PARTNER-VOLD – ver. 2.0

Hvad ville du selv gøre?

Det starter allerede inden turen i taxien. Det er sikkert derfor, de skal hjem ret tidligt på

Lige nu er de bare sure på hinanden.

Pisse-sure.

Principielt hører jeg ingenting, – men det gør det nysgerrige menneske så alligevel. Forbitrede, forvredne skuffelser og anklager. ”Røvhul” og ”f*** dig” i et langt flow, hvor kun den ene taler. Eller rettere råber. Jeg glæder mig bare til der her er overstået og skruer diskret op for radioen – langsomt.

De fortsætter.

Så lige en tand til på lyden, mens jeg bare kigger ud i nattens våde skygger og genspejlingerne i de lukkede butikkers ruder og på den regnblanke asfalt.

– Smask, lyder det så fra bagsædet.

Ikke et vådt kys, som det plejer at lyde i mørket, når de elskende tager hul på glæderne og netop forsøger at skjule lyden af læber mod læber.

Nej SMASK som lyden af en flad hånd i et uforberedt ansigt.

Continue reading…

ET GAMMELT RØVHUL TALER UD

 

Hvis man ikke iagttager den, har man ingen realitetssans.

Hvis man går for meget op i den, er man offer et ungdomstyranni.

Jeg ved det, – men nu har jeg besluttet at tale frit fra leveren. Og den har det rent fysisk temmelig godt, fordi de mange kilometer på landevejene fylder så meget i mit liv, at der ikke er mange timer til rødvin.

Det handler om ALDEREN – og den har en ganske særlig betydning for mig netop i det Herrens år 2019. Jeg bliver 65 i april og et halvt år efter – til november, er jeg berettiget til at træde ind i det fuldvoksnes rækker.

Jeg er nået folkepensionsalderen!

Og hvordan er så det?

Continue reading…

“JULEBUKKEN”, “FÆRDIG” OG “BITTERDILLER”

 

 

Det kræver sin mand.

TAXAMAND!

Ethvert indtryk af, at jeg indtager offerrollen disse nætter i december er utilsigtet. For at være taxichauffør, når tsunamien af julefrokoster rammer dagligdagen og især – natten – er ikke for klynkende amatører. Indtrykket er ikke mindst skabt af medfølelse med en anelse frygt fra mine nærmeste. Og nysgerrighed fra mine kunder.

Hvordan er det egentlig at være menneske-transportør, når Danmark gå amok i december. Når vi kaster bort titler og klasseforskelle og hengiver os til alkoholisk fortabelse og drømmen om et stjålent kys på udebane.

Det korte svar er – ”Skide sjovt, Egon!”

Jeg kan bedst forklare ved at løfte en flig af fortæppet for den natlige virkelighed i vogn 1-0024 – og præsentere jer for Julefrokosternes 5 arketyper:

”Julebukken”, ”Gentleman”, ”Bitter-diller” ”Anstandsdamen” og ”Færdig”,

  Continue reading…

DEN GLADE SATELLITMAND OG PARADIGMESKIFTET

 

Mit andet hjem – vogn 1-0024 – er paradoksernes mødested.

 

I radioen hører jeg rædselshistorierne om de udenlandske parasitter på velfærdssamfundet. Værst af alle de kriminelle og de afviste flygtninge, der nu skal interneres på en øde ø. (” … Kriminelle, fortrinsvis muslimer, ja, det skulle da også lige mangle!”)

Og så møder jeg udlændingen, som for længst har gjort hele verden til deres arbejdsplads.

Du skal møde Igor (” … Åh Gud, nu er han vel ikke russer?”) – Igor Alonso Portillo, er en spansk (” … så går det vel an… ”), – satellit-ekspert.

Det er et par dage før torsdag i sidste uge, og Igor er lidt rastløs forventningsfuld. For om et par dage skal en af firmaets nye nano-satellitter sendes i kredsløb om jorden. Denne gang handler det om en overvågningssonde for det colombianske flyvevåben.

Continue reading…

Sportsstjernen blev dømt – og taxichaufføren blev fyret

 

 

Vi tog en snak en aften, ”M” og jeg.

Jeg er den gamle.

Han er den unge.

Han er mørk i huden – og statsborger her i landet.

Jeg er mere bleg – og de kalder mig granitperkeren.

