MIN FARFAR – DEN TYSKE VETERAN

 

 

Mon ikke han drog sit livs lettelsens suk præcist i dag for 100 år siden?Den 1. november – kl. 11, hvor ”den store krig” – første verdenskrig sluttede. Han havde tilbragt de første år på Østfronten, tættest på det Østprøjsen, hvorfra han stammede.

I 1917 brød det russiske zarrige endeligt sammen og tyskerne samlede deres kræfter på vestfronten.

Min farfar, Gefreiter (korporal) Karl Friederich Grunwald blev sendt til den anden side af det skrantende, tyske kejserrige som signalmand i hæren.

Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – frontsvinets ødelagte krop

Egentlig var han revet ud af sit nye liv som kunsthåndværker – billedskærer – og indvandrer i Danmark. Men han var fortsat tysk statsborger og blev kaldt hjem som soldat i den tyske, kejserlige hær. Jeg forestiller mig, at han var med på ideen. Familien i Kønigsberg (Kaliningrad i dagens Rusland) var så nationale, at de skiftede fra farens slavisk/polske navn Dzienuda – med moderens tyskklingende Grunwald.

Jeg har altid beundret min farfars øjne på ungdomsbillederne af ham. Vemodige og forstandige. Flotte og reserverede. Men han er og bliver en myte i mit liv, fordi han døde 2 år før jeg blev født – blot 60 år. Slidt af krig og hårdt arbejde. Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – skyttegravssoldatens ødelagte krop.

Continue reading…

Taxamandens amerikanske forelskelse

I Danmark kunne den etnisk bornholmske taxamand under andre omstændigheder være vendelbo.

Ude i verden ville jeg – hvis ikke jeg var dansker – være amerikaner.

Det ved jeg inderst inde, selv om vi for tiden befinder os i en solid anti-amerikansk periode, som mest minder mig om 60’erne under verdensbanksdemonstrationerne. Dengang var jeg et politisk interesseret barn i konfirmationsalderen. Men i 70’erne under bombningerne af Hanoi var det en folkesag at være anti-amerikansk. I begge årtier var det jo ikke uden grunde. Kapitalisme, oprustning og grov magtudøvelse bør da i den grad sættes under lup – ingen tvivl om det.

Og i dag handler anti-amerikanismen om krigene i den arabiske og muslimske verden. Fra de ekstreme tossehoveder til pænere, mellemøstlige bedsteborgere, er det ok at gå i struben på det land – og alene begrunde kritikken som et spørgsmål om magt og olie.

De agerer i deres egen interesse.

Det er til gengæld en kritik man kan rette mod alle kulturer og magtstrukturer

Continue reading…