Hvis man ikke iagttager den, har man ingen realitetssans.
Hvis man går for meget op i den, er man offer et ungdomstyranni.
Jeg ved det, – men nu har jeg besluttet at tale frit fra leveren. Og den har det rent fysisk temmelig godt, fordi de mange kilometer på landevejene fylder så meget i mit liv, at der ikke er mange timer til rødvin.
Det handler om ALDEREN – og den har en ganske særlig betydning for mig netop i det Herrens år 2019. Jeg bliver 65 i april og et halvt år efter – til november, er jeg berettiget til at træde ind i det fuldvoksnes rækker.
Dagens indlæg bringes også som blogindlæg i avisen.dk
Vi blev berømte som verdens lykkeligste folk.
I den seneste tid har jeg tænkt på, om vi også er et af de mest uforskammede?
Det var en kunde, født i USA, som gav mig eftertanken. Og så de sidste ugers Facebook-debat i slipvinden af flygtningekrisen. Min amerikanske kunde, som har arbejdet i nogle år for en stor, international, dansk virksomhed, er høflig her på den tidlige tur mod lufthavnen.
– Jeg ved godt, det er svært at tale høflighed og debatkultur på tværs af kulturer. Som amerikaner er det svært at belære jer danskere om, hvordan I skal opføre jer. Ouverturen til den amerikanske valgkamp taler allerede sit eget sprog. Og i journalistikken og i underholdningsindustrien derovre går vi til stålet.
– Nej det er som iagttager af Danmark og danskerne, at jeg ser helt nye sider af jeres land. siger min kunde. Jeg taler ikke godt dansk, men jeg er jo med på de sociale medier – ikke mindst på Facebook. Og her er der godt nok lang afstand mellem harmonien i jeres land – og så tonen i debatten. Der er som om jeres frygt og vrede er meget større, end man oplever ved bare at bo her. Jeg kan jo ikke lade være med at synes, at det her land er noget at det tryggeste, sikreste og mest solidariske, jeg har mødt. I diskuterer selvfølgelig politik som i den øvrige dele af verden. Sjovt nok uden de helt store forskelle, når det kommer til de indre linjer. Socialisterne er er totalt demokratiske og kun meget få ønsker, at staten skal eje virksomheder. Liberalisterne – end ikke de helt nye – ønsker ikke reelt at afmontere det trygge velfærdssamfund. De konservative er langt fra skattenægtere. Og selv jeres nationalister er socialdemokrater i socialpolitikken. I udenrigspolitikken herunder flygtningepolitikken er der selvfølgelig forskelle – men jo ikke de samme som i Ungarn, i England eller Frankrig. Så jeg tænker på – eller jeg spørger: Hvorfor al den vrede i ordene, når der ikke er de største forskelle i indholdet?
Jeg kan ikke svare kunden. Og jeg ved heller ikke, om jeg er helt enig i det med de manglende forskelle. Men det er sådan, han ser det.
Det er tid til denne uges videohilsen og beretningerne om politikerne, der tager deres beslutninger på afstand – og Taxa-Arne, der to prisen for at være noget særligt for sine unge kunder….
Mit blogindlæg bringes også i dag i en af Danmarks større nyhedssites – avisen.dk, hvor jeg blogger hver onsdag.
Vi tilhører åbenbart en kultur, hvor det er vigtigere at gøre op med fortiden end at være seriøst bekymret for fremtiden.
Det er Taxamandens privilegium og lod at lytte til den ufiltrerede folkestemning. Dels er jeg nærmest narkotisk mediebruger af radio og net – en åbenbar konsekvens af en arbejdsdag, som hele tiden penetreres af pauser. Dels er jeg hele tiden i dialog med kunderne om livet i dronningeriget og omegn – i de korte øjeblikke jeg danner fællesskab med et menneske, uden nødvendigvis nogensinde at møde det igen.
Diskussionen kommer i temaer og bølger – og fornyligt var det endnu en af bekymringerne, der tog over i nogle timer og dage. Endnu engang, burde jeg sige. For temaet kommer igen og igen: Opgøret med vores venstreorienterede fortid – 60’erne og 70’erne. Overskriften var, at aldrig har det været sværere at være venstreorienteret. Det ALDRIG skal nok ses i lyset af en relativt kort historie-opfattelse. Jeg tænker ikke mindst på de kommunister, der sad i tysk koncentrationslejr, efter at tjenstvillige, danske rigsdagsmedlemmer forbød DKP under den tyske besættelse.
