DET KANONISEREDE RØVHUL

Jeg følte mig i den grad hjulpet af den barmhjertige samaritaner.

Folk kan jo ikke deres bibelhistorie i dag – så her er et kort resumé af Jesu lignelse, med svaret på det vanskelige spørgsmål, hvordan man opnår det evige liv? Både spørgeren og Jesus ved, at du skal elske din gud – og så skal du elske din ”næste” som dig selv.

Spørgeren vil derefter vide, hvem din næste er?

Så kommer lignelsen – en historie fra virkeligheden, der er til at blive klog på:

En mand bliver overfaldet i ørkenen og ligger smadret og halvdøende derude. Først kommer en præst forbi. Han passerer uden at gøre noget. Så kommer en levit – præsternes hjælper forbi, – han skal godt nok heller ikke have noget i klemme. Men så kommer en af datidens perkere forbi – en samaritaner, som jøderne ikke regner for noget, – en gammel religiøs konflikt om, hvem der er de rigtige jøder. Samaritaneren hjælper den nødstedte, samler ham op, bringer ham til et herberg – og betaler for opholdet uden at kende den nødstedte

Og alle – spørgere og Jesus – er enige: Det er den, der viser barmhjertighed, der er sit medmenneskes næste!

Fra Desmond Tutus børnebibel om den barmhjertige samaritaner
Forlaget Alfa

Jeg havde ikke fået tæsk af røvere som offeret i ørkenen.

Jeg var bare helt enormt sulten, og parkerede taxien lidt oppe på fortovet og alt for tæt på vejkrydset – udenfor indgangen til min foretrukne, indiske take-away.

Frisklavede curries. Naan-brød. Sulten sublimerer sig til en madglæde, som er lidt sygelig. -Jeg ved det.

Jeg har bestilt og betalt, da jeg ser ham gennem restaurantens rude. En tur rundt om min bil. Hvis jøderne havde det svært med samaritanerne, så er det for intet at regne mod den vrede, der vælder op i mig som en indestængt bøvs efter en alt for lang bytur.

Tyrkerne har det svært med kurderne, sunnierne raser mod shiaerne – og danskerne er generelt mistænkelige overfor dem, der er omskåret og ikke spiser skiveskåret flæskesteg.

Men én ting må vi kunne samles om:
VI HADER PARKERINGSVAGTER!

Efter vreden kommer den tryglende underkastelse og råbet om nåde.

Jeg orker bare ikke endnu en regning fra kommunen eller fra de blodsugere af nogle parkerings-firmaer, der virkeligt har fundet en forretningsmodel, der er til at forstå: Q-park og andre tjener simpelthen penge på lovovertrædelser. Så jo mindre lovlydig bilisterne er, når de stiller bilen fra sig – jo rigere bliver den business, der har fået udliciteret opgaven at kræve penge ind via byens parkeringsanlæg.

Indeni enhver TAXAMAND, gemmer der sig en lille dreng med dårlig samvittighed.

Jeg burde ha’ taget en skål med salat med på arbejde. Så ville min krop langsomt begynde at ligne den sexede skulptur, der er mit drømmesyn. Og så skulle jeg ikke for gud ved hvilken gang betale regningen for ikke at overholde politivedtægten om parkering.

Jeg rejser mig og begiver mig ud i den forventede konfrontation.

Jeg kender ingen mennesker, der holder af parkeringsvagter. Folk med bil kan være lovlydige på alle politiske fløje, de kan have de helt rigtige meninger om at få bilerne ud af byen, generelt af bekæmpe privatbilismen – men parkeringsvagterne?

I den sidste undersøgelse, jeg har læst om prestigeværdien af vore jobs – offentliggjort i 2016 i avisen.dk, udarbejdet af YouGov for avisen.dk, rangerer parkeringsvagter på plads nummer 97 af 99 – fulgt af reklamebude og dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Taxichauffører ligger også i bunden – på en 92. plads, på niveau med vinduespudsere og ufaglærte bygningshåndværkere.

Men vi slår nedad, indtil en ny undersøgelse viser, at det er os, der er bunden af bundskrab på arbejdsmarkedet, – når det handler om arbejdets prestige.

Behøver jeg nævne, at piloter, læger, advokater og universitetslektorer ligger i toppen. Ja selv journalister, forfattere og musikere ligger i den øverste del af job-hierarkiet.

Men parkeringsvagter, disse bilismens natmænd, der kommer snigende ud fra mørket eller kameraovervågningsrum for at hente penge til statskassen og dens kommercielle håndlangere – ingen af dem vil tale sandt, når borddamen ved festen vender sig mod dig og spørger:

– Og hvad laver så du?

– – –

I toppen af menneskeheden har vi gennem historien – helgener, der åbenbart havde kontakt med skaberen selv. I bunden ligger de uformelt kårede – de kanoniserede røvhuller, som vi principielt burde tage lige så alvorligt som politifolk og sosu-hjælpere, fordi de jo udfører en samfundsopgave. Men vi orker dem bare ikke, selv om vi selv så på vejskiltet, at her må vi ikke være uden særlig tilladelse. Eller selv om vi godt kan se med vore egne øjne, at de 10 meter til vejkrydset, som færdselslovens paragraf 29 foreskriver – er skrumpet til 2 meter.

Jeg kommer næsten krybende ud af restauranten, hvor jeg har advaret kokken om, at jeg kommer igen senere efter den bestilte mad. Udenfor får jeg øje på parkeringsvagten, der er ved at aflæse min nummerplade.

Det her bliver min dyreste aftensmad i mange uger.

– Jeg ved godt, at jeg er åndssvag, ryger det flæbende ud af munden på mig. Kan jeg nå at flytte taxien?

Han bevæger sig om på den anden side af den matgrå taxi, tæt på min person, så jeg i brøkdele af sekunder får den alvorlige tanke, at han vil slå mig.

– Har du bestilt take-away, spørger han med antydningen af et smil.

– Javel hr-, svarer jeg som skoledrengen i en drengebog fra 50’erne.

100 pct. underlagt autoriteten.

Jeg når at tænke, hvordan det nu kan bruges mod mig.

– Jamen, så vent dog på din mad op find et andet sted at spise den.

Så griner har højlydt og siger:

–  Vi må jo holde sammen os fra samfundets laveste klasser.

Så skulle det altså ske her i min karrieres efterår.

Jeg mødte den barmhjertige parkeringsvagt

– – –

PS: Du er som altid velkommen til at dele TAXAMANDEN´s historier fra den nådesløse asfalt.

JAGTEN PÅ DET ÆGTE DANSKE

Foto: Colourbox

Det ligner fuldstændigt slutfrekvensen i den forgangne uges nationale kerne-nedsmeltning.

SAS-reklamen, der fik DF-Søren til at udstede en fatwa over vores landsforræderiske luftfartsselskab. Vi er alle rejsende, der bringer verden med hjem. Men der er en grænse – og den er DANSK.

Ankomstterminalen.

Levende snapshots af kærlige hjemkomster og nye og kendte ansigter.

Jeg står sammen med en håndfuld taxi- og limousinechauffører bag det høje gelænder, med udfoldede navneskilte og venter på kunder til forudbestilte ture. Det er voyeuren få legitime minutter. Nysgerrighed og arbejde i symbiose. Jeg er ligefrem ansat til at få øjenkontakt med min kunde, – grundigt og søgende.

”We are travelers”. Vi er rejsende. Vi har verden med os, når vi vender hjem.

Mormor med tårer i øjnene, – det er Alt for længe siden.

Den høflige asiatiske bukken, selv om man kender hinanden. Den tækkelige, mellemøstlige kærlighed, hvor ægtefæller gemmer kyssene til hjemmefronten. Kvinden med det blågrå hår, der lader sig kysse på den velduftende kind. Det uforbederlige københavnske tungekys.

Jeg kører for rejseforsikringsselskabet og har det i Vinterferien som en transportbranchens bedemand. Det er tiden for skirejser, og der er kunder i afrevne korsbånd og brækkede ankler lige nu. Men ikke på denne tur, gætter jeg på kundernes navne. Om det er kurdisk, arabisk, tyrkisk, farsi – er ikke god nok til at skelne

Men fremmed, det er det, og bestilleren har angivet samtalesproget – engelsk!

