NÅR MAN BARE ER SÅ SKIDE LYKKELIG

 

 

Carpe Diem, siger min svigermor.

Meget ofte – og helt op til irritationsgrænsen. Grib dagen, betyder de latinske ord med et budskab, der ikke er til at tage fejl af. Tag nu og lev det fandens liv, mens det endnu føles som en gave fra Gud. Og lad nu være med at tænke for meget over, hvad morgendagen bringer.

Jeg er ret sikker på, at svigermor ikke mener, at man skal kaste sig hovedløst ud i skørlevned. Men hun har alderens autoritet til at insistere på at budskabet er rigtig. Og jeg mærker, at det sniger sig tættere ind på mig, mens mit hår bliver stadig mere gråt og hårgrænsen flytter sig – opad. Bagud!

Han ser så tydligt lykkelig ud, manden på passager-forsædet i vogn 24. Det er OK, at efteråret nærmer sig og sen sene aftenluft er blevet skarpere. Sådan er det bare.

Continue reading…

KÆRLIGHEDEN – FOR HELVEDE, ALTSÅ . . .

 

 

Jeg er nærmest smadret af træthed.

Lidt for meget, hvis man måler arbejdstidspunktet op mod min dåbsattest. Hun sover nu, min kone. Men hun ville trække mig ved ørene til byttepladsen i Lyngby, hvis hun vidste, hvad klokken var denne fredag nat.

Jeg opfatter det som omsorg og kærlighed. Og som alle ”rigtige” drenge har jeg brug for begge dele. Så jeg lytter til en indre kopi af hendes bebrejdelser og løfter en finger for at sætte vogn 24 i ”pausedistrikt”.

Så står en nydelig dame i nattemørket og lokker mig ind for at samle hende op i nattens kaos.

Continue reading…

DEN VEMODIGE INDISKE STJERNE

Sidste gang jeg var her, var det som at køre i spøgelsestoget i Tivoli.

En kulsort vinternat i en af de smukke, men svært fremkommelige kvarterer. Men min indiske kunde, en ung mand, er i Danmark for første gang – angiveligt for at møde sin søster. Og jeg VIL bare levere varen. Af anstændige grunde? – Tjoooeeee. Men også for at dementere de globale fordomme om taxichaufførers troværdighed.

Denne nat havde jeg slukket for taxameteret for at flage med min troværdighed – mens jeg fandt den rette dør i bebyggelsen.

Det var meget mørkt, men jeg kunne ane søsterens skønhed i lyset fra bagsmækken, mens jeg slæbte den tunge kuffert.

Blot ane.

Jeg er jo bare Taxamand.

Continue reading…

Taxi-møde med den kvindelige orkan

 

 

Det er lige sådan, at taxidrømmen begyndte.

Den behjulede drengerøv på vej gennem storbyens trafik. Lige i dag har jeg opgivet den skide aircon. Det nytter alligevel ikke meget, når sensommer-temperaturen er i rødt og fugtighedsprocenten er tæt på regnskovens. Så det er ned med vinduet, ud med den bare kort-skjorte-arm – og så op med ejer-mentaliteten til min elskede Mercer. Drengerøvs- og vognmandsfornemmelser.

Hun står nærmest halvt ude på vejbanen og rækker armen ud for at praje mig. Hun er i fyrrerne og ser godt ud på den ægte måde. Lidt på hofterne og noget til gården. Nu er det ikke sådan, at jeg vurderer alle kvindelige kunder på deres lækkerhedsfaktor. Jeg vil hellere ende mine dage som en gentleman end som et gammelt svin. Men nu er jeg engang særligt glad for rigtige, – skal vi sige voksne kvinder. Det har fulgt mig fra mine unge dage. Med den kronologiske konsekvens, at jeg startede som kuvøseguf og er endt som sugar daddy. Sådan er livet: En løbende forældelse, hvor man hele tiden udsætter fristen.

Continue reading…

En, to, Tristan – og så blev hun mor

Langsomt på vej tilbage fra ferie.
Det er både OK og hårdt.
Men sådan er det med Taxamanden, der både elsker sit arbejde og sin ferie.
Jeg kan ikke vælge!
Ferien har jeg brugt til at flytte. I første omgang midlertidigt- om et par måneder til vores nye andelslejlighed på Østerbro En ugers på Stevns og så slappet af og nydt livet med min kone og mine unger, deres kærester – og superbarnebarnet (den superforkælede….) Ludvig.
 
Og så har jeg læst og surfet. Og lidt atypisk (Jeg skriver yderst sjældent om andres  blogs og sites på nettet – det er uden for mit kærneområde som journalist og blogger i taxiuniverset) – kan jeg ikke lade være med at gøre reklame for en af en meget stilfærdig men også kærlig og storslået blog, som rammer lige ned i det store under børne-under. En blog, der ikke kan læses uden at både grine og fælde en tåre.
Historien om meget sorte Tristan og hans meget hvide mor Helle (og Faren Theis).
Det begynder som en eksplosion af kærlighed…..
 

Continue reading…

Om idyl – og livets skrøbelighed

 

 

 

Klummen i EKSTRA, Ekstrabladet lørdag den 3 august

Det emmer af idyl.

Den smukkeste sommer i mands minde og endnu en af de smukke morgener, hvor taxamanden ikke behøver at argumentere for, at det er OK at stå tidligt op. Ikke med hønsene, for dem er der godt nok ikke mange af her i et af hovedstadens dyreste villakvarterer.

