Dagens blogindlæg er fra en tidligere klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA
David kæmper sine kampe i livet.
Skolen jeg skal køre ham til er netop en af de skoler, der skal gøre livet lettere at leve. Ikke psykisk handicappede, som også er en dag af min taxi-hverdag. Hende jeg sang julesange med hele vejen op ad strandvejen. Eller ”Eva” – den 14-årige pige med Downsyndrom, som er så morsom og filosofisk, at jeg nogle gange savner hende, når jeg er i nærheden af hendes skole.
Men så tydelige handicap har David ikke.
Måske noget ADHD – og jeg ved det jo ikke. Han er bare en rar fyr, der skal køres til den særlige skole.
En tæt gut med mørkt hår og mørke øjne. Han sætter sig direkte på forsædet – ikke så meget pjat her. Han er en knægt for pokker, og alle drenge kan lide at køre Mercer. Jeg får en lille bid af hans historie hver gang. Små bidder. For han er en rigtig mand og som far til tøser, har jeg forstået, at drenge ikke bare vælter ud med dagens store følelser. Bare lidt ad gangen – og resten klarer jeg selv. Vi, pigeforældre, kender i højere rad til skoledagens enorme dramaer.
Sådan genfortalt med brug af kønnenes klichéer.
Som jeg lytter til knægten, kan jeg høre, at han har en meget, meget svag accent. Eller rettere. Der er tale om fejludtale af enkelte ord. Og så det som kendetegner alle mennesker, der lærer flere nye sprog og faktisk er gode til det. Man lægger ud med at lære sproget på bagrund af ret få ord. Tænder sin indre synonymordbog – og skifter til et andet ord, hvis ikke man husker det første. Ordforrådet behøver ikke ast være komplet for at kunne tale et sprog. Og det handler ikke kun om udlændinges tilpasning i Danmark, sådan som landsbydanskerne har ophøjet til tidsåndens politik. Min barndomsven, Simon har arbejdet og boet i en del lande og taler – ud over sit modersmål og klassisk bornholmsk Engelsk, tysk, hebraisk, portugisisk og italiensk mm. – Han anslår, det tager ham ca. et år at lære et sprog til samtale- og læsebrug via denne minimal-teknik.
Han er på vej til at gøre dansk til sit modersmål, for her er hans mor gift på ny – og her skal han bo. Og det er i sproget at hele hans transformation fra en lille dreng i et af de baltiske lande – til at være en større dreng i Danmark, foregår. For endnu inden de danske har bidt sig rigtigt fast er han allerede ved at slippe det baltiske. Hans mor VIL tale det danske sprog og bruger det i forhold til sin danske mand. Og David har ikke være hjemme i sit fødeland i meget lang tid. Og han har kun ringe kontakt med sine bedsteforældre.
Sådan er det bare. Det trykker ikke knægten udenpå, – selvom det skærer i taxamandens hjertet. Eller sagt lidt mere kontant: Her handler det om at ville være SÅ dansk, at både DF, V, K og A må bøje sig i støvet, – når man nu erindrer sig deres nationalistiske valgslogans.
David åbner en lille lem til fortiden:
– Man kan faktisk godt sige, at jeg har haft tre far’er (Det danske fædre er endnu ikke helt på plads…). Den første er den, der ikke ville ha’ mig. Det er ham, der er min rigtige far. Men han er der ikke, han vil ikke se mig og jeg gider heller ikke se ham.
– Den anden, det er den far, der kørte min mor og mig til Danmark, hvor min storebror faktisk allerede gik i skole. Men den far er altså ikke min far mere.
– Og så er der min tredje far. Det er ham, der er gift med min mor nu og far til min lillesøster. Han er dansker og ham kalder jeg bare fort min papfar. Han er OK og vi har det ret godt med hinanden – min tredje far og jeg.
