ONE NIGHT IN BEIRUT

 

Jeg er ved at være igennem aflusningen efter sommerferien. Elsker min sommerferie trods fascinationen af nattens veje og vildveje i vogn 1-0024. Jeg tygger eftertænksomt på den skrå at jeg, trods mit lettere, maniske arbejdssind, elsker afslapningen og visionen om fremtidens arbejdsfrihed. Mere og mere, endnu inden friheden er indtrådt.

Men den terapeutiske del af livet som taxichauffør – kan jeg undvære den.

Terapeutisk?

Ja, eller kald det så bare balsam. Jeg kan bedst udtrykke det med de sætninger, jeg altid har med i mine foredrag?

Continue reading…

En taxi-test på fordomme

Dette blogindlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA, hvor jeg har en fast side hver søndag

 

Nogle gange, burde jeg slukke for radioen. Den giver mig en kæde af politiske depressioner. Men det er ofte for sent, inden jeg opdager at dagen er ødelagt.

Dagens spiseseddel:

En demonstration i weekenden med politisk flertal for at stoppe den ulovlige pirattaxi-virkelighed. DF, Socialdemokraterne on EL’erne var der fra Folketinget. Folketingets flertal er enige med os. Men endnu sker der – intet! Taxichauffører er er nipsenåle i det politiske supermarked.

Og fremmedangsten: Pia Kjærsgaard får tæsk for sine angreb på ”eliten”, – samtidigt med at hun er elitært forgyldt med det højeste job til den høje løn og med høj pension med en tidlig pensionsalder. Når eliten fortæller, hvad folket har godt af, giver det mig kvalme.

Og kommentatorer mener fortsat, at de slappe halal-hippier og de andre døvblinde venstrefløjskyllinger på københavnske Østerbro og omegn, der selv er skyld i, at det kom så vidt. Den nye politisk korrekte klasse og dens kampsang:  ” …Der er noget om snakken, vores kultur er på vej ned ad bakken …”

Continue reading…

Sverige – fra blodbad til kærlighed og forskellighed

 

Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”

Da jeg var barn på Bornholm, kaldte københavner-snuderne mig for reservesvenskere. Det virkede ikke som en kærlighedserklæring. Så der var automatisk øretæver i luften. Det var egentlig lidt uretfærdigt – for svenskerne. For vi havde jo ikke noget imod dem.

Egentlig var det langt mere ydmygende at være koloni-barn fra København – eller ”ovre”, som vi sagde. De var nemlig ikke bare på feriekoloni ved Svaneke, hvor jeg havde min skole og min gang – de var på svagbørnskoloni. Det var godt nok et stigmatiserende begreb, der ville noget. Men vi brugte det og fik baggrunden: Det var noget med ungerne fra de fattige arbejderhjem på stenbroen. De skulle en tur til klippeøen for at blive fedet op. Vi sloges den ene dag, vi var venner den næste. – Og året efter havde københavner-pigerne fået runde former – og så var sagen pludselig en helt anden. Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”

Sommertøserne fra Sverige var en helt anden sag. De var mere uopnåelige, selv om de strålede i solen med kornblondt hår, den brune hud og de himmelblå øjne.

Det var sådan et smuk ung, kvindelig svensker, jeg fik med på den tidlige morgentur. Selvfølgelig en voksen kvinde, men taxamanden er jo blevet en sølvræv, så selv de helt voksne kvinder i 30érne fremstår meget unge.

Continue reading…

Mødet med den unge frihedskæmper

Det er et dramatisk/kunstnerisk trick at bringe almindelige mennesker i ualmindelige situationer. Jeg har hørt filminstruktøren Steven Spielberg citeret for det, men tror det er sagt og brugt af mange andre derude.

Når man bringer almindelige mennesker i en usædvanlig situation, sker der noget.

I går oplevede jeg det modsatte. At der skete noget ganske særligt i mødet med et usædvanligt menneske i en ganske almindelig situation. Ikke skelsættende set udefra. Men den indeholdt noget ganske særligt, som sidder i mig endnu og er en af flere, som er brikker i en helhed.

Selvom min tidligere karriere som journalist og især chef i medieverdenen (DR) har bibragt mig et fantastisk, oplevelsesrigt arbejdsliv, mødet med store mennesker, rejser i Europa og USA, hæder, ære, høj løn, ridderkors og ”hele svineriet”, – så giver arbejdslivet som taxachauffør mig en tiltro til menneskeheden, som jeg ikke har oplevet i de sidste mange år.

Det lyder meget højtideligt – måske svulstigt.

Men det er sådan det føles og det er sådan, det er.

Continue reading…