Den sidste vejmand….

Min klumme i EKSTRA – Ekstrabladet 31. maj 2014

Han kommer, lidt tung i de slidte ben, gående de få meter fra vel nok Danmarks dyreste pensionistboliger og hen til den sølvgrå taxa med det grønne logo. Det er tidligt på eftermiddagen og et af de tidspunkter, hvor det er svært at gætte på, hvad anledningen til taxaturen er. For lad mig sige det lige ud. Her henter jeg oftest kvinder med blåt hår eller sågar herrer med butterfly

Men det vil vise sig, at historien er en anden

Continue reading…

Det seje quindfolk med den ubærlige smerte

I dag møder jeg en af de rigtig, seje quindfolk, som gør det til en særlig oplevelse af være en taxamand som mig. Bort set fra de lidt langsomme, kontrollerede og panter-agtige bevægelse, fremtræder hun ikke som en kunde til de Falck-ture/sygetransporter, der jævnligt er en del af taxamandens dagligdag.

Hun er formentlig først i 50’erne. Nydelig – og med det særlige udtryk, som kendetegner modne kvinder (For en ordens skyld: Sådan har jeg altid set de kvinder i ”den bedste alder”. Også da jeg var i 30’erne og i 30’erne). Jeg kunne også sige det som min gode ven og tidligere medarbejder, studieværten og musikeren Alex Nyborg Madsen. Han er måske den mand med størst kvindeforstand, jeg har mødt i mit liv:

– Der er noget ganske særligt over kvinder, der har levet det virkelige liv!

  Continue reading…

Turen uden lalleglæde

Af og til bliver jeg flov over min egen lalleglæde…

Det er på en  måde blevet stærkere efter at jeg er trådt ind i taxalivet, hvor jeg ofte rammer lige ind i den virkelige livssmerte

Den gode side af glæden er selvfølgelig, at den spreder sig. Sådan en psykologisk resevetank, når man møder mennesker og kunder, der trænger til  lys for enden af tunnelen. Eller når taxamanden selv er  kørt træt i konkret og bred betydning.

Den der evne til at føle glæde og  selvopholdelse skal ikke forveksles med godhed eller særlig human hensigt.

Selv betragter jeg det som en gave, der unægtelig gør hverdagen lettere

Men den medalje for god og munter livstjeneste har selvfølgelig også en bagside af virkelig sorg og smerte, der ikke kan smiles bort.

Continue reading…