Et møde med fortiden

 

 

Pling-pling, siger computerskærmen i vogn 2282.

Jeg trykker på en af knapperne – og køreordren dukker op på skærmen, som en databesked i en spionfilm fra den kolde krig. Så kommer navnet på kunden – og jeg sendes endnu længere tilbage til en tid, hvor vi ikke forestillede os, at den kolde krig vil stoppe i vores levetid.

Jeg aner jo ikke om kunden er HAM. Men navnet sender tilbage til min regionalradio – min allerførste år på arbejdsmarkedet. Det er snart 40 år siden og jeg var bare 24, journalistspire – og vildt imponeret. Netop i de dage havde jeg dækket en af det politiske univers store begivenheder. For første gang også på tv og med hjælp fra profilerne i København. De kendte fra højtaler og skærm.

Continue reading…

Når kræften vender tilbage

Det er den smukkeste sensommermorgen efter den smukkeste sommer.

Jeg er for alvor ved at erkende, at vejret og lyset er et vigtigt element i taxichaufførens arbejdsliv. Det lyder måske lidt paradoksalt, at man er så berørt af vejrliget, når man sidder derinde i den trygge kabine i 21. grader airkonditioneret luft året rundt. – Eller hvad der nu er komfortabelt for dig og kunden.

Det kan regne og sne eller være Sahara-agtige forhold på den anden side af Mercerens forrude.

Herinde er klimaet konstant.

Og humøret.

Folk sukker dybt, når jeg svarer på spørgsmålet om, hvornår jeg møder. Svaret er: mellem 3 og 3,30. Det er så lige med det svar, at nogle kunder dør en lille bitte smule. Ikke ”la petite morte” (den lille død) – som er et lyrisk fransk udtryk for orgasme.

Jeg vil sige – snarere det modsatte. Det er ikke den stille fryd, der kilder, når vejene er sorte – alt er sort derude kl. 3 om morgenen

Hvordan i hede hule ……. Kan jeg dog holde disse tidlige morgener ud – dag efter dag.

Det korteste svar er: Det er nu engang mit job og min mødetid.

Den lidt mere eftertænksomme er, at jeg faktisk surfer på bølgen af de lyse morgener, Fra slutningen af december – uanset, at det er mørkt– mørkt –mørkt, bliver det jo lysere dag for dag. Det er selvfølgelig slemt i begyndelsen – men det bliver lysere.

Nu kan de jo ikke skjules, at vi går mod mørkere tider igen. Men det er trods alt stadig den lyse tid. Og så må jeg bruge andre positive elementer derude fra virkeligheden. Ikke som min faster råbte ”..SE SOLEN…”, når hendes drenge var ved at rive hovederne af hinanden. Ikke i distraktion. Men for ærligt og redeligt at lede efter optimismen.

Sådan er min stemning den solrige morgen i september.

Continue reading…

På tur med en levende solstråle

Det er infantilt – jeg ved det!

Men indtil jeg bliver virkeligt voksen kan det ikke være anderledes.

Jeg får myrekryb af de politiske debatter på tinge, hele den rituelle stammedans – denne gang ved afslutningsdebatten.

Jeg slukker!

Jeg kan godt forstå det med min venstre hjernehalvdel: At selvfølgelig skal den siddende regering rose sig selv for at verden er blevet bedre, siden den kom til. Men undskyld mig, det fremstår også som utroværdigt pral. Og spin-djævlene er da også allerede i gang med at botanisere over. Om fremgangen i væksten på en pct. nu skyldes den almindelige, begyndende vækst. – Eller den såkaldte røde bloks glorværdige indsats. Det barnlige understreges så af journalisternes utrolige metafor-liderlighed. Selvfølgelig skal først en liberal og siden en halvrød tænketank give karakterer – her i eksamenstiden (..jeg er i sekunder ved at flå taxaen ind til siden, hidkalde de nærmeste borgere omkring højtaleren – og så bare danse stammedans). Magen til journalistisk uoriginalitet skal man ………. Ikke lede ret længe efter.

De røde og de blå censorer melder: Thorning er bestået!

Åh Gud, vi er så lettede…

Continue reading…

Det seje quindfolk med den ubærlige smerte

I dag møder jeg en af de rigtig, seje quindfolk, som gør det til en særlig oplevelse af være en taxamand som mig. Bort set fra de lidt langsomme, kontrollerede og panter-agtige bevægelse, fremtræder hun ikke som en kunde til de Falck-ture/sygetransporter, der jævnligt er en del af taxamandens dagligdag.

Hun er formentlig først i 50’erne. Nydelig – og med det særlige udtryk, som kendetegner modne kvinder (For en ordens skyld: Sådan har jeg altid set de kvinder i ”den bedste alder”. Også da jeg var i 30’erne og i 30’erne). Jeg kunne også sige det som min gode ven og tidligere medarbejder, studieværten og musikeren Alex Nyborg Madsen. Han er måske den mand med størst kvindeforstand, jeg har mødt i mit liv:

– Der er noget ganske særligt over kvinder, der har levet det virkelige liv!

  Continue reading…

Om medaljen og dens bagside…

Se nu grundigt på dette billede, der er noget særligt ved det!

Og hvad er det mon?

Nej, hvor smuk den end er, er det ikke den slanke hånd med de lange fingre.

Heller ikke håndens brune farve, der stammer fra en dansk kvinde som har arabisk, indisk, afrikansk, europæisk blod i sine årer.

Åh nej, nej, nej – heller kulissen i baggrunden – ikke vogn 2282, den sølvgrå Mercer med det grønne logo.

Det er neglene, kære læsere. De er skabt af en danmarksmester og tilhører en ung kvinde, der som mange af taxamandens kunder bærer både på en god og en grum historie.

Continue reading…