Videohilsen: Opfør dig ordentligt!

 

Jeg tager risikoen og optræder som en gammel sut Taxamand i trafikken.

Her er tre regler direkte til Danmarks bilister. Tre løsninger på problemer, som jeg oplever dem i den daglige trafik og omgangen med hinanden.

 

G O D    J A G T!

Den omsorgskvælende danskhed

 

 

Jeg har venner i næsten alle politiske lejre.

Der er folk i mit eget, halvrøde segment, jeg ikke kan holde ud.

Jeg er vokset op i et aboslut borgerligt, mestendels partikonservativt hjem.

Min bedste barndomsven, Simon – derude på klippeøen fra lerjordene mellem Ibsker og Østermarie med Hvidkløver, Hundegræs, Raps, hvede og Byg – har været stærkt borgerlig siden enevælden, selv om han først blev født i 1954. I dag er han top-erhvervsmand i et af Danmarks traditionsrige firmaer – og han er IKKE konverteret til de røde. Men han er min bedste ven!

Jeg vedkender mig den politiske opdragelse på ”Det Lille Skæg” og ”Æsken” i min studentertid i Århus i 70’erne. – Og nej, jeg blev ikke højrød. En tysk familiebaggrund og talrige besøg i det tidligere DDR under det kommunistiske regime vaccinerede mig engang for alle mod kærligheden til proletariatets diktatur.

Jeg har trofaste læsere og brugere på Facebook og på www.taxamand.dk på en skala fra DF til enhedslisten.

Jeg er særlig god ven med folkesocialisten, sømanden, der både har siddet mange år i Folketinget for SF og været borgmester i Kalundborg. Og jeg er ven med og beundrer med et af de fremtrædende folketingsmedlemmer for LA. Jeg deler det kristne, grundtvigske livssyn med partiformandens storesøster.

Jeg synes, jeg er privilegeret ved at leve med mange farver på livs-paletten.

Continue reading…

Heavy metal terapi

 

Vejret har sit helt eget temperament.

I dag er det lidt utålmodigt. De kommer igen, sensommerens byger. Og igen!

Han tripper netop rundt på tåspidserne, min næste kunde. Bevæger sig med nogle små ryg fremover, mens han vender ryggen til vejen og verden. Jeg kører op foran en fabriksbygning, som ligner en af dem, der hører det gamle Industrisamfund til. Den gamle fabriks tag er formet som en udtrukket blæsebælg på en harmonika. Det ender i en spids og falder brat skråt ned med tagpap på den ene side og glasruder på den anden, så lyset kan trænge ned i arbejdshallen. Og så endnu en spids. Og endnu en!

Men det her er ikke en fabrik. Det er et beskyttet værksted for unge, der aldrig kommer til at arbejde på almindelige vilkår.

Continue reading…

En mormor som ingen anden

 

Der er fra første sekund ingen tvivl – det her bliver en rigtig mormortur. Og det er intet skældsord for Taxamanden, der selv er i bedstefar alderen.

Rå hygge – og fuld fokus på vores afkom og afkommets afkom. Der er ikke mange men’er her. Det går godt, verden er fantastisk og vi forbeholder os retten til at være lykkelige.

Men heller ikke min kunde kan rende fra de fysiske realiteter. Hun er livskraftig og vælger forsædet. Rigtige kvinder sidder på forsædet.

Måske er der tilmed noget hyggeligt i at sidde her ved siden af taxamanden, der giver charmen en ekstra tand. Sølvræven i uniform kan jo uanset den snigende pensionsalder pleje illusionen om ungdommelighed, når kunden er tæt på at kunne være hans mor.

Forfængelighedens pris!

Og jeg er ikke den eneste, der betaler den.

Continue reading…

Videohilsen: Forslag til en leg

 

Det er en af de dage, hvor det er svært at bevare pessimismen.

Solen skinner, så man kan mærke et anstrøg af sommer. Jeg er tilbage efter 7 uger med det værkbrudne  ben og al for megen tid til at tænke over tingene.

Og så er der lige opfordringen  til en særlig leg mellem venner:

Hvad nu, hvis …. ?

Se fredagsvideoen fra Taxamanden:

 

Hun er fra Nakskov – men ikke på røven

 

Havde hun været en af mine egne tøser, havde jeg været pavestolt over hende. Mens alle andre sover pinse-branderten ud, står hun op med solen bag skyerne for at tage på arbejde. Hun er omkring 20 år og studerende, men under sig en taxi for at fo rvalte jobbet som mellemleder på en McDonald i forstaden. Den er tosset med busforbindelserne på en helligdag. Og så er der lige den sødmefyldte dialekt, som jeg nyder, mens vi kører gennem København så tidligt, at vi nærmest har byen for os selv.

Der er sådan en slags uartikuleret fællesskab mellem os ”udkantsperkere” på tværs af aldre og levevilkår. Vi slipper det aldrig og så kan det jo høres på vores sprog. Jeg er trænet i det som indfødt bornholmer, – og hun har på ingen måde sluppet den melodiske, lollandske dialekt selv om hun er en del af det moderne samfund.

Lige nu slider hun på det andet ”sabbatår” men den store drøm er at læse sociologi på universitet efter sommerferien.

Så her sidder vi så og småsynger på vore forskellige dialekter – og talen falder helt naturligt på en slags paradoksal, irritabel omsorgsfuldhed for det Udkantsdanmark, vi er rundet så meget af, at det kan høres.

