ONE NIGHT IN BEIRUT

 

Jeg er ved at være igennem aflusningen efter sommerferien. Elsker min sommerferie trods fascinationen af nattens veje og vildveje i vogn 1-0024. Jeg tygger eftertænksomt på den skrå at jeg, trods mit lettere, maniske arbejdssind, elsker afslapningen og visionen om fremtidens arbejdsfrihed. Mere og mere, endnu inden friheden er indtrådt.

Men den terapeutiske del af livet som taxichauffør – kan jeg undvære den.

Terapeutisk?

Ja, eller kald det så bare balsam. Jeg kan bedst udtrykke det med de sætninger, jeg altid har med i mine foredrag?

Continue reading…

FOR DUM TIL NOGET PÅ “DEN DUMME”

 

 

Nu er jeg overbevist.

Hvis jeg var født som kvinde, var jeg blevet lesbisk.

Da jeg begyndte at tænke tanken, troede jeg alene det var noget med kvindekroppen, som jeg er så betaget af.

Den forklaring er for simpel

Min erklærede lesbianisme er totalt konsolideret efter at jeg startede tilværelsen som taxichauffør i det københavnske natteliv. Jeg er chokeret over, hvor stort et utal af strategisk dumme forførere, der findes derude i den virkelige virkelighed.

Continue reading…

OLD-SCHOOL HIPHOPPERE PÅ GRÆS

 

Byen er fuldstændig på den anden ende.

Det er Distortion-festival i København.

Der VAR Distortion i den forløbne uge. 4 aftener i træk lægger bydelene asfalt til de danse- og drikkeglade gadedrenge og -tøser. Ideen er fed og konflikt-løsende på én gang. De unge med hang til oprør og elektronisk indtog nogle ganger gader eller broer og blokerede den offentlige orden med et improviseret musik- og dansested lige hér. Fordi det passer os!

Det blev et fænomen flere steder i Europa.

I København omfavnede nogle initiativtagere og kommunen vildskaben med en slags gadens musikfestival. – Distortion.

Distortion er engelsk for forvrængning.

Hvem fanden har påstået, at ny musik skal lyde kønt?

Continue reading…

BØSSENS FARLIGE DOBBELTLIV

 

 

Det går meget godt for Taxamanden og hans kolleger her i ”taxi-højtiden” fra det virkelige forår og indtil den mest døde periode for taxier i hovedstaden sætter ind – sommeren. Så når jeg har nået nattens mål i ”indkørsel” slapper kroppen helt af igen. Mine øjne behøver ikke scanne fortove og gadekryds for de vinkende nattegængene. Natten er slut

Han er meget mørk – usynlig i den sorte nat. Han banker på ruden mens jeg holder for rødt. ”Om jeg ikke lige vil køre ham til den anden ende af byen”.

– Jo selvfølgelig, lyver jeg.

Jeg er træt, men mere vil have mere.

Continue reading…

TAXAMANDENS BLØDESTE PUNKT

 

Det smukkeste i mit firehjulede arbejdsliv?

Det er ret fedt at kigge ind i et par brune, indiske øjne på en kvinde, som smiler til mig i bakspejlet, fra bagsædet, mens vi taler om tilværelsens hårde og kærlige tildragelser på tværs af kontinenter og kulturer.

Eller tjeneren fra Café Victor natten til lørdag. Hun er smadret efter 10 timers arbejde og den gamle sølvræv og den unge kvinde deler skæbne. Vi er Pal’s trods alderens filippinergrav og samler på historier om de åndssvageste kunder.

Eller Jajin, på 11, min nye, unge ven og kunde. Han kommer fra Sierra Leone og er sort som junglen ved midnat – og fra Herlev og spiller Fought Night, – og jeg kender hverken Afrika, Herlev eller Fought Night. Men Jeg elsker ham og de andre børn, som går på skoler for de særlige børn. Take Five. Vi er venner. Det er et smukt job, jeg har.

Men det smukkeste er at køre med jordemødre.

Continue reading…

DEN POETISKE BUSINESS-MAND

 

 

Man er, hvad man laver.

Er det ikke sådan, det er?

Eller også er jeg bare ved at blive det gamle, konventionelle røvhul, jeg ellers lovede mig selv aldrig at ende som. Jeg forlod jo delvist frivilligt de bonede chefgange for at leve resten af mine dage i den virkelige virkelighed. Frivilligheden var pakket ind i en fratrædelsesordning og ufrivilligheden i chefens ansigtsudtryk. Hun kunne bare ikke skjule sin glæde over at blive fri for brokkehovedet, – den evigt snakkende granitperker.

Men jeg bærer rygsækken med mig, som alle andre, levende mennesker.

Den journalistiske – alt andet ville være umuligt.

Continue reading…

DEN VEMODIGE INDISKE STJERNE

Sidste gang jeg var her, var det som at køre i spøgelsestoget i Tivoli.

En kulsort vinternat i en af de smukke, men svært fremkommelige kvarterer. Men min indiske kunde, en ung mand, er i Danmark for første gang – angiveligt for at møde sin søster. Og jeg VIL bare levere varen. Af anstændige grunde? – Tjoooeeee. Men også for at dementere de globale fordomme om taxichaufførers troværdighed.

Denne nat havde jeg slukket for taxameteret for at flage med min troværdighed – mens jeg fandt den rette dør i bebyggelsen.

Det var meget mørkt, men jeg kunne ane søsterens skønhed i lyset fra bagsmækken, mens jeg slæbte den tunge kuffert.

Blot ane.

