Andre taxamænd

Vi er hundrede i Virum, på Virumgade.
Vi er sikkert mere end 1500 i selskabet – spredt over Nordsjælland og Vestegnen.
Vi er flere tusinde andre i hovedstaden og i hele Danmark.
Taxachauffører..
– I mange aldre
– af begge køn (men meget, meget få kvinder..)
– af mange uddannelser og baggrunde
– af mange etniciteter.
Og de har alle historier at fortælle, hvis de tør og vil.
Der er sat plads af hos taxamanden.dk


 Navn *
 Email *
 Hjemmeside
 Tekst *
* Obligatorisk

Antispam measures
Skriv venligst bogstav og tal kombinationen i feltet.
4 + 7=

(6)
(6) Lars Kleist
Thu, 10 April 2014 16:16:25 +0000
email

Når man som Taxamand kører rundt på gader og stræder, så er der mindst to goder ved at været ratholder. Den ene er at man kan nyder årstiden og se den skifte dag for dag. Den anden er, de mennesker man møde på sin dag.
Den 9. april er det dagen, hvor man markerer Danmarks besættelse. Tyske tropper besatte Danmark som et led af planen Unternehmen Weserübung-Süd.
Man skal godt nok være gammel for at have oplevet dette med egne øjne. Der er ikke mange tilbage fra dengang. Der er endnu færre tilbage af de gamle frihedskæmpere.
Jeg havde held til d. 9. april at få en gammel frihedskæmper ind i den sølvgrå mercer. Gunnar er 92 år og han havde netop færdiggjort sin årlige frokost på Københavns rådhus, hvor han og de tilbageværende kammarater (15-17 personer) fra dengang mødes sammen med overborgmester Frank Jensen for at markere dagen.
Det var ikke til at tage fejl af, at Gunnar var én af de gamle helte fra dengang, han var nobelt påklædt og han havde sit blå frihedskæmper armbånd på. Under hans jakke kunne man høre hans medaljer klirre.
Gunnar skulle heldigvis helt til Holte og min første tanke var ” nu håber jeg at jeg kan få en lille bid af hans historie”
Jeg prøvede med forskellige høfligheds fraser omkring vejret og lignede ligegyldigheder at få snakken i gang. Det lykkes mig med en taxamand evne at dreje samtale i den retning jeg ville. Jeg havde et klart mål… jeg ville høre Gunnars historie fra dengang.
Da jeg fik proppen af Gunnars erindrings flaske tog det hele fart.
Gunnar var i søværnet og var ombord på et mindre skib som blev sænket af tyskerne i Storebælt, han blev samlet op af det kolde Store bælt af de tyske tropper. Det lider jeg stadig under siger han? Tyskernes skibsdæk var af stål og det var slemt for mine fødder og det har jeg døjet med lige siden. De danske skibe havde trædæk, det var meget bedre for mine fødder fortalte Gunnar.
Gunnar var en slags ”opsnapper” af oplysninger, han fortale en historie om dengang i Kolding hvor han skulle ind på en café og møde en mand som sad i hjørnet ved vinduet. Der skulle han have nogle oplysninger som skulle videregives. Da han kom ind på caféen sad der en anden herre og snakkede med den mand han skulle mødes med. Han slog sig ned for at vente på de kunne blive alene. Da ”gæsten” så rejste sig … så havde Gunnar chancen for at gå hen til manden. Gunnar rejste sig og tog det første skrid hen imod den herre han skulle have oplysningerne fra… og pludselig rejste der sig flere tyskere op og ind kom der også tyskere. Den hemmelige mand, slog ruden i stykker og sprang ud på gaden. Tyskerne optog forfølgelsen, det var let pga. overtallet, den hemmelige mand blev skudt med koldt blod midt på gaden i Kolding.
Gunnar slap med en forskrækkelse, men måtte gå den tunge gang hjem til gruppelederen, som i øvrigt var hans gamle skolelærer. Der fortalte han hvad der var sket. Så fik de travlt med efterfølgende at flytte våben. Våbnene var gemt i kælderen under den farvehandler hvor Gunnar netop lige var startet som farvehandler.
Herefter kom en lang historie om at flytte fra den ene til den anden, over Nørresundby til Odense og til København.
Desværre nærmede vi os Holte, og jeg fik kun den sidste historie om dengang han skulle skaffe de engelske tropper tegninger over Beldring lufthavn. En fantastisk historie om snuhed og heltemod.
Så udbryder Gunnar pludselig … Nu tror du vel ikke jeg sidder og fylder dig med løgn. Nej, siger jeg til ham. For hvis du ikke tro på mig så kan du se hvad jeg lige har fået på den polske ambassade for min indsats. Frem trak Gunnar et flot dokument ala et halvt rødbedefarvet pas i kraftig pap, med flot omslag.
Der stod Gunnar´s navn og ikke mindst hans fars og sammen med det fulgte en flot medalje. Det er denne hér, fortalte Gunnar stolt og pegede på den ene af hans mange medaljer som sad tæt på hans venstre brystside, under hans typiske flannel frakke.
Gunnar modtog denne anderkendelse fra den polske ambassade sammen med en gammel skolekammerat. Gunnar havde gennem hele besættelsen og via sit modstands arbejde fastholdt kontakt til den gamle gruppe. Gruppen bestod af skolelæren, som havde udvalgt sig nogle gamle elever. Sjov måde at rekruttere modstandsfolk på. Selv om medlemmerne var på flugt, krydsedes deres veje ofte under besættelsen og det kunne tydelig mærkes hos Gunnar, at hans gamle skolekammerater betød alt for ham. Der er desværre kun én tilbage, de andre er døde fortæller Gunnar.
Vi når frem til adressen i Holte. Gunnar har under turen også fortalt om sin kone, så jeg viste, at hun ikke var hjemme. Hun var ude og spille bridge som altid iflg. Gunnar. Jeg har jo valgt en ung kone siger han glædestrålende. Hvad så siger jeg … kommer hun så ikke hjem og laver aftens mad til dig?. Jo på ét eller andet tidspunkt… men jeg har jo spist dejlig frokost på rådhuset med alle de andre siger han.
Jeg får oven i købet penge for turen … jeg var ellers parat til at gøre det gratis som tak for at få et indblik i Gunnars frihedskæmper verden. Gunnar er dårligt gående og han hører heller ikke så godt. Så jeg drøner som det naturligste i verden ud af bilen og hjælpe Gunnar ind af flise gangen og hjælper ham med at komme godt ind.
Jeg siger pænt farvel til Gunnar, og pludselig vender han sig om imod mig.. Chauffør.. ved du hvad, jeg har aldrig fortalt min historie med mine egne ord til nogen som helst før. Jeg har godt nok skrevet den ned og sendt den til det lokale museum. Men jeg har aldrig nogensinde fortalt det her til noget menneske.
Dybt rørt og med dyb respekt kørte jeg langsomt ud fra bebyggelsen i Holte, og jeg lod mine tanker vandre med Gunnars ord i mit baghoved. Jeg havde netop været vidne til at møde en rigtig helt og havde hørt en historie fra hestens egen mule. Jeg føler mig så privilegeret over at jeg få lov til at høre Gunnars historie som jeg synes er så vigtig at huske og blive fortalt.
Behøver jeg at sige at jeg styrede den sølvgrå mercer direkte i garage og tændte et lys i vinduet for Gunnars skolekammerater og alle de andre der gjorde en uselvisk indsat for Danmark.

