Job – og endelig lys forude

 

Fra hospitalet og på denne tid af dagen – det plejer at være kræftpatienter!

Og det viser sig endnu engang, at taxamanden, barfods-sociologen har ret.

Hun er en kort, tæt kvinde. Hun er kvik i bevægelserne trods de ekstra pund på sidebenene. Slagfærdig. ”Halløj chauffør”, endnu inden jeg selv når at åbne munden. Hun er en arbejderkvinde fra en tid, hvor den status både blev båret med stolthed og en anelse selvudslettelse: Jeg er som jeg er – men ikke noget særligt.

Det er i stunder som denne, at jeg kysser min skæbne på munden. Jeg skal ikke gennem det overflødige journalist-ritual, inden vi går til stålet. Vi skal fra Herlev til Tåstrup og i de 20 minutter det tager, kan vi lige så godt får det bedste ud af det.

Inden vi når Herlev Hovedgade er udgangspunktet slået fast: Hun er midt i en strålebehandling for brystkræft, mens det ser ud til at gå godt og faktisk er hun et ret lykkeligt menneske.

Continue reading…

5 år i arbejdsløshedens lænker

 

Det regner over byen.

Først tog vi en juli, der var blandt de koldeste.

Så blev august en tidlig, ”Indian Summer”, der gav os subtropiske fornemmelser.

Og nu – ja, nu regner det igen, og der føjes en smule melankoli til overstadigheden.

Nu kender vi landet og vores kollektive humør igen. Det går godt – men lige om lidt, er det gode under pres.

Min kunde denne morgen har helt sluppet den fuldautomatiske melankoli. Han har boet nole år i udlandet, så vendte han tilbage til Danmark igen. Og lige nu er han først og fremmest optaget af de næste 14 dages ferie i Vietnam. Han er en fri mand, har bare sig selv at tage vare på, når arbejdsdagen er slut. – Og nu skal han bare ud og nyde livet. En moden herre, sidst i 50’erne – og så ligner han ikke en globetrotter. Ingen kakifarvede skjorter, ingen vandresko fra Spejdersport eller en rygsæk, der ser ud til at skulle gå af de hemmelige stier i de skove, hvor amerikanerne kastede deres Napalm eller Viet Cong-partisanerne levede i deres underjordiske gange. Overhovedet ikke, – han skal bare på ferie.

Mest af alt ligner han en almindelig dansk trivial-turist med nydelige gabardinebukser, en pæn skjorte åbnet i halsen og mokkasinagtige, bløde herresko.

Bløde hænder.

Blødt ansigt.

Han ligner protypen på forestillingen om en bankmand (Undskyld ”erhvervs-racismen”, men en fordom udspringer ofte af en eller anden iagttaget, gennemsnitlig virkelighed).

Continue reading…

“Det grå guld ” – min bare …

Kender du det?

Der er begreber, som giver dig kvalme, som du næsten får lyst til at udradere af dit univers.

Og jeg tror ikke KUN det gælder for sprognørder som taxamanden.

Det er nogle gange næsten uretfærdigt, fordi meningen bag kan være god nok. Men, hold kæft, hvor jeg ikke kan holde ordene ud.

Der er f.eks. ikke noget principielt galt i ”… at have med mennesker at gøre…”. Det er jo helt fantastisk for psykologer, kassedamer, ejendomsmæglere, præster og parkeringsvagter.

Og taxamænd for den sags skyld. Jeg laver jo ikke andet end at køre folk fra A til B, tale med dem, lytte til dem, bære deres indkøbsposer og løfte deres rollatorer.

Men ”… at ha’ med mennesker at gøre …” – det er et begreb så slidt, så bredt, så selvindlysende sandt og sympatisk, at det for længst kunne trænge til nogle år seniorferie.

Continue reading…

Rutjetur og optur

taxamandens klummet i EKSTRA, EB’s magasin den 14. juni

 

Det ændrer på styrkerne i dine sanser for omgivelserne, når der sker store ændringer i dit liv.

Det er et faktum, som jeg bl.a. lærte i teorien, da jeg i 90’erne fulgte et stort chef-uddannelsesprogram, hvor der var koblet psykologer på os i hele forløbet. Jeg husker en gennemgang om krisepsykologi, hvor det handlede om arbejdslivets udfordringer.

Dengang tændte det min nødvendige journalistiske, kritiske sans. Bl.a. oplysningen om, at det at blive fyret i psykologisk belastning svarede til – ”…dødsfald i nærmeste familie…”

Arh, mon, er det så slemt?

Continue reading…