Så møder jeg et par sorte kvindeøjne. Ikke i kørestol eller med gips – men lidt bleg om næbet med en nydelig sorthåret mand lige bag med en bagagevogn, der er proppet med tasker, som ligner starten på et permanent ophold.

Vi er ikke alene. Som med et fingerknips samler en hel familie sig om det unge par. Ældre, unge – i en dialog på et sprog, jeg ikke forstår.

Jeg har hele dagen tygget på raseriet over SAS-reklamen, fordi det eksploderer i radio og på tv.

Den virker ellers glat, bredt kommerciel, lyrisk og kærlig, både ydmyg og selvbevidst. – Men jeg ved jo godt, hvad det er, der trykker: Hovedbudskabet: Vores danskhed, vore traditioner, ja selv vores mad bygger på noget, vi har overtaget fra andre. Det er ok med romerske mønter i den danske muld. Men at rugmelet skulle komme fra Tyrkiet? Det budskab finder vi os fanneme ikke i. At store dele af vores egenart og forbrug bygger på lån og kreativt tyveri.

Og så er vi der igen.

Der er nogle, der vælter ind over vores grænser og tager danskheden fra os. Espersen er helt tydelig og præcis i sin nationalkonservatisme. Det handler ikke om at forsvare det nordiske, selv om SAS er skandinavisk. Det handler om en ulækker reklamefilm, ” … der spytter på alt, der er nægte norsk, ægte svensk og ægte dansk … ”  Rugbrød fra Danmark, Yes! Og her blander vi ikke kornsorterne.

Jeg trækker mine kunder og deres selskab med ud foran terminal 3. Ingen ødelagte korsbånd her. De unge er kommet akut til Danmark efter pludselig sygdom, som nu er under kontrol.

Jeg forstår stadig ikke deres indbyrdes sprog og må henholde mig til det engelsk på køreordren.

– Let me handle your luggage, please.

Hun skal ikke slæbe efter den dramatiske rejse.

Først fylder mændene taxien med kufferter – og nogle indkøb på rejsen puttes ind i farens bil. Han kigger på mig under vejs. Vagtsomt? Eller snarere skælmsk? Kunder og de øvrige, unge familiemedlemmer svarer mig på formfuldendt engelsk med en svag accent, der bare lige antyder en anden nationalitet end den britiske.

Foto: Colourbox

Jeg er selv erklæret globalist og dybt bekymret for tidens nationalistiske fetichisme fra Washington over Moskva til Kina. Og fra Ankara til København. Men alligevel kører min indre, nysgerrige harddisk med nogle spørgsmål. At bringe danskere det sidste stykke hjem fra en rejse, der ikke gik efter planen – det kan jeg forstå. Men gælder rejseforsikringer også herboende udlændinge? Eller ligefrem flygtninge?

– Please take a seat, Mrs. “Y”

Jeg åbner døren til Mercerens forsæde.

Den får hele armen I venlighed, og det er ok, ser jeg i øjnene på den unge kvinde, der aldersmæssigt kunne være min datter. En smule overbærende, er blikket i hendes øjne. – Men OK, hvis det er sådan, den gamle TAXAMAND vil have det.

Så er taxien pakket til bristepunktet. Og jeg har vist verden og mig selv, at her i landet tager vil god imod ”travelers”. Vi er jo selv travelers, indrømmer vi i videoen fra SAS. ”Travelers” – et ord, der på engelsk ikke bare betyder rejsende – men i en anden, forståelses-nuance: En slags sigøjnere. Nogle der hele tiden er på farten.

Så står han overfor mig, faren. En lille tæt mand af anden etnisk herkomst. Måske fra den anatolske slette? Eller Teheran. Jeg synes ikke, han lød rigtigt arabisk?

Han går lidt tættere på og må sådan helt fysisk tale OP til mig.

– Sig mig, kan du ikke tale rigtigt dansk, Taxamand, siger han med en let accent men med et sprog, der afslører at han har levet her i landet i mange årtier.

Hans blik er faderligt overbærende. Han har prøvet det igen og igen: Hvilken krigszone kommer du fra?

Jeg sætter mig ind i taxien til det unge par og en søster til kvinden, der har lagt mærke til farens pinlige afsløring af min forudindtagethed.

Familien stammer fra Afghanistan.

Nej, ikke flygtninge, – han kom hertil for at arbejde for årtier siden.

Hans børn er født i Danmark og er danske statsborgere.

Nej, de er ikke socialt udsatte på grund af deres etniske baggrund. Den unge kvinde på forsædet er blot en eksamen fra at afslutte medicinstudiet. Om lidt er hun læge – og om nogle måneder mor til barn nummer to. Søsteren på bagsædet er sygeplejerske.

– Om jeg er storesøster. Nej, jeg er den yngste og smukkeste, siger hun københavner-flabet og lyver sig otte år yngre med det flabet grin i ansigtet.

Og så er de travelers.

Altså i SAS-betydningen, – de kan lide at rejse.

Turen gik til Indien.

Og nu er de hjemme igen.

Hjemme i Danmark

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele Taxamandens rejseoplevelser.

MIDT I EN 30-ÅRS KRISE

Foto: Colourbox

Jeg har ikke ordentligt styr på trends i modebranchen. Det er kvinderne i mit liv som har ført mig rundt i labyrinten af hvad der passer til tiden, til personen og til alder.

Så jeg forstår ikke sammenhængen mellem min unge kundes job og destination – og hullerne i hendes strømpebukser. Hun skal til det danske hovedkvarter for en af verdens helt store medicinalvirksomheder. Amerikansk statsborger men har arbejdet 3-4 år for firmaet længere nede i Europa. Noget med hardcore økonomi. Men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen med tråden, der er løbet i de sorte strømper – fra knæet og op.

Det kommer mig jo ikke ved.

Skal man sige noget? Er det helt udenfor min forretningsplan eller burde jeg udvise almindelig, medmenneskelig hjælpsomhed?

Jeg er lykkelig over, at jeg holdt min kæft.

Hun vil sidde på forsædet. Har behov for at snakke. Mellem ordene om livet og kærligheden, dens opløftende stunder – og tvivlen, forbereder hun sig på mødet i den danske del af koncernen. Hun slår solskærmen foran passagersædet ned, kigger i de belyste make-up spejlspejl og tager den lille toilettaske frem. Og en læbestift.

– Er det ok.

Hun kigger meget sødt på mig i forvisningen om, at manden på forsædet er en kastrat i forførerkunsten. Jeg er gammel – og ufarlig!

– Ja, selvfølgelig er det OK, siger jeg og er stolt over tilliden fra en kvinde som er på alder med mine døtre.

Læbestiften skinner som en moden frugt.

Knaldrød så det er umuligt at slippe synet. Men jeg har TAXAMANDEN’S toptrænede evne til at se uden at kigge. Nogenlunde samme teknik som tidens smarteste smartphones med flere linser. Hver linse tager et billede. Min hjerne er som en mikrochip, Der samler hvert enkelt udtryk til et samlet – det bedst mulige billede.

Så ser jeg endnu flere huller i strømperne og nu er det tydeligt. Der er ikke tale om et uheld. Hun har valgt en stil, som står i modsætning til forventningen om en forretningskvinde. Måske er det budskabet, hun vil frem, med: ”Mig skal de ikke sætte i bås”.

Vi taler om hendes hjemland – USA. Jeg fortæller hende, at jeg har været der en snes gange. Jeg har cruiset på Harley Davidson i Californien, Nevada, Utah, Arizona, i Texas – og på Østkysten i Upstate New York og Pennsylvania. Når mediekonferencerne var overstået, tog jeg et par feriedage for at udleve min maskuline frihedsdrøm. Nu er jeg TAXAMAND og kører på diesel og minder!

Foto: colourbox

Jeg lader den nuværende regime ligge. Præsidenten, som næsten fascinerende uhyggeligt både har fingerspidsen, der kan trykke på den røde knap – og samtidigt optræder som total turbo-narcissist på pressemøder og sociale medier – med et sprog, der ikke afslører et overdrevent intellekt.