God dag til alle

Sølv grå Mercer vogn 42
Lars






(5) Kenneth B Nielsen
Thu, 20 March 2014 05:32:28 +0000
email

Hej Jesper.
Så er jeg lige tilbage med et par ord til din virksomhed.
Journalistik kan føre til meget bare man stopper i tide som du skriver.
Du har gjort et klogt valg at sætte dig bag rattet og nyde oplevelserne der
tilfældigvis opstår ved kontakten med mennesker.
Der er så mange indtryk man vil dele i det sociale liv, og meget man kan tilføre andre ved bare at være tilstede med hjælpsomhed og lidt energi.
Dit virke og baggrund kommer dig selv og andre til gode med udtryk for hvad man nu har på sinde.
Oplevelser deles på skrift lige så vel som i tale, de to verdner jeg rummer her og føler energi for formidles efter efter behov og fremtræder som tanker der skal ud.
Kritikken overhøres og skyklapperne på, lev i nuet og lad dig rive med på vejen mod dit mål.

Mod strømmen.

Hvad end du føler
når du tænker,
så giv dig fri
af andres lænker.
Og gå mod strømmen
hvis i fald,
du her vil møde
livets kald.

Virkelighed og fantasi flyder sammen, men man er en oplevelses rigere og får noget fra hjertet
Man skal skrive for sig selv først og fremmest, det man føler er grundholdninger for alt i ens liv - gå ikke på komprimer med føelser.
Forhold dig til virkeligheden og lad ikke journalistikken tage for meget overhånd.

