det er først og fremmest faktisk et frit arbejde for mig. Ofte skal jeg selv finde løsningerne.  Og det passer i den grad konen her.

Jeg har tændt lyset i kabinen, så vi kan ordne betalingen.

Nu ser jeg hun smiler.

Aftenens mest ædru kunde midt i en julefrokost-tid.

Og hun er træt.

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDEN´s historie om de anonyme og de uundværlige sekretærer

TAXI-TUR TIL DØDENS FORGÅRD

Foto: COLOURBOX

Det er selvfølgelig god service, almindelig opdragelse, ”det-kunden-betaler-for” – and all that jazz. Jeg ville jo risikere fyring for ikke at bakke op om det glansbillede.

Men det er nu også ret selvfedt!

At dementere rygtet om min branches råddenskab og snarlige død. At have overskud og en smule kærlighed til dine medmennesker.

Selv at blive elsket!

Jeg er holder foran gangen ned til dagcentret for de ældre.

Hun er en lille, – meget tynd gammel dame, som følges af én af de ansatte. Bentøjet er ikke verdens bedste, men da hun ikke har mange kilo kropsvægt at slæbe rundt på, klarer hun turen uden støtte. Hun kan selv. Hun vil selv.

Hun har brune øjne, som kommunikerer så godt, fordi de har været brugt aktivt hele livet. Ikke bare til at se – men se helt ind i øjnene på den, hun taler med. Den er jeg med på. Jeg tager taknemligt rollen som ”unge mand” trods min reelle seniorstatus. Det er vel fair nok, når damen kunne være den mor, jeg har mistet. Netop en mor med viljefaste, brune øjne.

– God dag frue, må jeg gi’ dig en arm?

Går det galt med den startreplik, ved jeg, at det kan gå dobbelt galt.

For det første, ER der kvinder, der meget gerne vil frabede sig titlen frue. For det andet forbander nogle kunder faktisk hjælper-armen, fordi den er et symptom på deres vej mod livsafslutningen.

Foto: Colourbox

Det går godt.

Hun har det tydeligvis ikke så godt med denne ”afsløring” af hendes gang hos ældrepsykiatrien. Det er jo traditionelt sværere at forklare de sorte tankers behandlingsbehov frem for en brækket hofte. Det er nu, hun kan vise det overskud, der ligger lige bag den aftagende depression. Hun kigger et sekund på den ledsagende sygehjælper. Et lille sejersglimt i de mørke øjne. Så tager hun min arm, og vi går som et par op mod taxien. Den lille, spinkle dame sidst i 80’erne og den noget tungere TAXAMAND.

Det regner for gud-ved-hvilken-gang i dette depressive efterår.

Men vi kigger kort på hinanden – og smiler.

Jeg vidste det!

Hun vil sidde på forsædet. Jeg beder hende stå sikkert og holde i døren- Bukker mig dybt for at hæve sædet, så hun ikke skal opleve indstigningen som et fald mod bunden. Så placerer jeg min arm langs bildørens øverste kant. HVIS hun rammer under indstigningen, rammer hun ikke stålet men min polstrede uniformsjakke eller min bløde arm og hånd.

Vi er ”seatede”.

– Så kan du godt køre mig til dødens forgård!

Jeg kender destinationen fra køreordren. En af ældreforsorgen plejeboliger.

– Altså ligefrem dødens forgård, det kan du da ikke kalde det, siger jeg frimodigt. Det er sgu da et forfærdeligt udtryk.

Jeg kigger på hende med et smil, som blødgør min moraliserende udmelding.

Hun smiler igen.

Vi er venner på resten af turen, hvor jeg løsner stemningen med historier fra min barndom, hvor min mor var forstander på to plejehjem i Årsdale og i Svaneke på Bornholm. Jeg fortæller om det aktive plejehjems-liv dengang, inden pensionistbespisning, hjemmepleje og døgnpleje, kunne fastholde – eller indespærre de gamle i eget hjem

Så fortæller hun om sit liv. Om manden, der døde tidligt. Om alvorlig sygdom. Om den eneste søn, der er selve hendes grund til at leve.

