Jeg kan selvfølgelig høre ekkoet af den sure gamle Taxamand.
Men i dag var der altså lige et par indtryk, der kolliderede. I de sidste dage har vi naturligvis fejret 70-året for befrielsen. Smuk, vigtigt og rigtigt. Men i den forbindelse tegner vi også et selvbillede af den fredeligste og rareste og uskyldigste folk på jorden. Ikke bare samfundet som denne gruppe af godt 5 millioner mennesker. Men også et meget romantisk billede af os enkeltindivider. Vi siger måske ikke ligefrem og direkte, at vi er bedre end andre mennesker. Men det er godt nok tæt på udsagnet.
Det er måske en lidt søgt sammenligning – men nu gør jeg det altså efter et par ubehagelige episoder.
Modbilledet til dette lykkeligste ( tredje lykkeligste…) og rareste folk er at opleve danskerne i trafikken. Her handler om de stærkestes overlevelse – selv blandt de svageste trafikanter. Og så jævnligt at opføre sig som parodien på de sydeuropæere vi SELV parodierer, når vi skal forklare, hvor dårligt man kan opføre sig i trafikken