Taxi-møde med den kvindelige orkan

 

 

Det er lige sådan, at taxidrømmen begyndte.

Den behjulede drengerøv på vej gennem storbyens trafik. Lige i dag har jeg opgivet den skide aircon. Det nytter alligevel ikke meget, når sensommer-temperaturen er i rødt og fugtighedsprocenten er tæt på regnskovens. Så det er ned med vinduet, ud med den bare kort-skjorte-arm – og så op med ejer-mentaliteten til min elskede Mercer. Drengerøvs- og vognmandsfornemmelser.

Hun står nærmest halvt ude på vejbanen og rækker armen ud for at praje mig. Hun er i fyrrerne og ser godt ud på den ægte måde. Lidt på hofterne og noget til gården. Nu er det ikke sådan, at jeg vurderer alle kvindelige kunder på deres lækkerhedsfaktor. Jeg vil hellere ende mine dage som en gentleman end som et gammelt svin. Men nu er jeg engang særligt glad for rigtige, – skal vi sige voksne kvinder. Det har fulgt mig fra mine unge dage. Med den kronologiske konsekvens, at jeg startede som kuvøseguf og er endt som sugar daddy. Sådan er livet: En løbende forældelse, hvor man hele tiden udsætter fristen.

Continue reading…

En, to, Tristan – og så blev hun mor

Langsomt på vej tilbage fra ferie.
Det er både OK og hårdt.
Men sådan er det med Taxamanden, der både elsker sit arbejde og sin ferie.
Jeg kan ikke vælge!
Ferien har jeg brugt til at flytte. I første omgang midlertidigt- om et par måneder til vores nye andelslejlighed på Østerbro En ugers på Stevns og så slappet af og nydt livet med min kone og mine unger, deres kærester – og superbarnebarnet (den superforkælede….) Ludvig.
 
Og så har jeg læst og surfet. Og lidt atypisk (Jeg skriver yderst sjældent om andres  blogs og sites på nettet – det er uden for mit kærneområde som journalist og blogger i taxiuniverset) – kan jeg ikke lade være med at gøre reklame for en af en meget stilfærdig men også kærlig og storslået blog, som rammer lige ned i det store under børne-under. En blog, der ikke kan læses uden at både grine og fælde en tåre.
Historien om meget sorte Tristan og hans meget hvide mor Helle (og Faren Theis).
Det begynder som en eksplosion af kærlighed…..
 

Continue reading…

Om idyl – og livets skrøbelighed

 

 

 

Klummen i EKSTRA, Ekstrabladet lørdag den 3 august

Det emmer af idyl.

Den smukkeste sommer i mands minde og endnu en af de smukke morgener, hvor taxamanden ikke behøver at argumentere for, at det er OK at stå tidligt op. Ikke med hønsene, for dem er der godt nok ikke mange af her i et af hovedstadens dyreste villakvarterer.

Jeg er trådt ud af Merceren for at strække benene og gøre bare en smule for ikke at blive ramt af statistikkernes nådesløse dom over taxi-erhvervets udøvere: Det er ikke godt for helbredet. Ikke sådan, at man alene er i fare for at blive smadret i trafikken eller overfaldet af en psykopat. Men især det stillesiddende. Overvægt. Diabetes 2. Hjertekarsygdomme.

I går kiggede fruen alvorligt på mig i en stemning af bekymret omsorg. Hun havde fået mine fremtidsudsigter direkte og uforbeholdent ved det årlige forsikringstjek. Agenten i den anden ende af telefonen spurgte til job-realiteterne og så måtte fruen gå til bekendelse: Job-titlen skulle ændres fra programchef i Statsradiofonien til taxichauffør på landevejen.

– Ja det er jo en helt anden sag, sagde forsikringsagenten i den anden ende. Taxichauffør, det er jo et højrisikojob.

Og så steg præmien på vores fælles ulykkesforsikring til omkring det dobbelte, mens min smukke og sunde hustru, der tager sig af folkets yngste skolebørn i sit professionelle virke og derfor må gå forud med et godt eksempel – var afskåret fra at lyve.

Continue reading…

Hvad nu, sømand?

 

Fra Ekstrabladets tillæg EKSTRA den 16 august 2014

 

Han ligner en rigtig søfarer. Sådan en, der gør det selv, både på båden og i livet og helt uden dødsangst tager selv den ondeste brodsø i Biscayen. Dialekten er er godt nok en anden. Men det ligner, at jeg har samlet en nordjysk Kløvedal op blot en enkelt bajer fra det hellerupske ambassadekvarter.

Og den er sådan set godt nok. Han er fri, mørkebrun – og en af søens folk.

Min kunde er taget hele vejen fra Jylland for at bruge en dag i hovedstaden på at få visum til et asiatisk land, der bygger skibe – og borerigge. Men nogle gange går det hele bare lidt for let og det tog mindre end en time at få papirerne i orden. Så han tog som sagt en kold på Sct. Peder og aner ikke, at han har placeret sig på en af bydelens kendte steder. Nu skal han bare til lufthavnen, hjem til dobbelt-A”. Og så afsted til Asien for at tjekke en nybygget borerig, inden den sejles om på den anden side af jordkloden og skal gøre en indsats i Nordsøen.

En slags spildtid i overvurderede København.