En kunstners streg
kan overgå,
hvad fantasien
her formår.
Hvis nu man mangler
denne gnist,
for en det bare er
lidt trist.

Du har gnisten og ordet i magt fra mange års virke i skriveriet og formidler glimrende.
Vores lille strid er bilagt og egentlig ked af mit indlæg med hensyn til Km.
God vind fremover og god jagt
Held og indsats i erhvervet følges ad.
Gør man en indsats kommer heldet af sig selv.
Hilsner fra Bornholm.
Kenneth B Nielsen.

(4) Jesper Grunwald
Tue, 18 March 2014 18:40:53 +0000
email

Ro på, Kenneth..
Lad nu ikke dine fordomme løbe af med din vrede.
Selvfølgelig kan du komme på med dine indlæg. Jeg tjekker i løbet af uge og godkender, når jeg har tid midt i kørsel og skriverier.
Jeg tror, du har misforstået min site og blog en smule. Hvis du ønsker dig en blog, hvor du primært vil "..læse om andres hverdag bag rattet..", skal du lave den selv, Min blog handler ikke om vilkår for taxafolket. kan hænde, jeg skriver lidt om det - men det er ikke det primære. Det handler om de mennesker og situationer jeg møder - set gennem mine briller.
Så vi behøver ikke lægge arm om, hvor mange kilometer man skal køre -eller hvor længe man skal have været i faget, før man kan kalde sig en rigtig taxachauffører. Jeg er taxachauffør som erhverv, jeg er ret god til selve håndværket - og jeg tror jeg har lyst til at blive ved, hvor meget skriveriet skulle tage overhånd.
Samme ydmyge forhold har jeg til det at skrive. Jeg har skrevet et halvt årti længere end du har kørt taxa, men det berettiger mig da ikke til en eneret på at skrive eller fortælle. Du nyder da helt klart selv det at udtrykke dig, og i den forstand er du lige så meget et skrivende menneske som mig. Det er frit, som de rådyr du møder på dine ture gennem Almindingen.
En skriverkarl er en, der skriver.
Og en taxamand er en, der kører taxa..
Færdig arbejde!
mvh.
J

(3) Kenneth B nielsen
Sun, 16 March 2014 14:49:50 +0000
email

Ja nu kan du jo vælge at godkende indlæg eller lade være.
Men en kommentar til dine fantasifulde historier skal lige følge.
Jeg tror ikke du som journalist ikke har evnet at fremstille virkeligheden for alm læser i pressen, og fremkommer nu som en forsmået undersåt der tillusket sig til opmærksomhed på den jævne chaufførs bekostning.
Dit virke i taxabranchen er overfladisk og fantasifuldt, og dagdrømmerier for skriverier betles om tak for modtagelse for drikkepenge så du kan stille gryden for at hellige dig din kunst - og fremstille dig som Taxamand.
Din blok og mangel på plads for andres indlæg overskygges af din egen skriverier
og forekommer egoistisk og fremhævende for det skrevnes kunst.
Dit håb er vel egentligt at du kan dreje nøglen og leve din fantasier bag pc og fremstå som Taxamand der kæmper sig gennem tilværelsen uden egentligt at have det fornødne kilometerantal i ryggen.Det skulle gerne over et år ligge mellem 80,000 og 90,000 kilometer om året hvis du vil tilnærme dig en titel som blot chauffør.
Med venlig hilsen.
Chauffør med egen vogn.
Vognmand står der på regningerne.
Kenneth B Nielsen.
+ 35 år bag rat.


(2) Kenneth Brehmer Nielsen
Thu, 13 March 2014 17:55:53 +0000
email

God ide med et lille fristed hvor man kan læse om andres hverdag bag rattet.
Små historier og folks baggrund for at virke i et frit erhverv.
Kører man hyrevogn er man for det meste lidt enspænder.
Kunder i vognen og en god sludder bryder ventetiden og behovet - der rullers lidt mønter ind.
En ny kunde er en ny oplevelse - få nu en snak i gang.
Den pinlige tavshed skal udfyldes af en professionel small talker.
Der er nok at snakke om, følg lidt med i dagens avis, den har der været lejlighed til at tygge i gennem mange gange - vejret gider jeg ikke snakke om, det virker pinligt og amatøragtigt.
Se ud af forruden og der har du din vejrudsigt.
Køreturen - hvor skal vi hen, er der en vej du helst vil køre - få en snak i gang.
Indkøbsposen røber og sætter ny samtale i gang
Det sociale behov dækkes ind i løbet af dagen.
Hyrepladser og skærmydsler kollegaer i mellem - alt bliver vendt.
Dårlige dage og frustrationer der kommer til udtryk med tegn og fagter.
Dårlige kunder og korte ture - temperamang og trykket lurer.
Service, gi`den en tand - hjælpsomhed - gør hvad du kan.
Overhør blot en dårlig sludder - lige fra bums og dårlig luder.
En tur er en tur - falder ikke i smag - men kunden du kører, redder sin dag..
Lidt tanker, vender tilbage og læser med i mit univers gennem 36 år bag rattet, har kørt det meste der ruller på hjul.

