KALD DET BARE KÆRLIGHED

Kim, Taxamanden og Ellis

Foto: Jesper Grunwald

Det er noget, man mærker fra de første sekunder. Der er kærlighed i luften.

Jeg plejer i mine ydmyge øjeblikke at sige det på den her måde, – at kærligheden mellem mennesker kan mærkes i et fingerknips af tid, – hvis den virkeligt er der: ”Ta’r jeg fejl, er de så gode til at skjule det, at det egentligt er ligegyldigt.”.

Uden at sammenligne i hverken vægtklasse eller format: Master Fatman var ambassadør for tanken om den grænseløse kærlighed. Jeg savner ham jævnligt og er stolt over en af mine pinligheder: At jeg ved et loppemarked på Østerbro gik direkte over til ham, og fortalte, at han var en fantastisk fortæller og radiomand.

Jeg mærkede den, kærligheden, da jeg mødte dem på deres hjemmebane.

En moderne lejlighed i Søborg, lige oppe under tagterrassen. Jeg gik med Kim derop. Han ville vise mig den tidlige sommers vue over det meste af København. Jeg fik deres kærlighedshistorie, mens vi endnu var på tomandshånd. Mens vi glædede over livet trods alle dets knubs, fortalte han om deres første møde i 1992. Europamestre i Fodbold – det årstal kan han altid huske, selv om hjerneblødningen har taget noget af hukommelsen. Han var blevet alene med to delebørn. – Konen nuppede en anden, mens han var ude at rejse, for nu at sige det, som det er. Den havde han godt nok ikke set komme. Men han havde hørt om medicinen: Ingen faste forhold i de kommende år. For pokker! Han var jo bare midt i 30’erne. Og så vidste han, at hvis man ville ud og jagte damer, så var diskotek Den Røde Pimpernel stedet!

Ellis Mazanti, et eksotisk navn på en smuk københavnerpige, der var flyttet til Jylland og fået barn lige efter studentereksamen, – var der lige i det rette øjeblik. Hun var nyskilt efter fælles forståelse – og havde selv 2 børn. Hun ville gerne kysse – men ikke i noget fast. Og da slet ikke med en fyr, der var 10 yngre end hende.

Historien har fortalt sig selv. De blev kærester og de blev gift med 4 sammenbragte børn, der i dag har udviklet sig med 8 børnebørn. Da viser mig bryllupsbillede dernede i lejligheden, hvor Ellis har stuvet stuen fuld af møbler, nipsting, varer og stager til hendes helt store passion: Loppemarkeder. Jeg ser det på billedet. Han er flot. Hun er smuk. De er lykkelige.

Første gang mødtes vi i vogn 24 i en temmelig trist sammenhæng. Jeg kørte dem hjem fra hans mors begravelse. Jeg var netop hjemkommen fra min egen fars begravelse, og vi fik os en nærværende snak om de forældre, vi både elskede og havde konflikter med. Ikke mindst de usagte og derfor uløste. En snak om virkeligheden midt i vemod og savn. Det er sikkert ikke troværdigt, når man betænker venskabets korte varighed. Men jeg følte en slags fællesskab med de to mennesker, som jeg blot mødte måske 20 minutter i vogn 24.

Tilfældighedernes gud er helt vild i sine iscenesættelser. Efter et par måneder møder jeg Kim Hansen og Ellis Mazanti igen. Denne gang er vi på en ægte krammer, da turen er overstået. Den gamle kontordame og den tidligt pensionerede kontormaskine-mekaniker fortæller om Kims Helbred, der har bragt ham helt ud på kanten af livet trods hans blot 61 år. For 9 år siden gik han i gulvet med blodprop og efterfølgende 3-dobbelt bypass. Men det var værre 6 år senere. Han kom ind fra toilettet om morgenen, og hun kunne se, at den var helt gal! Han var ramt af en hjerneblødning og svævede de næste dage mellem liv og død. Han er tilbage på benene, selv om blødningen i hovedet har sat præg på både sjæl og krop. Men ikke på kærligheden. Det mærker man både i taxaen, i den proppede lejlighed – og på tagterrassen med udsigten over landets hovedstad. Og kærligheden er ligesom Fatman’s. Den er stor nok til at kunne drysses over andre mennesker.

– Jeg har besluttet at ville give dig en gave, siger Kim.

Jeg siger ingenting, fordi grænsen for nærhed mellem kunder og TAXAMANDEN jo går ved netop gaver. Altså bort set fra solide drikkepenge, som jeg modtager med stor glæde. Kim har allerede fra starten af fortalt mig, at han har fulgt mig – TAXAMANDEN – fra starten af min behjulede karriere. I Ekstrabladet, i min blogging, og i min beskedne optræden på tv og i radio. Han er vild med mine dagligdagshistorier, der i bedste fald har et større perspektiv end øjeblikkets.

Ordene er mine journalist-inficerede. Men meningen er klar: Vi har brug for hverdagens historier

– Jeg har lige siden mine dage som kontormaskine-mekaniker haft en gammel bærbar, TIPPA-skrivemaskine derhjemme. Uden strøm, med farvebånd og med den gammelkendte tap-tap-lyd. Jeg har selv sat den i stand, fordi den er noget særligt. Den skriver ”skråskrift” – tilstræbt håndskrift. Den skal du have som tak for dine gode beretninger fra almindelige menneskers liv

Jeg bliver rørt og forsøger at finde ordene til et klart – og meget velment NEJ TAK.

Men så kaster jeg den professionelle høflighed over bord. Jeg siger tak og han får en ekstra krammer, og vi aftaler at jeg kommer på privat-besøg for at hente klenodiet.

Nu står rejseskrivemaskinen herhjemme, og jeg vil ved passende lejligheder skrive små breve på maskinen med den skønne skrift. Hver gang med en særlig tanke Ellis og Kim, de to særlige mennesker i højhuset i Søborg.

Kald det bare kærlighed. Det er jo det, det er!

– – –

PS: Fra dramaerne til hverdagens kærlighedshistorier. Du er mere end velkommen til at dele mine beretninger fra den virkelige virkelighed

MED FINGERSPIDSERNE I LIVET

Foto: Colourbox

Nej det er ikke kun en transportopgave fra A til B.

Det handler om at læse opgaven, når du får køreordren!

Jeg skal som så ofte før på mine eftermiddagsvagter hente en mand fra et genoptræningscenter. Jeg kan som regel læse kønnet på navnet. Eller gætte rigtigt på alderen, fordi vores navnevalg er et modelune, der skifter gennem årtierne. Eller læse signalet om andre kulturer – som nu, et arabisk navn fra den muslimske mytologi.

Jeg skal hente kunden indenfor, siger standardordren. Men virkelighedens kunder er mere mobile. Unge, gamle, mænd, kvinder, med og uden rollatorer og stokke eller kørestol – langt de fleste er allerede ude på trappen og på vej ned ad rampen, inden jeg når frem. De vil bare UD for at indånde luften og mærke friheden.

Han er en yngre mand, der bevæger sig ret frit – men ikke ubesværet. Fødderne og benene bliver placeret med en pertentlig bevidsthed. Hans arme og hænder er frie, – men den ene side hænger lidt. Som efter alvorlige ulykker. Eller hjerneblødninger – eller blodpropper i hjernen.

En yngre, nydelig mand et sted i 30’erne. Smilende og veltalende – intelligent. Det flotte sorte hår, som endnu dækker hele issen – og så de mørkebrune øjne, som jeg altid har misundt mine sydlandske medborgere. Ikke grå-grumsede som mine men brune, næsten sorte.

