Hår-kunstneren fra Nordatlanten

 

 

Hun skal senere vise sig at være noget af en sild, men lige nu ligner hun mest en udsultet jumbo-reje.

Jumbo – det er noget af en uforskammethed overfor den velskabte kvinde midt i 30’erne. Alt andet end overvægtig viser de tætsiddende designerjeans. Men det er hendes ansigtsfarve. Hvidt og rødt. Kuløren er både meget bleg, – men virker måske endnu hvidere med de rødmende, lidt feberramte kinder – og næsen, selvfølgelig.

Den er god nok. Hun har det skidt.

Hun er på vej fra Jylland og har overnattet hos en bekendt i København, inden tureren går videre med fly denne tidlige formiddag. Og så er hun altså ramt af en solid influenza. Jeg er jo en slags mand og er ofte belært af min kone om, at ” … mænd har ikke influenza – de er snarere ramt af en nærdødsoplevelse … ”. Men kvinder ser først rigtigt ramte ud, når de virkeligt er syge.

Med den logik kan jeg så konstatere, at den unge dame er hårdt ramt af en af årstidens epidemier. Hun har trukket uldhuen helt ned om ansigtet, så man kun lige netop aner en kant af det sorte hår. Og så hun kigger lidt træt på mig med de grønne øje.

Hun er godt nok både sløj og meget køn – men det smukkeste er dog hendes sprogtone. Jeg kan lige så godt afsløre det. Jeg har et grænse-erotisk forhold til det færøske sprog. Ikke at jeg forstår ret mange ord. Men accenten gør mig blød, – eller hvordan man nu vil udtrykke det. Så på de tyve minutter til lufthavnen forsøger jeg at finde den rette balance mellem medfølelse for patienten, beundring for kvinden – og respekt for kunden.

Jeg håber virkeligt, hun synes, det gik godt.

Men det startede nu mest pinligt!

Continue reading…

Hvem vil hyre en gammel blæksprutte?

 

 

Hun står klar foran rækkehuset, blot 3 minutter efter min køreordre. Hun er i Taxamandens yndlings-segment. Måske ikke forretnings-mennesket, der bare skal til lufthavnen hurtigst muligt men den gruppe der giver mig et overlevende ”cashflow” mellem myldretiderne. Ikke så meget pis med den slags kunder. Ude af klappen og klar, når jeg kører op langs fortovskanten.

En meget slank – nærmest en tynd kvinde med et kort, stålgråt og velplejet hår.

Vi kører ritualdialogen. Hun siger til mig, at jeg bare kan blive siddende.

Jeg smiler for omsorgen men erklærer, at bedstefar Taxamand har sundest af at strække stængerne så ofte, det kan lade sig gøre.

Continue reading…

Aldrig for gammel til en bachelor-grad

Billedet er et modelfoto….

 

Det slår mig i de første minutter af vores samtale. I et andet liv og i en anden personlighed:

Han minder mig om min far i sine velmagtsdage.

Totalt ”PÅ” og evnen til at give andre mennesker det indtryk, at det vi oplever lige nu er af særlig vigtig betydning.

Et generationstræk, tror jeg. Og for min fars vedkommende også solidt indlært høflighed og manerer i løbet af officersuddannelsen. Selv om guderne skal vide, at jeg ikke er til krudt og kugler, har jeg altid været fascineret af dette direkte-øjne-til-øjne-blik, der både signalerer nærvær og autoritet.

Og så er der bare tale om et helt trivielt møde mellem en gråhåret sølvræv af en taxamand på jobbet – og en kunde på en triviel formiddag.

Det er en af de der korte ture, man ikke spinder guld på. En ældre herre – nej, lad mig sige det lige ud – en gammel mand, der skal køres fra handelsgaden i forstaden til det arkitekttegnede rækkehus blot et par kilometer herfra. En nærværende dialog, en intelligent høflighedsfrase af god opførsel – og så lige indkøbsposen. For derhjemme er det far, der laver sovsen – og det er der god grund til.

Den snigende demens har indtaget fruens hjerne, mens de endnu har plads i hinandens hjerter.

Et ganske almindeligt lynportræt af et dannet menneske fra det alderstegne Danmark.

Men det skal vise sig, at HELT så almindelig er manden ikke.

Continue reading…

Taxamanden, grønlænderen og Dissing

 

Det er en fredag morgen så tidligt, at det både handler om at køre de morgenduelige til lufthavnen og få de total-drukne hjem, lige inden de styrter.