Det absolutte flertal af mine kunder synes simpelthen, at emnet er for pinligt. Ikke så få – de der bor på denne side af ”dammen” – er lykkelige over at være europæere lige netop nu.

Men min kunde med de røde læber og de hullede strømper savner de forenede stater. Ikke Donald – han er snart overstået, lover hun, – men vennerne! Livsindstillingen. Hun åbner for ærlighedskammeret i 20 minutters taxi-møde på motor-ringvejen.

– Jeg har en god uddannelse det fedeste job med en god løn. Jeg kan lide etikken i de europæiske samfundsmodeller. Men, My God, hvor jeg savner livet og vennerne. Også det, som I europæere finder overfladisk. Høflighedsfraserne. ”How are you doing?”. Hvor kommer du fra? Hvad laver du her?

Hun kigger på mig, fordi jeg smiler bredt. Jeg fortæller hende, at jeg må have en amerikaner i mit DNA. Jeg har det på samme måde med det, vi kalder amerikansk overfladiskhed. Jeg mødte den i elevatoren i et amerikansk megahotel i Dallas, Texas. Blev gennemforhørt på rekordtid mellem Lobbyen og 32. etage. Men det, der for os socialt puritanske nordeuropæere opfattes som blufærdighedskrænkelse kan uden besvær fortolkes som almindelig interesse for andre. Jeg er for længst overbevist – og hun kan mærke det, tror jeg. Hun åbner tillidsfuldt for antydningen af en personlig krise.

– Jeg fylder 30 lige om lidt, og jeg savner virkeligt meget ”det derhjemme”. Det er muligvis en slags livs-krise

– Og du drømmer om snart at få en familie og børn, konstaterer jeg medfølende?

Hun fortæller, at forholdet mellem hende og europæiske mænd ikke har været den store succes.

– Jeg er virkeligt dårlig til det. Lige nu er jeg træt af klodsetheden, som jeg oplevede den i morges i lufthavnen, som jeg rejste fra. Først maser han sig gennem køen som en rendyrket egoist. Og så – når vi kommer til at sidde ved siden af hinanden – er han nærmest stum! Ved du hvad, jeg ville fortrække nogle af de sociale klichéer, ikke dybe bekendtskaber hver gang men almindelig, medmenneskelig interesse. Det samme gælder i mine kæresterier og forspil til noget, som kunne blive et forhold. Jeg må enten gøre det helt forkert eller være meget uheldig. For det ender for ofte med, at han graver sig ned i en detalje. Det hele skal være helt perfekt fra starten – ellers går det bare ikke at fortsætte. For slet ikke at tale om de mænd, der er bange for min uddannelse og position. Jeg savner, det jeg kunne derhjemme – at leve t stykke tid med det lette og mindre forpligtende – og så finder vi måske ud af det?

Jeg slutter turen med at fortælle minder fra mine egne kærlighedshistorier – om veje og vildveje. Om at smide perfektionens spændetrøje. Om at elske det man får som gave – og slappe af overfor der ikke er – perfekt! Og så den fedeste lykke – at være elsket af sin partner, selv om man ikke altid fortjener det.

– Du har jo en særlig mulighed, siger jeg, morfar-taxichaufføren, mens jeg giver hende rejsetasken og endelig har klarhed over, at hendes ”løbne” nylonstrømper er et karakterudtryk – og ikke et uheld.

Jeg tager hendes hånd, trykker den og kigger hende ind i øjnene:

– Rejs hjem. Skip det gode job og rejs hjem! Tag en chance! Det er meget federe end at vente på miraklet.

Hun smiler, mens vi et sekund slår bro over alderens Filippinergrav

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele TAXAMANDENS møder med verden

RAPPORT FRA DET MODERNE TAXI-PROLETARIAT

Foto: Taxamanden fra bogomslag (Gyldendal)

Ikke at jeg føler mig helt til rotterne!

Og da slet ikke i den kinesiske betydning, hvor rottens år 2020 henviser til deres opfattelse af dette dyrs kløgt, fantasi og nysgerrighed, som det beskrives i kina-info.dk .

Heller ikke i den danske opfattelse af at være helt til rotterne – hvor man i sidste ende ender med at gå i hundene.

Jeg er bare sur – pisse-sur!

Det er alle taxichaufførers mentale januar-sortsyn, der har meldt sig. Jeg sværgede vist på, at jeg ikke rammes af de evige, brokkerier i min branche. Men lige nu er solen gået ned alt for tidligt, det har regnet i månedsvis – og indtjeningen er ad helvede til. Formentlig det dårligste jeg har oplevet i de 8 å. Taxichauffører er oftest 100 pct. provisionslønnede, så når antallet af taxier slippes mere og mere frit uanset et stagnerende marked, og priserne sænkes i en overlevelseskamp mellem selskaberne, betyder det kort og godt – solid lønnedgang.

Og lige så sikkert, som at Danmark har en høj organisationsprocent og hæderlige overenskomster, – lige så kendt er det, at taxibranchen ligger i bunden af både. JEG kører på overenskomst, som sikrer en mindsteløn på 24.000 om måneden (hvoraf, der så betales skal og arbejdstagers pensionsbidrag). Men lad mig være ærlig her i mit arbejdslivs efterår: Jeg kender INGEN, der opnår deres løn ved en arbejdsdag på 8 timer, som det gælder på det øvrige arbejdsmarked. Men MASSER af taxichauffører, som reelt har en arbejdsuge på mellem 50 og 60 timer.

Og de, der ikke er på overenskomst – flertallet? Eller de enligt kørende vognmænd, som skal forrente den nye Mercer eller tidens nye lækker-taxi – Tesla, elbilen. – Masser af chauffører kører rundt i hverdags-natten til en timeløn på under 100 kr.

Ham, den unge mand, jeg kørte hjem til den nordlige forstad i en lykkelig rus efter rigtig mange shots på den velkendte bar downtown, var først sur over, at de ikke kører masser af S-tog om natten – hele ugen. Så kom turen til taxiprisen, som han synes er alt, alt for høj.

Det sydede af gnister omkring mit tørre krudt. Jeg ved det ikke kommer mig ved. Jeg ved, jeg lyder som en halvgammel morfar lige nu. Men jeg har bare så svært ved at tage forstadsynglen alvorligt, når den først fyrer hundredkronesedlen i bunkevis af på de forudbestilte borde med hele flasker Vodka og shots – for så at gå i sort over en taxitur på 300 kr. til forstaden, der er kemisk renset for taxichauffører, muslimske indvandrere og andre, velkendte repræsentanter for samtidens proletariat.

Tilbagelænet på bagsædet, gestikulerende med den ene hånd som den forretningsmand han ganske givet udvikler sig til, når de blege dun på hagen en dag konverterer til sorte stubbe.

– Det er for dyrt. Det var meget bedre under Uber.

– Hold dog kæft, din forkælede møgunge!

Nej, det sagde jeg ikke.

Jeg mumlede i mit grå skæg og gav knægten lov til at spille rollen som hvid plantageejer i det sorte Afrika, mens jeg indtog birollen som hans hvide ”boy”.

Det har ikke fjernet min pessimisme, at jeg de sidste dage har læst brødrene Johan og Adam Moe Fejerskovs nye bog ”FORBANDENDE FREMSKRIDT – et portræt af en verden, hvor ny teknologi forandrer livet for milliarder af mennesker”. Bogen gennemgår forståeligt og overskueligt IT-fetichismens vision om individuel frihed. Fascinationen af og potentialet i den digitale tidsalder, hvor solid brug af nettet, Big Data og apps og andre ”smarte løsninger” kan bringe os ud af det beskidte, forældede, ressourcefortærende arbejdsslaveri.  Frit at blive venner med hele verden (Facebook), billigst købe bøger og varer (Amazon og Alibaba), såre nemt at finde viden (Google) og kommunikere (Apple), feriere hos de lokale (Airbnb) – og køre i taxi (Uber) som nærmest en vennetjeneste.

Adam Moe Fejerskov er Ph.d. og forsker på Dansk Institut for Internationale Studier, Johan er journalist på Politiken og skriver om krydsfeltet teknologi, samfund og kultur.