Men de er næsten alle borte, og siden har den kolde krig optaget os mere end den varme
Så er det tid til taxamanden første Videohilsen i marts.
I dag slukkede jeg for radioen efter at have hørt debatten om Venstres udhængning af de forkælede kontanthjælpsmodtagere. Især de familier, hvor begge ægtefæller er på kontanthjælp og har flere børn i den alder, hvor ungerne virkeligt koster noget.
Det er især synd for de lavtlønnede, der som mænd og kvinder på risten skal se al velduftende pengesedler gå til dem på støtten. Der er noget helt galt i Danmark, mener de djøfiserede politikere, – der i øvrigt ofte har tilbragt deres unge liv med skattebetalt skolegang, SU og gymnasium. Og guddødeme også universitetsuddannelser, som er betalt af det offentlige – for så at gå ind i velbetalte politikere som offentligt ansatte for skattebetalernes regning.
Det er ikke engang værdigt til at kalde løftebrud.
Det er vel nærmest hykleri.
Så taxamanden stemmer NEJ og vender sig i stedet mod Volbeat og Lego – det kreative erhvervsliv, hvor denvirkelige værdiskabelse ligger.
Så jeg er ikke den, der kan hæve champagneglasset efter nytår og sige tak, sådan som dagen i dag er egnet til det.
Når mine unger dingler ind over nytårsbordet for et kys og håber de rammer, den de elsker. Når min dejlige kone hygger sig med to af vore meget gode venner- i Buddinge. Når I mine kære bloglæsere og virtuelle venner i Facebook og andre steder på nettet laller, eftertænker – måske fælder en tåre derude i den virkelige virkelighed, der byder på meget andet end champagnebobler …
… Så kører taxamand 023492 gæster af alle klasser, køn og aldersgrupper ud og hjem i den sølvgrå taxi med det grønne logo. Det er natmanden Morten, der ta’r sig kærligt af vogn 2282. Selv ”låner” jeg en anden for en sjælden gang at køre nat.
Og det er helt frivilligt – jeg burde jo sidde sammen med frue og venner. Men jeg har en særlig pagt med denne nytårsnatte-tjans, som jeg nu kører på 3. år. Måske lyder det af ”…for meget..” – men det betyder faktisk noget for mig. Og for mig bliver natten både sjov, når bilen er fuld af fulde. Og det er den mestendels. Men også de stunder tidligt på aften og i morgen tidligt, når der bliver lidt kortere mellem snapsene.
Taxamanden har meget at sige tak for i året der gik. Og det er så grunden til, at jeg taget forskud på mine skriverier, der begynder igen først i januar.
Her kan du læse første del af et usædvanligt politisk møde.
Løgnehistorie eller ej – betyder intet. Ligheden er ikke tilstræbt – den er uundgåelig
Mads Holger – den unge konservative med det underlige sprog
– Kunne De være så nådig at transportere min ringhed til den dannede disputs fornemste arena?
Jeg kiggede på manden via bakspejlet, mens der endnu var lys i kabinen denne vintereftermiddag i december, hvor alt havde været sort hele dagen. Vejret, indtjeningen – og nu også sproget fra en af dagens sidste kunder. Denne gang foran det gigantiske mediehus, hvor kunden angiveligt havde været gæst
– Den fik jeg ikke lige fat på? – sagde min mund, mens min usagte kommentar var noget i retning af: “… Det var sgu da en utroligt opstyltet skiderik …”
Han svarede på rent sort:
– Türkçe biliyor musun?
Endelig kiggede han op på mig i spejlet. Indtil da havde han siddet med sin klassiske, flotte, nærmest latinske profil og stirret tomt ud af sideruden. Som en digter midt i sin allerdybeste inspiration – eller måske bare en desperation over tidens elendighed. Og al erfaring sagde ham, at når man taler til en taxichauffør – og manden ikke forstår dig – så må chaufføren være tyrker
Jeg plejer at sige, at jeg fortæller historier fra den virkelige virkelighed.