Vi taler om vejret, og det er der god grund til i dag, hvor den unge sommer sender varme gennem kroppen og humøret. Her sidst på eftermiddagen, hvor den flimrende sol endnu hænger højt på himlen. Det er varmt. Det er grønt, inden den hede sommers udtørring. Det er snart ferie for de fleste. I dag er det svært at finde noget, som skruer ned for livsglæden.

Han har ellers flere grunde til ikke at holde sig oprejst. Svær sygdom i hjernen og en livsudsigt, – ja? Den er usikker men understøttet af en ærlighed, en kærlighed til at være til. – Og så noget, som nærmest må kaldes – snusfornuft.

Et skridt ad gangen. Tag nu det f***ing liv, som det kommer.

Foto: Colurbox

Han havde leukæmi som barn, bragt hertil af sine arabiske forældre fra et af golfens små stater. De var aktive i en demokratikamp, som bragte dem i livsfare – og så var Danmark redningskransen. Men den ene af de fire børn – kunden i vogn 24 – blev syg. – Sygdommen blev besejret, og han voksede op som en dreng og en ung mand, der bare VILLE have succes.

Ikke så megen religion.

– Ved du hvad jeg er ikke mere muslim end du er kristen.

Ikke så megen vrede.

– Min far kæmpede for ganske almindelige, rettigheder som dem de frisindede kæmpede for her i landet for 150 år siden. Han ville have fred og overleve, derfor kom vi til Danmark.

Intet martyrium.

– Jamen jeg er jo en almindelig dansker, som de fleste. Nogle har det svært med min muslimske kulturbaggrund, men det er deres problem. Jeg er bare glad for at leve

Sygdommen vendte tilbage som kræft i hovedet. Fire svulster og et par blodpropper – og nu genoptræning, INDEN den sidste svulst er borte.

Jeg har oplevet det nogle få gange. At være ægte skat-mat i en diskussion om det liv, som jeg selv elsker så inderligt. På den ene side taknemmeligheden for at være født på disser velnærede og privilegerede længde- og breddegrader. Og så denne flove følelse af forkælelse, når du sidder overfor et menneske hvis livstråd er kort. Absurd! For hvordan forener du kærlighed og angst, når du ved, at du fordufter lige om lidt?

Han sidder lige her, bare centimer fra mig, skulder ved skulder. To mænd fra to forskellige verdener i alder og kultur. Den gamle morfar på 65 og den unge erhvervsøkonom med de brune øjne og en livskærlighed, som næsten ikke er til at fatte. Hans liv bliver muligvis kortere end mit, det er han helt klar over. – Men han har besluttet ikke at gå til grunde.

– Min eneste begrænsning er, at jeg ikke tør få børn. Det vil jeg ikke kunne byde hverken barnet eller en kone. At skulle stå der med al kærligheden til et barn – og bum! Pludselig er mit liv måske helt slut. Det vil jeg ikke være bekendt. Men jeg giver ikke slip i mit eget liv. Det traf jeg en beslutning om, da kræften vendte tilbage. Det giver en ingen mening at blive vred på livet. DET bliver jeg ikke rask af. Jeg vil leve det!

– – –

Klumpen i halsen er der endnu efter at jeg har sat han af foran hjemmet – Hos mor og far.

Vi gav hånd og jeg brugte en eller anden kikset kliché. – noget med ”Ha’ det nu godt!!”

Jeg er bare ikke så god til at folde hænder eller kaste mig på bedetæpper. Jeg er jo både lutheraner og venstreorienteret – og derfor ikke så vild med at flashe min gudstro. Men jeg tænker det så højt, at det næsten kan høres i den ensomme kabine:

– Om du hedder Gud eller Allah! Vil du ikke nok passe godt på den her unge mand?

– – –

PS: Du må gerne dele mine historier. Også de vemodige.

PÅ TAXITUR I DØDENS FORGÅRD

Foto: Colourbox

Jeg skyder mig selv ud af taxien som en kanonkugle.

Har kigget halvdovent ud af sidevinduet mod opgangen. Venter på kunden, og trommer med fingrene mod Mercerens læderrat, som når en sur overlærer venter på den sidste elev.

Men så er kunden der endelig. Døren til opgangen åbnes og jeg ser kunden. 

Konverterer på et sekund min irritation til flovhed.

Han er tynd som en muselmand i en koncentrationslejr, og ligesom kz-fangen hænger hans liv i en tynd tråd. Eller mere præcist: I tynde, gennemsigtige plast-slanger fra den lille, skoletaskeagtige maskine, som han bærer over skulderen – op til udmundingen ved hans næsebor. De små slanger bringer livsvigtig ilt til en vejrtrækning, han næsten ikke orker længere. Lidt tættere på ham hører jeg disse klik og sugelyde, som reelt holder ham i live, – hvis altså han vil bevæge sig ud af sengen.

Han går langsomt.

Han stavrer.

Plakattegner: Viggo Vagnby

Jeg stiller mig midt på vejen som politibetjenten på den berømte plakat af Viggo Vagnby med betjenten og ællingerne, der følges over vejen.

Så rammer den sarkastiske humor lige i det øjeblik, han passerer mig midt på vejbanen, hvor der i øvrigt ikke er skyggen af en bil lige nu.

– Du ligner én, der vil sikre dig, at jeg ikke kommer galt afsted, siger manden, der ikke ligger skjul på, at han lige nu befinder jeg i dødens forgård.

Han har sat sig, sædet er hævet, sikkerhedsselen er spændt. Vi ser på hinanden. Hans øjne er blodskudte af manglen på ilt Jeg ville have sagt:

– Hold da kæft, det er godt nok noget lort, hva´ ?

Han ville have svaret:

– Ja, og det er helvedes svært at leve med, at jeg meget snart skal dø.

Men sådan er samtalen jo ikke mellem to forskellige menneskeliv, hvor den ene smager på lykken hver eneste dag, og den anden ved, at lige om lidt bliver her stille.

Men så viser det sig, at vi i virkeligheden har snaksalighedens DNA i vore gener.

Han ben er tændstik-tynde, i de slidte jeans, der er smalle i designet men hænger som klude i overstørrelse. Han holder ilt-maskinen mellem benene. Og så snakker vi bare sammen med det udgangspunkt, at vi begge er fra en årgang midt i 50’erne, har set og levet og elsket, – og at det fanneme ikke er let at leve med den kendsgerning, at man er tættere på slutningen end på begyndelsen. Han ER tæt og uundgåeligt tæt på at flyve bort:

– Jeg har kræft tre steder i kroppen. Jeg har bare én lunge tilbage og har KOL i resterne.

Han holder en pause. Om han har børn?

– Ja da. Den sidste, efternøleren, bor hos mig. Han er bare 20 år og går i gymnasiet. Han er skide dygtig men sprang eksamen over sidst. Han passer på mig. Han slipper ikke. Men det må jeg hellere la’ være med at tale om.

Jeg forstår det. På den klump, der sidder i min hals, selv om jeg burde lægge professionel afstand til en person, jeg blot har kendt i 5 minutter. Og så ser jeg hans røde øjenkroge. De er blanke, selv når tårerne holdes bevidst tilbage. Han skal jo leve. Ikke græde sig til døden.