Men først og sidst om tiden som leder af en større smørrebrødsforretning i en af byens bedste kvarterer – endnu inden verden fortabte sig i cafeer og shawarma-forretninger. Det viser sig, at jeg var der i området i 60’erne som bondedrengen på besøg ferie hos min skuespiller-onkel. Så tager vi turen gennem de berømtheder fra primadonnaer, over tenorer til statsministre, der besøgte forretningen, hvor hun startede som ”jomfru” – og skred som chef.

– Jeg siger dig, jeg var sur. Som så ofte set før: Forretninger starter som små, stråler senere som stjerner – og så går det ad helvede til. Den nye chef begyndte at trække de ansatte i løn, hvis de kom bare et kvarter for sent. En dag gik jeg op til ham og sagde ”F*** dig! Den måde at behandle mennesker på finder jeg mig ikke i. Så sagde jeg op med en bemærkning om, at lortet alligevel meget snart ville gå konkurs.

Min kunde blev pensionist – og smørrebrødsforretningen krakkede 11 måneder senere.

Vi maser på med anekdoter fra vores ”fælles” fortid. Det skal gå hurtigt for at få så meget med som muligt. Lige nu ønsker jeg mig, at turen gik langt nordpå eller sydpå, så vi kunne grave noget mere i vores fornøjeligheder og vemod.

Så holder vi i dødens forgår, som lige nu mere virker mere tilforladelig end dødsdømt. Personalet vælter ud og ind ad svingdøren og indimellem tripper en gammel beboer med. Jeg hjælper kunden ud af bilen og følger hende de få meter hen til fortovet før døden. Vi skal lige nå finalen i en af hendes historier.

Der er en kort pause til afsked som i en film, hvor to kærester ikke ved, hvem der har slutreplikken. Så smider hun blufærdigheden.

– Du har givet mig menneskekærlighed i dag, og nu vil jeg gi’ dig tilbage siger hun og åbner den spinkle favn for et kram. Jeg bøjer mig ned og tager imod op holder fast den brøkdel af en sekund, som er forskellen på kundepleje – og menneskekærlighed.

Bag hendes skulder ser jeg en af de ansatte komme ud. Han overraskes af den gamle dame og taxichaufføren i fuld uniform. Overraskelsen bliver til et smil – og han er ved at støde ind i en modgående fodgænger

– OK? tænker han med spørgsmålstegnets opadgående toneleje.

– OK, svarer stumt jeg med et selvbevidst udråbstegn!

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDEN’s oplevelser i vogn 86 – ikke mindst de små øjeblikke af kærlighed

DEN LYRISKE FORRETNINGSKVINDE

Foto: TAXAMANDEN fra forretningskvinden (efter aftale)

Der står mennesket så!

Hvem gemmer sig i ansigtet – og bagved.

Hun er en elegant kvinde, min næste kunde – helt sikkert en forretningskvinde. Sidst i 30’erne. Umådeligt velklædt – uden at være svulstigt. Smiler til mig – professionelt – høfligt, uden at være indladende.

For pokker, jeg er bare en TAXAMAND, der forsøger at få smør på bordet med alt for lange arbejdsdage, mens hun er en – UPTOWN GIRL.

Den gamle mand føler sig lidt kikset så tæt på den stilrene kvinde

Medens jeg fumler med GPS’en for at finde den korteste vej til en af byens mest smagfulde hoteller, ryger en tanke og nogle strofer ind i mit hoved som en brevdue, der var alt for længe undervejs.

UPTOWN GIRL

Billy Joel skrev sangen til sin kone, Christy Brinkley, som det lykkedes ham at holde på i 10 år trods deres vildt forskellige udgangspunkter. Sønnen af en enlig mor i Bronx, New York versus modelkvinden fra de højere luftlag. Skønheden og – om ikke udyret – så en lille tæt mand med en kort hals og let fremstående øjne.

De første minutter i mine taximøder er ouverturen til hele turen.

Vil kunden tale – og måske høre noget om min by og mit land. Skal jeg spille rollen som deleøkonomisk -turistguide – og måske overraske med at have bonus-viden om det, jeg taler om.

Eller skal hun bare have fred her midt på aftenen, inden hun når hotellet. Inden skønhedssøvnen før morgendagens møder, hvor millionerne vil rulle.

Hun vil tale. Eller rettere. Hun taler kort for at få mig på gled. Det er, som min omverden vil vide, ikke nogen vanskelig opgave.