Bornholmer.
Chauffør med egen vogn som jeg beskriver mit virke
Vognmand stå der på regningerne.
Kenneth B Nielsen.


(1) Bo Olsen
Fri, 28 February 2014 14:17:33 +0000
email

Klokken var ved at være to.
Det havde været en meget stille aften. Jeg trykkede på knappen på taxameteret for at se efter hvor meget jeg havde kørt ind.
622 kr..
Det var ikke meget på 6 timer, men pyt…

”Det bliver nok bedre i morgen”, tænkte jeg..

Der havde kun været nogle lokale værtshusture og jeg havde håbet på at bare en enkelt af dem havde gået ud af byen. Men nej…
Jeg havde flakket lidt rundt. Holdt ved banegården, uden resultat. Været i lufthaven, uden resultat.
Det var bare én af de aftener, hvor man bare skulle ha´ tiden til at gå og håbe på at få en god tur ud af byen.
Mandag nat er som regel død og denne nat var ikke anderledes end så mange andre mandage.
Jeg havde været på ”Cimbreren” på Vesterbro (døgnåben grillbar, taxichaufførernes favorit) og fået lidt at spise, og jeg kørte ned i kaperrækken ved Jomfru Ane Gade. Det kunne jo være, at der var én eller anden norsk sømand som skulle til Hirtshals.
Jeg startede som nummer 4 i rækken, men ret hurtigt gik der et par vogne, så jeg kom op og holdt som nummer to. Jeg var lidt utålmodig for det var efterhånden længe siden jeg havde haft en tur og jeg synes det varede længe, så jeg bestemte mig for at gå ud og strække ben. Jeg lod bilen stå i tomgang, da jeg ikke mente det ville vare længe inden jeg fik tur.
Frede holdt i vognen foran mig og gik hen til ham for at sludre lidt. Jeg kiggede lidt tilbage og kunne se at Thomas (en ny chauffør) var kommet op på tredjepladsen og holdt lige bag mig.
Frede og jeg sludrede lidt om hvor lidt vi havde lavet, og at taxibranchen nok var ved at dø. (denne diskussion har alle taxichauffører hver sommer).
Jeg kiggede op ad Jomfru Ane Gade. Den så tom ud. Vi kunne sikkert komme til at holde her længe.
Aftenen før havde jeg haft en pudsig oplevelse samme sted. Jeg holdt som nummer 1 i rækken og der kom to fyre hen til bilen, de lukkede døren op og spurgte:

”Kører du til Frederikshavn?”

”Ja ja”, svarede jeg..

”Nå, men så tager vi den næste. Vi skal kun til Vejgaard”, hvorefter de lukkede døren og tog vognen bag mig.

Selvom jeg havde mistet turen, kunne jeg ikke lade være med at grine lidt.. Det var altså en ”fed” joke, de havde kørt af på mig!



Frede snakkede løs om sin nye Toyota, som han næsten lige havde fået. Jeg nikkede høfligt og svarede pligtskyldigt ”iiih” og ”åååh” og ”ser man det” på de rigtige tidspunkter. Jeg var bedøvende ligeglad med hvor meget ekstraudstyr han havde fået proppet i bilen, og helt ærligt…. Toyota?

Hvis jeg ikke kan køre Mercedes, så skal jeg slet ikke køre overhovedet!

Ud af øjenkrogen så jeg en mand stige ind i min bil, i førersiden. Jeg tænkte blot at det sikkert var én af de andre chauffører, der ville lave noget sjov.
Pludselig så jeg Thomas flyve ud af sin bil og hen til min og han rykkede i døren, som var låst.
Jeg stod lidt forstenet, og fattede slet ikke noget om hvad der var ved at ske, men da min taxi begyndte at køre ud fra kantstenen gik situationens alvor op for mig.