Vi skal hæve penge i en automat. Hvorfor? Jo, det er lotto-dag. Det er helt absurd. Han er dødssyg men drømmer stadig om den store gevinst. Han er en begavet mand og mærker mine ord, endnu inden, jeg har brugt dem.

– Sådan er det bare. Jeg har været håndværksmester i ind- og udland. Tjent gode penge, levet livet i nogle ordentlige drag. Dejlige kvinder og koner og børn. Og så spiller jeg for et solidt beløb hver uge. Og det fortsætter jeg med, Basta!

Jeg kører taxaen ulovligt ind over fortovet og parkerer på et hjørne, så han kun har 2 meter til penge-automaten. Jeg må hjælpe hans svage fingre med at få dankortet ud af etuiet.

Og så kalder han mig guttermand.

Jeg bliver flov over min duksede hjælpsomhed, som måske bare dækker over min egen dødsangst.

Foto: Colourbox

Vi snakker om fælles lisoplevelser. Om de steder i verden, vi begge kender. Om de fandens kvinder, hvor især de skarpeste er de dejligste.

Men pludselig stivner hans smil:

– Det holder ikke. Kør mig hjem. Jeg orker ikke mere. Det er jo også lige meget med de skide lotto-kuponer.

Så bytter vi roller.

Hvis manden vil spille lotto, så skal han spille lotto, færdigt arbejde! Jeg tilbyder at klare det praktiske for ham. Stoppe taxameteret, mens jeg ordner det hele i spille-butikken.

Så stikker han mig en 1000-lap.

Jeg har aldrig spillet for de summer, men den pakistanske mand i butikken smiler tilfreds og professionelt, og jeg føler mig meget tæt på de klasser, der svarer til min timeløn – langt fra middelklassens moraliserende fornuft.

Så haster jeg tilbage til taxien og returnerer de udfyldte kuponer og en kvittering for mere end 800 kr’s ugentligt spil. Det er så fed en fornemmelse.

Og så kalder han mig guttermand en gang til!.

Tilbage ved opgangen afslutter vi samtalen. Det tager nærmest længere tid end selve turen. Så siger jeg farvel med det kluntede ” … pas nu på dig selv … ”.

Han smiler og tilgiver.

Og han ser ikke, at jeg taber al professionalisme og får våde øjne, – ligesom hans blodskudte.

Jeg har fået en ny ven for livet.

For resten af hans korte liv!

– – –

PS: Du må gerne dele historien om et af de følsomme øjeblikke i mit taxiliv. For jeg elsker det også i de øjeblikke, hvor sorgen presser sig på.

TAXIENS EROTISKE UNIVERS

Foto: Colourbox

– Kan du sige mig, hvor jeg kan møde nogle jenter?

Mit norske er OK, klokken er pænt over midnat og hans brandert stærk nok til at sprede en duft af rødvin og cocktails i taxien, – så jeg er klar over, at han ikke er på jagt efter en provisorisk studiekreds.

Det handler om kvinder. Hurtige kvinder til hurtige mænd. Hardcore.

Jeg vil nødigt betragtes som en firehjulet alfons. Men selvfølgelig ved TAXAMANDEN, hvor der er piger indenfor lovens rammer. I hovedtræk to typer af krops-forretning. Enten de klassiske stripbarer, som serverer nøgendans og lapdance – og verdens dyreste, champagnepriser. Var der sidst for mere end 30 år med min ekskone, kostumieren, der skulle kreere en uniform a la ”officer and gentleman” – til en mandlig stripper. Noget med hvid uniform og guldknapper – og Velcrobånd. Sådan en erotisk uniform, sorte epauletter, stram og flot. Og så – ratsch! – I ét snuptag kan den trækkes af kroppen til sidst, og så står den solariebrune adonis næsten nøgen, blot med en par meget små underhylere. Det der minimale, handsketætte bomuldsstof lige under en solid sixpack. Den på én gang diskrete og tydeligste præsentation af hans velskabte svulmelegeme.

Men det er fortid – og lige nu handler det ikke om gutter men om Jenter.

Jeg kører manden til en af byens kendte massageklubber i udkanten. Han er lige så nervøs over at spørge mig, som en teenager, der første gang skal undersøges hos lægen for en kønssygdom. Det passer ham glimrende, at jeg har elementær viden om emnet. Jeg er noget ældre og han kan gøre mig til en slags ”partner in crime”. Han kommer fra en af byerne tæt på Nordsøens oliefelter, så han er klar til at betale det som den intensive kropsmassage koster. Og så synes han bare, at København er den fedeste by. Og danskerne – vi er bare så rare. Han kalder og møbelhippier.

– Møbelhippier – hvad fanden er det? – Det er sådan nogle mennesker, der kan lide det frisindede og udogmatiske liv: Og så – alligevel – har vi nogenlunde orden i tingene.

Vi kører mod ”pigerne” i forstaden.

Jeg har aldrig været der (og ville nok ikke sige det, hvis jeg havde 😊).

Men jeg har faktisk meget tidligt i min taxiekarriere kørt en af salonens massøserne fra en bar i Nyhavn til en anden i Istedgade. – – – Hun er – for at sige det mildt – temmelig beruset. Kaster sig ind på forsædet. En smuk kvinde sidst i 30’erne, der i aften fester for sin egen skyld. Rykker helt tæt på mig og har knappet rigtig langt ned i blusen og sidder med en meget voldsom barm indpakket i sort og pang-rødt – meget få centimeter fra mine øjne. De – mine øjne – kigger direkte ind i hendes for ikke at virke klam eller rødme over hendes selvpræsentation.

Så taler hendes kirsebærrøde læber direkte til mig:

– Nå, Taxamand. Hvor langt kører du egentlig på et blowjob?

Jeg hører mange svære spørgsmål på flere forskellige sprog, men lige her er jeg skakmat. Har faktisk fortrængt, hvad jeg svarede men husker noget med ”hænderne på rattet”, ”lykkeligt gift mand” og ”den går nok ikke”. Tror ikke, hun selv husker episoden på grund af sin berusede tilstand men for en ordens skyld: Hun betalte med Dankort! Det husker jeg.

– – –

Nordmanden er fremme i vogn 24.

Bag stuelejligheden, aner man det der erotiske, røde lys, der har lagt navn til ”Red Light District”. Døren står på klem og jeg er klar til at køre. Men den erotik-trængende nordmand, der utvivlsomt kender til risikovillighed i iværksætteri og værdiskabelse, er grundangst, når det handler om at blive sat af ved en massageklinik i mørket uden et menneske på gaden.

– Vil jeg ikke nok vente?

Han skal nok betale og give drikkepenge. Det er en meget taxi-stille hverdagsnat, og min forretningsplan tilskynder mig til at holde fast på kunderne så længe som muligt.

Jeg venter foran klinikken.

Nu må TAXAMANDEN’s læsere ikke tro, at jeg er voyeur. At jeg tænder på at kigge på. Men jeg er altså nødt til at fatte mig for ikke at få de indre billeder af nethinden. Jeg skaber modbilleder.

Det har været ret godt vejr i dag.

Jeg skal huske at købe mager skinke til min madpakke i morgen.

Mon Mette virkeligt bliver Statsminister?

Og så alligevel: Gad vide, om han går i bad først, og hvor længe ta’r det? Smiler hun?

Døren går op til massageklinikken og min gæst kommer glad og genert ud – efter færre minutter end det jeg engang lærte som den minimale varighed af et hæderligt forspil. Og nej, han har ikke fortrudt eller stukket af.