Jeg er jo bare Taxamand.

Continue reading…

De varme hænder -og tvivlen

 

 

 

Ganske ung – midt i tyverne – og en af de mennesker, der er begavet med en uundgåelig karisma. Måske allerede fra barnsben.

Lad være at hun er smuk og lys som vi gerne vil forestille os den skandinaviske, unge, blonde kvinde, som både er trukket ud af sensommernatten og den danske sangskat. Hun oser også af empati og livsglæde, lige nu, fredag morgen, hvor vogn 2282 mestendels lugter af sprut og natten udskejelser. Og så lige den smøg, der skal indhaleres, som var det en dele-joint, inden man kan kaste sig ind på bagsædet af taxien.

Sådan er den unge kvinde ikke.

Hun er den første på min vagt. Jeg har først luftet vognen igennem med åbne vinduer mod sommernatten. Inden jeg kørte ind i minefeltet, tog jeg selv et pift af min altid medbragte rejseledsager, ”Bleu de Chanel”. Parfumen for mænd, der tager frihedskampen for erotisk udødelighed. Om jeg er forfængelig? Ja, det ved da den gode Gud, jeg er, jeg er. Jeg har efterhånden vænnet mig til konsekvenserne af, at min fødsel fandt sted i halvtredserne, at sige ”senior” om mig selv og høre mig omtalt som en person, der lever i mit livs efterår.

Men jeg vil fandeme ikke lugte af gammel mand.

Aldrig!

Continue reading…

”De skal stresses ud af Nørrebro …”

 

 

30 pct. frygt.

30 pct. vrede.

30 pct. irritation.

Det er sådan jeg har det, da jeg får køreordren til Nørrebro i nat.

De sidste 10 pct. ved jeg ikke, på hvilken hylde. Jeg skal lægge.

 

Turen går til Blågårds Plads – og frygten og vreden behøver jeg næppe forklare. Det er her baby-banderne er blevet til slyngelbanden, jeg ikke engang gider nævne navnet på. Man fornemmer i et dybt absurd og dybt fortvivlet interview i RADIO 24SYV med en af aktørerne derude på den asfalterede slagmark, at medlemmerne af gadens ulvekobbel er en blanding af menneskelige spejlblank mangel på menneskelig medfølelse – og så en fortvivlet jagt på et fællesskab, som verden aldrig har kunnet givet dem. Som så ofte før. Offer og forbryder i samme krop og sjæl

Irritationen kommer bag på mig.

Continue reading…

Taxamanden – en gammel sentimental idiot

EN GAMMEL, SUR, SENTIMENTAL IDIOT

 

Sådan én gider jeg ikke være gift med, sagde min kone en dag.

– En sidebemærkning i en samtale om en tredjeperson – en svagt, skjult hentydning til min egen ringhed. En lille verbal, diskret finesse uden på fløjen i ægteskabets fodboldspil. Derude, hvor man gerne må gå efter manden. Bare diskret – og så hurtigt videre.

Der hvor kvinder ikke så sjældent spiller bold.

Her er det så til gengæld helt fedt at blive ældre og tilpasse sig etiketten under modstand om den patriarkalske gnavpot.

For man bliver jo for helvede ældre og ældre – det er irreversibelt. Livet ruller derudad som en langsom, ustoppelig damptromle.

Og idiot? – Nej det kan jeg til gengæld helt afvise. Jeg mener helt seriøst, at man bliver klogere end gennemsnittet med årene, som man slipper penge-nødvendighed, forpligtelser og massiv invasiv seksualitet. (Dette gælder dog ikke den ukultiverede kulturjournalist René Fredensborg, der i sine blogs har opgivet et tidssvarende kvindesyn og simpelthen, blog efter blog skruer op for sin indre idiot).

Klinisk set meget fascinerende. Maskulint latterligt!

Det er det sentimentale, d er sværere at tackle.

Det er billedet af den gamle ”væskende” mand, der går mig på. Meget lettere til tårer. Men her har jeg lært mig en teknik, hvor jeg gør sindslige knibeøvelser og nogenlunde kan få det til at se ud som om jeg bare har været ude at cykle i modvind.

De er i god træning efter 55 års ægteskab

Som da jeg først på aftenen kørte fra den lækre strandvejsrestaurant til Frederiksberg med vagtens smukkeste par. En nydelig ældre herre og han decideret smukke kone. De osede af kærlighed med den nødvendige skælmskhed, der skal til for at styrke udholdenheden i ægteskabet.

De var i god træning efter 55 års ægteskab. Men det var ikke det ”værste”. De havde være kærester siden de startede i første klasse på den samme skole i det jyske. Og så ellers fulgtes ad hele vejen.

Og nu sad de der i aftenlyset i Mercerens ”læderstue” og så bare så smukke ud.

De fejrede fruens 80-års fødselsdag et par dage inden det helt store party. Først Cirkusrevyen og så en middag på egnens bedste restaurant.

De kunne ikke se, at Taxamanden ”væskede”, – lige så stille og uden modvind.

 

Som da jeg nogle timer senere sad derude i natten med alt for lidt at lave i vogn 24 og skulle sende en hilsen til min elskede.

Min kone, Sussie, der fylder år netop i dag.

 

Jeg datede hende første gang til Eric Clapton i Forum.

Kyssede hende ugen efter til Bryan Adams i Parken.

Siden har vi været kærester i mere end 20 år.

 

Og så fejrer jeg hende i dag med en af de smukkeste kærlighedssange, jeg kender:.

 

Leonhard Cohen, ”Dance with me to the End of Love”.