LIV & MENNESKER// KLUMME I POV.international
Lad mig sige det, som det er: Jeg har en dejlig kvinde på bagsædet.. Hun er er frodigt menneske af den slags, der bærer sin karisma på ydersiden. Stærk, bliver jeg mere og mere sikker på under samsamtalen. Hun taler med øjnene. Og så er hun fra provinsen som TAXAMANDEN selv. Alt det vi ikke kan skjule og som jeg savner i den mere reserverede hovedstad. Det kan godt være, at vi er hårdere i replikken herinde. Selvbevidste. Hurtigere i angrebet. Men det er ikke nødvendigvis udtryk for, at vi er tættere på sandheden eller hinanden.
På det mentale plan gør vi det samme som derhjemme på landet eller i den lille by – uanset om man kender posten, den vildfarne turist – eller en skolekammerat, vi ikke har set siden barndommen:
Vi tager en kop kaffe. Og en snak om det løse.
Hun har sat sit hår sat i lange sirlige dreadlocks. Ikke fletninger som de pæne piger i klassen – men disse ”slanger” af filtet hår. De ville nok komme af sig selv, hvis bare man lader være med at rede det. Men i nyere tid gjorde især musikstjernen Bob Marley fra Jamaica dreadlocks berømte. Så der er også noget oprør i denne hårpragt. Men den sødme- og kærlighedsfyldte revolution som i reggaemusikken eller i rastafari-kristendommens våbenløse jagt på retfærdighed for de sorte og undertrykte.
Men lad os få det på bordet uden så megen omsvøb. Og den havde jeg ikke lige set komme. Min kunde er på vej på spejdertur som leder for en gruppe børn og unge. Og jeg fryder mig endnu engang, når myter og fordomme dementeres i virkeligheden. – Hun sidder i en forskerstilling i en stor offentlig institution.
– Sådan har det bare været det meste af mit liv – at jeg har været spejder. Først som aktivt barn i provinsen, – for det var nu en af de få fritidsbeskæftigelser, man kan ”gå til”, når vi ikke bor så tæt derude. Det blev en del af mit fritidsliv op gennem årene – også som voksen og studerende. Også selv om jeg flyttede mig til København. Det er den klassiske fascination af at lege, arbejde og sove ude i naturen. Bygge lejrplads med naturens egne materialer. Lave mad over bål. Kammeratskabet.
Nu kan det endelig komme ud.
Her i den sølvfarvede taxi med det grønne logo føler jeg mig hensat til en samtale-cocktail af ”hyggesnak-mellem-venner” – og en skriftestol. For jeg har siden indrømmelsen overfor kone og børn for nogle år siden holdt virkeligt lav profil med min fortid som spejder. Sådan helt enkelt – de syntes det var latterligt. For det første var jeg KFUM-spejder – men den organisations oprindelige udspring i Indre Mission. For det andet var jeg ikke bare spejder -. Men endte som uddannet PATRULJEFØRER (Jo da, uddannet på et særligt patruljeførerkursus med unge fra hele landet – langt ude i en sjællandsk skov). Min kone rystede på hovedet med sin opvæksts oplevelse af, at spejdere var nogle komiske personager – små soldater med blåsprængte lår. Min børn fnisede af noget så fortidigt. Og jeg bar selv brænde til spejderbålet ved at indrømme, at det første jeg tænker på, når nogen siger ”spejder” – er sult. I den meget lille spejdertrop i Danmarks mindste købstad, var vi så skidedårlige til at lave mad over bål, at vi oftest levede af havregryn og mælk. Jeg burde være sendt – ikke på lederkursus men på kokkeskole!
Vi griner med hinanden.
Min kunde er lettere overbærende, for spejderbevægelsen har ændret sig. Heldigvis. Sir Baden-Powell, der opfandt den var i virkeligheden en gammel britisk, kolonistisk elite-officer, der betragtede sin spejderbevægelse som en slags børnesoldater. Og allerede i 60’erne synes vi, det var lidt latterligt, at drenge- og pigespejderne var to adskilte korps. Enkelte ture havde vi med pigerne og i tidsånden fandt vi sammen i de sene tider så langt fra bålets glæder, at kysserierne foregik i absolut mørke. Ret spændende, i øvrigt. Den eneste form for dating, hvor jeg ikke ville kunne genkende hende dagen derpå. Vi havde jo ikke set hinanden i nattemørket.
Og jeg kunne blive ved med beretninger om ”kampen for vandremærket”, ”dolken i mit knæ” eller ”maveonde efter elendig køkken-hygiejne”.
Jeg undskylder overfor min kunde – forskeren og spejderlederen med dreadlocks. Det var først og fremmest mine historier og min skjulte spejderkarriere, som kom til at fylde samtalen, inden turen slutter dér hvor spejderne skal mødes.
Hun tilgiver mig
– Jamen det er jo det, der ER noget af det fantastiske ved at være spejder. Det bevæger sig og tilpasser sig med den tid, vi lever i. Ja, fortiden har sine latterlige træk – men det har nutiden sikkert også om nogle år. Det er vel sådan, det er. Jeg har aldrig selv haft lyst til at slippe spejderlivet, fordi det har betydet noget for mig hele livet. Udgangspunktet er selvfølgelig det frie liv og hele den her bekræftelse af, at man kan mere, end man tror. Og man kan en hel masse i fællesskab. Og at INGEN er ekskluderet fra at være med. Spejderlivet handler om natur, brug af sin fysik – og det primitive. Men det er ikke en sport, hvor kun de højeste og de stærkeste er vindere. Det kan jeg jo godt lide her i den moderne tid. Og helt egoistisk. Jeg ville da dø af tanken om kun at skulle leve bag de tykke mure på mit arbejde. Forske og fortabe mig i bøger fra start til slut. Mit spejderliv er en del af min frihedstrang. Og så er det jo fedt at kunne bære det budskab videre til børnene og de unge.
Hun snupper lige rygsækken, kaster med sine dreadlocks. og smiler igen
– Tak for turen, siger hun med spejderens veltrænede høflighed.
Det er mig, der takker.
Foto: Colourbox