Det hele er overstået, forstår jeg på det tilfredse ansigt – som var han netop udsat for et rasende hurtigt blowjob på en meget, meget kort taxitur.

Han er bare glad for turen til møbelhippiernes hovedstad og alt det, der følger med vores frisind Det var så det.

På turen tilbage til byen taler vi om de aktuelle vilkår i den norske olieindustri.

– – –

PS: Du er mere end velkommen til at dele Taxamandens eventyrlige liv og hans øjebliksbilleder fra den virkelige virkelighed.

DEN ETNISKE SMELTEDIGEL – VELKOMMEN I VOGN 24

Foto: Colourbox

– Hvad så, Jesper G, hvis du nu skal sige det kort……? (Her må der grines, står der i drejebogen for samtaler i mit liv. – ” … Gøre det kort …” – det er ikke TAXAMANDEN’s stærkeste kompetence… )

–  … Hvad har det egentlig forandret hos dig at køre taxi frem for at være fuldtids-journalist?

Jeg kan faktisk gøre det kort, godt trænet af mine foredrag, hvor jeg får samme spørgsmål om rejsen fra de bonede gulve i Statsradiofonien til vogn 24’s terapeutiske samtalerum. Med tanke for, at jeg som bleghvid dansker udgør en etnisk minoritet i min branche, er nat-arbejder til en undertiden proletarisk løn – og så det velmente og en smule fordomsfulde spørgsmål, som går forud for spørgsmålet om min forandring: ” … Du er journalist siger du, hvorfor i alverden er du endt her i den sølvgrå Mercedes? … ”.

Det sidste svar er enkelt:  For at tjene penge til at overleve.

Det første har jeg måttet tygge mere på, – men jeg er ikke i tvivl: – Taxilivet har gjort mig til politisk pessimist men til menneskelig optimist.

Jeg fik det bekræftet en tidlig aftentime den anden dag. Den sene sol skinner, så jeg burde være glad midt i foråret, som vi har ventet på så længe. Men så er der radioen, som er min anden faglighed og min uundværlige følgesvend. Fra reklamerne på de kommercielle kanaler, over diverse platte måder at gøre valgkampen tilgængelig på – selv i radioformater, der sjældent overrasker med andet end populærmusik og ha-ha-ha-sarkasme – til bekymrede mænd i alverdens danske nyhedsudsendelser. Jeg troede det handlede om at vælgerne var hovedpersoner, men i realiteten er politikerne ikke på valg men til salg. Engang kaldte man det folkets repræsentanter. Nu handler det om politikernes jagt på målgrupper. Den ene dag vil den borgerlige spidskandidat bruge milliarder til at forbedre den offentlige service – den næste må staten holdes i ave. Den ene dag vil den lyserøde topkandidat være børnenes statsminister. Den næste kan hun ikke garantere, at alle børn løftes ud af fattigdommen. Det er der ikke penge til.

Og så ligger angsten for de fremmede, som en spray af gylle over valgkampen. Jeg må have mine kunder til at løfte mig ud af de politiske depression. De, der smiler. De, der spreder almindelig, menneskelig varme. De der lever.

– – –

Foto: Colourbox

Vi er skæve alle tre, viser det sig. Altså skæve i forhold til den blåøjede norm. Han er en mørkhåret, ung mand med de smukkeste sorte øjne, som smiler til mig via bakspejlet. Hun er en særlig oplevelse midt i byens normale sovs. Grønlænder, hører jeg på sproget – og så med platinblondt, totalt affarvet hår. En slags inuit-punker, der tror på stjernerne, kærligheden – og så er hun smørrebrødsjomfru af fag. Den første grønlandske smørrebrødsjomfru, jeg har mødt. Hans familie er berbere fra Marokko.

De smiler sødt til hinanden og stemningen stiger vi taxien.

Foto: Colourbox

Vi taler alle tre om, hvorfor fanden vi ikke bare kan få lov til at være forskellige. Hun slår dog Taxamandens nysgerrighed og går efter at finde ud af, hvor JEG kommer fra. Mange kunder og kolleger af ”anden etnisk herkomst, hører min dialekt som var jeg en ”fremmedarbejder”. Jeg præsenterer dem for mit stolte kælenavn: granitperkeren. Jeg er født og opvokset på klippeøen og med bondsk stædighed har jeg alle år insisteret på, at jeg ikke er og aldrig bliver københavner. Basta!

Jeg er en lidt fremmed fugl i storbyen – og det er jeg stolt af.

– Det skal du ikke være ked af, siger grønlænderen med det platinblonde hår. Berberen smiler lidt forlegent. – Ked af, svarer jeg. Det er jeg sgu stolt af. Jeg har det ligesom det gamle ordsprog, der advarer mod de etniske, maritime bornholmeres medfødte stædighed og egenrådighed: ” … Hvis du vil undgå kaos på verdenshavene, så må der aldrig være flere bornholmere på et skib, end der er master!” Nu griner grønlænderen og berberen. Han fortæller på indfødt dansk om sin stolthed overfor den kultur, han kommer fra, og at det aldrig har gjort ham mindre dansk. Hun fortæller, at selv om hun alle dage har elsket smørrebrød, så var de første år her i landet vanskelige. Hun var simpelthen ikke god til sproget. Men selvfølgelig er hun kommet efter det i en verden med spegesild, gammelost og friskskrabet tatar. Og med ex-kæresten, som har skænket hende tre børn mellem 2 og 5 år. I aften passer han ungerne og hun skal i byen med venner fra nord og syd og øst og vest. – Må jeg blive sat af her, siger den unge mand med de smukke sorte øjne, umiddelbart efter at jeg blufærdighedskrænkende har spurgt, om de er kærester. Hun griner højere end før på den tur: – Nej da, vi har lige mødt hinanden på stoppestedet, hvor du samlede os op. Der var kaos i busplanerne, og så gad jeg sgu ikke vente længere. Spurgte bare, om han da ikke ville køre med ind i byen. Han får farver i kinderne af den gamle chaufførs morfar-spørgsmål. – Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene. Han springer af og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen. – Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have kærester i lang tid fremover. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester. Lidt længere inde i byen sætter jeg hende af i minefeltet. – Farvel TAXAMAND, smiler hun. Måske ses vi en anden dag. Jeg kigger mig jævnligt omkring. Og håber. PS: Du må meget gerne dele mine oplevelser fra den etniske hyrevogn. TAXAMANDEN elsker trafik. På gaderne, så der er tid til at snakke. På nettet, så mange kan køre med i vogn 1-0024.

– Det skal du ikke være ked af, siger grønlænderen med det platinblonde hår. Berberen smiler lidt forlegent.

– Ked af, svarer jeg. Det er jeg sgu stolt af. Jeg har det ligesom det gamle ordsprog, der advarer mod de bornholmeres medfødte stædighed og egenrådighed: ” … Hvis du vil undgå kaos på verdenshavene, så må der aldrig være flere bornholmere på et skib, end der er master!”

Nu griner grønlænderen og berberen på bagsædet. Han fortæller på indfødt dansk om sin stolthed overfor den kultur, han kommer fra, og at det aldrig har gjort ham mindre dansk. Hun fortæller, at selv om hun alle dage har elsket smørrebrød, så var de første år her i landet vanskelige. Hun var simpelthen ikke god til sproget. Men selvfølgelig er hun kommet efter det i en verden af spegesild, gammelost og friskskrabet tatar. Og med ex-kæresten, som har skænket hende tre børn mellem 2 og 5 år. I aften passer han ungerne og hun skal i byen med venner fra nord og syd og øst og vest.