Hun starter med et åbnende spørgsmål – nærmest professionelt nysgerrig.

– Du taler godt engelsk, har du kørt taxi hele dit liv, spørger hun på et perfekt engelsk/amerikansk med blot en pikant anelse  af en tone fra et slavisk sprog.

Hun får Taxamandens historie i en 5 kilometers-udgave uden kødannelse og trafik-stress. Den virkelige historie om menneskemøder og skrivekløe.

Jeg kigger på hende i bakspejlet for at sikre, at min fortællelyst modsvarer hendes lytte-behov.

Foto: Colourbox

No problem.

 I det regnfulde aftenmørke, der er lige så vemodigt som efteråret har været vådt, ser jeg hendes usædvanligt nysgerrige øjne. Og så den der nikken, der karakteriser interviewere i de elektroniske medier.

Men nej, hun er ikke journalist. Hun er bare nysgerrig – og så næsten utålmodighed for at give et referat fra hendes liv, der ligesom mit er et liv i modsætninger.

De sidste to sidste kilometer til hotellet er hendes. Men vi må stjæle nogle minutter med lukket taxameter foran den fashionable hotel-indgang med glimtende lys fra cykler og biler i støvregnen.

Hun ER forretningskvinde – og her skrives business med stort. Forældrene er af østeuropæisk baggrund. Men inden hun selv flyttede tilbage til hjemlandet, boede hun med sin  familie rundt i hele verden. Hun har gået på flere af verdens store universiteter og blandt der første der tog en MBA (høj forretningsgrad) – i Kina!.

Foto: Colourbox

I dag er hun administrerende direktør for og medejer af en virksomhed, der yder teknik og services til den petrokemiske industri over hele verden. Hun er glad for de muligheder og den økonomi, verden har givet hende.

– Det er lidt vildt, men jeg har det ligesom dig siger hun og smiler lidt udover høflighedsniveauet i mit bakspejl. Jeg skriver. Jeg fortæller – og jeg kan ikke la’ vær. Jeg skriver små historier. Jeg skriver digte på Instagram, der jo i virkeligheden ikke er egnet til længere tekster. Og på det sidste er jeg begyndt at skrive den svære kunst – sangtekster, der ikke må indeholde for mange ord. Vi er nogle stykker, der har samlet os i et band, – og nu prøver jeg også at synge. Jeg har aldrig prøvet at være sanger før.

Og nej, hun aner ikke, hvor denne poetiske raptus vil føre hende hen. Det startede med en voldsom ændring i hendes liv. Hun skulle føde sit første barn for 5 år siden, da hun helt hende ved fødslen fik diagnosticeret en livstruende sygdom.

Og så brød ordene løs!

Og de forsatte efter fødslen – også efter, at hun snød døden.

– Er du ved at udskifte dit liv med et nyt, spørger jeg indlysende

– Det aner jeg ikke. Det er hele hemmeligheden.

Hendes smil er et, man tror på.

– – –

Da jeg er hjemme sent på natten, har hun sendt mig en mail med et af de digte, der måske ender med musik en dag. Her er et enkelt vers:

what if I die before I’m old

and gray, what can be told

in my remembrance, what will they hold

against my will, will I be named

the one who’s heart could not be tamed?

meant to be lonely and uncontrolled? 

Jeg kan ikke slippe hendes inklination til et poetisk venskab og sætter mig ned for at transformere sangen til rimende dansk . Jeg gjorde det engang. Med det er 40 år siden, jeg sidst skrev sange til offentliggørelse.

Hvad hvis jeg dør, før det var tænkt

Er al erindring så fortrængt?

Hvad bli’r smidt bort, og hvad bli’r gemt.

Imod min vilje –  bli’r mit navn

Utæmmet, Vild ?- en fremmed havn?

Et ensomt hjerte, der er glemt?

Jeg er sikker på, jeg har fået en ny ven i cyberspace. Og jeg nyder henrykkelse over den forunderlige verden, der ikke er, som den ser ud.

Med digtet sender hun mig en hilsen og en smiley:

”Don’t judge the book by it´s cover”.

(Du kan ikke bedømme bogen ud fra dens omslag)

Og så et billede, som jeg må bruge til illustration i min klumme om mødet mellem TAXAMANDEN og forretningskvinden fra det højere borgerskab.