Det’ da lig’meget!

Continue reading…

Den smertelige skilsmisse

En terapeut, var det ikke det, jeg var?

Jeg stiller mig spørgsmålet efter sidste kunde, hvor vi var meget tæt på det private. Jeg bryder mig egentlig ikke om det indlysende JA-svar, for jeg ha jo ikke kompetence til at være det. Jeg var ikke så systemisk i min spørgeteknik. Jeg er bare en nysgerrig taxamand, der gerne selv ville fortælle om mine egne livs-oplevelser. Også de smertelige. Og så er jeg en journalist, en skriverkarl – der ikke kan lade være at fortælle historier. Men i taxien er jeg bare en taxamand, der vil vide mere om livet.

Så slog jeg ordet terapeut op i Den Danske Ordbog i håbet om en mere generel betydning af det. Men jeg fik ingen trøst:

 

”…person der behandler patienter og klienter med en bestemt terapeutisk metodeperson der behandler patienter og klienter med en bestemt terapeutisk metode…”

Continue reading…

Det har en ende…

Kan et savn være lige så stærk som en kærlighed?

Ja, så sandt som der er lavet stor kunst på det faktum i musik, på film, i litteraturen. Weltschmerz, sødsuppe, fortvivlede selvmord. Dramatiske bjergtinder.

Men også når jeg kigger på min daglige verden udenfor og indenfor forruden på min Mercer, møder jeg det der savn næsten hver dag. Jeg kører en del med ældre, – ja, gamle mennesker – og er måske blevet mere følsom overfor det. Og så er der den der skide 60-års dag, som har ramt mig, selv om forfængeligheden kæmper imod.

Det har en ende!

Continue reading…

Kærlighed fra Thorshavn til Bangkok

Der er virkelig sprogmusik i kabinen den her sene morgen.

Hun er tydeligvis asiat – og ganske rigtigt – hun kommer oprindelig fra Thailand, forstår jeg senere. Hun sidder smilende på bagsædet efter at et solidt antal kufferter er pakket i bagagerummet. Indimellem kommer der korte og præcise bemærkninger på et engelsk, der lyder ganske særligt i en thai-mund. Korrekt engelsk – men i sin helt egen, musikalske stilart.

Og så er der manden, der taler et lidt højtideligt dansk i den nordatlantiske farve. Han er fra Færøerne. Jeg ved ikke, om det er læringstraditionen på Færøerne eller det bare er blandingen mellem  med det danske og det i virkeligheden ”oldnordiske”, der skaber den der lidt højtidelige stemning af lidt tavse mænd og store bølger der slår ind på Klipperne.

Og så er der undertegnede ringhed, der jo ikke i sit danske kan skjule sin krøllebølske baggrund. Jeg har ikke boet på klippeøen i mere end 40 år, jeg taler ”tyndt”, fordi jeg blot er halvblods. Min far er Fynbo. Men jeg kan desuagtet ikke skjule, at jeg er granitperker, hvilket sprog-øvede indvandrere fra Tyrkiet, Pakistan og de arabiske lande ikke undgår at lægge mærke til.

Continue reading…

Arbejdslivet i højeste stress-gear

Hvis der stadig findes nogle marxister, ved jeg ikke rigtig rigtigt, hvad de vil kalde den tid, vi lever i  dag. Jeg siger det med overbærende selvironi i forhold til den tid, der var hovedårtiet for min ungdom: 70’erne. Selv var jeg uakademisk og slap overfor datidens dogmatik. Men jeg husker ordene. F.eks. – SENKAPITALISME eller PROFITRATENS FALD. Den første begreb handlede formelt om kapitalismen sene trin (men vist nok forstået i perioden op til 1. verdenskrig,  så den lader vi lige ligge). Det andet begreb har jeg aldrig forstået, selv om det lyder lidt halv-uartigt. Så den lader vi også lige ligge

Men jeg er stadig vild med datidens svulstige, politiske etiketter. Og jeg leger undertiden med at designer nogle nye.

Hvad mener I f.eks. om DEN POSTINDUSTRIELLE FAMILIE-MASOCHISME.

Noget med nutidens familie- og arbejdsliv, der reelt er så svært at gennemføre, at det undertiden ser ud som om vi får nydelse af det umulige.

Continue reading…

Den gamle far’s unge datter

 

“lille fredag” – oven i købet tæt på lønningsdag og medfølgende solid-druk. Starter arbejdsdagen med et solidt dementi til mine negative forventninger.

Trods det ukristelige tidspunkt. Trods lysten til at få det her overstået, så jeg kan komme til at holde weekend. Trods den sædvanlige lugt af alkohol, da de første kunder sætter sig ind i taxaen, så ønsker jeg jer alligevel, kære læsere, en af taxalivets særlige sider: At sidde her lidt slidt og bare en lille smule negativ overfor de forventede kunder: Endnu en flok stenede unge, der burde ligge derhjemme inden ugens sidste skoledag og så gennem udskejelserne til den RIGTIGE weekend. Og det allerværste: De unge mænds fortvivlede forsøg på at agere de store forførere i de sidste sekunder af natten.

Jeg under jer taxamandens overraskelser. Når verden alligevel er lidt smukkere end ens fordomme. De store udgaver – af de helt små øjeblikke.

Continue reading…