Tro på Gud – og en på hovedet

Taxamandens klumme i Ekstrabladets weekendtillæg, EKSTRA, den 15. marts.

 

 

Mest af alt ligner han en Viking. Sådan en kæmpe på et stykke over de 2 meter, som man bestemt ikke ønsker at møde i en kamp på de bare næver. Det er jeg HELT sikker på. – Og så har jeg sjældent mødt et menneske, som viser sig at være så rar og rund trods denne kamp-egnede krop. Langt mere Baloo fra Junglebogen end en maneater fra vildmarken.

Dybest set er denne selv-hvilende krop og sjæl – selv et offer for vold.

Men det er allerede lang tid siden i dette ret unge menneskeliv.

Min kunde i lufthavnen er bedøvende træt efter en meget lang rejse fra ”de varme Lande”. Han er instruktør på en af disse oplevelses-rejser, hvor man ikke bare ligger i en solseng og høvler drinks i sig, tager en lille ”morfar, for at gøre sig klar til aftenens gastronomiske oplevelser.

Han er med på de rejser, hvor turisterne både vil prøve det vilde – og så alligevel have lidt af den skandinaviske tryghed med hjemmefra. Så tog han lige en uges ferie selv, inden sæsonen starter på hans primære arbejde herhjemme.

Som barn var han ramt af Jehovas Vidners lov. Løftet om, at et helt konkret, lille antal ville komme i himlen på dommedag – de mest rendyrkede følgere af Gud, Jehovas lov. Ingen jul eller fødselsdage. Ikke alt for høje fordringer i uddannelse. Ingen spiritus. Ingen tobak. Bare Guds ord og den blinde tilbedelse.

Continue reading…

Taxifolket – og en vrede som stikker dybere

Det er selvfølgelig vreden over en 65-årig kollegas fuldstændig meningsløse død, da han bare ville passe sin nattevagt og hjælpe nogle kunder med at få deres cykel bag på taxaen.

Og det er naturligvis alle de marginale situationer, de fleste taxifolk har oplevet, – der pibler frem af erindringen. Da drukkenskaben var så vild i bilen, at den var ved at komme ud af kontrol. Når den aggressive kunde vil diskutere pris og er sikker på, at han er blevet snydt, mens han sov i i sin giga-brandert. Eller de psykisk syge, som kan være råbende og meget store.

Frygten.

Hvornår kommer turen til mig.

Men selvfølgelig ser der også en slags social vrede over afgrunden mellem det arbejde, vi udfører. Timelønnen for at udføre det – men især at regeringen er ved at lægge sig ud med ENDNU en lønmodtagergruppe i det her land. Stikordene er liberalisering og fratagelse af vognmændenes mulighed for en af deres vigtige indtægtskilder: Salget af de brugte taxier, når de er frikørte.

Continue reading…

Voldsfilm “in real life”

Fra min klumme i Ekstrabladet 10 maj

 

Det her er alt andet end Jeppe i baronens seng.

Snarere tættere på møddingen.

Det er sent nat eller meget tidlig morgen – tag det som du vil – i Københavns minefelt. Tre gutter på vej hjem efter nattens dødsrute. To mand smider sig ind på bagsædet – én på forsædet. Ham på forsædet er mest klar, selv om jeg ikke helt ænser hans ansigt i mørket og har rigeligt at gøre med at holde øje med dinglende folk for og bag og til højre og venstre for taxaen.

De er mine første kunder

 

– Bispebjerg. Vi skal på skadestuen!

 

Så vågner taxamanden, tænder intuitivt kabinelyset og kigger på forsædepassageren. Han er et, stor blodigt fjæs. Noget af det løber endnu fra mundvige og næse. Noget af det er størknet, sortere op ad kinderne.

Continue reading…

Er der nog’n, der skal “klaskes…..”

Der skete noget radikalt med min attitude til nattelivet i hovedstaden, da jeg startede som ”dagmand”

Jeg mærker det tydeligere hver fredag morgen, når jeg kører direkte ind i downtown, København. For det med at være ”dagmand” er mig jo et noget relativt begreb. Jeg har valgt, at min vagt starter kort efter kl. 3,00 – og ja, der er derfor en smule natarbejde for dagmanden. Men fredag morgen stiler jeg altså mod ”Lillefredag”’s hjemkørsel af hele og halve branderter, – som det vil være de opmærksomme læsere bekendt. Jeg har nu et par mandage besluttet mig for, at det snart skulle være slut med de der drukhistorier. Men undskyld mig.

De tidlige morgener gør stadig indtryk på mig.

Continue reading…