Folkemødet: ” … Yes we can … “

Når nogle spørger mig om de vigtigste betydninger af min ”omvendte dannelsesrejse” (eller sociale rutsjetur….) – fra at være en af de relativt højt lønnet mediechef til at leve som journalist, blogger og taxichauffør – plejer jeg at sige:

– Livet i vogn 2282 – den sølvgrå Mercer med det grønne logo – den direkte, daglige dialog med kunderne af mange klasser og nationaliteter har gjort mig til menneskelig optimist – og politisk pessimist.

Følelsen er blevet styrket efter Folkemødet i sidste uge.

Jeg var hyret af politik-festivalen til at være moderator i den politiske festivals nye scene og telt – Civiltinget. I 18 events på de fire dage, viste 18 organisationer/foreninger/bevægelser deres visioner og politiske passioner nationalt og globalt.

Continue reading…

Støjgaard og Kjærsberg i Valhal

 

 

Støjgård og Kjærsberg i Valhal

 

Nu gik man her og troede….

… at de kun troede

… på det vi andre troede

… de troede.

 

Nej det her ikke det, jeg i 60’erne lærte at kende i lyrikken som konkretisme. Digtekunst, som udspiller sig i form og lyd – mere end at give mening i sædvanlig forstand.

“Main et Lyre” et kunstværk af HKH prinsgemalen

Men kultur er det. Og kultur er meget vigtig for tiden. Alle jagter kulturen og ikke mindst den danske kultur. Selv bekender jeg mig til den gamle, socialradikale beskrivelse, – at kultur er vaner. Og derfor udspiller kulturen sig på en skala fra den trivielle folkelighed til den aristokratiske selvforståelse af dannelse. Og så kan man jo selv vurdere, hvor de vigtige ugeblads-aktører befinder sig. Hvor på skalaen ligger Prinsgemalen med sin skulptur Main avec Lyre (Og ja, det betyder hånd med lyre – og er en stor marmorhånd med det oldgamle strengeinstrument, som er et symbol på poesien og musikken). Hans kongelige højhed kan det hele. Fra solide franske landmåltider, som han styrer langt ind i Amalienborgs køkken, over kunstskabelse – til det årlige besøg i Bakkens Hvile, hvor han putter sedler i syngepigernes strømper.

Men også det politiske Danmark har brug for en kulturel identitet. Og apropos . Pia Kjærsgaard. Folketingets nuværende formand har i mange år haft sin gang der – i Bakkens Hvile. Hun identificerer sig utvivlsomt med den flere hundrede år gamle folkekultur med syngepigerne og deres frivole sange – og så skader det jo heller ikke partiets image netop at fokusere på det der store spørgsmål:

Hvor er det egentlig folket kommer fra?

Continue reading…

Kanonen – og turen med hjertets dannelse

 

Lad mig begynde bagfra.

Jeg er hamrende irriteret over tanken om, at vi skal diskutere med nutidens forskellige konger om deres kanoner.

Kulturkanon.

Litteraturkanon. Det handler om en kànon – altså med tryk på første stavelse. Der hvor kanonen ikke er et dræbervåben men har betydningen – en ”rettesnor”.

Og nu skal vi så diskutere en DANMARKSKANON. Hvilke værdier, begreber, tanker, institutioner samler os som folk. Statsmagten sætter den folkelige egenart i system.

Bertel Haarder er kanonkongen og han er efter min mening ikke bare den ældste men også den mest dannede af vore ministre. Men jeg får altså ubændig trang til at trække min vandpistol, når magthaverne skal opdrage og danne os – og alle kan se, at det i den grad handler om moralsk oprustning midt i diskussionen om ”de fremmede”.

Jeg bryder mig ikke om hverken national eller kulturel tvangsfodring!

Endnu engang er det en af mine kunder, der gør mit sind blidere og får mig til at bære over med den elitære politiske kultur, som tager folket i ed, hver gang lokummet brænder.

Continue reading…

Ich bin ein Grunwald

 

Det havde den meget unge Karl Friederich nok ikke regne med skulle få betydning i både Tyskland og Danmark, da familien i det østprøjsiske skiftede efternavn til moderens. De gik fra det polsk-klingende Dzinuda til det mere germanske Grunwald.

Han kom heller aldrig til at vide, at det ældste barnebarn blev født i en den del af Danmark, der lå tættest på hjembyen Königsberg (Det nuværende Kaliningrad). For billedskæreren fra Königsberger Kunsthochshule, døde, inden hans fem børn i Danmark var giftemodne.

Det er mig, Taxamanden, der er barnebarnet.

Jeg er perker og stolt af at være det i det nationalistiske Danmark. Granitperker, som den storgrinende nøglebar-ejer på Nørrebro døbte mig med min halv-svenske dialekt.

Continue reading…

Videohilsen: genhør med en gammel ven

 

Så er det tid til ugens Videohilsen.

Debatten i forbindelse med mit blogindlæg om børn og unge, der higer efter at blive voksne – og voksne, som har svært ved at slippe rolle som forsvarsadvokater for deres børn – satte gang i debatten og delingen. Det siger jeg selvfølgelig tak for.

