Taxamandens helte

“…Jeg skulle ha’ været taxachauffør..
Åh, jeg skulle ha’ været taxachauffør
Pludselig kan
jeg se det.
Det var det, jeg skulle ha været…”

Dan Turell (1946-1993)

Jeg skulle ha’ været digter.
Åh, jeg skulle ha’ været digter.
Pludselig kan jeg se det.
Det var det, jeg skulle ha’ været.
Jeg ville ha’ været alle tiders kopi af en kopi a en kopi af en kopi af – en digter. The Copy Cat to end all copy-cab–poet-copies. Selvfølgelig kunne jeg ikke klippe mig skaldet som en anden – digter. Jeg ville ligne et blodfattig, overmoden Shrek. Mit hoved er bare ikke egnet til skaldethed. Og neglene, de sortlakerede negle, som gav digteren stil og farlig udstråling, ville hos mig være endt som et tegn på dekadence hos en simpel trans, en androgyn, ulykkelig kæmpe-baby der end ikke ville blive lagt mærke til af lyrikeren selv. Ham den afdøde, med blød hat, blankpoleret isse og i hvert fald enkelte sorte negle.
Og for fanden, hans ord var unikke, en principielt ustabil kemisk forbindelse. En legering af proletarlivet i burgøjser-kommunen over dem alle, Vangede. – Gentofte på den forkerte side af Lyngbyvejen – tilsat noget downtown Manhattan. – Noget stand up, før det virkeligt kom op at stå. Noget kulturradikalisme, før det snerpede munden sammen som et slåenbær, man troede var et blåbær. – Noget sex uden pik og patter. Noget fuldstændigt og forever – Dan Turell! Ikke ham, den ægte Onkel Danny, hvortil mine ord er for bondske og mit hoved for skrækkeligt. Ikke hybris på parnasset. Ikke nemesis fra dets bærende søjler. Men bare en lille smule…. … en lille smule lyrisk Danny-DNA på en teske. – Eller en saltske. – Eller bare lidt fra den sort-lakerede negl på den lillefinger, han ikke rakte fanden. Måske bare et minut om dagen eller en nat om året.
Dan Turell.
Det var ham, jeg sku’ ha været.