– Jo, jeg er fra Nakskov, siger hun. Men jeg er ikke På Røven i Nakskov siger hun og griner irriteret af TV2 dokumentarserie om pjalteproletariatet i et af de områder i Danmark, der er ramt hårdest af fattigdommen.

Continue reading…

Hvad skal det dog nytte…..

Selvfølgelig giver det da tid til eftertanke, når den modne herre på 62 pludselig må sætte sig ubeskæftiget ned med kæmpeklodsen af en ”støvle” på højre fod.

En af knoglerne kunne ikke holde til kombinationen af tyngdekraft og manglen på overblik i en sen nattetime. Taxamanden snublede allerede i starten af en fredag aften – og så var det det løb kørt og vogn 2282 måtte klare sig med afløsere i dagtiden (Både bilen og vognmanden overlevede mit fravær, kunne jeg konstatere i går på den første dag efter mere end 6 ugers fravær).

Jo, man er bare en mikroskopisk brik i livsspillet, selv om jeg siden min fødsel – formentlig i en blanding af opdragelse og genetik – har været temmelig god til at markedsføre sin egen, særlige betydning.

Men friheden er god og lediggang ikke nødvendigvis roden til alt ondt, når man lige om lidt har været 40 år på arbejdsmarkedet. Og så har jeg ikke engang medtalt alle de slagtesvin, der er blevet muget ud under, de marker, der er blevet pløjet, harvet og de skide indkørsler på den fædrene går, der er blevet skuffet, revet og fejet for at det hele skulle tage sig ordentligt ud – mange år inden, der blev sat ”journalist”, DR og CHEF på visitkortet.

Continue reading…

Taxien og ægteskabets kampe

 

Jeg bliver mindet om det i forbindelse med hver højtid.

Parterapeuter har mange gange givet forklaringen, som man ikke behøver være psykolog for at forstå. Det handler ikke om sammenfaldet mellem jule-og påskestemning – og så ægteskabet som institution. Det er simpelthen det pludselige og voldsomme samvær i dagevis, der sætter parforholdet under pres.

Taxamanden oplever tosomheden og dens konfliktede konsekvenser så sikkert som rødkålen på julebordet eller æggene og de gule servietter til påske.

Parforholdet er i virkelighedens verden et filatelistisk projekt.

Altså ikke noget med – ”… vil du se min frimærkesamling, skat … ”. Den metafor for en gang god og improviseret sex forsvandt med e-mailen.

Nej, det er pillearbejdet, detaljerytteriet, jeg tænker på. Intet er for småt til et rivegilde mellem mand og kone: Selv den trivielle afgangsscene fra villaen, inden solen er stået op, kan være den rette ramme.

Continue reading…

Det vigtigste af alt: ARBEJD! – ARBEJD!

 

Vi danskere har nærmest et små-erotisk forhold til arbejde.

Hvis man betragter den politiske debat herhjemme, ser det helt anderledes ud. Der virker det, som om de folkevalgte har det modsatte forhold til folket: Hvis ikke man reducerer mulighederne for sociale ydelser, vil vi som nogle andre, dovne skiderikker lægge os til at sove for at lade maden dryppe automatisk ned i næbbet.

Men måske er dette selvudslettende syn på os selv netop et tegn arbejdsfetichismen. Det er frygten, der spiller med.

Der eksisterer intet anstændigt liv uden et job.

Der er troen, håbet og kærligheden. – Men størst af alt er ARBEJDET.

 

 

Det var en kunde, der plantede tanken hos mig for et par år siden. Han var ikke rød og samfundsomstyrtende. Som succesfuld, dansk erhvervsmand i ikke mindst USA – vel nærmest det modsatte. Talen var på, hvorfor rigdom er noget, man er stolt af derovre i Amerikas Forenede Stater, mens man går mere diskret til værks med det spundne guld her i kongeriget.

Min kunde mener, at i stedet for at have rigdommen som mål herhjemme, – så er det ARBEJDET, der har den store prestige herhjemme. Har du det, er du godt på vej. – Har du ikke arbejde, er det katastrofalt i sig selv.

Så er du INTET.

Continue reading…

Grove næver og store bryster…….

Dagens blogindlæg er tidligere bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA.

 

 

Der er småkaos i den indre by i København fredag eftermiddag.

Et studie i utålmodighed. Folk skal bare ud og hjem – op jeg er kaldt til en adresse, hvor parkeringsforholdene allerede giver allergiske udslet, så snart gade og nummer bipper frem på dataskærmen. Der er udsigt til sure medtrafikanter.

 Der er kontakt og som et lykketræf står kunden allerede klar på det eneste gadehjørne, hvor hurtig pålæsning kan ske uden decideret borgerkrig. Bare ind til siden, automatgearet i ”P”, trykke på knappen til bagklappen, der åbner sig, så snart hjulene står stille. Ud af vognen. Kunden er stærk og fokuseret og vi løfter en stor trækasse med låg ind i bagagerummet, mens kunden – i et flyvende kast -lader en solid rygsæk følge efter.

 Hvad skal vi sige – 20, højst 30 sekunder fra parkering til, læsning – og hjulene på Merceren ruller igen

 – Lufthavnen!

 Alle er glade. Maskulin selvfedme. Altså lige bort set fra, at min kunde så absolut er en kvinde.

Continue reading…