Videohilsen og sommerferie

 

Her er den sidste Videohilsen i det første halvår af 2016.

Taxamanden holder sommerferie. Ikke på et af de eksotiske steder – bare SOMMERFERIE.

 

G O D   J A G T !

Jeg er radioholiker

 

 

 

Da jeg var chef i DR (først for P3 og siden hen for det samlede radio-indhold), var der især to faggrupper, vi frygtede, når vores programmer skulle testes overfor et publikum: Reklamefotografer og taxichauffører! Begge grupper er nemlig karakteriserede ved, at de lytter – en meget voldsom mængde radio. Selv om jeg som programchef var berygtet for min mega-lytning, oplevede jeg flere gange at blive sat til vægs af storkunderne i butikken. De lyttere bag deres kameraer og opstillinger og i deres taxi-”stuer.

De har fået alle detaljerne og misforståelserne med.

Det er en slags radiofonisk hævnaktion i mit liv, at den gamle underviser, konsulent og programchef udi lydmediet nu lytter til radio hele vejen igennem. Jeg starter med klassisk musik og sidenhen ronkedoren på P4, Hans Otto Bisgaard i den ene ende – og slutter radiodagen med Orientering i den anden.. Jeg er radioholiker!

Continue reading…

Min mand – min patient

 

Det er den varme tid.

Det er tiden med den tunge, fugtige luft.

Så det er OK at starte taxituren med et dybt suk.

Jeg er ude af vognen, inde ad gangen til den hyggelige villa og tager høfligt rullekufferten ud af fruens hænder. Min knaldhårde barne-opdragelse på det her felt, fjerner den store, eksistentielle overvejelse af, hvor vidt man yder god service eller fedter. Det handler mere om pligt end om generøsitet.

Man gør det bare, slut! Og så er der lige service-kulturens lille drøm om, at Vorherre vil passe specielt godt på de chauffører, der tager sig særligt af de gamle koner. Måske vil der falde lidt drikkepenge ned fra himlen? Måske skænker den store taxi-gud mig en tur til Lufthavnen senere på dagen. Eller i hvert fald i morgen – i stedet for denne mikro-tur fra Hellerup til stationen.

Jeg løfter og bærer og åbner døre – og drømmer om mirakler.

Men først det dybe suk fra den trætte og lidt slidte kunde på bagsædet.

Continue reading…

Taxamandens møg-dag

 

En gang i efteråret, sidste år var mit hyrevognsunivers fantastisk.

Taxamanden fik en pris – ”uden for kategori, ” da sprognævnet og Litteraturselskabet uddelte årets sprogpriser 2015. ”… Modigt, autentisk og sprogligt spillevende … ”, sagde et af jurymedlemmerne, – en kommunikationsdirektør. Og jeg var stolt som en vognmand, der har købt sin første Mercer.

 

Men så rammer virkeligheden og hverdagen også Taxamanden.

 

Continue reading…

Folkemødet: ” … Yes we can … “

Når nogle spørger mig om de vigtigste betydninger af min ”omvendte dannelsesrejse” (eller sociale rutsjetur….) – fra at være en af de relativt højt lønnet mediechef til at leve som journalist, blogger og taxichauffør – plejer jeg at sige:

– Livet i vogn 2282 – den sølvgrå Mercer med det grønne logo – den direkte, daglige dialog med kunderne af mange klasser og nationaliteter har gjort mig til menneskelig optimist – og politisk pessimist.

Følelsen er blevet styrket efter Folkemødet i sidste uge.

Jeg var hyret af politik-festivalen til at være moderator i den politiske festivals nye scene og telt – Civiltinget. I 18 events på de fire dage, viste 18 organisationer/foreninger/bevægelser deres visioner og politiske passioner nationalt og globalt.

Continue reading…

Støjgaard og Kjærsberg i Valhal

 

 

Støjgård og Kjærsberg i Valhal

 

Nu gik man her og troede….

… at de kun troede

… på det vi andre troede

… de troede.

 

Nej det her ikke det, jeg i 60’erne lærte at kende i lyrikken som konkretisme. Digtekunst, som udspiller sig i form og lyd – mere end at give mening i sædvanlig forstand.