– Må jeg blive sat af her, siger den unge mand med de smukke sorte øjne, umiddelbart efter at jeg blufærdighedskrænkende har spurgt, om de er kærester.

Hun griner højere end før på den tur:

– Nej da, vi har lige mødt hinanden på stoppestedet, hvor du samlede os op. Der var kaos i busplanerne, og så gad jeg sgu ikke vente længere. Spurgte bare, om han da ikke ville køre med ind i byen.

Han får farver i kinderne af den gamle chaufførs morfar-spørgsmål.

– Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene. Han springer af og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen. – Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have kærester i lang tid fremover. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester. Lidt længere inde i byen sætter jeg hende af i minefeltet. – Farvel TAXAMAND, smiler hun. Måske ses vi en anden dag. Jeg kigger mig jævnligt omkring. Og håber. PS: Du må meget gerne dele mine oplevelser fra den etniske hyrevogn. TAXAMANDEN elsker trafik. På gaderne, så der er tid til at snakke. På nettet, så mange kan køre med i vogn 1-0024.

– Jeg er bare på vej til fodbold. Aftentræning med drengene.

Han springer af og hun affærdiger hans ønske om at betale for turen. Den klarer smørrebrødsjomfruen.

– Kærester? Jeg skal overhovedet ikke have en kæreste nu. Jeg har mine børn, mit smørrebrød – og min frihed. Der er ikke tid til kærester.

Lidt senere sætter jeg hende af i minefeltet.

– Farvel TAXAMAND, smiler hun. Måske ses vi en anden dag?

Jeg kigger mig jævnligt omkring.

Og håber

– – –

PS: Du må meget gerne dele mine oplevelser fra den etniske hyrevogn. TAXAMANDEN elsker trafik. På gaderne, så der er tid til at snakke. På nettet, så mange kan køre med i vogn 1-0024.

GASTRONOMI-MEDALJENS SORTE BAGSIDE

Foto: TAXAMANDEN

Der er ingen tvivl om det.

De er nattelivets rockstjerner – kokkene på de gode restauranter. Og det er ganske vist i de her år, hvor Michelins eftertragtede stjerner drysser ned over danske spisesteder over hele landet. Toppen er vel fortsat Restaurant Noma, der ligger som et lysende buddhistisk tempel på Refshaleøen i København. Når jeg jævnligt kører kunder dertil, er der – ja, en både andægtig og løssluppen stemning I vogn 24. Når jeg kører gæster fra det store udland til byens hoteller, falder samtalen i 9 af 10 tilfælde på emnet ”og-hvor-vil-du-så-anbefale-os-at-spise?”.

– – –

Det er først på natten i København – og jeg sørger for, at en af ”rockstjernerne” bliver kørt hjem. Han har været på arbejde siden formiddagen, og da potter og pander var sat på plads, er der lige gået et par timer med nogle øl og debriefing om dagens episoder.

Han er en ung mand, kokkelev først i 20’erne, – og ganske sober. ”Løftet”, – ikke ”vissen”. – Men han allerede måttet kæmpe sig tilbage i det job, han har drømt om hele livet. Han elsker mad. Han har været god til at lave mad, siden han var barn. Og han agter også arbejdsmæssigt at lægge sig oppe i toppen.

Vi taler om at være arbejdslivets natteravne. Om at elske det. Men om ikke at lade sig fortære. Han ved, hvad han taler om, for han har prøvet at skvatte ned fra himlen, inden han rigtigt var kommet op at flyve.

– Jeg VIL bare være kok. Og jeg vil være blandt de bedste. Startede efter studentereksamen med at være køkkenmedhjælper. Det var et enormt hårdt arbejdsliv. Alene arbejdstiden, som ofte lå fra kl. 9 om morgenen til midnat. Jeg har set folk få kaste en tallerken i hovedet, fordi noget af den grønne pynt var lagt forkert på tallerkenen. Sådan helt bogstaveligt porcelæn og mad lige ind i hovedet. Men det sværeste var nok der enormt lange arbejdstider. Og så kravet om at skulle være på og med – også når arbejdsdagen var overstået. Så skulle der festes og drikkes. Ikke betales. ” … Eleven betaler aldrig, men de må heller aldrig sige nej… ” Sådan var parolen.

Foto: Colourbox

Den unge mand holdt fast i branchen og dens krav om at stå til rådighed – hele tiden. Hans forbrug af alkohol steg proportionelt med hans søvnmangel. Og en dag gik det galt – helt galt. Han havde mærket svimmelheden nogle gange – og da han skulle hente noget mere i baren, forsvandt benene under ham.

– Det lyder helt vildt, men det var desværre sandt. Jeg gik ud som et lys og vågnede op på den lukkede afdeling. De fortalte mig, at jeg havde været helt psykotisk – helt vanvittig. Det stod klart, at jeg var ved at smadre mit liv, endnu inden, jeg var kommet rigtigt i gang med det. Endnu ikke hverken udlært og slet ikke ”chef” på det udsøgte madsted. Men en ungarbejder, der var gået i gulvet af mangel på søvn og efter alt for megen druk.

Han er blot en snes år men med en modenhed og et kvikt hoved, som langt overgår gennemsnittet af mine nattekunder.

Foto: Colurbox

– Jeg regnede med, at min drøm var bristet. Begyndte en nyt job som piccolo Men jeg kunne bare ikke slippe drømmen om at blive madkunstner – en kok på højt niveau. Så jeg kæmpede mig tilbage og fik endelig en læreplads – på et sted hvor vilkårene er anstændige. Ordentlig tone. Ordentligt liv!

Natteravnen er fløjet op mod himlen igen – men han undgår at slippe øjenkontakten med jorden. Han kan drikke alkohol med måde, – og med den forsigtighed, at han lært for livet, at han skal styre sig. Da behandlerne have hjulpet ham igennem krisen, spurgte han, om der var noget han kunne gøre til gengæld. Det var der! Han holder jævnligt foredrag for folk i sygehus- og behandlingssystemet – lærer dem noget om, hvordan det er at være hovedperson i et liv, der pludselig kollapser.

Og hvordan han har det med andre stoffer end alkohol, – ikke mindst kokain. Jeg hører jævnligt historier og møder af og til unge mænd og kvinder i håndværksfag og i restaurationsbranchen, som holder den kørende med jævnlige ”striber” af det hvide pulver. Jeg kender oplevelsen af den let overspændte mani, som karakteriserer coke-misbrugeren – også blandt mine kunder. En af mine venner og tidligere medarbejdere i mediebranchen er stået åbent frem som ex-misbruger og karakteriserer afhængigheden af kokain sådan: ”… Den evige jagt på et trip, som er lige så fedt som den allerførste gang … ”

Min kunde i nat bekræfter, at der er masser af ”sne” i restaurationsbranchen. Det holder han sig HELT væk fra!

– Det er for fedt og for langt ude. Jeg har prøvet det én gang. Om det var godt?

Han kigger på mig som den helt unge mand, de allerede har det modne menneskes erfaring:

– Da jeg prøvede det, oplevede jeg det som den lykkeligste dag i mit liv. Men dagen derpå græd jeg over, at jeg ikke kunne finde den rette sodavand i køleskabet. Det kommer aldrig mere til at ske i mit liv!

Så giver vi hinanden hånden efter ven god tur med en samtale om det uskyldige og det farlige liv.

