“JULEBUKKEN”, “FÆRDIG” OG “BITTERDILLER”

 

 

Det kræver sin mand.

TAXAMAND!

Ethvert indtryk af, at jeg indtager offerrollen disse nætter i december er utilsigtet. For at være taxichauffør, når tsunamien af julefrokoster rammer dagligdagen og især – natten – er ikke for klynkende amatører. Indtrykket er ikke mindst skabt af medfølelse med en anelse frygt fra mine nærmeste. Og nysgerrighed fra mine kunder.

Hvordan er det egentlig at være menneske-transportør, når Danmark gå amok i december. Når vi kaster bort titler og klasseforskelle og hengiver os til alkoholisk fortabelse og drømmen om et stjålent kys på udebane.

Det korte svar er – ”Skide sjovt, Egon!”

Jeg kan bedst forklare ved at løfte en flig af fortæppet for den natlige virkelighed i vogn 1-0024 – og præsentere jer for Julefrokosternes 5 arketyper:

”Julebukken”, ”Gentleman”, ”Bitter-diller” ”Anstandsdamen” og ”Færdig”,

  Continue reading…

DEN GLADE SATELLITMAND OG PARADIGMESKIFTET

 

Mit andet hjem – vogn 1-0024 – er paradoksernes mødested.

 

I radioen hører jeg rædselshistorierne om de udenlandske parasitter på velfærdssamfundet. Værst af alle de kriminelle og de afviste flygtninge, der nu skal interneres på en øde ø. (” … Kriminelle, fortrinsvis muslimer, ja, det skulle da også lige mangle!”)

Og så møder jeg udlændingen, som for længst har gjort hele verden til deres arbejdsplads.

Du skal møde Igor (” … Åh Gud, nu er han vel ikke russer?”) – Igor Alonso Portillo, er en spansk (” … så går det vel an… ”), – satellit-ekspert.

Det er et par dage før torsdag i sidste uge, og Igor er lidt rastløs forventningsfuld. For om et par dage skal en af firmaets nye nano-satellitter sendes i kredsløb om jorden. Denne gang handler det om en overvågningssonde for det colombianske flyvevåben.

Continue reading…

Sportsstjernen blev dømt – og taxichaufføren blev fyret

 

 

Vi tog en snak en aften, ”M” og jeg.

Jeg er den gamle.

Han er den unge.

Han er mørk i huden – og statsborger her i landet.

Jeg er mere bleg – og de kalder mig granitperkeren.

Vi skiller os ud her i byen, men vi er kolleger i samme selskab og hos vognmanden, og deler strabadserne i nattelivet. Det vil sige: Vi VAR kolleger. For han blev fyret efter et nattedrama, der ramte medierne, da en sportsstjerne gik amok, overfaldt, slog og sparkede ham, så kæben brækkede to steder og han måtte på operationsbordet. ’

Continue reading…

MOBBE-OFFERETS FRIHEDSKAMP

Det er oftest historien om et særligt menneske, der stiger ind i vogn 24, når jeg kører med en elev fra en skole i den ene af byen nogle kilometer til bopælen i den anden ende af hovedstaden. Diagnosebarn! Skilsmissebarn

For ”M”, er udfordringerne lidt anderledes skruet sammen.

Hun er en sød og meget høflig pige på 15 år.

Siger goddag. Hun har den der udstråling af fint porcelæn, som indrammer unge piger på vejen ind i et mere liv. Lidt finere er ”M”. Veltalende, nærværende – og en lille smule skrøbelig.

Hun er offer for grov mobning.

Continue reading…

MIN FARFAR – DEN TYSKE VETERAN

 

 

Mon ikke han drog sit livs lettelsens suk præcist i dag for 100 år siden?Den 1. november – kl. 11, hvor ”den store krig” – første verdenskrig sluttede. Han havde tilbragt de første år på Østfronten, tættest på det Østprøjsen, hvorfra han stammede.

I 1917 brød det russiske zarrige endeligt sammen og tyskerne samlede deres kræfter på vestfronten.

Min farfar, Gefreiter (korporal) Karl Friederich Grunwald blev sendt til den anden side af det skrantende, tyske kejserrige som signalmand i hæren.

Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – frontsvinets ødelagte krop

Egentlig var han revet ud af sit nye liv som kunsthåndværker – billedskærer – og indvandrer i Danmark. Men han var fortsat tysk statsborger og blev kaldt hjem som soldat i den tyske, kejserlige hær. Jeg forestiller mig, at han var med på ideen. Familien i Kønigsberg (Kaliningrad i dagens Rusland) var så nationale, at de skiftede fra farens slavisk/polske navn Dzienuda – med moderens tyskklingende Grunwald.