Et eller andet sted bør det begreb jo falde for den generelle journalistiske ”shit-detektor”. For det holder jo ikke at påberåbe sig en virkelighed, som altid vil være farvet af brillerne, den ses igennem og hjernen hos den, der gengiver den. På samme måde rynker jeg på næsen af de af mine kunder, der med et smil på læben spørger mig, hvordan det egentlig er at tilhøre ”verdens lykkeligste folk”. Jo, jeg er lykkelig mestendels. Men den lykke måles jo ikke alene på en fælles målestok.
Jeg bryder mig ikke om etiketter og jeg lyver jo, hvis jeg tager patent på den virkelige virkelighed.
Så måske skulle jeg bare tilføje – som taxamanden ser den!
Men det er ikke taxamanden som sandsiger eller opdrager, der fascinerer mig og får mig til at gå til vaflerne, når jeg som i gårsdagens historie møder den unge, afrikanske indvandrer, der på overfladen er en drengerøv og trænger til noget coaching og et par venskabelige spark bagi, så kan lære noget om æstetikken i det danske sprog og være den service-yder, taxafolk nu engang skal yde.
Det er ikke moralisten, for det kan jeg slet ikke leve op til. Hverken som det udtrykkes af nogle af jer Facebook-venner og bloglæsere, der tror jeg har et hjerte med særlig plads. – Eller de mere skadefro udenfor Facebook-universet, der indirekte siger til mig. Indrøm det nu, taxamand: Sådan er de jo. De passer ikke ind i vores samfund.
Den blev en af de helt sjove ture, hvor den aldrende taxamand lige fik afprøvet sine kompetencer i en lille håndfuld roller.
Integrationskonsulent.
Coach
Opdrager.
Kollega en spe.
Han stopper mig på en af de vildt trafikerede ringveje i en af de begyndende myldretidstimer om eftermiddagen. Lidt stresset, lidt oppe at køre. Ud med lappen, direkte øjekontakt – og så er endnu en kunde hjemme. – Han dybest set en drengerøv – sidst i tyverne. En af dem, hvor det har taget lidt tid at blive voksen. Og derfor måske også særdeles charmerende. Min kunde er af afrikansk baggrund og på en gang en gadedreng og lidt for beskeden.
Han fortæller, at han har boet i Danmark siden han var 10.
– Jeg troede du var født her. Du taler jo hammergodt dansk!
– Nej, nej, nej. Ikke godt nok siger han med noget, som jeg først tror er påtaget beskedenhed.
Men han er ikke tilfreds med sine danskpræstationer endnu. Selv hører jeg bare en smule dialekt, der sådan ikke er mere hørbar end sprogfarven hos granitperkeren himself.
Jeg fik reaktioner, da jeg annoncerede min udmelding af De Radikale. Sådan må DET være. Nogle anbefalede andre partier. En enkelt blev så træt at min politiske tilkendegivelse, at hun trak sig fra min Facebook. Jeg fortryder ikke disse udmeldinger et sekund. For jeg er demokrat og jeg er grundtvigsk, så jeg mener at meningerne skal brydes. DER har vi noget at byde på i vores land og vores kultur.
Og så skal jeg tilbage i taxien. Ikke mindst der lever vi med vores forskelle – og den gave takker jeg mine kolleger generelt og venner, kolleger og chefer i Virumgade taxicenter særligt for: Forskelligheden. Ikke mindst der er jeg skab til et arbejdsliv på 4 hjul. Vi er så hamrende forskellige og det er ikke så afgørende, hvor vi stemmer på valgdagen. Den folkelige frihed fra mit arbejdsliv bærer jeg ind i min blog og debatvirksomhed.
Derfor historien om min udmeldelse af partiet – og begrundelsen for den.
Derfor OK til, at Information i dag har fået lov til at bringe mit brev til de radikale som et synspunkt i dagens avis.
Men menighedspolitisk bliver jeg aldrig. Dertil er tvivlen i mig større end partidisciplinen.
Vi er så hamrende forskellige i branchen som kunderne på for- og bagsædet. Derfor åbner jeg taxamandens blog i andet halvår 2014 med en hilsen om nogle af mine gode kolleger i dagligdagen. Du skal møde nogle af mændene – for vi er 100 mænd og nul damer, der hvor jeg kommer fra.
Mød bl.a. mini-Tito, “grækeren” og “Peter Panik” i dette portræt i humor og en slags kærlighed.
Fra EKSTRA – taxamandens klumme i Ekstrabladet den 21. juni.