Fik jeg sagt til ham, at jeg skylder ham respekt?

PS: Du er velkommen til at dele historien fra den gyldne branche med det hårde liv. Jeg dyrker det ikke. Men TAXAMANDEN møder både heltene og ofrene.

IKKE BARE STEGT – MEN GENNEMSTEGT

FOTO: taxamanden

En psykolog ville sikkert påstå, at der er tale om projektion. At jeg ser mine omgivelser som jeg selv har det indeni.

Jeg har arbejdet hele weekenden og er så taxitræt som jeg ikke har været det i måneder.

Jeg er træt af mennesker og druk, men et par fridage i ugen, der gik, tvinger mig til at tage et par ekstra dage for at dække udgifterne på min private betalingsbalance. Jeg ville jo hellere kysse skønheden derhjemme foran fladskærmen. Nippe til chips og drikke lakrids-øl fra Møns Bryghus.

Så diagnosen er klar nok. Projektion: Jeg er sur -. Ergo er kunderne umulige!

Foto: Colourbox

Måden de slæber sig provokerende over Gothersgade for lige at markere, at det er dem, der ejer gaden. Det mest provokerende er det lille håndtegn, de krydser hovedgaden i minefeltet. Så skråt som muligt. Slow-motion-langsomt. Ikke et værdigende blik eller et smil. Bare cool – og så den ene hånd løftet en smule. I bedste fald et stoptegn fra én, der ejer gaden. I værste – et klask i kølerhjelmen, fordi det er mig der er bilisten, taxichaufføren – nattens røvhul.

Og så er der ham, der sidder sovende på sædet ved siden af mig. En meget ung mand,  Lang, slank – og i et stadium mellem bevidstløshed og psykose.

Jeg skulle have ladet ham være derude i den anden del af byen, hvor jeg lige havde sat et ungt par af på vej hjem fra sygehuset med deres 2 år gamle søn. Barnet er friskere nu – og kunderne giver mig en håndfuld næstekærlighed tilbage.

Men så vakler en ung mand direkte over mod køleren på vogn 24, så jeg må stoppe midt på gaden.

– Hvor ska’ du hen? Spørger han. Noget nær det dummeste spørgsmål, du kan stille en taxichauffør.

Jeg kører jo grundlæggende derhen, hvor kunden vil betale for det. Men jeg svarer bare indlysende:

– Jeg skal ind til byen!

Så kaster han sig ind på bagsædet og nævner navnet på en gade i min egen bydel. Nummeret husker han ikke. Bare et ukærligt: – KØR! Blot sekunder efter sover ham.

I et anfald af omsorg gør jeg mine sving gennem byens natte-trafik blødere. Lad nu bare knægten få lidt ro. Jeg holder øje med hans tilstand via bakspejlet. Nu har han lagt hovedet mellem to nakkestøtter. Det falder helt tilbage – og han ligner med sin vidtåbne mund – en død!

Det er tydeligt. Han er ikke bare stegt. Han er gennemstegt! – – – Jeg kører taxien ind til siden og siger først blidt – snart lidt hårdere og patriarkalsk:

– VI ER FREMME!

Han er alkohol-bevidstløs og irritationen sniger sig op ad min rygrad. Så står jeg ud af bilen, kigger på displayet med de 283 kroner jeg har til gode – og åbner døren til hans plads. Forsøger at vække ham med høj tale og forsigtig rusken i hans slappe skuldre. Jeg trækker hånden til mig. Han har brækrester ned af trøjen fra en ofring som fandt sted, inden han steg ombord Jeg får ham ud og på benene. Han læner sig dinglende op af taxien.

Næste scene: Offerollen. – Lyt nu til mig. Du lytter jo ikke til mig, siger han klynkende. Der kommer nogle ord ud af hans mund, som i bedste fald kan tolkes i den retning, At jeg kan stole på ham. At jeg får pengene i morgen. Men han kan ikke huske, hvad han hedder og hvor han bor.

– – –

For første gang i mine 7 år som taxichauffør, tilkalder jeg politiet. Jeg vil have mine penge NU. Ikke hans lommeuld eller mobilen, som han rækker mig. Den er stendød!

Betjentene ankommer og er i de næste minutter en pryd for deres stand. Rolige – utroligt rolige, når man tænker på det lort borgerne lukker ud overfor dem natten igennem.

– Nu slapper du af – du slapper helt af!

Knægtens forsøg på at spille hård klasker helt sammen Det lykkes betjentene at vriste hans navn og personnummeret ud af ham. Han er 15 år!

Den ene betjent sætter sig ind i patruljevognen og finder frem til hans adresse – og får kontakt med faren. De vil køre ham hjem. Får personoplysningerne på mig – og jeg får 0 kroner for turen, som nu også indbefatter en times venten, mens jeg burde da tjent penge derinde i minefeltet. Nu har betjentene måttet lægge knægten på jorden, fordi han ikke orker at stå.

– Har du noget papir, spørger den største af dem.

Han har muskler som en bodybuilder, hvilket ikke har forhindret den unge mand i – bevidst eller fordrukkent – at spytte ham i ansigtet. Betjenten får servietter og tørrer ansigtet, mens han kigger med ironiske øjne på mig og siger.

– Ak ja, ungdommen i dag….

Solen er ved at stå op over Øresund.

Her og der vakler natteravne hjem. En står og brækker sig op ad vinduet i en bagerbutik. En vælter på cyklen, mens han holder stille. Så ringer min telefon. Det er faren. Altså faren til den fortabte søn. Han lover at overføre penge til mig med det samme.

– Jeg er ked af ulejligheden, siger han.

TAXAMANDEN er bare træt!

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele min sure nat. Jeg elsker jo trafikken – i hvert fald på nettet

EN DRENGERØVS BEKENDELSER

Foto: Colourbox

Det er øjnene.

Det er ørerne.

Det er næsen.

Og bagefter kommer så hele værktøjskassen med høflighed, nærvær, nysgerrighed. Kunsten – eller kunsthåndværket at være journalist og historiefortæller, bruge sproget bevidst og præcist Sådan er den opskriften på TAXAMANDEN som chauffør, fortæller og skriverkarl.

– – –

Jeg samler ham op på en privatadresse i en af Københavns inderste bykvarterer. En ung, slank mand først i tyverne. En fjerde-g’er eller måske en femte-g’er, er jeg sikker på. En af de unge, der endnu ikke er forpligtet af et studie eller voldsomt forpligtende arbejde.

Om der er røget nogle bajere indenbords? – Det’ da lige meget! Der er fuld power på kroppen og man ta’r bare solbriller på og ser cool ud, uden at man opdager de røde, søvnige øjne. Den er god nok! Han er glad og løftet – og en anelse beruset.

Men næsen fortæller mig, at det ikke er alkohol han kører på her i den sene nattetime. Ingen lugt af meget øl. Ingen udåndinger med den sure duft af rødvin. Ingen spritdampe. Blot en let, sød duft af den fjollede tobak. Jo, den er god nok. Han har røget ”en fed”. Den kendsgerning slå mig ikke af pinden. Jeg er fra 70’erne og hører til rusmiddel-liberalisterne. Jeg synes cannabis burde legaliseres. Indlysende til medicinsk brug, hvor der jo er prikket hul på ballonen. Men egentlig også som almindeligt rusmiddel – også for at få stoppet hele det gangstervælde, der skaffer de raffinerede topskud ulovlig og strafbart ind i landet.