Jeg er trådt ud af Merceren for at strække benene og gøre bare en smule for ikke at blive ramt af statistikkernes nådesløse dom over taxi-erhvervets udøvere: Det er ikke godt for helbredet. Ikke sådan, at man alene er i fare for at blive smadret i trafikken eller overfaldet af en psykopat. Men især det stillesiddende. Overvægt. Diabetes 2. Hjertekarsygdomme.

I går kiggede fruen alvorligt på mig i en stemning af bekymret omsorg. Hun havde fået mine fremtidsudsigter direkte og uforbeholdent ved det årlige forsikringstjek. Agenten i den anden ende af telefonen spurgte til job-realiteterne og så måtte fruen gå til bekendelse: Job-titlen skulle ændres fra programchef i Statsradiofonien til taxichauffør på landevejen.

– Ja det er jo en helt anden sag, sagde forsikringsagenten i den anden ende. Taxichauffør, det er jo et højrisikojob.

Og så steg præmien på vores fælles ulykkesforsikring til omkring det dobbelte, mens min smukke og sunde hustru, der tager sig af folkets yngste skolebørn i sit professionelle virke og derfor må gå forud med et godt eksempel – var afskåret fra at lyve.

Continue reading…

Hvad nu, sømand?

 

Fra Ekstrabladets tillæg EKSTRA den 16 august 2014

 

Han ligner en rigtig søfarer. Sådan en, der gør det selv, både på båden og i livet og helt uden dødsangst tager selv den ondeste brodsø i Biscayen. Dialekten er er godt nok en anden. Men det ligner, at jeg har samlet en nordjysk Kløvedal op blot en enkelt bajer fra det hellerupske ambassadekvarter.

Og den er sådan set godt nok. Han er fri, mørkebrun – og en af søens folk.

Min kunde er taget hele vejen fra Jylland for at bruge en dag i hovedstaden på at få visum til et asiatisk land, der bygger skibe – og borerigge. Men nogle gange går det hele bare lidt for let og det tog mindre end en time at få papirerne i orden. Så han tog som sagt en kold på Sct. Peder og aner ikke, at han har placeret sig på en af bydelens kendte steder. Nu skal han bare til lufthavnen, hjem til dobbelt-A”. Og så afsted til Asien for at tjekke en nybygget borerig, inden den sejles om på den anden side af jordkloden og skal gøre en indsats i Nordsøen.

En slags spildtid i overvurderede København.

Det’ da lig’meget!

Continue reading…

Den smertelige skilsmisse

En terapeut, var det ikke det, jeg var?

Jeg stiller mig spørgsmålet efter sidste kunde, hvor vi var meget tæt på det private. Jeg bryder mig egentlig ikke om det indlysende JA-svar, for jeg ha jo ikke kompetence til at være det. Jeg var ikke så systemisk i min spørgeteknik. Jeg er bare en nysgerrig taxamand, der gerne selv ville fortælle om mine egne livs-oplevelser. Også de smertelige. Og så er jeg en journalist, en skriverkarl – der ikke kan lade være at fortælle historier. Men i taxien er jeg bare en taxamand, der vil vide mere om livet.

Så slog jeg ordet terapeut op i Den Danske Ordbog i håbet om en mere generel betydning af det. Men jeg fik ingen trøst:

 

”…person der behandler patienter og klienter med en bestemt terapeutisk metodeperson der behandler patienter og klienter med en bestemt terapeutisk metode…”

Continue reading…

Det har en ende…

Kan et savn være lige så stærk som en kærlighed?

Ja, så sandt som der er lavet stor kunst på det faktum i musik, på film, i litteraturen. Weltschmerz, sødsuppe, fortvivlede selvmord. Dramatiske bjergtinder.

Men også når jeg kigger på min daglige verden udenfor og indenfor forruden på min Mercer, møder jeg det der savn næsten hver dag. Jeg kører en del med ældre, – ja, gamle mennesker – og er måske blevet mere følsom overfor det. Og så er der den der skide 60-års dag, som har ramt mig, selv om forfængeligheden kæmper imod.

Det har en ende!

Continue reading…

Kærlighed fra Thorshavn til Bangkok

Der er virkelig sprogmusik i kabinen den her sene morgen.

Hun er tydeligvis asiat – og ganske rigtigt – hun kommer oprindelig fra Thailand, forstår jeg senere. Hun sidder smilende på bagsædet efter at et solidt antal kufferter er pakket i bagagerummet. Indimellem kommer der korte og præcise bemærkninger på et engelsk, der lyder ganske særligt i en thai-mund. Korrekt engelsk – men i sin helt egen, musikalske stilart.

Og så er der manden, der taler et lidt højtideligt dansk i den nordatlantiske farve. Han er fra Færøerne. Jeg ved ikke, om det er læringstraditionen på Færøerne eller det bare er blandingen mellem  med det danske og det i virkeligheden ”oldnordiske”, der skaber den der lidt højtidelige stemning af lidt tavse mænd og store bølger der slår ind på Klipperne.

Og så er der undertegnede ringhed, der jo ikke i sit danske kan skjule sin krøllebølske baggrund. Jeg har ikke boet på klippeøen i mere end 40 år, jeg taler ”tyndt”, fordi jeg blot er halvblods. Min far er Fynbo. Men jeg kan desuagtet ikke skjule, at jeg er granitperker, hvilket sprog-øvede indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan og de arabiske lande ikke undgår at lægge mærke til.

Continue reading…