Ikke alt er som man tror.

Det er aften. Hun har forladt larmen ved ambassadørernes fest.

Et pusterum på en strand i Senegal.

Hun er en kvinde på 38, der nyder den ellers så maskuline sport – en god cigar !

– – –

PS:

Du er velkommen til at dele små brudstykker af livet i vogn 86. Ikke mindst de uforudsigelige

MIDT I ET KULTUR-KOLLAPS

Foto: Colourbox

Det ser ikke så slemt ud, som jeg frygtede, da jeg læste køreordren.

Han kan gå på benene og insisterer på at bære den lille taske med de mest nødvendige toiletsager. Men arm og skulder er bundet op i en slynge, så det er ikke tilfældigt at turen går direkte fra lufthavnen til en af regionens hospitaler med speciale i ortopædkirurgi.

Hans unge ansigt med det sorte hår og de mørke øjenbryn er træt efter den lange flyvetur hjem fra østen. Han er fuldt klar over, at den første prøvelse, han skal igennem, er en forklaring til Taxamanden. Han arbejder i medicinalbranchen, er uddannet læge, så jeg få historien kort og summarisk som var det til en sekretær eller en diktafon:

– Flere ugers ferie med drengevennerne i Thailand. Nu skal det være sjovt. Efter en tur i byen – den allerførste aften – glider jeg i en olieplet på gaden. Falder og brækker skulderen. På hospitalet. De vil operere, men jeg skal ikke nyde noget.

Han vil hjem til Danmark, hvor man ikke nødvendigvis starter med kirurgi.

– For fanden altså, siger jeg, med en mine af medfølelse.

Han kvitterer med et dybt – et meget dybt suk.

Han slapper af, – små-bimmelim af morfin og jetlag.

Vi taler taknemligt om at leve i et land, hvor man kan forsikre sig mod ulykker på ferierejsen. Hvor man kan komme hjem og få den bedste hjælp, uanset om man kong Gulerod eller Jørgen Hattema’r – taxichauffør eller akademiker.

Min kunde har rødder i Iran, hans forældre flygtede da præstestyret kom til magten, så han ved noget om, at det der med frihed og lighed ikke er noget, der er en selvfølge.

– – –

Foto: Colourbox

Virkeligheden her i landet og på de sociale medier i de få dage, min kunde med iranske rødder var væk, er nærmest en lidt absurd baggrundsmusik til vores nationale kærlighedserklæring til velfærdssamfundet og fredsommeligheden

Nazismen stak sit beskidte fjæs frem, da nogle forstyrrede elementer øvede hærværk mod jødiske gravstene i Jylland og klistrede gule jødestjerne på postkasser for at ”fejre” 81-årsdagen for Krystalnatten i Tyskland. November 1938 da nazierne angreb jøder og deres forretninger over hele det tyske rige.

Racismen lever – også udenfor jødehadet.

Den konservative politiker Naser Khader, der er strammer i politikken mod Islamificering, kan på Facebook dokumentere, at han angribes af folk, der angiveligt støtter Stram Kurs og den neurotiske advokat, der holder religionskrigen vedlige ved at brænde koraner af.

En dårligt stavende og skrivende discipel af den sorte pastor Paludan skriver til Khader:

– Vi skal have alle de sorte svin ud af Danmark.

– Du har et f****** problem. Du skal ud ligesom mange andre, der gør mig og Rasmus Paludan rasende og hvor dybt de sorte avekatter kan synke (red: Ja, sådan er det formuleret!).

I dette harmoniske kongerige med en til tider dysfunktionel debatkultur, kan næppe nogen gøre de højreorienterede så rasende som Özlem Cekiz, tidligere MF’er for SF. For intet er dog så provokerende som et menneske, der insisterer på dialog mellem selv de mest forskellige og ophidsede mennesker. I et opslag fortæller hun kærligt, ironisk (ærkedansk!). at hun er træt af altid at få vingaver for sine foredrag, når hun faktisk ikke drikker alkohol.

Foto: Öslen Cekic

Så brød helvede løs på de sociale medier.

Havde hun været tørlagt misbruger, kunne man måske have accepteret det. Men en borger af kurdisk, muslimsk baggrund? Det klarer det islamofobiske folkedyb bare ikke.