Få nu det afkriminaliseret, som aldrig kan stoppes!

Det er ikke min næses erkendelser, der bringer hash-emnet på bane. Det er kunden selv, der lukker op for en historie om det svære skridt at blive voksen. Om ikke at kunne slippe drengerøven. Om at nærme sig en erkendelse af, at det frie liv med vennerne er ved at blive for meget. Det sjove er ved at blive en kende for skævt. Sabbatåret er blevet til snart 4 år uden en afklaring af, hvad det egentlig er, han vil med sit liv.

Han er nøgtern og ikke klynkende – nærmest lidt flov over ikke at komme videre. Og udfordringen er hans egen. Han kommer fra et hjem med gode forhold, uden skilsmisser og svigt – og en vis tolerance overfor, at det med at blive voksen kan foregå i forskellige hastigheder.

– Et eller andet sted har jeg nok været for forkælet i min skolegang. Jeg er rimeligt kvik i pæren – også til de hårde, naturvidenskabelige fag; alt det som systemet efterlyser i dag. Jeg var rigtig god til matematik, fysik og kemi i både folkeskolen og i gymnasiet. Men jeg ville først og fremmest have det sjovt og lavede ikke en skid. Og så endte jeg alligevel med gode karakterer. Efter studentereksamen startede jeg hårdt op med naturvidenskab på højt niveau – og med samme, lave arbejdsmoral. Det gik slet ikke. Jeg tabte hurtigt pusten og måtte afbryde studiet. Skulle bare have lidt længere frihed fra uddannelse, – troede jeg- Men det enkelte år ”off”, som nu er blevet til flere.

Foto: Colourbox

Undertiden fylder hans hashforbrug alt for meget med flere joints nærmest hver dag. Han har også snuset til det, der er værre. Netop brugt næsen til det hvide kokain, som du finder billigt i nattelivet over hele landet.

– Men det ”til næsen” er jeg stoppet helt med efter at have prøvet det nogle gange. Det er sgu for fedt og for farligt. Og jeg har desværre også set et par af mine venner slippet selvkontrollen – og det ser sgu ikke godt ud for dem. Dér VIL jeg ikke ende.

Forældrene har han kunnet holde hen ved at bagatellisere om angst af hashforbruget. Men han er begyndt at mærke deres tvivl. Bekymring som bliver til irritation. Skiftende arbejde, som ikke engagerer ham. Fastfrosset hos far og mor, fordi det er det letteste. Og så gutterne omkring de hjemmerullede ”hvide pinde”- et socialt liv, som gør de fleste af ugens dage til festdage.

Inden turen er slut, spørger han mig pludselig direkte, hvad jeg synes, han skal gøre. Jeg kigger på ham. Og kigger bort igen, fordi jeg pludselig ser et vemod, der kunne blive til tårer.

Hans spørgsmål er ved at sætte mig skakmat, for jeg er jo hverken psykolog, pædagog – eller hans far. Og jeg kender jo ikke fyren. Det er sikkert både angsten for pinlig stilhed og mit omsorgsgen som gør, at jeg ikke vil være tavsheden bekendt.

– Jeg har ikke pillet et eneste ord ud af dig. Du siger det selv: Ryger for meget, og du ved det. Du vil gerne videre – og du har en god hjerne, der kunne stampe visionerne frem.

Aner ikke, hvad jeg skal sige. Så falder der nogle ord ned fra himlen. Ikke mine egne. Blot et citat.

– Er det ok, at morfar synger et par strofer god dansk popmusik

Kunden kigger på mig og smiler, mens jeg imiterer forsanger Brandt, der evner at give popmusik mening.

– ” Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

før det er forbi ….”

– – –

PS: du er altid velkommen til at dele min klumme. Det er ulige sjovere at skrive til masserne 😊

MORMORS HEMMELIGE LIV

Foto: Colourbox

Uden mobiltelefoni havde jeg ikke noget virkeligt liv til hverdag. Jeg vågner, når kone og voksne børn er på arbejde. Jeg spiser morgenmad, når de nyder eftermiddagskaffen. Og jeg tager på arbejde, når de så småt er ved at have fyraften

Det er min mellemste datter, der er i telefonen. Handsfree over Mercerens fremragende højtalere

– Hej Vati, jeg har købt en gave til dig.

Vi er følelsesmennesker begge, så livets begivenheder er ikke bare hændelser – men begivenheder.

Det er både Nanna-Emilie, ”Bøffen”, mit livsstruttende, seneste barnebarn på 9 måneder – og min gamle fars livsslutning, som sætter gang i tankerne hos far og datter.

Sofie annoncerer, at hun har købt en bog, hvor jeg i særlige afsnit skal fortælle om mit liv.

– OK, siger hun. Det er jo ikke noget med, at du skal dø lige nu, men jeg synes det er vigtigt, at vi får det hele med. Så griner hun.

Jeg holder undtagelsesvist kæft.

– – –

Nanna -Emilie:
Foto: Morfar

Der er langt fra stille i vogn 24 på dagens første tur. En ældre dame på nøjagtigt min nyligt afdøde fars alder – sidst i 80’erne har brug for en ordentlig samtalepartner.

Jeg elsker den del af mit liv og mit arbejde. Og vi har masser af tid sammen. Vi skal ud på en længere tur, der glæder både min arbejdsglæde og min taxi-pung. Hun er – ja, en gammel dame – med den udstråling af kvinde, som alderen ikke sætter grænser for. Når hun kigger ud af vinduet, mens hun fortæller, kan jeg se de skygger af forfængelighed, hun har tegnet med Mascara på de ret lange øjenvipper. Håbefuldt blå. Eller rettere: Lidt legende turkise ser de ud i modlyset fra den lave eftermiddagssol.

Hun har levet det levende liv. Gift to gange. Sidste gang med den gode kærlighed i sit liv. Han var statstjenestemand og har været med til at sikre de anstændige økonomiske forhold. – Han var ældre end hende og døde for nogle år siden. Hendes første mand var rig – og bedragerisk. Hun var i skønhedsbranchen og han tilhørte det formuende borgerskab. Men han førte et hemmeligt liv ved siden af, hvor golfturene og rideturene i virkeligheden var en perlerække af stævnemøder med fremmede kvinder.

En dag – efter en lang og berusende fest i udlandet, besluttede hun sig for at stoppe eventyret, der i mellemtiden var blevet et mareridt. Det ”fejrede” han med et groft overgreb mod hende. Hun var med et slag befriet for hans onde ånd.

Hun fortæller den fortsatte historie som var hun en professionel ”storyteller”. Om skuffelser. Om at miste al rigdom på et splitsekund. Om at finde den nye kærlighed hos en mand, hun kunne stole på. Om at nå at få en datter i det der dengang var en sen alder. Om de børnebørn, som både hos hende og hos TAXAMANDEN er nyt brændstof på en gammel dieselmotor. Om alderdommens paradoks, når det knirker i ”kadaveret” uden at personligheden har ændret sig, i hovedet.

Om angsten for at blive overflødig.

Om jeg forstår hende?

Jeg mærker hende som en mental tvilling, selv om dåbsattesterne kunne gøre os til mor og søn.

– Jeg har de sødeste børnebørn. De har mange gange sagt det til mig: ”Fortæl mormor. Det er så fedt at høre historier fra gamle dage. De mener det. Men jo ældre jeg bliver, jo oftere oplever, at de fortsætter med deres egne livshistorier, inden jeg rigtigt er kommet rigtigt i dybden.