Jeg har altid beundret min farfars øjne på ungdomsbillederne af ham. Vemodige og forstandige. Flotte og reserverede. Men han er og bliver en myte i mit liv, fordi han døde 2 år før jeg blev født – blot 60 år. Slidt af krig og hårdt arbejde. Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – skyttegravssoldatens ødelagte krop.

Continue reading…

NEDSLIDT? – BID TÆNDERNE SAMMEN …

 

Han forekommer mig at være en rar gammel mand.

Smilende ansigt. En let duft af en enkelt bajer på det lokale værtshus (… og nej, han er ikke fordrukken. Han hygger sig bare med gutterne)

En rar gammel mand, der engang var tæt og stærk. Men han stønner højlydt. Vånder sig ” … for kadaveret har godt nok kendt bedre dage … ”, som han siger med et grin og et – ” .,.. åhhh ..”, da han rammer sædet.

Der kan være meget lang i en lavbenet Mercer.

Han får også mig ned på jorden.

Vi er lige gamle – med et enkelt år til forskel!

 

Jeg har et typisk maskulint selvsyn. Eskapistisk og selvforherligende, når jeg står foran spejlet og kigger direkte ind i mine egne øjne for ikke at dvæle ved den lige vel buttede krop, der har trukket vejret i mere end 64 år. Jeg står selv på dørtrinet til seniorlivet. Om prævist et år i disse dage er jeg berettiget til folkepension.

Continue reading…

SÅ TAG DIG DOG SAMMEN – MAND

Hun er bare så meget !

Håret er sat. Festkjolen sidder tæt. Og humøret – først og fremmest – det er tændt.

Hun skal til den årlige personalefest i kommunen. Borgmesteren holder tale, der skal spises og drikkes. – Og så skal der danses igennem til to cover-bands, der spiller musik fra 70’erne og 80´erne´. Der er var rift om billetterne – og der er udsolgt i aften.

Hun prajer mig klart og tydeligt foran lejligheden.

Jeg er jo bare TAXAMAND – lige dele banansælger og amatørpsykolog, så jeg ved sgu ikke, om jeg har ret. Men jeg bilder mig ind, at kvinder er bedre til at stoppe hyrevogne. Ikke bare blondinerne fredag nat, der charmer sig med vrikkende hofter i i det hvide lys fra Merceren. Det er usagligt – og jeg falder for det. Også sådan en sen eftermiddag, hvor damen er i feststemning og har armen ude øjenkontakt, inden vi egentlig kan se hinanden.

En mand, derimod, passer på værdigheden. Han er cool i egne øjne – og bliver af og til forbikørt. Så har jeg ham opgivende i bakspejlet og må bakke eller vende for at samle ham op.

Continue reading…

FORELSKET PÅ EN TAXITUR

 

Jeg blev en smule forelsket den anden nat.

Ikke noget farligt, der sætter det hele over styr.

Ikke eksplosivt – men kærligheden kom flyvende, blidt som en lun nattevind dette efterår, hvor sommeren bare ikke vil holde op. En årstid ude af synk. Det er lige så vidunderligt som det er faretruende.

Det er ikke voldsomt sent men helt mørkt, da jeg kører op foran villaen. Der er meget – alt for stille, men jeg har besluttet at tage denne nat som den kommer. For kunderne er glade, når vogn 24 er fremme som var jeg deres private ejendom.

Continue reading…

NÅR MAN BARE ER SÅ SKIDE LYKKELIG

 

 

Carpe Diem, siger min svigermor.

Meget ofte – og helt op til irritationsgrænsen. Grib dagen, betyder de latinske ord med et budskab, der ikke er til at tage fejl af. Tag nu og lev det fandens liv, mens det endnu føles som en gave fra Gud. Og lad nu være med at tænke for meget over, hvad morgendagen bringer.

Jeg er ret sikker på, at svigermor ikke mener, at man skal kaste sig hovedløst ud i skørlevned. Men hun har alderens autoritet til at insistere på at budskabet er rigtig. Og jeg mærker, at det sniger sig tættere ind på mig, mens mit hår bliver stadig mere gråt og hårgrænsen flytter sig – opad. Bagud!

Han ser så tydligt lykkelig ud, manden på passager-forsædet i vogn 24. Det er OK, at efteråret nærmer sig og sen sene aftenluft er blevet skarpere. Sådan er det bare.

Continue reading…