Han står halvt ude på gaden i fortvivlelsen over, at ingen taxi vil stoppe. Det sidste hænger nok sammen med, at han dingler så tydeligt, at der ingen tvivl er:

Han er stiv!

Der findes en befolkningsgruppe, som også mange etniske chauffører kører udenom. Bunden af bunden af kunder i nattelivet.

Han er ikke bare stiv.

Han er grønlænderstiv!

– Hå’rl kæft man, det´ kårl’t

Han smiler til mig i et glad, taknemligt smil, mens han banker sine overarme med korslagte hænder for at få varmen. Der kan som alle ved være endog skide koldt på Grønland. Men det her er noget andet. Den fugtige luft. Den klamme tåge. – Og så ubevægeligheden og ventetiden.

Continue reading…

Kampen op ad den sociale stige

 

Umiddelbart svarer manden ikke til omgivelserne.

Her er jeg vant til at hente mennesker fra det, som jeg i medkarriere lærte at kende som ”det blå segment”. De moderne individorienterede, som det hedder på det sprog. Modsat de ”grønne”, – hvor de røde, 68’erne, hører hjemme.

 Han er under uddannelse – men han er langt fra gået den lige vej.

Det er så forenklet og kommercielt-videnskabeligt, at det er til at brække sig over. Sagen er bare den forbandede, at den der inddeling i farver og livsstile har et stort moment af kynisk sandhed i sig. Det er ikke lige her på havnefronten – i det i alle henseender blå Danmark – , at jeg pleje at møde en med meget brune øjne og hætten oppe om ørerne. Og ikke en oprørsk teenager men en voksen mand.

Der findes faktisk ungdomsboliger her i oasen for den driftige middelstand. Det vidste jeg ikke før nu! Her er i princippet ingen social sorteringsmekanisme – altså bort set fra huslejen, som en SU dårligt nok kan dække. Så her bor de unge, som slår sig sammen, mindst to-og-to og som har arbejde ved siden af deres studier.

Sådan en er han, den unge mand med det sorte hår, de brune øjne og hætten trukket op om ørerne. Han er sidst i tyverne, deler lejlighed med sin kæreste midt i det blå kvarter. Han er under uddannelse – men han er langt fra gået den lige vej.

Continue reading…

Julie uden Romeo

 

Jeg skal hente Julie, står der i køreordren.

Og det er jo såre normalt at skulle hente en kunde med blot et fornavn – på en given adresse. Men du drømmer ikke om, hvor megen fantasi blot et personnavn og et vejnavn kan sætte i gang. Er navnet udenlandsk, begynder gætteriet straks på nationalitet eller etnicitet. Og hvordan kom hun eller han så til landet? – Er de glade eller ramt af smerte? Eller er det bare anden eller tredje generation. Ellers hvis navnet er snørklet dansk – er det så et aristokratisk forældrepar eller en numerolog, der har været på spil. Eller et tosset indfald. Jeg havde engang en svoger, som havde et underligt mellemnavn, – trods Per til fornavn og et ganske almindeligt -sen navn til efternavn og en opvækst i en københavnsk arbejderfamilie. Han hed TOGO til mellemnavn. Efter snørklede eftertanker fik jeg taget mig sammen til at spørge om oprindelsen. Det var såmænd bare et mellemnavn inspireret af en forfars nørdede interesse for en vis general Togo i den russisk japanske krig i begyndelsen af 1900-tallet!

Hmm!

Jeg kunne jo bare lade være med at spørge.

Men nu skulle jeg bare hente Julie, og det er vel meget almindeligt?

Continue reading…

Den skæve og kloge dreng

 

 

Vi elsker historierne om de store personligheder, der går imod strømmen, om de anderledes personligheder – de ”skæve”. Verdenshistoriens måske mest kendte dansker, H.C Andersen, – underlig, selvoptaget, sårbar, – seksuelt desorienteret – og en genial eventyrfortæller. Der var amerikaneren Howard Hughes, der blev milliardær på sine opfindelser, kyssede på filmstjerne – og døde som en gal og ensom og syg mand. Og Steve Jobs, den geniale mand bag Apple, – der kvittede universitetet og blev vor tids mest geniale erhvervseventyrer.

Det var langt fra de her store perspektiver, jeg tænkte over, da C’s mor hænger ud af vinduet fra anden sal.

– Han kommer nu. Han er på vej!

Hun smiler og jeg er sikker på, hun er en kærlig mor. Hendes gode karma drysser ned fra vinduesåbningen, og den kan jeg godt nok bruge denne grå, deprimerende mandag morgen.

Continue reading…