Fra taxamandens klumme i Ekstrabladets tillæg EKSTRA den 8. november
Det var en sort uge for taxafolkene i det mørke efterår, da mit fag viste sig fra den sorteste side.
Drabet på en kollega. At man er ked af det, når ens døtre ringer til en op ad dagen for at høre, om man er i live. Med en snert af gråd. Og så min journalistisk, kritiske sans, der indimellem minder mig om, at jeg skal styre mig – NETOP fordi jeg er professionelt indblandet som kollega til den afdøde – i samme selskab.
Jo, jeg mærker også hævngerrigheden, hvor uproduktiv den end er. Lysten til at finde gerningsmændene/-manden og give ham den mest langvarige dom. Tanken om, at han aldrig – ALDRIG skal ud at være kunde i en taxi, fordi han indtil sit livs slutning skal betale for det liv, han selv tog.
Men det er den helt modsatte oplevelse, som fjerner mig fra mit professionelle sortsyn. Og jeg tror, jeg deler den oplevelse med mange taxichauffører. Det er de varme, det er de menneskelige øjeblikke, der bærer igennem lange arbejdstider, lav løn – for slet ikke at tale om trusler og farer for liv og helbred.
Tør man kalde det kærlighed?