Kampen op ad den sociale stige

 

Umiddelbart svarer manden ikke til omgivelserne.

Her er jeg vant til at hente mennesker fra det, som jeg i medkarriere lærte at kende som ”det blå segment”. De moderne individorienterede, som det hedder på det sprog. Modsat de ”grønne”, – hvor de røde, 68’erne, hører hjemme.

 Han er under uddannelse – men han er langt fra gået den lige vej.

Det er så forenklet og kommercielt-videnskabeligt, at det er til at brække sig over. Sagen er bare den forbandede, at den der inddeling i farver og livsstile har et stort moment af kynisk sandhed i sig. Det er ikke lige her på havnefronten – i det i alle henseender blå Danmark – , at jeg pleje at møde en med meget brune øjne og hætten oppe om ørerne. Og ikke en oprørsk teenager men en voksen mand.

Der findes faktisk ungdomsboliger her i oasen for den driftige middelstand. Det vidste jeg ikke før nu! Her er i princippet ingen social sorteringsmekanisme – altså bort set fra huslejen, som en SU dårligt nok kan dække. Så her bor de unge, som slår sig sammen, mindst to-og-to og som har arbejde ved siden af deres studier.

Sådan en er han, den unge mand med det sorte hår, de brune øjne og hætten trukket op om ørerne. Han er sidst i tyverne, deler lejlighed med sin kæreste midt i det blå kvarter. Han er under uddannelse – men han er langt fra gået den lige vej.

Continue reading…

Julie uden Romeo

 

Jeg skal hente Julie, står der i køreordren.

Og det er jo såre normalt at skulle hente en kunde med blot et fornavn – på en given adresse. Men du drømmer ikke om, hvor megen fantasi blot et personnavn og et vejnavn kan sætte i gang. Er navnet udenlandsk, begynder gætteriet straks på nationalitet eller etnicitet. Og hvordan kom hun eller han så til landet? – Er de glade eller ramt af smerte? Eller er det bare anden eller tredje generation. Ellers hvis navnet er snørklet dansk – er det så et aristokratisk forældrepar eller en numerolog, der har været på spil. Eller et tosset indfald. Jeg havde engang en svoger, som havde et underligt mellemnavn, – trods Per til fornavn og et ganske almindeligt -sen navn til efternavn og en opvækst i en københavnsk arbejderfamilie. Han hed TOGO til mellemnavn. Efter snørklede eftertanker fik jeg taget mig sammen til at spørge om oprindelsen. Det var såmænd bare et mellemnavn inspireret af en forfars nørdede interesse for en vis general Togo i den russisk japanske krig i begyndelsen af 1900-tallet!

Hmm!

Jeg kunne jo bare lade være med at spørge.

Men nu skulle jeg bare hente Julie, og det er vel meget almindeligt?

Continue reading…

Den skæve og kloge dreng

 

 

Vi elsker historierne om de store personligheder, der går imod strømmen, om de anderledes personligheder – de ”skæve”. Verdenshistoriens måske mest kendte dansker, H.C Andersen, – underlig, selvoptaget, sårbar, – seksuelt desorienteret – og en genial eventyrfortæller. Der var amerikaneren Howard Hughes, der blev milliardær på sine opfindelser, kyssede på filmstjerne – og døde som en gal og ensom og syg mand. Og Steve Jobs, den geniale mand bag Apple, – der kvittede universitetet og blev vor tids mest geniale erhvervseventyrer.

Det var langt fra de her store perspektiver, jeg tænkte over, da C’s mor hænger ud af vinduet fra anden sal.

– Han kommer nu. Han er på vej!

Hun smiler og jeg er sikker på, hun er en kærlig mor. Hendes gode karma drysser ned fra vinduesåbningen, og den kan jeg godt nok bruge denne grå, deprimerende mandag morgen.

Continue reading…

Kampen tilbage til livet

 

 

”Rasmus skal hjælpes”, står der i køreordren til et af forstædernes store byggemarkeder.

Det viser sig i en hvis forstand ikke at være helt rigtigt.

En hånd, måske. Men skal nogen hjælpes her, så er det mest ham, der har lyst til at hjælpe andre. Måske er det netop det at kunne indse sin menneske-betydning, der holder livet levende. Også når noget er gået helt galt.

Det er en af den slags samtaler, der giver Taxamanden en mening med livet.

Vores møde starter som sagt med meddelelsen om ”hjælp”. Det er rigtigt nok, kan jeg se i bakspejlet på vej mod Merceren. Et lidt besværligt venstreben og en ubevægelig venstrearm. Jeg er jo ikke læge men en slags barfodsdiagnostiker, der har al min viden fra at kigge på verden op lære af den. Så jeg kender sådan nogenlunde ”udseendet” af en hjerneblødning eller en blodprop i hjernen. Rasmus er et af ofrene – og så sætter jeg den etikette på ham for sidste gang. For selv om han er ”ramt” virker han som alt andet end et offer.

Han har f.eks. en hukommelse som klisteret på et stykke Gaffa tape:

 

Continue reading…

” … Ha’ en dai’li’ natter, skatter! … “

 

 

Jeg har det utroligt godt med min lokale Irma-forretning.

Helt sikkert.

Det er OK, at Irma er dyrere end discountforretningerne, når man tager i betragtning, at de yder service udover det sædvanlige og har det økologiske forspring i detailhandlen. Dertil kommer, at butikken med den blå pige med det gule hår ligger lige om hjørnet. Men mest af alt: De er gode til at holde på personalet. Så efter godt et år i 2100 Spelt, er der ved at komme en smule landsbystemning, hvor det er OK at nikke til det personale, man genkender. I små selvoptagede øjeblikke, føler jeg mig genkendt, når de nikker tilbage. En smiler særligt venligt, fordi han husker, at jeg kritiserede firmaet for ikke at skrive på emballagen, hvor lang tid og ved hvilke grader, man kan bage sit forbagte brød af surdej. Han vendte pakken om – og kunne triumferende læse op, hvad der stod på tryk: 200 grader – 5 minutter

Jeg antog en ansigtskulør som farven på de økologiske tomater i grøntafdelingen!