Vi skiller os ud her i byen, men vi er kolleger i samme selskab og hos vognmanden, og deler strabadserne i nattelivet. Det vil sige: Vi VAR kolleger. For han blev fyret efter et nattedrama, der ramte medierne, da en sportsstjerne gik amok, overfaldt, slog og sparkede ham, så kæben brækkede to steder og han måtte på operationsbordet. ’

Continue reading…

MOBBE-OFFERETS FRIHEDSKAMP

Det er oftest historien om et særligt menneske, der stiger ind i vogn 24, når jeg kører med en elev fra en skole i den ene af byen nogle kilometer til bopælen i den anden ende af hovedstaden. Diagnosebarn! Skilsmissebarn

For ”M”, er udfordringerne lidt anderledes skruet sammen.

Hun er en sød og meget høflig pige på 15 år.

Siger goddag. Hun har den der udstråling af fint porcelæn, som indrammer unge piger på vejen ind i et mere liv. Lidt finere er ”M”. Veltalende, nærværende – og en lille smule skrøbelig.

Hun er offer for grov mobning.

Continue reading…

MIN FARFAR – DEN TYSKE VETERAN

 

 

Mon ikke han drog sit livs lettelsens suk præcist i dag for 100 år siden?Den 1. november – kl. 11, hvor ”den store krig” – første verdenskrig sluttede. Han havde tilbragt de første år på Østfronten, tættest på det Østprøjsen, hvorfra han stammede.

I 1917 brød det russiske zarrige endeligt sammen og tyskerne samlede deres kræfter på vestfronten.

Min farfar, Gefreiter (korporal) Karl Friederich Grunwald blev sendt til den anden side af det skrantende, tyske kejserrige som signalmand i hæren.

Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – frontsvinets ødelagte krop

Egentlig var han revet ud af sit nye liv som kunsthåndværker – billedskærer – og indvandrer i Danmark. Men han var fortsat tysk statsborger og blev kaldt hjem som soldat i den tyske, kejserlige hær. Jeg forestiller mig, at han var med på ideen. Familien i Kønigsberg (Kaliningrad i dagens Rusland) var så nationale, at de skiftede fra farens slavisk/polske navn Dzienuda – med moderens tyskklingende Grunwald.

Jeg har altid beundret min farfars øjne på ungdomsbillederne af ham. Vemodige og forstandige. Flotte og reserverede. Men han er og bliver en myte i mit liv, fordi han døde 2 år før jeg blev født – blot 60 år. Slidt af krig og hårdt arbejde. Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – skyttegravssoldatens ødelagte krop.

Continue reading…

NEDSLIDT? – BID TÆNDERNE SAMMEN …

 

Han forekommer mig at være en rar gammel mand.

Smilende ansigt. En let duft af en enkelt bajer på det lokale værtshus (… og nej, han er ikke fordrukken. Han hygger sig bare med gutterne)

En rar gammel mand, der engang var tæt og stærk. Men han stønner højlydt. Vånder sig ” … for kadaveret har godt nok kendt bedre dage … ”, som han siger med et grin og et – ” .,.. åhhh ..”, da han rammer sædet.

Der kan være meget lang i en lavbenet Mercer.

Han får også mig ned på jorden.

Vi er lige gamle – med et enkelt år til forskel!

 

Jeg har et typisk maskulint selvsyn. Eskapistisk og selvforherligende, når jeg står foran spejlet og kigger direkte ind i mine egne øjne for ikke at dvæle ved den lige vel buttede krop, der har trukket vejret i mere end 64 år. Jeg står selv på dørtrinet til seniorlivet. Om prævist et år i disse dage er jeg berettiget til folkepension.

Continue reading…

SÅ TAG DIG DOG SAMMEN – MAND

Hun er bare så meget !

Håret er sat. Festkjolen sidder tæt. Og humøret – først og fremmest – det er tændt.

Hun skal til den årlige personalefest i kommunen. Borgmesteren holder tale, der skal spises og drikkes. – Og så skal der danses igennem til to cover-bands, der spiller musik fra 70’erne og 80´erne´. Der er var rift om billetterne – og der er udsolgt i aften.

Hun prajer mig klart og tydeligt foran lejligheden.

Jeg er jo bare TAXAMAND – lige dele banansælger og amatørpsykolog, så jeg ved sgu ikke, om jeg har ret. Men jeg bilder mig ind, at kvinder er bedre til at stoppe hyrevogne. Ikke bare blondinerne fredag nat, der charmer sig med vrikkende hofter i i det hvide lys fra Merceren. Det er usagligt – og jeg falder for det. Også sådan en sen eftermiddag, hvor damen er i feststemning og har armen ude øjenkontakt, inden vi egentlig kan se hinanden.

En mand, derimod, passer på værdigheden. Han er cool i egne øjne – og bliver af og til forbikørt. Så har jeg ham opgivende i bakspejlet og må bakke eller vende for at samle ham op.

Continue reading…