Digitaliseringen er et farvel til den gamle, smudsede kapitalisme og et goddag til en renere kapital-maskine, der i realiteten er en bombe under ikke mindst det arbejdsmarked, vi kender i Nordeuropa og Skandinavien: Velfærdssamfundets civiliserede klassekamp mellem dem, der ejer produktionsapparatet og dem, der driver det.

Her kommer så Uber ind i mit arbejdsliv med et løfte om at frisætte os alle. Som Brødrene Fejerskov skriver:

” … Uber har truet chauffører med at slette deres profiler på platformen … ” – ” … I praksis kan man dog ikke blive fyret far en virksomhed, man ikke formelt er ansat i. – Som tidligere beskrevet er Ubers chauffører ikke medarbejdere i traditionel forstand, men bliver betragtet som underleverandører eller samarbejdspartnere … ”

Ingen dagpenge ved sygdom. Ingen barsel. Ingen pension.

Man aner duften af røgen langt udover UBER.

Også det selskab, jeg selv kører for, blev en del af den nye virkelighed, da en kapitalfond overtog Danmarks største taxiselskab for snart halvandet år siden. En ny taxilov sikrede, at det særlige hyrevognskørekort er afskaffet, at kontrollen med antallet af hyrevogne udfases – og det vognmand-ejede selskab kunne sælges til svensk-tysk kapital.

Den nye verden er ved at gå op for de (os) ansatte i hyrevognsbranchen: Dem der ejer vores taxi-brand og kørselskontor har et utvetydigt incitament i at antallet af hyrevogne stiger. De tjener nemlig hovedparten af deres penge på ”pladsleje” – altså vognmandens ”abonnementspris” på at høre til under dette brand i markedsføring og digital kommunikation. Så længe man bare undgår betalingsstandsninger betyder mange taxier høj indtægt.

Vognmændene er sat 100 pct. udenfor indflydelse på det klassiske forhold mellem udbud og efterspørgsel. De er underleverandører men mærker konsekvensen af flere og flere taxier til et vigende marked. Og en del af dem – dem med ansatte chauffører – er chefer for en gruppe mennesker uden en kinamands chance for at påvirke det marked, der skal gøre dem i stand til at betale deres ansatte en ordentlig løn.

Chaufførerne i denne verden, hvor app’s tager over for bestillingskontorer og hvor klassisk arbejdsgiveri måske er ved at være slut?

Chaufførerne er digitaliseringens proletariat!

PS: Du er mere end velkommen til at dele TAXAMANDEN’s sortsyn.

DÆNSK ER BARE ABZURD NEDEREN

fbtmdn

Hun kigger på mig med sine spejlæg-øjne – eller hvad man mon siger i vore dage. Store, vidtåbne og spørgende øjne.

Eller på et mere folkeligt dansk: Hun forstår ikke en skid af, hvad jeg lige har sagt.

Det startede med engelsk, da jeg greb hendes flight-kuffert i stresstemningen her tidligt på dagen, hvor forretningsfolkene kommer til landet.

På de første engelsk ord fra hendes mund, genkendte jeg den tydelige finske artikulering. Og jeg har taget ved lære af de sidste års udvikling i Finland. Medmindre de tilhører det svensktalende mindretal – det går ikke længere at tale svensk til langt de fleste finner.

Men det er ikke her vandrotten ligger begravet – som jeg antager, de udtrykker sig i de 1000 søers land. Min kunde er netop blevet ansat som økonom i en stor, dansk-ejet virksomhed, der har fabrik i Åbo i Finland. – Og nu VIL hun altså lære det danske sprog. Men det er en svært, den fælles nordiske tunge, – selvom hendes mand er svensk-talende finne og til trods for, at hun som stort barn boede 4 år i Norge, hvor hendes far arbejdede. Hun troede sådan set, at det ville være et fingerknips af en opgave – at forstå dansk. Men sådan er det ikke. At læse det, er ok, når man har kendskab til de to øvrige nordiske sprog. Men at lytte?

Jeg følger hendes ønske om at vores taxitur skal foregå på dansk – men efter min første sætning:

Store øjne som spejlæg.

En aftale er en aftale. Og her starter 20 minutters sprogskole i vogn 86 med fokus på udtalen. Og ved hjælp af en app på hendes mobil, hvor hun dagen igennem øver sig på det svære udtale-dansk.

Group of teenagers over the background with the many words from the different languages (language school concept)

Jeg tænker på sprognørden, professor Jørn Lund, der flere gange har sagt, at det såkaldte ”mumledansk” i dansk film ikke er et problem i sig selv.  Det er diktionen (artikulation, tempo, styrke, rytme, pauser o.s.v.). Jeg mødte ham for 15-20 år siden, da jeg var formand for sprogprisen i DR. Han havde mere forståelse for sprogets udvikling end programchefen.

Jeg besluttede i respekt for professoren ALDRIG at ende som sprog-Jeronimus.

Det projekt er en voksende fiasko i takt med min fremskredne alder – godt underbygget af mine sene møder med ungdommen efter nattens strabadser – og timevis af daglig lytning. Ikke mindst turene med teenageren ”J”, der skal køres til og fra specialskolen. Det foregår til lyden af en af landets populære radiokanaler for de helt unge. Og især to folke-sproglige fordærv tænder mig HELT af.

Det ene er det moderne, åbne ”a”, der rutsjer nedad mod det lav-københavnske ”æ”.

”Har man kendt mæge?”

”Ja’r dænsker”

”I Dænmark er jeg født”.

Og så noget jeg slet ikke forstår oprindelsen af.

Det traditionelle ”s”, som især blandt helt unge – anført af heltene i nye og gamle medier – er ved at transformere sig til et nærmest hvislende og guldkyst-affekteret ”z”

”Det er helt abzurd”

”Det’ zgu´da åndszvagt”.

Men jeg holder kæft for jeg ved, at morfar er morfar og husker, at selv professor Lund bad mig accepteret sprogets dynamik.

Det ændrer sig med nye generationer, – liger så sikkert som alderens tiltagende konservatisme.

I sprogtaxien tager jeg og den unge kunde fat på hendes ambition om at forstå det diktions-skadede danske.

Helt uden videnskabelig evidens plejer jeg at påstå overfor mine smågrinende kunder, der kæmper med at LYTTE til dansk, at vi åbenbart er det eneste folk i norden, der tror, vi kan tale uden at bruge læberne. Vi lukker ordene inde i munden uden svenskernes rullende ”r” og uden nordmændenes musikalske tone og tydelige artikulation.

I dag skal vi lære at udtale de bløde ”d”’er. Som i fløde og møde. De er svært og modtages næsten altid af et fnisende grin af kursisten. Eller som hos denne ambitiøse kunde, der bare VIL forstå og kunne kommunikere med de danske chefer og kolleger, – selvom firmaet har engelsk som ”corporate” sprog – også i koncernens hjemland. Hun udtaler det bløde ”d” med en sådan overdrivelse, at det nærmest er i familie med tegneserieudtrykket BWADR!

Nu er det mig, de ikke kan holde en fnisen tilbage. Men jeg skynder mig at undskylde og siger, at det altid er udfordringen for de udlændinge, der vil lære dansk sådan mere intensivt. Også jeg synes, at det må være lettere med ”fløte” og ”møte” – end det der bløde danske ”d”, der i sin tydeligste udtale næsten få tungen til at presse fortænderne ud af overmunden.

– Aha, siger hun flere gange, når hun dels har lyttet til min sprogbutik ned bløde ”d”’er. Som turen skrider frem af ringvejen, bevæger hendes norsk-svensk-finske ”d” sig fra granitstadiet til det smørbløde, vi kender så godt.

Undervejs bruger hun sin app. DUOLINGO, hvor det fremmede sprog angives i smuk udtale. Hun tjekker sine læremester i dit digitale univers

Nu skinner solen atter over nordens sydligste nation og den skandinaviske broder-ånd breder sig som en fredsskabende røgelse i vogn 86. Dansk er svært, ja, men det er det finske fra Uralbjergene da i den grad. Og vi slår ikke længere svenskere ihjel i stockholmske blodbade, eller lader hånt om nordmændenes selvstændighedstrang. Vi lytter til hinanden, og jeg VIL bare give den unge kvinde et skub fremad i sprog-karrieren.

