Bedstefar på toppen af pyramiden

 

 

Min kone bakker mig 100 pct. op i livets vigtigste omstændigheder. Herunder mit arbejde som TAXAMANDEN – den skrivende taxichauffør, der kigger på verden og menneskene gennem forruden på en Mercer. For tiden en 220 Stationcar – C-model. Hun har optrådt i rollen som kanalchefens kone ved diverse fester, arrangementer og events i DR-regi, og var mindst lige så træt af statsradiofonien som jeg var, da jeg sagde farvel for snart 6 år siden. Så hun havde ikke svært ved a glide med ned fra pyramidens top.

Selv er det ikke usynlighed og beskedenhed, der er min stærkeste kompetence. Det ved fruen efter snart 20 års samvær og derfor kan hun ikke dy sig for en smile ironisk, når jeg stråler af glæde over at blive genkendt og anderkendt i min nye rolle. Mine to ”hjemmelavede” døtre gik lidt mere til stålet, da de skulle fejre mig på 60 årsdagen for halvandet år siden. De er rimeligt gode sangere og gav deres egen udgave af Lex og Klattens  ” …Jeg er for kendt til det her sted …”. Igen en indiskret antydning af farens store glæde ved personlig opmærksomhed.

Mit barnebarn Ludvig på 5 år er hamrende ligeglad – bare jeg er til noget som bedstefar. Så opmærksomheden og humoren går mere på at stryge mig over min ikke helt usynlige topmave og spørge mig, om jeg snart skal have en baby. Efter at familien brød grædende sammen af grin, da han sagde det første gang, gjorde han det eneste rigtige. Han holder succesen ved lige! Hvis han da ikke går den anden vej og ignorerer mig, fordi jeg bruger for lang tid på landevejen og for lidt på ham.

Selvforskyldt – igen!

Det giver da et sus at blive genkendt som taxamanden himself i den grå Mercer med det grønne logo.

Det skete i går.

Continue reading…

Rutjetur og optur

taxamandens klummet i EKSTRA, EB’s magasin den 14. juni

 

Det ændrer på styrkerne i dine sanser for omgivelserne, når der sker store ændringer i dit liv.

Det er et faktum, som jeg bl.a. lærte i teorien, da jeg i 90’erne fulgte et stort chef-uddannelsesprogram, hvor der var koblet psykologer på os i hele forløbet. Jeg husker en gennemgang om krisepsykologi, hvor det handlede om arbejdslivets udfordringer.

Dengang tændte det min nødvendige journalistiske, kritiske sans. Bl.a. oplysningen om, at det at blive fyret i psykologisk belastning svarede til – ”…dødsfald i nærmeste familie…”

Arh, mon, er det så slemt?

Continue reading…

Om at turde springe

 

Tør du tage springet?

Jeg tænkte på det retoriske spørgsmål ved en reception for den navnkundige studievært, min tidligere kollega og medarbejder, Monica Krog-Meyer. I DR byen i går. Hun tog det virkelige, faste spring ind i DR for mere end 40 år siden. Fastansættelsesjubilæet var i går. Det blev ikke til noget for Monica med karrieren som gymnasielærer i fransk, sådan som det tilsyneladende var destineret af opvæksten i det gode, nordsjællandske borgerskab. Til gengæld blev hun et af de sidste 4 årtiers mest navnkundige radioværter i la radio danoise. Fra fransk-studine til elsket radio- og medieprofil.

Og så oplevede jeg spørgsmålet – tør du tage springet – hel u-retorisk og konkret – ved at blive rost for at have taget det selv,-  springet. Som skulderklap fra mine tidligere kolleger i DR. Jeg er i “huset” igen – en af de sjældne besøg – nu som receptionsgæst. Men jeg føler ikke selv, at springet var så farligt. Den der med den tidligere DR-chef, der skriver hverdagshistorier om folket til folket.

Først nu kan jeg rigtigt nyde roserne, fordi jeg ikke hører metakommunikationen – det underliggende, medfølende: “Fantastisk, at du ikke endte som en bitter taber”.

Nu har både mindreværdet og storhedsvanviddet – og realitetssansen fundet deres rette lejer.

Så OK, Monica sprang ud som radiostjerne.

Og Jesper er sprunget ud som taxamand.

Continue reading…

Arbejdslivet i højeste stress-gear

Hvis der stadig findes nogle marxister, ved jeg ikke rigtig rigtigt, hvad de vil kalde den tid, vi lever i  dag. Jeg siger det med overbærende selvironi i forhold til den tid, der var hovedårtiet for min ungdom: 70’erne. Selv var jeg uakademisk og slap overfor datidens dogmatik. Men jeg husker ordene. F.eks. – SENKAPITALISME eller PROFITRATENS FALD. Den første begreb handlede formelt om kapitalismen sene trin (men vist nok forstået i perioden op til 1. verdenskrig,  så den lader vi lige ligge). Det andet begreb har jeg aldrig forstået, selv om det lyder lidt halv-uartigt. Så den lader vi også lige ligge

Men jeg er stadig vild med datidens svulstige, politiske etiketter. Og jeg leger undertiden med at designer nogle nye.

Hvad mener I f.eks. om DEN POSTINDUSTRIELLE FAMILIE-MASOCHISME.

Noget med nutidens familie- og arbejdsliv, der reelt er så svært at gennemføre, at det undertiden ser ud som om vi får nydelse af det umulige.

Continue reading…

Ligestilling i arbejdslivet helvede

Det er sikkert det der med at ”fylde rundt” i den nærmeste fremtid, der i denne tid får taxamanden til at tænke over tidens udfordring. Jeg øver mig løbende i at legitimere ”det grå guld”’s særlige ret til eftertanke. Det er jo dybest set et privilegium, som vi bør hævde som en kompetence. For det er vel OK at være tænksom, når man har bygget det op gennem snart 6 årtier.

Vi har levet i så forskellige tidsaldre.

Continue reading…

Dobbelt kærlighed – motorcykler og kvinder

Jeg har været til kvinder hele mit liv.

Og skæbnen har bragt mig kvinder, der bragte mig sammen med flere kvinder. Min første samleverskes 4 børn – piger. Mine børns mor, der fødte mine to børn, – piger, der nu er blevet kvinder. Og ikke mindst min kones barn, min ”bonusdatter” – i dag en voksen kvinde.

Jeg er vild med kvinder. I alle kønnets udgaver – og i alle deres aldre.

Det er bare en kendsgerning, der ikke kan laves om på, selv når de sniger sig ind på mit køns ”enemærker”.

 

Continue reading…