MINISTERIET FOR GAKKEDE TAXITURE

 

Ikke sådan at jeg på nogen måde er specialist i det absurde teater.

Men jeg husker af uransagelige årsager, da TV Teatret i 1968 (jeg var 14 år) sendte Vaclav Havels stykke CIRKULÆRET (Memorandum hed det oprindeligt) – om et utåleligt bureaukrati, som pludselig indfører et nyt sprog, Ptytepe, der blev indført for at afskaffe ligheder mellem ord. En sort virkelighed – med en meget ung onkel af mig, Morten Grunwald, i en af rollerne. Sort-hvidt tv i en gal, absurd handling, der udstiller bureaukratiet og menneskeforagten i diktaturet.

Eller det absurde i den humoristisk genre: Monty Python med John Cleese som embedsmand i Ministeriet for Gakkede Gangarter.

For ikke at glemme for længst afdøde Marty Feldman og hans RAF-inspirerede parodier på taxi-branchen.

Jeg griner mig jævnligt gennem gamle klip på Youtube med den ekstremt vindøjede, engelske komiker, der døde for mere end 35 år siden.

 

Continue reading…

Taxamanden – en gammel sentimental idiot

EN GAMMEL, SUR, SENTIMENTAL IDIOT

 

Sådan én gider jeg ikke være gift med, sagde min kone en dag.

– En sidebemærkning i en samtale om en tredjeperson – en svagt, skjult hentydning til min egen ringhed. En lille verbal, diskret finesse uden på fløjen i ægteskabets fodboldspil. Derude, hvor man gerne må gå efter manden. Bare diskret – og så hurtigt videre.

Der hvor kvinder ikke så sjældent spiller bold.

Her er det så til gengæld helt fedt at blive ældre og tilpasse sig etiketten under modstand om den patriarkalske gnavpot.

For man bliver jo for helvede ældre og ældre – det er irreversibelt. Livet ruller derudad som en langsom, ustoppelig damptromle.

Og idiot? – Nej det kan jeg til gengæld helt afvise. Jeg mener helt seriøst, at man bliver klogere end gennemsnittet med årene, som man slipper penge-nødvendighed, forpligtelser og massiv invasiv seksualitet. (Dette gælder dog ikke den ukultiverede kulturjournalist René Fredensborg, der i sine blogs har opgivet et tidssvarende kvindesyn og simpelthen, blog efter blog skruer op for sin indre idiot).

Klinisk set meget fascinerende. Maskulint latterligt!

Det er det sentimentale, d er sværere at tackle.

Det er billedet af den gamle ”væskende” mand, der går mig på. Meget lettere til tårer. Men her har jeg lært mig en teknik, hvor jeg gør sindslige knibeøvelser og nogenlunde kan få det til at se ud som om jeg bare har været ude at cykle i modvind.

De er i god træning efter 55 års ægteskab

Som da jeg først på aftenen kørte fra den lækre strandvejsrestaurant til Frederiksberg med vagtens smukkeste par. En nydelig ældre herre og han decideret smukke kone. De osede af kærlighed med den nødvendige skælmskhed, der skal til for at styrke udholdenheden i ægteskabet.

De var i god træning efter 55 års ægteskab. Men det var ikke det ”værste”. De havde være kærester siden de startede i første klasse på den samme skole i det jyske. Og så ellers fulgtes ad hele vejen.

Og nu sad de der i aftenlyset i Mercerens ”læderstue” og så bare så smukke ud.

De fejrede fruens 80-års fødselsdag et par dage inden det helt store party. Først Cirkusrevyen og så en middag på egnens bedste restaurant.

De kunne ikke se, at Taxamanden ”væskede”, – lige så stille og uden modvind.

 

Som da jeg nogle timer senere sad derude i natten med alt for lidt at lave i vogn 24 og skulle sende en hilsen til min elskede.

Min kone, Sussie, der fylder år netop i dag.

 

Jeg datede hende første gang til Eric Clapton i Forum.

Kyssede hende ugen efter til Bryan Adams i Parken.

Siden har vi været kærester i mere end 20 år.

 

Og så fejrer jeg hende i dag med en af de smukkeste kærlighedssange, jeg kender:.

 

Leonhard Cohen, ”Dance with me to the End of Love”.