Der ER møder i taxaen, som jeg holder igen med ikke kommer til at fylde alt for meget i mine daglige mikro-essays-
En af disse arkefortællinger møder jeg nærmest hver eneste dag: Beretningerne fra de mennesker, som er alvorligt syge – men stadig glade og i hvert fald levende og fungerende mennesker.
Hvorfor min tilbageholdenhed?
For det første ejer jeg, trods mit nysgerrige sindelag, dog en form for blufærdighed. Herunder en nervøsitet for, at møder så korte som mine i min taxa i realiteten kun er lynglimt fra livet og derfor får mine reaktioner til at stå klarere end selve indholdet.
For det andet har livet med og i medierne givet mig en total genre-mæthed på dette felt: Tidens bløde tragedie-journalistik – hvordan-føler-du-det-lige-nu klicheerne, som især har bredt sig ind i alle bløde aktualitetsprogrammer om morgenen og tidligt på aftenen: Jeg skal dø, men jeg kæmper glad. Jeg har mistet alt, men jeg stod det igennem. Jeg har et handicappet barn men se hvor glad, jeg er!
Det er oftest sandfærdige beretninger. Men det er bare for meget
Ja, det er for meget igen og igen – men det ER altså bidder af virkeligheden – lunser af den.
Jeg er ligesom dem – og de er ligesom mig. De er mennesker, som i krisestunder må holde fast i bare det mindste lys i mørket for ikke at bryde sammen, – eller miste den kampkraft, der reelt holder dem oppe. Selvfølgelig kan ethvert menneske – uden at bedrage – fortælle taxamanden, at livet er skide godt – og samtidigt være lige ved at briste indeni. Beretningerne handler i virkeligheden ikke så meget om at være lykkelig på trods.
Man er derimod både syg og angst og knækket – og levende.
Continue reading…
