Den sidste modstandsmand

oktober 9, 2014. 2014
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

Der står på bestillingen, at jeg skal helt op til kundens hus i den smukke, eksklusive del af de københavnske forstæder. Og jeg skal ind for at banke på og hente manden, for han skal have ”en arm”. Allerede inden jeg når hoveddøren kommer en hjælper eller et yngre familiemedlem ud og giver samme besked.

Min kunde er blind, men man fornemmer allerede nu, at han er en person, der er vant til at styr dagligdagen. Og det bliver bekræftet, da han selv kommer ud. Han giver et par ordre til hjælperen og orienterer sig om taxiens og taxamandens placering og man mærker straks, at han stadig aner skygger, for han fornemmer, hvor bilen står og at han således kommer frem til forsædet, og jeg skynder mig at åbne døren hertil.

Kunden vil ikke have mere end minimal, fysisk hjælp. Lige nu ingen arm, jeg skal blot være lige i nærheden.Han vil sidde forrest og han vil IKKE have nogen direkte hjælp ud over den nødvendige stok.

Han der vant til at bestemme selv.

Det har en ende…

maj 12, 2014. 2014
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

Kan et savn være lige så stærk som en kærlighed?

Ja, så sandt som der er lavet stor kunst på det faktum i musik, på film, i litteraturen. Weltschmerz, sødsuppe, fortvivlede selvmord. Dramatiske bjergtinder.

Men også når jeg kigger på min daglige verden udenfor og indenfor forruden på min Mercer, møder jeg det der savn næsten hver dag. Jeg kører en del med ældre, – ja, gamle mennesker – og er måske blevet mere følsom overfor det. Og så er der den der skide 60-års dag, som har ramt mig, selv om forfængeligheden kæmper imod.

Det har en ende!

Manden med den rullende iltflaske

april 1, 2014. 2014
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

Mit arbejde som taxachauffør er og bliver et studie i menneskets selvopholdelse og kærligheden til livet. Jeg troede, da jeg startede i branchen for 20 måneder siden, at jeg skulle på chartertur i fordoms-Danmark. Jeg ville møde de drikfældige, de arrogante, de overfladiske, de flæbende, – de der er hamrende ligeglade med, hvad det er for en idiot, der sidder ved rattet i Merceren. Det har jeg selvfølgelig, ligesom ”manden på gaden” spadserer i uendeligt mange gangarter. Men det er ikke karikaturerne, der fylder mest.

Kendsgerningen er snarere, at min kærlighed til menneske-racen i alle dets afskygninger generelt er øget.

Folk er sgu go’e nok!

Om at leve med det ubærlige

marts 25, 2014. 2014
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

Der ER møder i taxaen, som jeg holder igen med ikke kommer til at fylde alt for meget i mine daglige mikro-essays-

En af disse arkefortællinger møder jeg nærmest hver eneste dag: Beretningerne fra de mennesker, som er alvorligt syge – men stadig glade og i hvert fald levende og fungerende mennesker.

Hvorfor min tilbageholdenhed?

For det første ejer jeg, trods mit nysgerrige sindelag, dog en form for blufærdighed. Herunder en nervøsitet for, at møder så korte som mine i min taxa i realiteten kun er lynglimt fra livet og derfor får mine reaktioner til at stå klarere end selve indholdet.

For det andet har livet med og i medierne givet mig en total genre-mæthed på dette felt: Tidens bløde tragedie-journalistik – hvordan-føler-du-det-lige-nu klicheerne, som især har bredt sig ind i alle bløde aktualitetsprogrammer om morgenen og tidligt på aftenen: Jeg skal dø, men jeg kæmper glad. Jeg har mistet alt, men jeg stod det igennem. Jeg har et handicappet barn men se hvor glad, jeg er!

Det er oftest sandfærdige beretninger. Men det er bare for meget

Ja, det er for meget igen og igen – men det ER altså bidder af virkeligheden – lunser af den.

Jeg er ligesom dem – og de er ligesom mig. De er mennesker, som i krisestunder må holde fast i bare det mindste lys i mørket for ikke at bryde sammen, – eller miste den kampkraft, der reelt holder dem oppe. Selvfølgelig kan ethvert menneske – uden at bedrage – fortælle taxamanden, at livet er skide godt – og samtidigt være lige ved at briste indeni. Beretningerne handler i virkeligheden ikke så meget om at være lykkelig på trods.

Man er derimod både syg og angst og knækket – og levende.

Turen uden lalleglæde

marts 20, 2014. 2014
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

Af og til bliver jeg flov over min egen lalleglæde…

Det er på en måde blevet stærkere efter at jeg er trådt ind i taxalivet, hvor jeg ofte rammer lige ind i den virkelige livssmerte

Den gode side af glæden er selvfølgelig, at den spreder sig. Sådan en psykologisk resevetank, når man møder mennesker og kunder, der trænger til lys for enden af tunnelen. Eller når taxamanden selv er kørt træt i konkret og bred betydning.

Den der evne til at føle glæde og selvopholdelse skal ikke forveksles med godhed eller særlig human hensigt.

Selv betragter jeg det som en gave, der unægtelig gør hverdagen lettere

Men den medalje for god og munter livstjeneste har selvfølgelig også en bagside af virkelig sorg og smerte, der ikke kan smiles bort.