Min søn og min gud er døde

Fra min klumme i Ekstrabladets MAGASIN – på søndage

 

Billedet lånt fra bloggen “Lejligheden til Venstre”

Jeg er sådan lidt halvslap her sidst på formiddagen i det indre København. Taxamanden er på vej ind i vagtens sidste timer, mens politikerne og embedsmændene vimser omkring folketinget på min venstre side og finansfolkene på en anden. Mens jeg holder for rødt, vinker en gråhåret dame til mig. Jeg ruller vinduet ned.

 

– Må jeg køre med dig, siger hun med let bedende øjne midt i et kanos af biler og mennesker. Hun har opgivet at bruge tog og busser som hun plejer. Og hun har sine gode grunde.

 

– Tag bare plads frue, siger jeg og har ikke mulighed for at hjælpe hende, som almindlig høflighed og firmaets standarder ellers foreskriver det. Jeg holder med Mercerens forende halvt inde i et kryds.

 

Jeg mærker et iskoldt pust, da hun sætter sig. Det er det tidlige forårs falske forhåbninger om varme trods solstrålerne. Men det er også den historie, som trænger sig på hos hende.

Hun afbryder mig.

 

– Du må undskylde mig taxamand, men jeg har ikke andre at fortælle det til lige nu. Jeg har…

 

Hun tier for at samle sig, mens gråden sidder som prop i hendes hals. Nu kan jeg mærke, at jeg må vågne af slapheden og at den her samtale vil være renset for selvfølgeligheder. Der er en stilhed i kabinen, som kun hun kan fjerne.

 

– Jeg har mistet min søn. Han døde i går. Åh, gud nej, det var i forgårs. Jeg kan ikke skelne dagene, for jeg har ikke sovet i mange, mange timer. Han blev kun 47 og han havde fire mindreårige børn.

Continue reading…

Et par flade der ikke er glemt

 

 

Så er jeg tilbage efter en ferie med den yngste i Italien. tilbage i vogn 2282, hvor jeg både møder de lykkelige øjeblikke i menneskelivet. Men også de mere alvorlige og smertelige, hvor en søn er ved at tage afsked med sin far.

 

Taxamandens klumme i Ekstrabladet, EKSTRA søndag den 22. februar

(Vil du høre musik og nyheder fra Ekstrabladets nye radio, kan du trykket på EB’s logo)

 

Man behøver ikke være terapeut for at mærke, at han er ked af det. Siger ikke mange ord ud over hjemadressen. Falder dybt i bagsædet i et suk, mens han trækker bagdøren med sig.

Han er ked af det, og det er ikke hans stil at tale om det. Slet ikke nu, hvor jeg kan se i en lynglimt i bakspejlet og nærmest mærke i luften, at han er ved at græde.

 

Jeg kender stedet. Det er et af de institutioner med meget syge beboere – under tiden med ”terminale patienter”, som jeg har lært udtrykket. Altså syge mennesker, hvor man ved, at det snart er slut. De skal ikke nødvendigvis bo her til døden – men de skal udredes og hjælpes. Og så kan de vente til det rette sted.

Manden på bagsædet sukker igen og jeg udfører noget, som jeg i princippet hverken bør eller skal. Jeg skal køre kunden hurtigst muligt fra A til B – ikke agere psykologisk hjælper. Men samtidigt har jeg valgt et arbejde, hvor livets almindelige blufærdighedsgrænser er temmeligt fleksible.

– Det kan være en hård tur, sådan et sted, siger jeg og pakker et spørgsmål ind i en konstatering.

Manden sukker igen og jeg er klar til, at den sætning blev den sidste imellem os. Det kan hænde, at taxamanden stoppes af en tydelig, larmende stilhed.

Men ikke denne gang.

Continue reading…

Om kvinden og tabet og turen efter urnen

 

Fra min klumme i Ekstrabladet, EKSTRA, lørdag den 15. november.

 

Jeg er ingen litterat eller stor kender af poesi. Men min gamle fransklærer – den franske konsul på Bornholm – fik os til at elske det sprog og de brudstykker af dets lyrik, som vi nåede at støde på. Det foregik i min ungdom i yngre kridttid og burde for længst være udvasket efter årtier uden brug. Men to linjer af Paul Verlaine er hele tiden dukket op igen og igen de sidste 4 årtier.

Il pleure dans mon coeur
Comme il pleut sur la ville

Det græder i mit hjerte,

Som det regner over byen……

Patetisk?

Måske –men først og fremmest uundgåeligt.

 

Det regner – nej det vælter ned over hovedstaden denne tidlige eftermiddag, hvor vi endelig har fået noget af det efterår, som årstiden almindeligvis truer med. Anlægget bimler og en ny køreordre ruller op på skærmen. Turen går fra Østerbro og derfra til et af de lokale kirkegårdskontorer. Og som altid med den slags ture, kan hverken taxamanden eller journalisten i mig lade være med at tænke på turens sammenhæng.

Og så er den der igen, den franske forbindelse. Jeg skænker regnen, gråden og Verlaine en tanke.

Continue reading…