Turen er slut, og nu er det tid til eksamen.

– Det var hyggelig å kjøre med deg, siger jeg på tilstræbt norsk, – det nordiske sprog, som hun elsker særligt siden de fire barndomsår i Trondheim.

Hun svarer på perfekt dansk:

– Tak i lige måde!

MÅDE!

Smukt Med blødt ”d”. – Og uden bare en antydning af BWADR.

– – –

PS: Du er velkommen til at dele historien fra TAXAMANDEN´s rullende sprogskole

KRIGENS STILFÆRDIGE SOLDAT

Foto: Colourbox

Det lyder givetvis både selv-overvurderende og nørdet, når jeg kalder mødet under taxi-halvtaget i lufthavnen for – de magiske sekunder!

Jeg har trykket på knappen i min nye Mercer. Så kigger jeg på servicemedarbejderen, der fordeler kunderne til de enkelte vogne. Forsøger at få øjenkontakt med den travle rejsende. – Og så har jeg 1-2-3 sekunder til at vurdere stress, kundeprofil – måske destination.

Rent gætværk, der stimulerer den provisionslønnedes indre drømme om guld og grønne landeveje.

Der er meget lidt magi den anden vej, – når køreordren går til en af hovedstadens hoteller, og terminalen melder taxiturens mål: Cph – Københavns lufthavn!

Jeg kigger på receptionisten, han nikker køligt, professionelt mod sofaarrangementet i hjørnet, hvor min kunde venter. Nu har vi øjenkontakt – ouverturen til et menneske-møde på bare 15-20 minutter. H

Hun er en kvinde først i fyrrerne og rejsevant, ser jeg. Hendes bagage er en tung rejsekuffert i stærkt, vævet kunststof, så den kan holde til alverdens hensynsløse bagagefolk.

Tasken er tung som rejsemontørens værktøj og digitale apparater.

Hun smiler til mig, da jeg har smækket bagklappen og er småløber rundt om Merceren for at holde døren. Jeg er gennemskuet. Den tog røven på mig, tasken! Tung som ind i helvede.

Ind i helvede.

Det skal vise sig nærmest profetisk.

Meget feminin og synligt beslutsom. Intelligente øjne. Jeg gætter på, at hun er på vej hjem til en velfortjent ferie i det smukke land, som Taxamanden har et uforløst kærlighedsforhold til, siden en 10-ugers orlov i en spartansk hytte engang i 70’erne.

Alle mine norske kunder får historien.

Og så starter min navnkundige skydeautomat af en nysgerrighed med en konstatering.

– Du skal hjem på ferie?

– Nej, jeg rejser ud!

– Ned i varmen?

– Njaaa, – jeg skal til Asien!

Det svar har jeg faktisk aldrig fået i min taxi.

Kunderne skal til Thailand, Kina eller Vietnam – ikke til det massebetegnede – Asien. Det lyder nærmest som en hemmelig mission, og min ydre taxichauffør får hjælp af min indre journalist. Nu er der kun et af hv-spørgsmålene tilbage.

Hvorhen?

– Afghanistan, svarer hun med et blik i bakspejlet, som både indeholder almindelig, militær diskretion og en træthed over IGEN at skulle genfortælle sin militære historie. Måske ligefrem forsvare sit levebrød

Rescue Support Team

Jeg er født med moderne tiders dialektiske forhold til det krigeriske håndværk. Min farfar, den tyske emigrant, var soldat på østfronten og vestfronten under første verdenskrig. Den ene bror døde på Østfronten – lillebroren var krigsfange i Sibirien under og efter anden verdenskrig. Og min far var soldat og officer i både Danmark og Mellemøsten. Selv er jeg et pacifistisk skvat, der undgik værnepligten via en bilyd i hjertet. Så jeg undgik militærnægteriet og en potentiel konflikt med mit fædrene ophav – men kunne frit passe ind i 70’ernes tidsånd og modstanden mod USA’s katastrofale af en krig i Vietnam. Men – I guder, hvor har jeg forsvaret soldaten, fordi jeg mødte ham blandt min

 fars officersvenner, der jo var rare mennesker, som folk nu er, og ikke passede ind i min ungdoms stereotype gengivelse af den voldsliderlige kriger. Jeg dyrker det ikke i stolthed. Men jeg kan ikke – trods mit ønske om kærlighed og fred – skjule respekten for de mennesker, der i virkelighedens verden sætter livet på spil, når krigen er en realitet. Trods dette blodige i disse dages Irak, Syrien, Centralafrika – og Afghanistan – hvor soldaterne flyttes som brikker, styret af politikere der agerer på en skala fra frihedselskende til binde-gale.

Og lige nu er han – soldaten – en ”hun”.

Diskret – men venlig. En del af en lille gruppe i det krigshærgede land i det centrale asien – muligvis i den såkaldte Rescue Support Mission, som træner det afghanske militær. Muligvis, siger jeg, for jeg spørger ikke i respekt for hendes og mit eget arbejde. Hun har givetvis sine hemmeligheder – jeg SKAL yde fortrolighed.

Men hun fortæller mig om sin professionelle officerskarriere. Hun er major i den norske hær og har været i Afghanistan en håndfuld gange.  

Det er voldsomt.

Foto: Colourbox

Men det er hendes job og hun ville naturligvis ikke udføre det, hvis ikke hun kunne holde til det mentalt. Hun har ingen børn og derfor ingen særlige hensyn at tage i den private sammenhæng.

Vi taler om det sønderskudte og smadrede Afghanistan, der i 60’erne var på vej til at blive en moderne, sekulær stat. Frihedsrettigheder for mænd og kvinder. Et liberalt kongedømme, der i 70’erne kom i klemme mellem to meget forskellige bevægelser. En kommunistisk og en islamistisk.  Først vandt kommunisterne, så kom de i vanskeligheder og bad om hjælp der førte til den sovjetiske invasion. Det gav de islamistiske frihedskæmpere vind i sejlene – og resten er historien om et lands forvandling til en sump af fattigdom, fanatisme, – og den vestlige indgriben anført af USA i oktober 2001 efter angrebene på Wold Trade Center 11. september, måneden før.

Vi taler om soldatens ultimative krav om fællesskab. Ikke blot en metafor i det blodige management, men helt konkret at agere som en slags familie, hvor ingen er hjemme før alle er hjemme.

Om det er sentimentalitet? Om det er min faderlige omsorg for den kvindelige major, der med lidt god vilje kunne være min datter? Jeg ved det ikke. Men jeg leder efter udgangsreplikker, mens vi nærmer os udenrigsterminalen. I nogle sekunder tænker jeg på klichéen, replikken fra en film eller en sang, jeg ikke husker: ”It’s a dirty job, but somebody´s gotta do it”. Det beskidte job, som nogen jo MÅ tage på sig.

Totalt upassende ville det være.

Det ender med en kluntet bemærkning, mens computeren behandler betalingen.

– Og så vil jeg bare sige – så vil jeg ønske dig..  Pas nu godt på dig selv, får jeg fremstammet med et nervøst tilføjet – og hinanden.

Hun svarer ikke i første omgang men rejser sin højre hånd op banker på sideruden, som den overtroiske banken under bordet. Jeg ser for mig den samme bevægelse på panserruden i det camouflagefarvede køretøj i Kabul.

Hun er synligt glad for mit ønske – og siger bare:

–  Tak! Sådan gør vi altid derude!

Og så banker hun på ruden igen.

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele Taxamandens frontberetninger.

MIN UDBRÆNDTE BODEGA

nor

Der er et liv før – og forhåbentlig et liv efter vogn 86.

Undervejs er der ikke plads til meget mere end en forbandet masse timer i taxien. Og så er jeg selvfølgelig en lykkelig ejer af et familieliv.

En sjælden gang lidt tosomhed med fruen.

– Lad os flygte til Bornholm og holde nytår bare dig og mig, sagde hun, velvidende at varmen ville brede sig i granitperkeren, – mit øgenavn, som jeg bærer med samme stolthed som rapperen fra det sorte New York bruger n-ordet

Jeg ved det jo.