Men min kærlighedserklæring til pigen med den blå kjole har et ”men”. Jeg har undertrykt det af to årsager. For det første ved jeg, at min kone vil kommentere min irritation over tidsånden med noget i retning af:

– Nu skal du altså passe på, at du ikke bliver en sur, gammel idiot.

For det andet kunne jeg bringe kritikken videre til stort set alle detailbutikker, hvor servicen udgør det minimum, at kassefolkene overhovedet lægger mærke til, at der er en kunde ved kassen.

Continue reading…

Halleluja i taxiuniverset

 

 

Følelsen er vel nærmest som Yvonnes i Olsen Banden:

 

”Meget har du budt mig!”

Meget har mine snart 100, uplanlagte stævnemøder i vogn 2282 bragt mig, – ” … men der kommer et tidspunkt i enhver Taxamands liv … ”.

Yvonne truer med at blive frustreret. Taxamanden finder samtalen – nærmest upassende i nærværende organ i den upopulære sandheds tjeneste. Meget har vi stået model til i denne avis, som ikke bare har sat dagsordenen i sit eget univers i 112 år (EB startede i 1904 som et tillæg til Politiken med nyhedstelegrammer fra den russisk japanske krig). Skrankepaver, nøgne kroppe. massage-annoncer, afsløringer af bedrag. EB har til alle tider turdet taget fat der, hvor andre holdt deres pæne kæft. Men at sludre religion og kirke, det må virkeligt være noget, der IKKE hører hjemme i det vrinskende DNA, der er vokset ud af kulturradikalismen.

Så er det jeg husker på behovet for at vælte mure – også i landets største bladkoncern. Det minimum må man kræve i sandhedens tjeneste. Ikke noget med at tøve, fordi noget er pinligt. Sådan redede jeg selvrespekten, da jeg for 50 år siden sagde farvel til mit livs ringeste job. Jeg var hyret til at betjene formentlig Nordeuropas dårligst weekend-rute (Med Politiken – årtier inden EB udkom i søndagsudgave. For det første var afstanden mellem husstandene kommercielt dræbende i sig selv. For det andet er den østbornholmske, politiske anatomi ikke slået sammen med kulturradikale søm. Det var medlidenhed med sælgeren og ikke politisk enighed, der solgte Politiken på landet i 60’erne.

Continue reading…

Velkommen til verden

 

 

Det er ret præcist 3 år siden, at historierne begyndte at flyde systematisk fra Taxamandens dagligdag.

Det er blevet til ca. 340 opslag på taxamand.dk. Sidenhen kom Ekstrabladet til med Taxamandens oplevelser i først lørdagens siden søndagens magasin EKSTRA. 130 klummer! Og sidst min blogindlæg og mere holdningsmæssige indlæg i avisen.dk, som er en net-nyhedsavis som, ejes af A-pressen og internetkoncernen Freeway. Her er jeg efterhånden oppe på 80 blogindlæg.

Næste sommer er det 40 år siden, jeg blev uddannet journalist og begyndte i DR som en grønskolling på bare nyfyldte 23 år. Her fik jeg en karriere som journalist, underviser, udvikler og chef – en fuldstændigt fascinerende rejse fra gamle, tunge Nagra-Båndoptagere – til arbejdet med moderne, digitale strategier.

I grove træk har jeg haft et meget lykkeligt og ekstremt privilegeret arbejdsliv, hvor jeg aldrig rigtigt har kunnet skelne mellem arbejdsglæde og personlig kærlighed til livet. Så det er umuligt for mig at sige, hvor de største oplevelser gemte sig. Helt umuligt!Men mine nærmeste og mine faste læsere kender mig og min meget sentimentale åre. Så det kommer sikkert ikke som nogen stor overraskelse, at de helt nære oplevelser i vogn 2282 er helt op i toppen af hitlisten. Ikke så meget de kendte musikere og andre kunstnere, som jeg mødte både i DR og i taxien. Ikke dramaerne i stor kærlighed eller dyb indignation.

Men dér hvor livet er helt tæt på.

Tættest.

Når det er ved at slutte

Men det er vel ikke meget smukkere end ved begyndelsen.

Continue reading…

Taxamanden og kvindekampen

 

Hvis du betragter kvindekønnet som det svage køn, skulle du tage dig et erhvervskørekort og tage en taxitur ud i virkeligheden. Sid stille i kabinen og slå ørerne ud – og du ville få et mere ligestillet syn på den feminine verden – i mange forskellige kundegrupper og kvindetyper.

Det kan være den unge og billedskønne, unge pige, der styrer den lidenskabelige ungersvend på vejen hjem fra byens berygtede ”lille fredag”. Den er stået på druk en hel del timer. Hun er ”overrislet”. Han er stiv – i hvert fald i ordets betydning af et tidligere, meget brugt synonym, ”stang-Barcardi”.

Hun lytter til hans kærlighedserklæring – og den tænder hende helt klart ikke.

– Nej tak, du, vi skal hjem, og har bare nogle få timers søvn, inden vi skal møde.

Jeg tænker på, hvor mange studentereksaminer, der er tabt på grund af fordrukken liderlighed – og hvor mange, der er reddet af kvindelig snusfornuft?

Continue reading…