Taxitur i Sambatakt

 

 

Der burde have været vindruer.

Og store vinblade hængende ned fra oven.

Det er en af de aftener, hvor jeg kan slappe helt af og for finde et frirum for både taxi, kunder og skriverierne. Konen har været på lejrskole med 22 børnehaveklassebørn ude i den verden, hvor der ikke er asfalt på vejene. Hun forlod mig for tre dage siden som en veloplagt kvinde i sin bedste alder. Og ind ad døren træder så en Zombie-lignende kvindeskikkelse.

Det job er som en halvmaraton versus en løbetur, hvis man sammenligner med taxalivet. Konen er slidt ned i karsehøjde. Men det er fredag, så jeg fortrækker til en af barerne i downtown. En stor krammer til Søren, som jeg ikke har set i al for lang tid. Han er i den højaktive del af sin karriere som skuespiller på tv og film. Der er nærmest tropevarme i byen, og jeg har denne hallucination om de varme lande. Der mangler bare hængende druer og vinblade

Continue reading…

Patientens varme bamsekram

 

 

 

Jeg har flere gange skrevet, at vi – taxichaufførerne – også er en slags SOSU-assistenter. Og den status er jeg stolt af, når jeg betænker de mange gange, jeg har mødt den erhvervsgruppe og deres indsats. Sidst ved min mors sygdom og død. Men også på formiddagsdelen af min arbejdsdag, hvor jeg kører en del kørsel for ældre i flere af de københavnske forstadskommuner.

I mit taxi-selskab er vi backup for Falck i hele hovedstadsregionen. Så vi kører dialysepatienter, kræftpatienter, akut syge som er friske nok til ikke at skulle køre ambulance. Jeg er glad, når kunderne/ patienterne er glade, men jeg vil egentlig gerne fjerne godhedsstemplet.

Det her er et job, and that’s it!

Jeg så det smukkeste billede af omsorg i dag, da en høj og flot taximand med baggrund i et af de nordafrikanske lande, tror jeg, krydsede den befærdede vej med en meget gammel, lille, krumbøjet og helt hvidhåret kvinde.

Dette idylliske hverdagsbillede af indvandreren med den gamle dame nærmest lykkeligt hængende i hans arm tværs over den trafikerede vej – var smukt.

Ligesom min oplevelse med den gamle, stærkt bevægelseshæmmede, gamle mand en dag, der ellers så ud til at blive kold og klam.

  Continue reading…

Soldaten og angsten

 

 

Svigermors drøm?

Arh, det er måske ikke det helt rigtige signalement. Dertil er han for rå. Han har store, kraftige overarme bag skjorten, arme, der er blevet fremelsket ved hård træning. Og jeg kan ikke rigtigt se ham som protypen på en, som åbner butiksdøren for svigermødre.

Men måske er det øjnene.

De er lidt blanke i denne nattetime, hvor han har taget ”dødsruten light”. Beruset, ja, men ikke dum-drukken. Han er ung men gammel nok til at tage en vogn hjem til kæresten, inden hun flipper helt ud. Men han er ikke på det jævnlige druk-hold kan man se på ham. Så hende den skrappe bliver god igen, når ham smiler og kysser hende og står klar med maden, når hun kommer hjem.

Vi griner til hinanden i vogn i denne fløjlsudgave af en mandschauvinisme og ved jo, at han er blid som lam, når nøglen om lidt sættes i døren, og han lister ind på bare fødder, ind under dynen og lader som om, at han bare lige har været ude at tisse.

Jo, jeg er sikker, det er øjnene.

De har både kærlighed, vemod – og et anstrøg af angst trods kroppens styrke.

Continue reading…

Hun fløj fra mig for en måned siden

 

 

– Er det dig, der skal hente mig?

Jeg nikker til manden, for det er ganske sandt.

– Hvad kører du?

Lige i øjeblik forstår jeg ikke spørgsmålet, men så dæmrer det.

– Jeg kører Mercedes, – naturligvis. Alle rigtige taxichauffører kører Mercedes.

Vi er på drengerøvskursen i dag. Og min kunde, den gamle mand, er med på at lege

– Det lyder sgu godt. Kan jeg så ikke få lov til at køre selv?

Der farer en lille frydefuld satan i mig. Og i mit inderste beslutter jeg, at en eller dag, når jeg er klar til fyresedlen gør jeg det. Rækker nøglen ud til en kunde, der ikke kan lade være med at spørge. Altså, jeg mener, hvis Joachim B. Olsen og Rasmus Jarlov kan udleve deres pubertetoprørs ved at køre rundt i ulovlige UBER-biler og føle sig som politiske aktivister … Hvorfor fanden skulle jeg så ikke gøre vogn 2282 til en ægte delebil.