Jeg er og bliver en bonderøv fra det østligste Danmark, klippeøen, hvor du aldrig er længere inde på landet end en kort køretur til vandet. (Ja, det kalder man det, derovre. Landet! Øen er noget andet.  Det er klippeskærene, Ertholmene – i daglig tale Christiansø godt og vel en halv snes sømil ude i Østersøen nordøst for – landet.)

Turen går altid til Svaneke, min nærmeste hjemby, der inden diverse kommunalreformer var Danmarks mindste købstad med borgmester, domhus og egen brandstation. De fleste butikker var lukket, Ingen bolsjer, ingen lakrids, ingen isvafler – men dog lys bag de små, kvadratiske vinduer i købmandsgården fra 1761, hvor Svaneke Bodega holder til. Jeg burde have taget en bajer på det sted, hvor jeg lærte at drikke øl og lege voksen. Men når fruen taler om tiltrængt ensomhed mener hun det ret konkret. Ud at trække luft – og så hjem i ferielejligheden og dase videre. Der er skruet helt ned for det sociale blus

To dage efter, – nytårs morgen, da jeg lytter til de regionale nyheder, får jeg et chok.

Svaneke Bodega er brændt – om ikke nedbrændt, så udbrændt i en grad, at det kommer til at koste kassen og tage måneder, før købmandsgård og bodega er bragt tilbage til dagliglivet.

Bodegaen er byens puls – med varierende hjerterytme.

Den indeholder alt det, jeg elsker ved min opvækst i et samfund af fiskere og bonderøve. Det sidste er dybest set en kliché og en halv løgn. For, I guder, hvor er klientellet forskelligt. Hvis noget ligner det diverse liv i min taxi, er det Bodegaen på torvet i Svaneke. Bonderøvene og fiskerne kom der dengang. – (I dag er de faggrupper minimeret af fangstkvoter og affolkningen i landbruget.)

Kunsthåndværkerne.

Og sommeren – turisterne. De smukke unge, københavnerpiger med provokerende kroppe – og et letsind, som jeg havde ventet på hele vinteren

Og skolelærerne som dengang var landhårede, gik i andefødder og gav borgerligheden fingeren, inden f-ordet var opfundet.  Over øllerne og smøgerne svinede vi – gymnasieleverne og vores tidligere lærere – amerikanerne og deres forbandende bombninger af Hanoi. VI var sikre på, at det en dag ville blive tid til kærlighed mellem folkeslagene.

Hmm!

Når jeg slingrede hjem fredag nat på min turkisfarvede Monarch-knallert, ventede der mig en helt anden slags svineri, tidligt lørdag morgen. Sådan helt konkret.  I hundredvis af slagtesvin på min fædrene gård, hvor jeg fra morgenstunden startede mini-traktoren og kørte ned gennem de skidne gange for at skubbe våd halm og lort ned i de dertil indrettede huller til udmugningsanlægget, som skrabede indholdet ud til toppen af møddingen, der voksede sig større og større gennem vinter, forår, sommer og efterår.

Vietnamkrigen lod vi ligge på hjemmefronten. Min far var rådighedsofficer – major i den danske hær med en ungdoms-fortid i USA i 50’erne. Han tvivlede ikke på krigen mod det røde overherredømme – og jeg var en blød ung mand med hang til digte, sange og kærlighed.

Om det var hårdt med de uforenelige kræfter   mit liv?

Ja!

Og fantastisk.

Og menneskenært – både i min kærligt, modsætningsfulde privatsfære, som også handlede om en stilfærdig tro på den gode gode skæbne og mulighederne i den hårdtarbejdende verden, som mennesker har skabt med egne hænder med grundlæggende støtte fra Vorherre himself.

Det er så store ord, at jeg knap tør bruge dem.

Jeg lærte – på godt og ondt at elske livet.

Og jeg har i hovedtræk gjort det siden.

I Taxien, den dag i dag, hvor jeg møder større diversitet i livsform, klasse og etnicitet, end de foregående, 3-4 årtier i journalistikkens og statsradiofoniens tjeneste.

På bodegaen – dengang i min gymnasieungdom – mellem borgerskabs-typerne, proletarer, akademikere, kunstnere, købmænd og krejlere, unge og gamle, selvbevidste, let-berusede og mere professionelle alkohol-forbrugere. Også selvom jeg tidligt vidste, at udlængslen var så ustyrlig, at mine bornholmerdage var talte, og at jeg snart ville blive en slags emigrant på min egen hjemegn.

En udvandrer, – en fremmed fugl på mit eget værtshus, når jeg en sjælden gang genbesøgte det.

nor

EMIGRANTEN

Det er netop titlen på det eneste digt, jeg nogensinde fik udgivet. Jeg var bare 24 år, nyuddannet og ansat i DR, da journalist og forfatter Hans Aage Bøggild redigerede en antologi af digte af 56 bornholmere og andre danskere – som det hedder i undertitlen til bogen EN GLOBAL AFKROG. Flot illustreret med tegninger af maleren Oluf Høst

Fra EN GLOBAL AFKROG,
Vintens Forlag 1978

Mit digt tager netop sit udgangspunkt i Bodega Emigranten, som jeg kalder stedet i min tekst. Meget ungt, er digtet – og næppe noget kunstværk. Men Bøggild kendte til mine skriverier og gav mig to sider blandt digtere, langt, langt større end mig. Fra Drachmann til Rifbjerg.

Jeg vover et lille klip af mit eget:

… Her sidder de så,

Emigranterne.

De søger med spørgende blikke.

Her sidder også jeg

Og søger i tågen,

Den londonske tåge på skæret,

En dis af tobak og udviskede minder,

af nogen som kom, og som aldrig faldt til,

af nogen, som var, og som stadig er,

af nogen, som gik, og som aldrig kom hjem.

Her levede jeg selv engang,

Lo ad disse folk,

Slugte denne luft,

Svømmede i disse vande,

Svedte i denne salte luft.

Emigrant.

Nu er også jeg

Emigrant.

Jeg blev aldrig den store digter. Men hva’ fa’en – Dan Turèll blev heller aldrig taxichauffør!

– – –PS: Du er hjerteligt velkommen til at

DEN GODMODIGE KAMPHUND

Foto: COLOURBOX

Det har været en lang nat, og han ser træt ud.

Kom alt for sent op, hans privatbil er på værksted, og nu må han tage en taxi 40 minutter udenfor byen for at hente firmavognen.

Til sin egen irritation.

Til stor glæde for TAXAMANDEN’s indbyggede kræmmermentalitet.

Han er en stor – en meget stor mand.

Høj, velklippet, tæt hår, som blotter sig, når han river huen af hovedet efter at have sat sig tungt på bagsædet. En mand først i 30’erne med en krop på den solide side af de 100 kilo og givetvis med nogle ordentlige ”bøffer” under den både store og tætsiddende jakke.

Helt i sort fra top til tå. Altså lige bortset fra det kastanjebrune hår, som føjer noget drengerøv til det bryske. Jeg kommer til at tænke på en af den slags fremavlede kamphunde indenfor lovens rammer, som faktisk er godmodige, men som udstråler beredthed og en fysisk styrke, som skaber respekt helt op til skræk-grænsen.

Lad mig sine det med tøsedrengens kliché: Han er ikke en af de fyre, jeg har lyst til at blive uvenner med på gaden i en sen nattetime.

Den er god nok.

Hans fysik og udstråling er noget, som han kan bruge både i sit daglige arbejde, sit fritidsarbejde – og i den uddannelse han håber at tage hul på. Hans anden, hvor han selv må skaffe pengene til at overleve under skoleopholdet, fordi han har opbrugt sin SU på en tidligere uddannelse.

Det er derfor han arbejder som ind i helvede – nattehelvedet – for at skrabe penge sammen til drømmen om et andet job.

En fysik som en kamphund, skriver jeg, men det er en lidt urimelig metafor. For han skal alt andet end at slås. Han sørger nærmest for, at det ikke sker.

Han er vagt.

En af de medborgere, der kører rundt med en lygte på taget og går sin natlige runde – eller møder op, når alarmen går. Så er det han står derude foran huset eller virksomheden og skal finde ud af, om der er tale om, falsk alarm – eller mere alvorligt: Der er indbrud!

