Manden med den rullende iltflaske

Mit arbejde som taxachauffør er og bliver et studie i menneskets selvopholdelse og kærligheden til livet. Jeg troede, da jeg startede i branchen for 20 måneder siden, at jeg skulle på chartertur i fordoms-Danmark. Jeg ville møde de drikfældige, de arrogante, de overfladiske, de flæbende, – de  der er hamrende ligeglade med, hvad det er for en idiot, der sidder ved rattet i Merceren. Det har jeg selvfølgelig, ligesom ”manden på gaden” spadserer i uendeligt mange gangarter. Men det er ikke karikaturerne, der fylder mest.

Kendsgerningen er snarere, at min kærlighed til menneske-racen i alle dets afskygninger generelt er øget.

Folk er sgu go’e nok!

Continue reading…

Om at leve med det ubærlige

Der ER møder i taxaen, som jeg holder igen med ikke kommer til at fylde alt for meget i mine daglige mikro-essays-

En af disse arkefortællinger møder jeg nærmest hver eneste dag: Beretningerne fra de mennesker, som er alvorligt syge – men stadig glade og i hvert fald levende og fungerende mennesker.

Hvorfor min tilbageholdenhed?

For det første ejer jeg, trods mit nysgerrige sindelag, dog en form for blufærdighed. Herunder en nervøsitet for, at møder så korte som mine i min taxa i realiteten kun er lynglimt fra livet og derfor får mine reaktioner til at stå klarere end selve indholdet.

For det andet har livet med og i medierne givet mig en total genre-mæthed på dette felt: Tidens bløde tragedie-journalistik – hvordan-føler-du-det-lige-nu  klicheerne, som især har bredt sig ind i alle bløde aktualitetsprogrammer om morgenen og tidligt på aftenen: Jeg skal dø, men jeg kæmper glad. Jeg har mistet alt, men jeg stod det igennem. Jeg har et handicappet barn men se hvor glad, jeg er!

Det er oftest sandfærdige beretninger.  Men det er bare for meget

 

Ja, det er for meget igen og igen – men det ER altså bidder af virkeligheden – lunser af den.

 

Jeg er ligesom dem – og de er ligesom mig. De er mennesker, som i krisestunder må holde fast i bare det mindste lys i mørket for ikke at bryde sammen, – eller miste den kampkraft, der reelt holder dem oppe. Selvfølgelig kan ethvert menneske – uden at bedrage – fortælle taxamanden, at livet er skide godt – og samtidigt være lige ved at briste indeni. Beretningerne handler i virkeligheden ikke så meget om at være lykkelig på trods.

Man er derimod både syg og angst og knækket – og levende.

Continue reading…