– Er det Imamen, der har sendt hende i byen med koranens hellige budskab?

– (da debatten bevæger sig fra alkohol til svinekød!) Dansk kultur ER svinesteg og bacon SAMT frihed og demokrati (endnu).

I hundredvis af vrede danskere eksploderer i diverse FM-tråde over denne fremmede kvinde, der vil trække sine muslimske leveregler ned over borgerne i verdens mest frie land. Egentlig vil hun bare sætte gang i en fredelig debat om den danske alkoholkultur og dens flaske-dogmer. Taxamanden her, har aldrig selv turdet sige nej til de snesevis af flasker rødvin, han har modtaget, selv om jeg faktisk ikke drikker rødvin.

Men også fordommene ofre har lært at give deres svinere.

En FB-bruger (navnet antyder, at han er af mellemøstlig baggrund) slutter søndagen af med en meget upassende og umorsom kommentar til den danske DF-politiker, der har mistet en søster for en morderhånd  med en bemærkning om at …

– Nu skal morderen (en hvid dansker) vel sendes ud af landet.

– – –

Det er min kunde, lægen og medicinalmanden med den iranske baggrund, der sender mig hjem med eftertanken, da vi har sagt farvel foran sygehuset.

– Det hele handler om en lang kamp mod uvidenhed og dumhed. Og nogle gange giver jeg selv op. Selv rimeligt uddannede mennesker kalder mig araber, selv om jeg er iraner og rundet af den persiske kultur. Jeg taler farsi – ikke arabisk.

Ligesom en russer ikke er det samme som en dansker.

Min kunde, der selv er erklæret ateist, mener at religionen bliver de uvidendes flugtvej. Det nager TAXAMANDEN, der er protestant og grundtvigianer og aldrig helt kan slippe drømmen om det store, gudelige overblik.

– Du kan jo se det, som vores verden har udviklet sig. Vi skulle have gjort noget ved det for 30 år siden. Sørget for at de fremmede kom hertil ikke bliver set ned på og mødt med skepsis. Vi har skubbet de mest uvidende i armene på de sorte prædikanter.

Jeg spørger mig selv, hvornår det gik så galt for de indfødte her i kongeriget, at vi ser vores kulturkamp som et spørgsmål om vingaver og flæskesteg?

– – –

PS: Du er velkommen til at dele TAXAMANDENS beretninger – om de lykkelige stunder, men også om sortsynet.

UPS – SÅ BLEV JEG GAMMEL

Foto: Colourbox

Jeg blev ikke skabt som en adonis, og det har jeg egentlig altid set som en fordel. For det gør ikke så ondt at falde ned fra en klippekant, hvis bare kanten er tilstrækkelig lav.

Men forfængelighed er en forbandet snigmorder, når kroppen ældes.

Kl. er 5,30 og i den kommende uge ligger en række dagvagter foran mig. Jeg tænder det kolde lys i badeværelset

Det skal gå hurtigt nu. Om halvanden time skal jeg hente ”J” i den anden ende af byen. Hun skal køres til en af skolerne for de særlige børn, og jeg er nødt til at være når hun sætter sig ind i bilen. Nogle gange har natten og morgenen været ”lort” for hende. Så kan jeg se de trætte øjne hos hendes morfar, når han følger hende ud til taxien. Andre gange smiler hun af solskin i sjælen.

Under alle omstændigheder er jeg kronvidne til den særlige teenagers møde med dagen i dag.

Jeg må tage brillerne på for at få et overblik.

Det er ikke så slemt med rynker. Det takker jeg min families DNA for. Altså bort set fra øjenlågene, der lægger sig som en slatten regnorm over mine gråbrune øjne. Det er bare ikke så kønt. Slet ikke efter brusebadet, der afsætter røde pletter id et hvide øjeæble. Det er måske det eneste, jeg kunde forestille mig kirurgisk hjælp til. At få fjernet den slatne hud over øjnene, så de ikke en dag lukker sig mod min vilje, mens jeg endnu er levende.

Indtil den dag søger jeg hjælp i hudpleje.

Så tager jeg brillerne af – og så melder næste problem sig. Jeg kan ikke se en skid!. Et meget sløret og generelt billede af mit ansigt.

Jeg kan slet ikke læse etiketter.