– Jo jeg har da oplevet dybest set at stå midt i en andens kriminelle handling – mange gange. Vi er instrueret om ikke at løbe en unødig risiko. Så nogle gange må vi bare lade de kriminelle løbe og kalde på politiet. Det sker selvfølgelig også, at jeg laver en slags civil anholdelse indtil politiet er nået frem. At en person begår noget ulovligt, betyder jo ikke, at de gør noget farligt. De kan blive fromme som lam ved en anholdelse.

Men vagtjobbet er ikke nok, når der skal laves penge til den nye uddannelse. Hans vagter er organiserede med 7 arbejdsdage – efterfulgt af syv fridage. Så der er rigeligt med tid til bijobbet som ”dørmand” – eller udsmider, som man sagde engang. Han har jævnligt sig natlige arbejdsliv i weekenden i Gothersgade i København. Hovedstadens svar på Ålborgs Jomfru Ane Gade. Det lyder ikke særligt lyrisk – men det handler om druk, I bedste fald druk. I værre tilfælde mennesker, der befinder sig i den psykose, der er nærliggende, når de først drikker til de er ved at styrte og derefter sniffer til noget hvidt pulver for at blive stående på benene.

Som Taxamand kender lidt til stemningen i værtshusgaden, når temaet er druk m.m. Og jeg må sige med det samme, at MIN sympati er stor overfor både politifolk og vagtfolk. Kender betingelserne. Jeg har været i byretten under anklage for påkørsel af en ung mand, der var så fuld og stofpåvirket, at selv det pæne tøj i skranken ikke hjalp ham overfor dommeren. Af de mere muntre: En ung mand lægger sig hen over køleren på min taxi og laver kneppe-bevægelser (Det har han angiveligt lært af kendt fodboldspiller, som både har dokumenteret spritkørsel og vold i nattelivet). Grædende, opkastende drenge og piger, der ikke aner, hvor de befinder sig i verden. – Og så har jeg gennem sidevinduet og forruden set politifolk og vagter, som med kontante, ikke voldelige metoder stopper en konflikt, inden den eskalerer.

Hvad disse ordenshåndhævere må lytte til af tilråb og uforskammetheder er – grænseløse.

– Man vænner sig til det, siger den store mand på bagsædet. Man skal være håndfast og holde sig helt fra vold – helt op til selvforsvarsgrænsen.

Foto; Colourbox

Han fortæller mig nogle rutiner for hjælp i akuttilfælde. Så må vagterne i gaden stå sammen uanset hvilken værtshus-dør, der er deres (De rutiner er fortrolige). Han fortæller også om knivstikkeri, hvor ”Kevlar-veste” og -handsker sikrer vagterne under angreb og afvæbning, så de kan passe deres arbejde uden at komme til skade. (Faktisk har gerningsmænd med kniv brækket deres håndled i et kniv-udfald, fordi de ikke kendte til disse veste, der er så stærk en beskyttelse, at de stopper skud!)

Min kunde har en ganske særlig årsag til at passe både på sin krop og sin straffeattest ved at undgå vold med mindre, der er tale om reelt selvforsvar.

– Jeg er uddannet maskiningeniør – blot for at finde ud af, at det ikke er det, jeg vil med mit liv. Det ser selvfølgelig en omvej, men nu, hvor jeg for alvor er voksen, har jeg besluttet at tage en ny uddannelse, en ide, som er vågnet mere og mere i mig job som vagt. Jeg arbejder som en gal for at få råd til at tage uddannelsen som politimand.

Måske lyder jobbet voldsomt for nogle. Andre vil undre sig over hans ønske, når han er kandidat som ingeniør. Men han er fascineret over tanken om at arbejde i udkanten af det normale.

Vi giver hinanden hånden.

Helt ærligt, jeg undrer mig.

Med en snert af beundring.

– – –

PS:

Du er velkommen til at dele Taxamandens historier fra det virkelige liv – også de rå. Denne fortælling om det ”almindelige” menneskeliv i Danmark er årets sidste fra TAXAMANDEN. Jeg skal høvle penge ind til julen – og fejre den med dem, jeg elsker.

Jeg ønsker dig en glædelig jul og et nytår, som bliver vildt – men knap så sindssygt!

EN HYLDEST TIL SEKRETÆREN

Foto: Colourbox

Jeg er TAXAMAND, og selvom jeg som udgangspunkt er rundet af livsglæde, er jeg sikker på, at – lige om lidt – går det hele ad helvede til. Så har jeg jo som udgangspunkt sikret mig en hel del positive overraskelser.

Lysene stråler stadig fra Hotel d’Engleterre og Magasin du Nord, selv om de overophedede kasseapparater er lukket ned for i dag.

Ikke en skid at lave herude på Kongens Nytorv. Det er en dagene lige efter Black Friday, som virker som en slags detailhandlens ufrivillige sædafgang. Julen er slap og træt lige nu, og det, der burde være snevejr og bjældeklang er reduceret til lyden af bilmotorer og klam støvregn.

Så ringer taxi-radioen med kunder. Jeg tænder for bekymringerne. Kunden skal hentes på den anden side af torvet og lige om lidt skal jeg sikkert diskutere med et røvhul af en kollega, som forsøger at nuppe hende. Et minut efter er jeg nået rundt om pladsen – og i den våde aftenbelysning jeg ser jeg silhuetten af en kvinde afslå tilbuddet fra en af idioterne fra mit eget firma.

Foto: TAXAMANDEN

Der er kamp om kunderne – men der er også anstændighed i verden.

Jeg fyringer mig selv ud af taxien som et Stinger-missil for at åbne døren for kunden. Men hun vil have orden i tingene – og tøver.

– Er det til ”M” siger hun – og præsenterer dermed sit navn.

I kampens hede har jeg ikke læst kundens navn og må lige ind i kabinen og læse skærmen for at kunne bekræfte, at det her er taxien til ”M”.

Hun har styr på tingene!

Så kan jeg endelig slappe af og nyde den søde, kommercielle kløe, da jeg får at vide, at turen går et stykke op i Nordsjælland. Hun læner sig tilbage i lædersædet med et afslappelsens suk. Det har været en hyggelig aften. Julefrokost, men midt i alle rygterne om druk og hedonisme, er hun et anstændigt dementi. Hun har spist julefrokost med nogle chefer, som hun til dagligt er sekretær for. – Eller PA, som man sigerne i det moderne sprog. – Personal assistent, fordi det lyder mere tidssvarende end det belastede ”privatsekretær”.

– Mine chefer får rigeligt med julefrokoster her i december, og jeg har haft så travlt i den sidste tid. At jeg mest af alt har lyst til at komme hjem til min familie.

Vi taler om hendes varierede arbejde i en af direktionerne i en meget stor, dansk industrikoncern. Om fællesskabet mellem de ansvarstyngede og de, der skal få dagligdagen til at fungere. Hun sender mig med julelysets hastighed tilbage til min egen cheftid i Statsradiofonien, hvor fremtidens krav til effektivitet og forandring skulle gennemføres i en gammel kulturtradition. Der var en tid med konflikter og med min første virkelige oplevelse af, at chefer – for nogle mennesker som udgangspunktet – er et røvhul!

Her kom min sekretær – min PA ”BD” ind på pladsen som min bedste ven på arbejde. Eller søster. Eller en slags kone, hvis man lige ser bort fra det erotiske.

En PA kender dig helt i dybden. Hun ved om nogen, hvad der er dine svagheder, for det er de vilkår hun lever med til dagligt.

I mit tilfælde var det glemsomheden, ”BD” måtte kompensere for. Og snaksaligheden, når den tog overhånd. Hun kunne både lyve, så en total fejlskrivning fra min side i kalenderen blev transformeret til en ”kort forsinkelse”, hvorefter hun måtte ringe fra et andet lokale for at spørge ”… hvor helvede bli’r du af? …” Og hun kunne bryde ind i et møde, hvor hun uden et ord men med sit kropssprog forklarede mig, at nu havde snakket nok. Eller hun kunne med samme metode befri mig for en af de langspyttere, jeg ikke selv kunne stoppe.

