Om idyl – og livets skrøbelighed

 

 

 

Klummen i EKSTRA, Ekstrabladet lørdag den 3 august

Det emmer af idyl.

Den smukkeste sommer i mands minde og endnu en af de smukke morgener, hvor taxamanden ikke behøver at argumentere for, at det er OK at stå tidligt op. Ikke med hønsene, for dem er der godt nok ikke mange af her i et af hovedstadens dyreste villakvarterer.

Jeg er trådt ud af Merceren for at strække benene og gøre bare en smule for ikke at blive ramt af statistikkernes nådesløse dom over taxi-erhvervets udøvere: Det er ikke godt for helbredet. Ikke sådan, at man alene er i fare for at blive smadret i trafikken eller overfaldet af en psykopat. Men især det stillesiddende. Overvægt. Diabetes 2. Hjertekarsygdomme.

I går kiggede fruen alvorligt på mig i en stemning af bekymret omsorg. Hun havde fået mine fremtidsudsigter direkte og uforbeholdent ved det årlige forsikringstjek. Agenten i den anden ende af telefonen spurgte til job-realiteterne og så måtte fruen gå til bekendelse: Job-titlen skulle ændres fra programchef i Statsradiofonien til taxichauffør på landevejen.

– Ja det er jo en helt anden sag, sagde forsikringsagenten i den anden ende. Taxichauffør, det er jo et højrisikojob.

Og så steg præmien på vores fælles ulykkesforsikring til omkring det dobbelte, mens min smukke og sunde hustru, der tager sig af folkets yngste skolebørn i sit professionelle virke og derfor må gå forud med et godt eksempel – var afskåret fra at lyve.

Continue reading…

Det har en ende…

Kan et savn være lige så stærk som en kærlighed?

Ja, så sandt som der er lavet stor kunst på det faktum i musik, på film, i litteraturen. Weltschmerz, sødsuppe, fortvivlede selvmord. Dramatiske bjergtinder.

Men også når jeg kigger på min daglige verden udenfor og indenfor forruden på min Mercer, møder jeg det der savn næsten hver dag. Jeg kører en del med ældre, – ja, gamle mennesker – og er måske blevet mere følsom overfor det. Og så er der den der skide 60-års dag, som har ramt mig, selv om forfængeligheden kæmper imod.

Det har en ende!

Continue reading…

En brandmand og drengerøv taler ud

Jeg ved ikke, hvad der er gået galt, siden man ikke må bruge ordet gammel. Der er noget næsten politisk korrekt over ordet ældre. Min egen mor har korrekset mig flere gange – og hun har skoene på i den her sag. For det første, fordi hun har en fortid i ældreforsorgen – hun var plejehjemforstander. For det andet, fordi hun er 84 og bor på plejehjem – med min ”gamle far”. Det er faktisk de ord han bruger, når han tager telefonen: Goddag min dreng, det er din GAMLE far.

”Min dreng”, – det er en ok måde at blive tiltalt, selv når man lige er rundet de 60. Hvorfor skulle det så være forkert at bruge gammel-ordet, når man er blevet det?

Continue reading…

Den døde tyrker

– Iyi günler.

 

Han kigger på mig med smilende sorte øjne, der ellers har været mørke – og angste i de sidste år.

 

– Iyi günler, hilser han tilbage.

 

Og jeg behøver ikke spørge til hans nationalitet. Jeg havde allerede lidt frimodigt gættet på den. Gættet rigtigt. Han er en af disse efterkommere af de lidt lavstammede bønder fra den anatolske slette. Et kraftigt næseparti, med ”måne”,. Som det tilkommer en mand midt i livet – og med et ordentligt overskæg som en mellemstor busk lidt midt i det karakterfaste ansigt.

Han er en stolt mand.

Måske et lidt billigt med det der tyrkiske ”god dag”. Jeg kunne også have sagt ”iyi aksamlar”. Og så havde jeg brugt nærmest HELE mit tyrkiske ordforråd.

Continue reading…