Jeg måtte gøre noget!!

Jeg måtte ha´ ham stoppet.

Jeg sprang op over køleren på bilen og stillede mig op på taget. Tyven stoppede et øjeblik, og jeg råbte til Thomas at han skulle ringe efter politiet.
Bilen blev sat i gang igen og jeg smed mig fladt ned på taget og holdt fast i tagbøjlerne.
Tyven havde problemer med at køre med automatgear, da han kørte af sted, så til at begynde med kørte han langsomt hen ad Ved Stranden.
Vi kørte rundt om hjørnet og ned til Slotspladsen og kørte rundt om hjørnet og ud af Strandvejen, mod vestbyen.

Her begyndte tyven at finde ud af gearet. Han gav den gas, men jeg holdt fast! Han skulle fand´me ikke stjæle min bil, det grødhoved…
Lige før Limfjordsbroen bremsede han voldsomt ned i håbet om at jeg kunne falde ned over køleren.. Men jeg holdt fast!
Efter hans mislykkede forsøg på at få mig af, begyndte han at slingre voldsomt. Men jeg holdt stadig fast!
På det her tidspunkt gik det op for mig hvad der er ved at ske. Underlig nok, kom jeg til at tænke på Bruce Willis i ”Die Hard 2”, dér hvor han ligger på vingen af et fly, og spørger sig selv om hvad han laver der?

Sådan havde jeg det også…

”Hvad fanden laver jeg på taget af min taxi???”…

Ved krydset Badehusvej/Strandvejen så jeg en stor lastbil der var på vej ud og jeg tænkte, ”Hvis vi rammer den, så er du sgu´ færdig, Olsen!”
Heldigvis stoppede lastbilen da vi fortsatte over for rødt..
Nye sving, nye opbremsninger, mens jeg holdt fast og tænkte på hvordan det her skulle ende.
Da vi nåede ud til Kvickly i vestbyen, satte tyven farten så meget ned at jeg kunne rulle bagud på taget og ned på vejen..
Jeg slog mit knæ, men da tyven var klar over at jeg var ”stået af”, satte han af sted igen.
Jeg rejste mig og stod og sundede mig lidt, mens jeg så de røde baglys fra taxien forsvinde ud af Strandvejen.
Jeg stod der ikke længe før Frede kom og holdt ind og sprang ud af bilen.

”Er du okay, Bo?”, spurgte han.. ”Skal jeg køre dig hjem eller ud på centralen eller på skadestuen eller??”

Jeg kiggede på ham… ”Jeg er okay…. Du må gerne køre mig ud på centralen”

Der var lidt stille i bilen, da vi kørte af sted, og jeg synes jeg ville bryde tavsheden.

”Hvorfor kørte I ikke efter ham? Hvorfor hjalp I mig ikke”, spurgte jeg..

Frede så indtrængende på mig og svarede: ”Vi ville ikke presse ham, Bo.. Hvis der havde været 2-3 hyrevogne i røven af ham, var han sikkert blevet stresset og så er det ikke sikkert at du sad her nu”

Jeg sukkede… ”Godt tænkt…. Tak”, sagde jeg til Frede..

Frede satte mig af ved centralen med ordene: ”Du ringer bare når du skal køres hjem”.

Jeg takkede ham endnu engang og gik ind i chaufførstuen. Den var tom, men der var kaffe på kanden så jeg gik hen og tog mig en kop og satte mig ned og tænkte på hvad jeg nu skulle gøre.
Jeg var nødt til at ringe og vække min vognmand og det huede mig ikke at skulle ringe til ham midt om natten og fortælle at bilen var blevet stjålet.
Jeg gik ind på kontoret hvor Jens Otto sad. Han kiggede op på mig og sagde, ”Hvad har du gang i? Du er ikke rigtig klog!”

Vi snakkede lidt frem og tilbage, grinede lidt og jeg tog mig sammen og ringede og vækkede min vognmand og fortalte ham hvad der var sket.
Han blev naturligvis ikke glad for at hans bil var stjålet, og han kunne ikke rigtigt forstå hvad der var sket. Efter samtalen drak jeg min kaffe færdig og ringede til Frede. Han kom hurtigt og kørte mig hjem.

Der var helt stille i lejligheden da jeg kom ind. Alle sov, men jeg var nødt til at vække Bente og fortælle hende hvad der var sket.
Hun blev lidt rystet, men glad for at ”turen” havde endt som den gjorde.