Jeg lyttede som altid nysgerrigt til en radioudsendelse – NETVÆRKET PÅ P1 – om samme emne  – men blev skuffet, da de tre deltagere i i det store og hele var enige. Det fik mig til gengæld til at kontakte en gammel ven og medunderviser, der deltog i radioprogrammet – som kilde og på bånd.

 

G O D    J A G T  !

Lille Peter på dødslisten

B

Det begyndte så yndigt med ”karameldag”, men så kom den nye tradition med dødslister.

Det handler som udgangspunkt om den sidste, rigtige skoledag i folkeskolen. Det går virkeligt hurtigt med udvikling i sprog og personlig frihed, når man kobler sprog og værdirelativisme. Det sidste er sådan akademisk slang – men jeg kan ikke finde på andet udtryk for, at det hele sådan set kan være ligegyldigt. Vi er vidunderligt frie for religion, politik og autoriteter – al den kvælende dogmatik. Vi siger neger, når det passer OS. Og luder er bare sagt for sjov.

Måske er den bedste oversættelse:

” … Det’ da lige meget …..”

Continue reading…

Den gamle kones krønike

 

 

Hun er ”kun” 92!

Og hun er fuld af fortællelyst.

Jeg ser det stærke kærlighedsgen allerede på 4. sal i lægekonsultationen.

Det oser ud af hende, at hun meget tidligt i livet tog en beslutning at tage det her liv, som det nu engang kommer og så prøve at få en hel og lang historie ud af det.

– I aften kommer et af mine børnebørn og laver mad til mig. Det er altså det rareste. Deres mor blev skilt, da de var ganske små, og så var de jo ofte hos mig i en periode. Det var jo hårdt for dem, selv om det er mange, mange år siden. Jeg tror, det har givet os en særlig fortrolighed. Jeg har tre børn, 12 børnebørn og 10 oldebørn, men hende, der kommer i aften, har jeg et særligt forhold til. Af og til kommer hun og laver mad til mig, så vi kan spise sammen. Hun laver de sjoveste små retter, så det er en oplevelse hver gang.

Vi stavrer ned ad gangen fra konsultationen og til elevatoren i den travle kontor- og servicebygning, hvor også læger og tandlæger holder til. Jeg vil nødigt tegne et billedet af mig som et særligt elskværdigt mennesker. Det ville simpelthen ikke svare til den fulde sandhed om Taxamanden.

Continue reading…

Døddrukken og færdig

 

Men jeg er selv far og vil jo ikke efterlade et vrag på fortovet

Det her er Taxamand classic på en fredag morgen.

Jeg kører ind i det københavnske minefelt, hvor især de helt unge er på druk fra torsdag aften.

Rigelige mængder af sprut til nettopriser. Nu handler det om at komme hjem at sove, så man er klar til matematik og samfundsfag om bare 4-5 timer.

– Kan du hjælpe ham her hjem, siger en ikke-fortabt ung mand, og inden jeg får set mig om sidder jeg med en zombie på forsædet. I taxauniverset kører vi ikke med de døddrukne – og slet ikke dem, der kan finde på at brække sig ud over det hele. Men jeg er selv far og vil jo ikke efterlade et vrag på fortovet. Det gør man bare ikke. På den ene side har jeg den mere ædru unge, som faktisk har samlet offeret op direkte fra fortovet. På forsædet den halvdøde.

De kender ikke hinanden.

– Det er noget lort, men kan du ikke gøre et elle andet, siger den levende med bedende øjne.

Continue reading…

Videohilsen: Opfør dig ordentligt!

 

Jeg tager risikoen og optræder som en gammel sut Taxamand i trafikken.

Her er tre regler direkte til Danmarks bilister. Tre løsninger på problemer, som jeg oplever dem i den daglige trafik og omgangen med hinanden.

 

G O D    J A G T!

Den omsorgskvælende danskhed

 

 

Jeg har venner i næsten alle politiske lejre.

Der er folk i mit eget, halvrøde segment, jeg ikke kan holde ud.

Jeg er vokset op i et aboslut borgerligt, mestendels partikonservativt hjem.

Min bedste barndomsven, Simon – derude på klippeøen fra lerjordene mellem Ibsker og Østermarie med Hvidkløver, Hundegræs, Raps, hvede og Byg – har været stærkt borgerlig siden enevælden, selv om han først blev født i 1954. I dag er han top-erhvervsmand i et af Danmarks traditionsrige firmaer – og han er IKKE konverteret til de røde. Men han er min bedste ven!

Jeg vedkender mig den politiske opdragelse på ”Det Lille Skæg” og ”Æsken” i min studentertid i Århus i 70’erne. – Og nej, jeg blev ikke højrød. En tysk familiebaggrund og talrige besøg i det tidligere DDR under det kommunistiske regime vaccinerede mig engang for alle mod kærligheden til proletariatets diktatur.

Jeg har trofaste læsere og brugere på Facebook og på www.taxamand.dk på en skala fra DF til enhedslisten.

Jeg er særlig god ven med folkesocialisten, sømanden, der både har siddet mange år i Folketinget for SF og været borgmester i Kalundborg. Og jeg er ven med og beundrer med et af de fremtrædende folketingsmedlemmer for LA. Jeg deler det kristne, grundtvigske livssyn med partiformandens storesøster.

Jeg synes, jeg er privilegeret ved at leve med mange farver på livs-paletten.

Continue reading…