Det regner over byen.

Først tog vi en juli, der var blandt de koldeste.

Så blev august en tidlig, ”Indian Summer”, der gav os subtropiske fornemmelser.

Og nu – ja, nu regner det igen, og der føjes en smule melankoli til overstadigheden.

Nu kender vi landet og vores kollektive humør igen. Det går godt – men lige om lidt, er det gode under pres.

Min kunde denne morgen har helt sluppet den fuldautomatiske melankoli. Han har boet nole år i udlandet, så vendte han tilbage til Danmark igen. Og lige nu er han først og fremmest optaget af de næste 14 dages ferie i Vietnam. Han er en fri mand, har bare sig selv at tage vare på, når arbejdsdagen er slut. – Og nu skal han bare ud og nyde livet. En moden herre, sidst i 50’erne – og så ligner han ikke en globetrotter. Ingen kakifarvede skjorter, ingen vandresko fra Spejdersport eller en rygsæk, der ser ud til at skulle gå af de hemmelige stier i de skove, hvor amerikanerne kastede deres Napalm eller Viet Cong-partisanerne levede i deres underjordiske gange. Overhovedet ikke, – han skal bare på ferie.

Mest af alt ligner han en almindelig dansk trivial-turist med nydelige gabardinebukser, en pæn skjorte åbnet i halsen og mokkasinagtige, bløde herresko.

Bløde hænder.

Blødt ansigt.

Han ligner protypen på forestillingen om en bankmand (Undskyld ”erhvervs-racismen”, men en fordom udspringer ofte af en eller anden iagttaget, gennemsnitlig virkelighed).

Continue reading…