MIN FARFAR – DEN TYSKE VETERAN

november 11, 2018. 2018
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

Mon ikke han drog sit livs lettelsens suk præcist i dag for 100 år siden?Den 1. november – kl. 11, hvor ”den store krig” – første verdenskrig sluttede. Han havde tilbragt de første år på Østfronten, tættest på det Østprøjsen, hvorfra han stammede.

I 1917 brød det russiske zarrige endeligt sammen og tyskerne samlede deres kræfter på vestfronten.

Min farfar, Gefreiter (korporal) Karl Friederich Grunwald blev sendt til den anden side af det skrantende, tyske kejserrige som signalmand i hæren.

Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – frontsvinets ødelagte krop

Egentlig var han revet ud af sit nye liv som kunsthåndværker – billedskærer – og indvandrer i Danmark. Men han var fortsat tysk statsborger og blev kaldt hjem som soldat i den tyske, kejserlige hær. Jeg forestiller mig, at han var med på ideen. Familien i Kønigsberg (Kaliningrad i dagens Rusland) var så nationale, at de skiftede fra farens slavisk/polske navn Dzienuda – med moderens tyskklingende Grunwald.

Jeg har altid beundret min farfars øjne på ungdomsbillederne af ham. Vemodige og forstandige. Flotte og reserverede. Men han er og bliver en myte i mit liv, fordi han døde 2 år før jeg blev født – blot 60 år. Slidt af krig og hårdt arbejde. Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – skyttegravssoldatens ødelagte krop.

ONE NIGHT IN BEIRUT

august 12, 2018. 2018
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

Jeg er ved at være igennem aflusningen efter sommerferien. Elsker min sommerferie trods fascinationen af nattens veje og vildveje i vogn 1-0024. Jeg tygger eftertænksomt på den skrå at jeg, trods mit lettere, maniske arbejdssind, elsker afslapningen og visionen om fremtidens arbejdsfrihed. Mere og mere, endnu inden friheden er indtrådt.

Men den terapeutiske del af livet som taxichauffør – kan jeg undvære den.

Terapeutisk?

Ja, eller kald det så bare balsam. Jeg kan bedst udtrykke det med de sætninger, jeg altid har med i mine foredrag?

Landet du ikke må komme fra

maj 21, 2015. 2015
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

Taxi-pladsen i Københavns Lufthavn er i alle henseender en smeltedigel af mennesker og deres sprog og kulturer. For nu først at være lidt afsende-orienteret: chauffører fra alle verdenshjørner. Man kan vist rundt regnet sige, at her er en af de arbejdspladser, hvor man som indfødt dansker tilhører en etnisk minoritet.

Det er en oplevelse, som jeg kunne unde alle mennesker. Det første, politisk korrekte udgangspunkt er selvfølgelig, at det på en gang viser vore forskelligheder, vore særlige fysiske og kulturelle fremtrædelsesformer – og vore ligheder. Som mænd. For sådan en dag, hvor hundredevis af taxier lister op ad ”båsene” mod af- og pålæsning, er der næsten udelukkende tale om mænd. Et studie af mænd, deres sprog og deres gestikulationer.

De sorte afrikanere, hvoraf mange kommer fra Somalia, de holder sig ofte for sig selv.

De høje, aristokratiske serbere eller andre repræsentanter for folkeslagene på Balkan.

De unge arabere, der er så veltrimmede, at de får os andre til at ligne en bunke utjekket lort.

De modsatte – med bare tæer i slidte sandaler, halvnussede bukser – og man fatter ikke, de får lov til at sidde som service-folk i en taxi.

De gamle danskere, der har kørt taxi så mange år, at jeg forestiller mig, at de også ligger sig til at sove i den, når de kommer hjem.

Religionen, kærligheden og ødelæggelsen

februar 18, 2015. 2015
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

En af mine kunder, en hinduistisk inder, bringer det åndelige og det videnskabelige på banen. Og han rammer religionsdebatten mere end han aner her i det lille eventyrlands hovedstad

En lytten til folkeånden lige nu.

Opmærksomheden mod nyhedsudsendelser på alle kanaler.

En hurtig surfen på Internettet.

Et kig ind hos vennerne på Facebook.

Det er en indlysende konsekvens af terror-handlingerne i den forløbne weekend og det fortsætter her i dagene efter. I aftes, onsdag, i en reportage fra den jødiske begravelse af Dan Uzan, den terror-dræbte vagtmand fra Synagogen i Krystalgade i København. Den jødiske kantors afskedssang ud gennem højtalerne til mange hundrede begravelsesgæster. Indenfor i kapellet med de nærmeste og med regeringens fremtrædende ministre i spidsen.

Sverige – fra blodbad til kærlighed og forskellighed

januar 28, 2015. 2015
/
Taxa
/
Ingen kommentarer

Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”

Da jeg var barn på Bornholm, kaldte københavner-snuderne mig for reservesvenskere. Det virkede ikke som en kærlighedserklæring. Så der var automatisk øretæver i luften. Det var egentlig lidt uretfærdigt – for svenskerne. For vi havde jo ikke noget imod dem.

Egentlig var det langt mere ydmygende at være koloni-barn fra København – eller ”ovre”, som vi sagde. De var nemlig ikke bare på feriekoloni ved Svaneke, hvor jeg havde min skole og min gang – de var på svagbørnskoloni. Det var godt nok et stigmatiserende begreb, der ville noget. Men vi brugte det og fik baggrunden: Det var noget med ungerne fra de fattige arbejderhjem på stenbroen. De skulle en tur til klippeøen for at blive fedet op. Vi sloges den ene dag, vi var venner den næste. – Og året efter havde københavner-pigerne fået runde former – og så var sagen pludselig en helt anden. Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”

Sommertøserne fra Sverige var en helt anden sag. De var mere uopnåelige, selv om de strålede i solen med kornblondt hår, den brune hud og de himmelblå øjne.

Det var sådan et smuk ung, kvindelig svensker, jeg fik med på den tidlige morgentur. Selvfølgelig en voksen kvinde, men taxamanden er jo blevet en sølvræv, så selv de helt voksne kvinder i 30érne fremstår meget unge.