Ro på – han er bare sorthåret!

 

Jeg hader at skulle indrømme det!

Men jeg må indrømme, at tidens hyper-fokusering på ”de fremmede”, ”andre kulturer” og alt det, som er er forskelligt fra det vante, påvirker mig.

Jeg har for længst taget stilling i mit liv – verden er global. Og hvis vi ikke accepterer det og tager imod  det, ja, så er vi i længden med til at designe vore eget endeligt. Så forsøger vi at holde fast i den statiske tryghed. – Og har det netop ikke kostet kulturer deres endelige fald, når befolkninger med vold og magt ville fastholde dem selv og deres selvbilleder?

Og så er det, jeg må indrømme, at jeg af og til kan mærke denne canceragtige fremmedangst, som jeg ikke er født eller opdraget med. Nærmest det modsatte.

Continue reading…

Den gamle far’s unge datter

 

“lille fredag” – oven i købet tæt på lønningsdag og medfølgende solid-druk. Starter arbejdsdagen med et solidt dementi til mine negative forventninger.

Trods det ukristelige tidspunkt. Trods lysten til at få det her overstået, så jeg kan komme til at holde weekend. Trods den sædvanlige lugt af alkohol, da de første kunder sætter sig ind i taxaen, så ønsker jeg jer alligevel, kære læsere, en af taxalivets særlige sider: At sidde her lidt slidt og bare en lille smule negativ overfor de forventede kunder: Endnu en flok stenede unge, der burde ligge derhjemme inden ugens sidste skoledag og så gennem udskejelserne til den RIGTIGE weekend. Og det allerværste: De unge mænds fortvivlede forsøg på at agere de store forførere i de sidste sekunder af natten.

Jeg under jer taxamandens overraskelser. Når verden alligevel er lidt smukkere end ens fordomme. De store udgaver – af de helt små øjeblikke.

Continue reading…