Foto: COLOURBOX

Og jeg lærte BD og hendes liv at kende. Bl.a. hendes temmelig veludviklede PMS (præmenstruelle syndrom), som i reglen gjorde, at jeg to dage om måneden skulle tiltale hende med få ord og i en meget venlig tone. I modsat fald, kunne hun slå mig ihjel med øjnene.

Historien om min måske bedste medarbejder i min cheftid endte meget sørgeligt.

Hun blev ramt af kræft endnu inden, hun var fyldt 50 og døde blot halvanden måned efter diagnosen. Mere end 10 år efter, savner jeg hende stadig som havde hun været et familiemedlem.

I vogn 86, nikker ”M” genkendende til min historie.

– Men det er jo sådan det er at være personlig sekretær, siger hun. Mine chefer vader jo rundt i opgaver og konflikter hele tiden. Ikke bare i småtingsafdelingen – men nogle gange noget, som har med hele virksomhedens fremtid at gøre. Og de er højtlønnede, så der skal præsteres. Det kan godt være, at nogle synes, at det lyder let og privilegeret. Men det er hårdt arbejde. Og derfor har de svært ved at gøre det uden en blæksprutte som mig. Jeg har faktisk to chefer at tage mig af, så jeg skal også evne at berede den daglige vej for to meget forskellige personligheder.

Jeg spørger, hvad hun synes om dette tjenende arbejde med skiftende folk på toppen gennem mere end em halv snes år,

– Jo, det er hårdt, fordi der ikke er så klar en facitliste på at skabe succes for en PA. Men det er først og fremmest faktisk et frit arbejde for mig. Ofte skal jeg selv finde løsningerne.  Og det passer i den grad konen her.

Jeg har tændt lyset i kabinen, så vi kan ordne betalingen.

Nu ser jeg hun smiler.

Aftenens mest ædru kunde midt i en julefrokost-tid.

Og hun er træt.

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDEN´s historie om de anonyme og de uundværlige sekretærer

TAXI-TUR TIL DØDENS FORGÅRD

Foto: COLOURBOX

Det er selvfølgelig god service, almindelig opdragelse, ”det-kunden-betaler-for” – and all that jazz. Jeg ville jo risikere fyring for ikke at bakke op om det glansbillede.

Men det er nu også ret selvfedt!

At dementere rygtet om min branches råddenskab og snarlige død. At have overskud og en smule kærlighed til dine medmennesker.

Selv at blive elsket!

Jeg er holder foran gangen ned til dagcentret for de ældre.

Hun er en lille, – meget tynd gammel dame, som følges af én af de ansatte. Bentøjet er ikke verdens bedste, men da hun ikke har mange kilo kropsvægt at slæbe rundt på, klarer hun turen uden støtte. Hun kan selv. Hun vil selv.

Hun har brune øjne, som kommunikerer så godt, fordi de har været brugt aktivt hele livet. Ikke bare til at se – men se helt ind i øjnene på den, hun taler med. Den er jeg med på. Jeg tager taknemligt rollen som ”unge mand” trods min reelle seniorstatus. Det er vel fair nok, når damen kunne være den mor, jeg har mistet. Netop en mor med viljefaste, brune øjne.

– God dag frue, må jeg gi’ dig en arm?

Går det galt med den startreplik, ved jeg, at det kan gå dobbelt galt.

For det første, ER der kvinder, der meget gerne vil frabede sig titlen frue. For det andet forbander nogle kunder faktisk hjælper-armen, fordi den er et symptom på deres vej mod livsafslutningen.

Foto: Colourbox

Det går godt.

Hun har det tydeligvis ikke så godt med denne ”afsløring” af hendes gang hos ældrepsykiatrien. Det er jo traditionelt sværere at forklare de sorte tankers behandlingsbehov frem for en brækket hofte. Det er nu, hun kan vise det overskud, der ligger lige bag den aftagende depression. Hun kigger et sekund på den ledsagende sygehjælper. Et lille sejersglimt i de mørke øjne. Så tager hun min arm, og vi går som et par op mod taxien. Den lille, spinkle dame sidst i 80’erne og den noget tungere TAXAMAND.

Det regner for gud-ved-hvilken-gang i dette depressive efterår.

Men vi kigger kort på hinanden – og smiler.

Jeg vidste det!

Hun vil sidde på forsædet. Jeg beder hende stå sikkert og holde i døren- Bukker mig dybt for at hæve sædet, så hun ikke skal opleve indstigningen som et fald mod bunden. Så placerer jeg min arm langs bildørens øverste kant. HVIS hun rammer under indstigningen, rammer hun ikke stålet men min polstrede uniformsjakke eller min bløde arm og hånd.

Vi er ”seatede”.

– Så kan du godt køre mig til dødens forgård!

Jeg kender destinationen fra køreordren. En af ældreforsorgen plejeboliger.

– Altså ligefrem dødens forgård, det kan du da ikke kalde det, siger jeg frimodigt. Det er sgu da et forfærdeligt udtryk.

Jeg kigger på hende med et smil, som blødgør min moraliserende udmelding.

Hun smiler igen.

Vi er venner på resten af turen, hvor jeg løsner stemningen med historier fra min barndom, hvor min mor var forstander på to plejehjem i Årsdale og i Svaneke på Bornholm. Jeg fortæller om det aktive plejehjems-liv dengang, inden pensionistbespisning, hjemmepleje og døgnpleje, kunne fastholde – eller indespærre de gamle i eget hjem

Så fortæller hun om sit liv. Om manden, der døde tidligt. Om alvorlig sygdom. Om den eneste søn, der er selve hendes grund til at leve.

Men først og sidst om tiden som leder af en større smørrebrødsforretning i en af byens bedste kvarterer – endnu inden verden fortabte sig i cafeer og shawarma-forretninger. Det viser sig, at jeg var der i området i 60’erne som bondedrengen på besøg ferie hos min skuespiller-onkel. Så tager vi turen gennem de berømtheder fra primadonnaer, over tenorer til statsministre, der besøgte forretningen, hvor hun startede som ”jomfru” – og skred som chef.

– Jeg siger dig, jeg var sur. Som så ofte set før: Forretninger starter som små, stråler senere som stjerner – og så går det ad helvede til. Den nye chef begyndte at trække de ansatte i løn, hvis de kom bare et kvarter for sent. En dag gik jeg op til ham og sagde ”F*** dig! Den måde at behandle mennesker på finder jeg mig ikke i. Så sagde jeg op med en bemærkning om, at lortet alligevel meget snart ville gå konkurs.

Min kunde blev pensionist – og smørrebrødsforretningen krakkede 11 måneder senere.

Vi maser på med anekdoter fra vores ”fælles” fortid. Det skal gå hurtigt for at få så meget med som muligt. Lige nu ønsker jeg mig, at turen gik langt nordpå eller sydpå, så vi kunne grave noget mere i vores fornøjeligheder og vemod.

Så holder vi i dødens forgår, som lige nu mere virker mere tilforladelig end dødsdømt. Personalet vælter ud og ind ad svingdøren og indimellem tripper en gammel beboer med. Jeg hjælper kunden ud af bilen og følger hende de få meter hen til fortovet før døden. Vi skal lige nå finalen i en af hendes historier.

Der er en kort pause til afsked som i en film, hvor to kærester ikke ved, hvem der har slutreplikken. Så smider hun blufærdigheden.

– Du har givet mig menneskekærlighed i dag, og nu vil jeg gi’ dig tilbage siger hun og åbner den spinkle favn for et kram. Jeg bøjer mig ned og tager imod op holder fast den brøkdel af en sekund, som er forskellen på kundepleje – og menneskekærlighed.

Bag hendes skulder ser jeg en af de ansatte komme ud. Han overraskes af den gamle dame og taxichaufføren i fuld uniform. Overraskelsen bliver til et smil – og han er ved at støde ind i en modgående fodgænger

– OK? tænker han med spørgsmålstegnets opadgående toneleje.

– OK, svarer stumt jeg med et selvbevidst udråbstegn!

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDEN’s oplevelser i vogn 86 – ikke mindst de små øjeblikke af kærlighed