Tidligt ude: Taxamandens 1.maj.

Jeg står op om morgenen

og går hen på mit job

og jeg laver noget

og jeg får min løn

men det jeg laver

er mere værd

end det jeg får

Hvordan sku’ nogen

mennesker ellers

blive rige

uden at lave noget

 

Sangen Om Merværdi af Jesper Jensen med musik af Benny Holst.

 

Jeg kunne bare ikke lade være her , dagen før den 1. maj – på arbejdernes internationale kampdag, som vi sagde i 70’errne. Nogle var dog lidt mindre militante og sagde FESTdag. Der er selvfølgelig stor indholdsmæssig forskel på en kamp og en fest. Og denne forskel har måske en særlig betydning i et land og en kultur, hvor vi har gjort det til et speciale at omsætte uretfærdighed og revolutionære stemninger til relativ fredelig larm på gaden og i vores parlament.

Den måde at tackle interessekonflikterne på passer nu meget godt til en halvrød liberalist som Taxamanden.

Jeg kunne ikke lade være.

Også fordi det danske, politiske univers er så uendeligt lidt oprørsk og kreativt her i 10’erne målt i forhold til mit og ungdommens for fyrre år siden. ”Det skal de gamle mænd sige”. Man kan næsten høre den kommenterende hovedrysten – og jeg er ret græsk-katolsk, for jeg ved, at sandheden både kan være triviel – og sand. Og så har jeg jo den fordel, a jeg har levet aktivt i begge tider. Eller jeg kan bare åbne ørerne og øjnene og lytte til og se på den praktiserede politiske debat.

 

Continue reading…

En gang sælger – altid sælger

 

Klumme i Ekstrabladet, EKSTRA d. 25. oktober 2014.10.14

 

Jeg tror på, at det er genetisk bestemt. Ligesom at kunne synge. Eller dyrke redskabsgymnastik.

At være en dygtig sælger.

Jeg mener det helt ind i hjertet, for jeg beundrer i den grad mennesker, som har specielle, ofte nedarvede egenskaber. Jeg ville så gerne kunne synge som min søster eller mine døtre. Og jeg øver mig tit i taxaen – sidst til nogle fede radioudsendelser med Leonhard Cohen. Men jeg HAR bare ikke den bas, der kan få kvinders inderlår til at vibrere. Jeg er ked af det, men jeg evner det ikke.

Eller ”spring over hest” eller ”bensving” – jeg så det på tv, da det var moderne i 60’erne. Men det er håbløst. Jeg har bare ikke den krop.

Eller den gode sælger. Ham, Volvo-forhandleren, der besøgte min far ad flere gange og bragte poser med slik til ungerne af med den nyeste model. Og det virkede sgu, selv om min far var en strid modpart.

Da jeg selv skulle sælge min konsulent-indsats for et par år siden, gik det helt i sort. Enten snakkede jeg folk helt ud af købetrangen – eller også fik jeg givet alle rådene for tidligt og gratis

Min kunde i den smarte Tuborg-område i Hellerup er trukket lidt ud af en tidslomme. Lidt for gammel til at være en erhvervsmand i fuld flor. Lidt for flot boende til at det kan være tilfældigt. Lidt for butterfly-agtig til at være en del af nutidens business-look.

Continue reading…

Hvad nu, sømand?

 

Fra Ekstrabladets tillæg EKSTRA den 16 august 2014

 

Han ligner en rigtig søfarer. Sådan en, der gør det selv, både på båden og i livet og helt uden dødsangst tager selv den ondeste brodsø i Biscayen. Dialekten er er godt nok en anden. Men det ligner, at jeg har samlet en nordjysk Kløvedal op blot en enkelt bajer fra det hellerupske ambassadekvarter.

Og den er sådan set godt nok. Han er fri, mørkebrun – og en af søens folk.

Min kunde er taget hele vejen fra Jylland for at bruge en dag i hovedstaden på at få visum til et asiatisk land, der bygger skibe – og borerigge. Men nogle gange går det hele bare lidt for let og det tog mindre end en time at få papirerne i orden. Så han tog som sagt en kold på Sct. Peder og aner ikke, at han har placeret sig på en af bydelens kendte steder. Nu skal han bare til lufthavnen, hjem til dobbelt-A”. Og så afsted til Asien for at tjekke en nybygget borerig, inden den sejles om på den anden side af jordkloden og skal gøre en indsats i Nordsøen.

En slags spildtid i overvurderede København.

Det’ da lig’meget!

Continue reading…

Arbejdslivet i højeste stress-gear

Hvis der stadig findes nogle marxister, ved jeg ikke rigtig rigtigt, hvad de vil kalde den tid, vi lever i  dag. Jeg siger det med overbærende selvironi i forhold til den tid, der var hovedårtiet for min ungdom: 70’erne. Selv var jeg uakademisk og slap overfor datidens dogmatik. Men jeg husker ordene. F.eks. – SENKAPITALISME eller PROFITRATENS FALD. Den første begreb handlede formelt om kapitalismen sene trin (men vist nok forstået i perioden op til 1. verdenskrig,  så den lader vi lige ligge). Det andet begreb har jeg aldrig forstået, selv om det lyder lidt halv-uartigt. Så den lader vi også lige ligge

Men jeg er stadig vild med datidens svulstige, politiske etiketter. Og jeg leger undertiden med at designer nogle nye.

Hvad mener I f.eks. om DEN POSTINDUSTRIELLE FAMILIE-MASOCHISME.

Noget med nutidens familie- og arbejdsliv, der reelt er så svært at gennemføre, at det undertiden ser ud som om vi får nydelse af det umulige.

Continue reading…

Ligestilling i arbejdslivet helvede

Det er sikkert det der med at ”fylde rundt” i den nærmeste fremtid, der i denne tid får taxamanden til at tænke over tidens udfordring. Jeg øver mig løbende i at legitimere ”det grå guld”’s særlige ret til eftertanke. Det er jo dybest set et privilegium, som vi bør hævde som en kompetence. For det er vel OK at være tænksom, når man har bygget det op gennem snart 6 årtier.

Vi har levet i så forskellige tidsaldre.

Continue reading…

Arbejdet er Gud

Der er både noget uendeligt lokalt og noget globalt over taxafolkets liv.

På den ene side handler det om at finde den korteste vej mellem to adresser i lokalområdet. Og den intensive lokalkendskab, kan du bare ikke læse dig til. Selv beundrer jeg dybt de RIGTIGT gamle chauffører fra dengang selskaberne hørte hjemme i små lokalområder. De kan aldrig, ALDRIG udkonkurreres af moderne GPS. De orienterer sig som brevduer – hurtigt og præcist og de får os andre ti at optræde som geografiske analfabeter.

Men v i lever i hvert fald i storbyens taxaliv en slags international tilværelse som kolleger og  via udenlandske kunder til og fra og fra og til firmaer og lufthavnsterminaler. For mig hører det til sjældenhederne IKKE at tale udenlandsk i løbet af en arbejdsdag. Og er man tilstrækkelig nysgerrig –  OG DET ER TAXAMANDEN – er det daglige arbejde også en tour de force i og mellem sprog og kulturer.

Continue reading…