”Hvorfor sætter du dit liv på spil for en skide bil?”, spurgte hun mig..

Jeg måtte blive svar skyldig… Jeg anede det ikke… Jeg tænke jo ikke… Jeg reagerede jo bare.

Vi sad lidt i sofaen og holdt om hinanden, jeg kunne mærke at hun begyndte at græde. ”Det er godt at du kom hjem igen”, snøftede hun.

”Jeg synes du skal hvile dig lidt, så skal jeg nok får børnene op og få dem af sted”, sagde hun.

Jeg kunne mærke at jeg var ved at være træt, så jeg gik i seng, men jeg sov kun et par timer. Efter et par timer, begyndte telefonen at kime.. Først Aalborg Stiftstidende, som ville ha´ historien. Så ringede de fra Nordjyllands Radio, og efter dette kom jeg i tanke om at jeg hellere måtte ringe til min mor, for at hun ikke skulle blive bekymret, når hun hørte radio eller læste avis.
Min mor blev naturligvis også rystet og spurgte om hvordan i alverden jeg kunne finde på sådan noget, men hun blev glad for at ringede og fortalte det.
En times tid senere ringede de fra Tv-Aalborg og ville gerne filme og lave interview ved Jomfru Ane Gade, hvor det hele var sket.
Og så startede stimen! Se og Hør, Ude og Hjemme, Tv2-Nord, B.T, Ekstra Bladet, Jyllandsposten osv. osv.
På et tidspunkt var jeg SÅ træt af at fortælle historien at jeg svarede:

”Jeg holder pressemøde kl. 13.00, ved Jomfru Ane Gade”

HVOR FEDT ER DÉT LIGE!!, at få lov at sige DE ord!

Da jeg ikke havde sovet ret meget, mente Bente at det ikke var forsvarligt, hvis jeg selv skulle køre ind til byen, så holdet fra Tv-Aalborg kom og hentede mig 12.45.
Jeg var meget spændt. Sådan noget havde jeg jo aldrig prøvet.. Jeg glædede mig også. Min eksponeringstrang hører jo ikke til de mindste.
Da vi kom frem til Jomfru Ane Gade, fik jeg et mindre chok. En samling kameraer, fotografer, journalister og andet godtfolk havde stimlet sig sammen. Jeg følte mig lidt som en rockstjerne. Hold da op!

Det var sjovt at se det heraki, som der er blandt pressen. De stillede sig i kø i en hel bestemt rækkefølge, som man kunne se de havde prøvet før.
Først TV, så aviser, og til sidst sladderbladene.
Jounallisten fra Ekstra Bladet var ret ubehagelig. Han ville gerne dreje historien hen imod selvmord.

”Går det godt derhjemme, Bo?”, ”Er du glad for livet, Bo?”, ”Er du sikker på at der ikke er noget der trykker dig?”.. osv.. Han blev ved!

”Nej”; svarede jeg meget bestemt på alle hans spørgsmål. ”Jeg har det fint! Dejlig kone og pragtfulde børn og et arbejde jeg elsker!”

Fotograferne knipsede løs, mens jeg fortalte.
Jeg sendte en tanke til de kendte og kongelige, som var udsat for dette næsten dagligt. Det måtte være hårdt.
Tv-Aalborg folkene kørte mig hjem igen og ud på eftermiddagen kunne jeg mærke at jeg havde brug for at være alene. Jeg gik en lang tur, samlede min tanker og fik lidt ro på det hele.
Da jeg nåede op til Aggersundvej satte jeg mig i græsset og ringede til Sanne.
Sanne var min bedste veninde og kollega. Hun og jeg kunne tale om alt og vi har betroet hinanden mange ting, om natten på holdepladsen i Fynsgade.
Sanne fortalte han hun med vilje ikke havde haft ringet, for hun var godt klar over den virak som jeg havde skabt og hun var godt klar over at jeg selv ville ringe når jeg fik brug for det.

Det havde jeg nu!

Jeg fortalte det hele igen til Sanne, men denne gang med lidt mere alvor, og jeg kunne mærke at tårerne pressede sig på. Jeg sad lige så stille og græd mens Sanne trøstede mig, men det var skønt at få det ud.
Jeg sagde farvel til Sanne og begyndte at vandre hjemad.

Lærken sang, solen skinnede, hjemme ventede Bente med aftensmad og jeg var i live.

Man siger at alle får 15 minutters berømmelse, jeg fik nok lidt mere…




http://bo-olsen.dk/BT.jpg