Så Taxamanden, der som privatperson er kendt for rod, glemsomhed og overblik, har måttet indrettet sig med en grænse-autistisk systematik i toiletskabet for at finde ind til, hvad der skal i munden og hvad der skal forbedre mig ansigts udtryk.

rbsh

Her står pilleæsken mod det lettere, forhøjede blodtryk.

Og her naturmedicinen, der gør noget ved ledsmerterne.

Og så det vigtigste: HER står øjencremen, der skal fjerne regnormen over mine øjne. Jeg er stadig morgenblind uden briller, men jeg glemmer aldrig navnet på indholdet i den lille flaske

ANTI-AGE øjencreme!

Salven der burde stille mig nogle år tilbage i forhold til min dåbsattest.

Anti-alder-creme!

Jeg kan sgu godt li´ tanken.

En ansigtslotion, der lover at udsætte forgængeligheden på ubestemt tid. Psykologerne kalder det enten selvopholdelse eller fundamental mangel på realitetssans. Men på min skulder sidder også en papegøje, der fortæller mig, at jeg er en selvoptaget  klovn, der tror jeg kan fjerne den realitet, at vores liv i realiteten er en fingerknips i den store verdensorden, at vi er født til at leve en stakket stund for så at forsvinde fra scenen efter ret få år, sådan målt i den store sammenhæng.

Foto: Colourbox

Jeg har SÅ megen respekt for mine venner og tidligere journalist-kolleger i , der har taget kampen op mod alders-fascismen: Monica Krog-Meyer i bogen og foredragene ”Plus-alderen” om en generation, der har rundet de 50 og bare ikke vil være dømt ude. Og Lone Kühlmann, der i en anden bog sammen med aldringsforskeren Henning Kirk sætter ord på drømmen; ”AFSKAF ALDERDOMMEN”.

Men alligevel. De ved jo begge, at der er en grænse for forfængelighed og en utvetydig udsigt til forgængelighed.

De knap så kendte kvinder i mit arbejdsliv, taxikunderne, der har levet så længe, at de begynder at have udsigt til en 3-cifret alders-etikette, siger det både med munden og med øjnene.

– Det største problem med mine nærmeste er, sagde den 94-årige, at jeg héle tiden skal fortælle dem, at jeg trods alderen og den knirkende krop er den samme heroppe.

Hun løfter pegefingeren til tindingen

Eller medsøsteren i formentlig samme alder:

– Jeg kan ikke sige det på anden måde: Når jeg går i seng siger jeg faktisk højt for mig selv: Hvis denne nat er min sidste – tak for et fantastisk liv. Og når jeg så vågner om morgenen: Tak fordi jeg får lov til at opleve endnu en dag.

Eller manden i et næsten absurd scenarium.

Jeg hjælper ham stavrende over vejen mod taxien med ham under den ene arm og iltflasken i den anden hånd. Fuldstændigt, – ja, kejtet og dumt spørger jeg ham, da jeg har hjulpet den alt for lette, KOL-ramte krop ind på forsædet med flasken og de små, gennemsigtige luftslanger placeret mellem hans ben:

. Hvordan går det?

– Ad helvede til, men hvor har det dog været fantastisk under vejs.

Han fortæller mig snapshots fra et varmt liv med vin og smukke kvinder i ind- og udland.

Så kører jeg ham til kiosken for at købe lottokuponer for flere hundrede kroner.

Ved det sidste dørtrin slipper han aldrig drømmen om det søde liv med masser af penge.

– – –

– Men der er jo lang, lang vej til, jeg selv skal se døden i øjnene, tænker jeg over den hastige pulverkaffe, mens jeg åbner breve fra den forgangne uge og sunder mig inden dagens dont.

Om lidt tager jeg el-cyklen, der på en gang giver mig illusionen om at træne de ømme knæ – og samtidigt et udtryk for dovenskab. Jeg har fået brillerne på og ser verden lidt klarere. Og mande-parfumen fra Dior, der måske forlænger min maskuline markedsværdi med et par Mercedes-længder.

På bordet ligger brevet, der har sat ild i eftertanken, selv om dagen er så ung at solen ikke er stået op.

Vi er nået til november 2019.

I dag nåede TAXAMANDEN folkepensionsalderen!

– – –

PS: Du er mere end velkommen til at dele Taxa-gubbens eftertanker