Ham mandfolket på min højre side, knægten på sin indre rejse fra Baltikum til et af verdens lykkeliste folk, er begyndt at åbne lidt for sin maskuline tilknappethed. Jeg aner i min øjenkrog, at han kigger på mig for en lidt vigtig meddelelse. Tøver lidt – og taler så til mig med de mørke øjne:
– Det er nok sidste gang vi ser hinanden. For vi skal flytte uden for København til et større hus. Det blev jeg ikke ret glad for. Også fordi min allerbedste ven bor lige under os nu! Men min papfar har prøvet at gøre mig gladere. – Og jeg har fået lov til at bestemme farverne på min eget værelse og det nærmeste badeværelse. De skal være orange” – Han griner og husker sikkert papfarens store øjne.
Far én, far to, far tre …
Dagens blogindlæg er fra en tidligere klumme i Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA
David kæmper sine kampe i livet.
Skolen jeg skal køre ham til er netop en af de skoler, der skal gøre livet lettere at leve. Ikke psykisk handicappede, som også er en dag af min taxi-hverdag. Hende jeg sang julesange med hele vejen op ad strandvejen. Eller ”Eva” – den 14-årige pige med Downsyndrom, som er så morsom og filosofisk, at jeg nogle gange savner hende, når jeg er i nærheden af hendes skole.
Men så tydelige handicap har David ikke.
Måske noget ADHD – og jeg ved det jo ikke. Han er bare en rar fyr, der skal køres til den særlige skole.
En tæt gut med mørkt hår og mørke øjne. Han sætter sig direkte på forsædet – ikke så meget pjat her. Han er en knægt for pokker, og alle drenge kan lide at køre Mercer. Jeg får en lille bid af hans historie hver gang. Små bidder. For han er en rigtig mand og som far til tøser, har jeg forstået, at drenge ikke bare vælter ud med dagens store følelser. Bare lidt ad gangen – og resten klarer jeg selv. Vi, pigeforældre, kender i højere rad til skoledagens enorme dramaer.
Sådan genfortalt med brug af kønnenes klichéer.
Han er på vej til at gøre dansk til sit modersmål, for her er hans mor gift på ny – og her skal han bo. Og det er i sproget at hele hans transformation fra en lille dreng i et af de baltiske lande – til at være en større dreng i Danmark, foregår. For endnu inden de danske har bidt sig rigtigt fast er han allerede ved at slippe det baltiske. Hans mor VIL tale det danske sprog og bruger det i forhold til sin danske mand. Og David har ikke være hjemme i sit fødeland i meget lang tid. Og han har kun ringe kontakt med sine bedsteforældre.
Sådan er det bare. Det trykker ikke knægten udenpå, – selvom det skærer i taxamandens hjertet. Eller sagt lidt mere kontant: Her handler det om at ville være SÅ dansk, at både DF, V, K og A må bøje sig i støvet, – når man nu erindrer sig deres nationalistiske valgslogans.
– Man kan faktisk godt sige, at jeg har haft tre far’er (Det danske fædre er endnu ikke helt på plads…). Den første er den, der ikke ville ha’ mig. Det er ham, der er min rigtige far. Men han er der ikke, han vil ikke se mig og jeg gider heller ikke se ham.
– Den anden, det er den far, der kørte min mor og mig til Danmark, hvor min storebror faktisk allerede gik i skole. Men den far er altså ikke min far mere.
– Og så er der min tredje far. Det er ham, der er gift med min mor nu og far til min lillesøster. Han er dansker og ham kalder jeg bare fort min papfar. Han er OK og vi har det ret godt med hinanden – min tredje far og jeg.
Ham mandfolket på min højre side, knægten på sin indre rejse fra Baltikum til et af verdens lykkeliste folk, er begyndt at åbne lidt for sin maskuline tilknappethed. Jeg aner i min øjenkrog, at han kigger på mig for en lidt vigtig meddelelse. Tøver lidt – og taler så til mig med de mørke øjne:
– Det er nok sidste gang vi ser hinanden. For vi skal flytte uden for København til et større hus. Det blev jeg ikke ret glad for. Også fordi min allerbedste ven bor lige under os nu! Men min papfar har prøvet at gøre mig gladere. – Og jeg har fået lov til at bestemme farverne på min eget værelse og det nærmeste badeværelse. De skal være orange” – Han griner og husker sikkert papfarens store øjne.
Totalt orange!
God dag, Danmark
– især til de mange slags fædre.
Taxamand