Mand og mand imellem

Continue reading…

TAXI-rapport fra zombie-universet

 

 

Er du aldrig bange? spørger folk, når talen falder på taxichaufførens univers. Spørgsmålet er ikke underligt. Når jeg kører rundt i nattens sene fordærv, er der undertiden individer som er meget tæt på vanvidet, og selvfølgelig kan jeg godt tænke, at der egentlig ikke skal mange sekunders konfliktudvikling til, før situationen er ude af kontrol. Jeg har kolleger, der har oplevet så ubehagelige episoder, at der er spirer til en permanent angst – og det sidste er fatalt i længden. Og branchen har ikke tradition for de store krisehåndteringer.

Vi klarerer det selv – og så snakker vi lidt.

Continue reading…

En hyldest til de stilfærdige frontkæmpere

 

 

Jeg har kigget mange gange på dette billede.

Billedet af min mor i en af disse brunlige sort-hvid portrætter som hang i alle ordentlige hjem i min barndom. Den forundrede knægt er hendes førstefødte – undertegnede Taxamand.

Det var min søster, der fandt det frem igen, da alle de personlige ejendele skulle gennemgås efter min mors død for knap et par uger siden.

Det er så længe siden, det billede blev taget hos øens bedste portræt-fotograf: Stella Nova!

Blot et par år efter Koreakrigens afslutning.

I Vietnam tog den korrupte nationalister magten i syd og kommunisterne i nord – efter kolonimagten, Frankrigs totale nederlag . Men der skulle gå en håndfuld år, før Vietnam-krigen overhovedet begyndte og udviklede sig til en af de modbydeligste konflikter i efterkrigstiden.

Den kolde krig var en realitet – men der skulle gå et års tid, før oprøret i Ungarn. Mere end et årti inden inden studenteroprøret i 68 – og endnu længere inden rødstrømpebevægelse, den moderne venstrefløj og miljøbevægelser trak vesten mod venstre.

Continue reading…

elsker – elsker ikke – elsker

 

 

– Den store idiot!

Så har hun ligesom meldt ud. Ingen tvivl om, at hun er sur

Det er tidlig morgen i midtbyen og jeg finder hurtigt ud af, hvem der er offer for hendes vrede. Vogn 2282 ruller allerede derfra og jeg kan se ham i bakspejlet – stående med udbredte barme og let spredte ben. Taleboblen er der over den fortrydelige mand, som jeg langsomt ser forsvinde i nattemørket, mellem de slingrende natteravnene.

– ”Jamen, skat, vi hyggesnakkede bare ”

På forsædet rykker hun rundt med de nødvendige ejendele for at tjekke, om det nu er der, alt det nødvendige. Den uundværlige smartphone, dankortet, pungen – og så håndtasken. Lille og olivengrøn og med et særligt guldspænde. Sådan en håndtaske hører hjemme i alt andet end FØTEX-segmentet.

Men der er også tale om ægte irritations-handlinger. Først mumler hun for sig selv – og snart taler hun direkte til Taxamanden – nattens forhåndenværende skriftefader.

Continue reading…

Han studerer til rollemodel

 

Det lyder nok lidt råt – men det er en kendsgerning.

Jeg genkender ham på den sorte hud – og på hans fysiske handicap. Ja, han er afrikaner – og så er hans krop kort, han har stive, uhåndterlige ben – og så bruger han krykker. Han lettere beruset – ganske blidt beruset efter en nattetur med nogle af vennerne fra studiet.

Jeg mødte ham for nogle måneder siden uden de nøjagtigt samme omstændigheder – men jeg iler med at undskylde beruselsen. Han er ikke storforbruger af alkohol og i det hele taget ikke nogen tragisk skikkelse – trods handicappet. Han har for pokker bare været på hyggetur med en flok andre unge.

Han vinker mig ind til siden med den ene krykke midt i nattemørket – og jeg kan ikke lade være med at flage med genkendelsen og gensynsglæden:

– God morgen hr. Så kører Somali-ekspressen igen, og jeg gætter på, at vi skal en tur ud på Amager!

Han griner let og lægger hånden på min skulder.

– Du kan kende mig?

– En rigtig taxichauffør kan altid genkende de gode kunder. Det er da klart.

Og så fortsætter vi samtalen, hvor vi slap for et par måneder siden.

Continue reading…

Hemmeligheden om den fuldendte schnitzel

 

 

Jeg elsker god mad, og det kan ses.

Ikke at jeg ligner Obelix.

Men, jeg er tæt på den store, godmodige galler med de røde fletninger, der faldt i trylledrikken som barn. Langt tættere end jeg deler udseende med den afpillede hidsigprop, Asterix.

Og jeg er ikke alene.

Vogn 2282 er for tiden en Mercedes 220C . Men ”C” betyder compact – og lad mig sige det på den måde: Der er fyldt godt op på forsæderne denne fredag morgen, hvor jeg skal køre en velvoksen kunde fra minefeltet til en adresse et stykke oppe i Nordsjælland.

Lang tur.

Gode penge.

God snak.

Kunden er på vej hjem fra arbejde og et par godnat-øl. Vi har en fælles passion for mad. Jeg er en habil amatørkok – og han er professionel, ansat på en af hovedstadens gode restauranter, der har specialiseret sig i det solide, traditionelle køkken.

 

Continue reading…