Et forbillede i pli og dannelse i den politiske debat

Jeg plejer at sige, at jeg fortæller historier fra den virkelige virkelighed.

Et eller andet sted bør det begreb jo falde for den generelle journalistiske ”shit-detektor”. For det holder jo ikke at påberåbe sig en virkelighed, som altid vil være farvet af brillerne, den ses igennem og hjernen hos den, der gengiver den. På samme måde rynker jeg på næsen af de af mine kunder, der med et smil på læben spørger mig, hvordan det egentlig er at tilhøre ”verdens lykkeligste folk”. Jo, jeg er lykkelig mestendels. Men den lykke måles jo ikke alene på en fælles målestok.

Jeg bryder mig ikke om etiketter og jeg lyver jo, hvis jeg tager patent på den virkelige virkelighed.

Så måske skulle jeg bare tilføje – som taxamanden ser den!

Men det er ikke taxamanden som sandsiger eller opdrager, der fascinerer mig og får mig til at gå til vaflerne, når jeg som i gårsdagens historie møder den unge, afrikanske indvandrer, der på overfladen er en drengerøv og trænger til noget coaching og et par venskabelige spark bagi, så kan lære noget om æstetikken i det danske sprog og være den service-yder, taxafolk nu engang skal yde.

Det er ikke moralisten, for det kan jeg slet ikke leve op til. Hverken som det udtrykkes af nogle af jer Facebook-venner og bloglæsere, der tror jeg har et hjerte med særlig plads. – Eller de mere skadefro udenfor Facebook-universet, der indirekte siger til mig. Indrøm det nu, taxamand: Sådan er de jo. De passer ikke ind i vores samfund.

Continue reading…

Mødet med den sorte taxa-elev

Den blev en af de helt sjove ture, hvor den aldrende taxamand lige fik afprøvet sine kompetencer i en lille håndfuld roller.

Integrationskonsulent.

Coach

Opdrager.

Kollega en spe.

 Han stopper mig på en af de vildt trafikerede ringveje i en af de begyndende myldretidstimer om eftermiddagen. Lidt stresset, lidt oppe at køre. Ud med lappen, direkte øjekontakt – og så er endnu en kunde hjemme. – Han dybest set en drengerøv – sidst i tyverne. En af dem, hvor det har taget lidt tid at blive voksen. Og derfor måske også særdeles charmerende. Min kunde er af afrikansk baggrund og på en gang en gadedreng og lidt for beskeden.

Han fortæller, at han har boet i Danmark siden han var 10.

 

– Jeg troede du var født her. Du taler jo hammergodt dansk!

– Nej, nej, nej. Ikke godt nok siger han med noget, som jeg først tror er påtaget beskedenhed.

Men han er ikke tilfreds med sine danskpræstationer endnu. Selv hører jeg bare en smule dialekt, der sådan ikke er mere hørbar end sprogfarven hos granitperkeren himself.

Continue reading…

Kan man lære dannelse i en taxi?

Hvor kan man lære at blive et dannet menneske?

For det er vi vel enige om på tværs af de politiske forskelle (som i øvrigt er svære at få øje på her i hygge-Danmark). Dannelse er et godt karaktertræk hos et folk og hos et menneske. Ikke de der fimse-borgerlige forfængeligheds-signaler, – lamper og andet design, som social signalkunst. Skolemester-dannelse, som hang mig allermest ud af halsen, da politikerne begyndte at udarbejdede såkaldte KANON’er. Altså nogle politiske vedtagelser af, hvad der er de vigtigste kunstnere, de vigtigste historiske begivenheder etc.

Det er mig lige vel sovjetrussisk, at staten skal bestemme den gode smag.

Men at besidde dannelse – viden om mennesket og menneskelivet og evnen og lysten til at dele det i dialog med omverdenen.  Det er spændende og det binder mennesker sammen.

Continue reading…