Hun drømmer om at skrive bogen om sit liv. Udgivelsen er ikke vigtig – men bogen, hvor der er plads til det hele. Kærligheden og skønheden – og de sorte sider.

– Men jeg går i stå, før jeg rigtigt er kommet i gang. For mit liv handler jo også om svigt og overgreb, som jeg ikke kan få mig selv til at fortælle dem. Jeg har en dyb uvilje mod at hænge andre mennesker ud for at fortælle om mit eget liv.

Nu kan jeg ikke holde mig i lytteposition mere. Du MÅ fortælle den livshistorie til ungerne. Alle ved jo godt, at det er løgn, den der med ”dansen på roser”. Det vil på mange måder være en gave til dem at høre fra netop dig- mormor – , at det gnidningsløse liv er en tom løgn.

Den sidste halve snes kilometer deler vi episoder om skilsmisser og smerte – men især om den der voldsomme kærlighed til livet, som vi deler trods samtidens absurde konflikter med groteske aktører.

Og først og sidst: Hvordan tackler vi egentlig det der paradoks, at det man elsker så dybt  en dag er slut?

Jeg får en tur rundt om hendes hyggelige hus, da vi er fremme. Vi kender ikke hinanden tilstrækkeligt til det kram, jeg mest af alt har lyst til at give hende. Kigger bare på hende.

Gi’r hånd.

Takker for turen og ser hende bønfaldende ind i øjnene under de øjenvipper jeg ved er blå:

– Du skriver den historie, Lov mig det! De vil elske dig for det, også selvom de først får kendskab til den, når de søger i dine gemmer.

– – –

PS: Du er meget velkommende til at dele mine oplevelse

HVA’ NU, IBRAHIM?

Da min kone og jeg vendte hjem fra ferien i Marrakech, var det kulden, jeg frygtede mest. Og jeg fik ret, selv om solen skinnede og april blomstrede mere lunt end i mange år, synes jeg.

Der var iskoldt i København.

Godt nok varme fra bål i gaden. Men koldt af had efter den excentriske advokats koran-afbrændinger lige midt i et af de områder, hvor han med sikkerhed ved, at mennesker uden selvkontrol vil reagere dumt og ugennemtænkt.

Kalkuleret narcissisme.

Pøbel-reaktioner.

Angreb på ytringsfriheden og omvendt: – En kriblende dyrkelse af retten til at pisse på andres følelser. Og igen og igen: Det store kor i sociale medier fra hvad-sagde-vi-bevægelsen. Det måtte jo ske. Det minder mig absurd om stemningen ved en skilsmisse, når der endelig går hul på bylden: Det gør ondt, men det er også en lettelse at få bekræftet, at frygten bliver en realitet.

Og så det mest grusomme: Endnu en terroraktion med religiøse undertoner. Modbydelighederne i Sri Lanka, som også har krævet danske dødsofre.

Her er koldt. Pisse-koldt!

– – –

rrem

Mit taxiunivers fik nye farver i Marrakesh. 9 timer med berberen og den troende muslim Ibrahim på vejen til Atlasbjergene. Og ja! Tæt på de det område i Atlasbjergene, hvor en norsk og dansk, ung kvinde valgte at vandre uden guide – og blev ofre for religionsfascismen.

Ibrahim!

Vores taxichauffør – med navnet fra den muslimske profet, som vi i den kristne og jødiske tro kalder Abraham. Hans første søn blev ifølge Islam forfader til araberne. Den anden – Isak – pålagde den jødiske og kristne gud at brændofre. Men gud stoppede den absurde krav i sidste sekund, da Abraham havde dokumenteret sin absolutte gudstro.

Vi hænger sammen – de tre verdensreligioner i vore – myter og rædsler.

– – –

I nutiden hænger vi sammen i vreden.

”I dag skrev jeg en klumme, hvori jeg påstod, at (Pernille, red) Skipper er de voldelige indvandreres berøringsangste beskytter”

Rene ord for pengene fra radioværten og debattøren Nima Zamani.

Skipper havde tilladt sig at lægge et fredsommeligt billede af sig selv og en andemor og en andrik op på Facebook som modvægt til historierne om vold og ødelæggelse.

Hun skal kraftstjeleme ikke komme her og prædike harmoni, når man kan se med egne tv-øjne, at Nørrebro brænder. I år er det 18. maj 26 år siden at Nørrebro stod i flammer efter en EU-aftalen, der med vore 4 forbehold fik rettet op på nejet til Maastricht-aftalen. Jeg boede midt i krigszonen. Der blev åbnet ild med skarpladte våben af politiet. Og intet handlede om muslimer og religion. Men det har vi for længst glemt i dag, hvor vi har brug for helt andre fjendebilleder.

– – –

Jeg kommer ikke til at glemme taxituren med Ibrahim. Mange timer, hvor jeg fik genopfrisket mit franske, mens vi havde denne følelse at hengivenhed på tværs af kulturer og religioner. Og fællesskab. Vi er stort set lige gamle, ham og jeg. Er fædre og bedstefædre. Elsker vores afkom og konen Og kvinder! Med hjælp fra min hustrus ægte varme blev alle diskussioner om håndtryk og fysisk adskillelse af mænd og kvinder glemt. Vi krammede til farvel, – mænd og kvinder muslimer, kristen og kulturkristen.

rrem

Det var i virkeligheden mig, der lille skulle håndtere blufærdigheden, da han tildelte mig et varmt kys på først den ene og så den anden kind. Arabisk og fransk tradition, så det vil noget.

Han fortalte om at blive gift for mange år siden, da hans kone var blot 16 år. – Sådan var traditionen dengang, men den går selvfølgelig ikke mere. Man skal være 18 i dag.

– Godt nok, siger jeg. Ingen af mine tre døtre ville få lov til at gifte sig med selv den smukkeste marokkaner, før de var helt voksne.

Så griner vi. Vi griner i det hele taget meget på denne tur. Men taler også om religion. Han er dybt troende og stolt over at have besøgt Mekka to gang og gået de sædvanlige 7 omgange rundt om ka’baen. Konen og søsteren var med på den første tur. Og den ældste af hans fire børn har allerede været på sin første pilgrimrejse til Islams centrum. Set Ka’baen, som ifølge Islam blev bygget af – netop Abraham . – Ibrahim.

Han kører os en ekstra omvej helt ud på landet, hvor der gror korn trods tørken og takket være den smeltede sne fra Atlasbjergene. Men der er godt nok langt mellem aksene af byg og havre.

Landbrtug udenfor Marrakech

Jeg fortæller ham om det intensive, danske landbrug, som jeg selv er vokset op med.

– Mon père etait un éleveur de porc…. Den måtte han lige tygge på – altså sætningen. Min far var svineavler – og det er som bekendt urent i den muslimske kulturkreds. Så griner vi igen til hinanden, som vi har gjort det på hele turen.

Men hva’ nu Ibrahim? Var den tur bare en taxi-flirt?

– – –

Jeg er tilbage i kulden og tvivlen om kulturens sameksistens. Eller rettere om viljen til gennemførte den.

Men jeg kan ikke slippe ham, den marokkanske TAXAMAND. Service for penge, ja. Et arbejde, der skal gøres, ja

Men også et umiskendeligt strejf af kærlighed.

– – –

PS: Hvad du end tror på – eller ej. Du er velkommen til at dele TAXAMANDENS klumme

e