“Main et Lyre” et kunstværk af HKH prinsgemalen

Men kultur er det. Og kultur er meget vigtig for tiden. Alle jagter kulturen og ikke mindst den danske kultur. Selv bekender jeg mig til den gamle, socialradikale beskrivelse, – at kultur er vaner. Og derfor udspiller kulturen sig på en skala fra den trivielle folkelighed til den aristokratiske selvforståelse af dannelse. Og så kan man jo selv vurdere, hvor de vigtige ugeblads-aktører befinder sig. Hvor på skalaen ligger Prinsgemalen med sin skulptur Main avec Lyre (Og ja, det betyder hånd med lyre – og er en stor marmorhånd med det oldgamle strengeinstrument, som er et symbol på poesien og musikken). Hans kongelige højhed kan det hele. Fra solide franske landmåltider, som han styrer langt ind i Amalienborgs køkken, over kunstskabelse – til det årlige besøg i Bakkens Hvile, hvor han putter sedler i syngepigernes strømper.

Men også det politiske Danmark har brug for en kulturel identitet. Og apropos . Pia Kjærsgaard. Folketingets nuværende formand har i mange år haft sin gang der – i Bakkens Hvile. Hun identificerer sig utvivlsomt med den flere hundrede år gamle folkekultur med syngepigerne og deres frivole sange – og så skader det jo heller ikke partiets image netop at fokusere på det der store spørgsmål:

Hvor er det egentlig folket kommer fra?

Continue reading…

Kanonen – og turen med hjertets dannelse

 

Lad mig begynde bagfra.

Jeg er hamrende irriteret over tanken om, at vi skal diskutere med nutidens forskellige konger om deres kanoner.

Kulturkanon.

Litteraturkanon. Det handler om en kànon – altså med tryk på første stavelse. Der hvor kanonen ikke er et dræbervåben men har betydningen – en ”rettesnor”.

Og nu skal vi så diskutere en DANMARKSKANON. Hvilke værdier, begreber, tanker, institutioner samler os som folk. Statsmagten sætter den folkelige egenart i system.

Bertel Haarder er kanonkongen og han er efter min mening ikke bare den ældste men også den mest dannede af vore ministre. Men jeg får altså ubændig trang til at trække min vandpistol, når magthaverne skal opdrage og danne os – og alle kan se, at det i den grad handler om moralsk oprustning midt i diskussionen om ”de fremmede”.

Jeg bryder mig ikke om hverken national eller kulturel tvangsfodring!

Endnu engang er det en af mine kunder, der gør mit sind blidere og får mig til at bære over med den elitære politiske kultur, som tager folket i ed, hver gang lokummet brænder.

Continue reading…

Ich bin ein Grunwald

 

Det havde den meget unge Karl Friederich nok ikke regne med skulle få betydning i både Tyskland og Danmark, da familien i det østprøjsiske skiftede efternavn til moderens. De gik fra det polsk-klingende Dzinuda til det mere germanske Grunwald.

Han kom heller aldrig til at vide, at det ældste barnebarn blev født i en den del af Danmark, der lå tættest på hjembyen Königsberg (Det nuværende Kaliningrad). For billedskæreren fra Königsberger Kunsthochshule, døde, inden hans fem børn i Danmark var giftemodne.

Det er mig, Taxamanden, der er barnebarnet.

Jeg er perker og stolt af at være det i det nationalistiske Danmark. Granitperker, som den storgrinende nøglebar-ejer på Nørrebro døbte mig med min halv-svenske dialekt.

Continue reading…

Videohilsen: genhør med en gammel ven

 

Så er det tid til ugens Videohilsen.

Debatten i forbindelse med mit blogindlæg om børn og unge, der higer efter at blive voksne – og voksne, som har svært ved at slippe rolle som forsvarsadvokater for deres børn – satte gang i debatten og delingen. Det siger jeg selvfølgelig tak for.

Jeg lyttede som altid nysgerrigt til en radioudsendelse – NETVÆRKET PÅ P1 – om samme emne  – men blev skuffet, da de tre deltagere i i det store og hele var enige. Det fik mig til gengæld til at kontakte en gammel ven og medunderviser, der deltog i radioprogrammet – som kilde og på bånd.

 

G O D    J A G T  !

Lille Peter på dødslisten

B

Det begyndte så yndigt med ”karameldag”, men så kom den nye tradition med dødslister.

Det handler som udgangspunkt om den sidste, rigtige skoledag i folkeskolen. Det går virkeligt hurtigt med udvikling i sprog og personlig frihed, når man kobler sprog og værdirelativisme. Det sidste er sådan akademisk slang – men jeg kan ikke finde på andet udtryk for, at det hele sådan set kan være ligegyldigt. Vi er vidunderligt frie for religion, politik og autoriteter – al den kvælende dogmatik. Vi siger neger, når det passer OS. Og luder er bare sagt for sjov.

Måske er den bedste oversættelse:

” … Det’ da lige meget …..”

Continue reading…