DAGENS GANG I LILLE KRAMLØSE

Foto: Colourbox

Siden jeg var teenager og vidste, at jeg ville få mig en eller anden livstjans som journalist og historiefortæller, har jeg tændt mit orangefarvede, roterende alarmlys, når nogen ville pådutte mig, at det jeg oplever lige nu – er historisk. Historisk i den forstand at det, det sker lige nu, ikke er sket før – mands og kvindes minde. I værste fald skyldes denne skepsis overfor at tolke perspektivet i de øjeblikkelige hændelser – lige nu mens det sker – min indbyggede ”gamle mand”, der hele livet har fulgt mig som en usynlig, knarvorren papegøje på skulderen. I bedste fald er der tale om med en professionel skepsissom burde være en ordentlig journalists dåbsgave.

Selvfølgelig har vi mærket alvoren her i Lille Kramløse, siden det gennemkørende eksprestog pludselige stoppede ved peronen for en uge siden og efter planen bliver holdende endnu en uge. ” … Først efter påske …”, påstår by-sladderen, – bliver Danmark mere normalt igen. Vi har fundet en isoleret hjerterum til de få rejsende, der var med. Vi stikker dem en hjælpende hånd og sørger for, at de ikke går sultne i seng.

Foto: Facebook

Historisk?

Jo, det er en influenza, vi ikke har kendt før. Og blot en enkelt dokumentar på tv om den spanske syge – den alvorlige influenza-pandemi under og efter den første verdenskrig – var nok til øjeblikkeligt at plante frygt for ukendt sygdom hos mig.

Jeg synes vores selvudskældte folk fortjener ros i denne situation.

Også jeg kan få kvalme over den ekstreme konsensus-kultur i det her land. – En kultur der skræver meget bredt. Fra samarbejdspolitikken,  da tysken pludselig var over os, – til ubetinget at give f***-fingeren, når en amerikanske præsident og realitystjerne i besynderlig legering af uforskammethed og dumhed – tilbyder at købe Grønland.

Så står vi sgu sammen.

Som da fodboldlandsholdet vandt EM uden at have kvalificeret sig – åh, jeg orker næsten ikke at gentage den kliché!

Som i efteråret 1973, da jeg som ung (19 år) studerende oplevede de øde gader i den jyske hovedstad. Energikrisen blev den døbt, da det pludselig var tæt på, at vi skulle have rationering af olie og benzin på grund af uroen og bevidst produktionsstop i mellemøsten.

Som klimaaftalen mellem alle folketingets partier. – Den store julegave fra politikerne til folket for mindre end 4 måneder siden, der sikrer bred enighed om vores bidrag til klodens overlevelse.

Jeg kunne godt holde et par småvenstreorienterede og kulturradikale foredrag om den selvtilstrækkelighed og angst for pludselige forandringer, som er både en baggrund for og en konsekvens af det lille lands konsensus-kultur.

Men Danmark, Skandinavien og omegn er godt nok et trygt sted at være, når verden er sindssyg.

Med fuld respekt for de urimeligheder vi har mange af – før og under Corona-mareridtet: Det sværeste ved at være samfundskritisk i dette univers af social kompromis-ekvilibrisme er, – at de sgu går ganske godt herhjemme, selv når lokummet brænder.

Jeg kigger ud på gaden, der forbinder den rigeste del af byen med de mere jævne klasser. De smiler og går tur. Nogle tættere på hinanden. De hinanden ukendte med mindst de vigtige 3 meter imellem. Hamstringen er til at overskue – de økologiske æg er vendt tilbage i Irma. Jeg nikker til naboen, som er ved at lægge trægulv i gården ud for lejligheden.

Er der noget, vi kan hjælpe med?

Så sig bare til?

Det er mere uformelt, det, der trykker – eller ikke helt vil forsvinde.

Var det for 50 år siden, da jeg var teenager, tror jeg ikke, jeg havde lagt mærke til det. Det var i provinsen, ude på landet i en lidt mere blufærdig kultur, hvor fysikken var ret langt fra nutidens heeeeejjjjjjjjjjjjssssssskkkkaaaaattttteeeeerrr-kultur.

Ikke koldt – bare ikke så meget. – Og i hvert fald ikke for meget.

Det hele var ikke så forskruet dengang.

Men jeg har altså ikke bedt om at blive sendt tilbage til en gammel tidsalder, når jeg for årtier siden er rykket ind i den nye.

Jeg burde skamme mig over at klage, når mine børn er godt hjulpne og det ene af mine børnebørn er helt tæt på i disse dage. Ligesom, min bonusdatter og hendes mand. Og min kone, for fanden! Hun nåede hjem fra ferie i Indien, inden Corona-helvedet brød løs.

Foto: Colourbox

Men, sorry, jeg savner det improviserede kram.

Også det, der kunne få mig til at cykle et par kilometer for at besøge mine to døtre og deres mænd på Nørrebro. Og da ikke mindst prinsessen på halvandet år. Hun kræver jævnlige besøg for at fastholde morfar på hitlisten over nødvendige menensker i hendes liv. Mern nu holder vi afstand for overlkevelsens skyld.

Mine døtre har jeg krammet gennem hele livet. Kun i meget korte perioder, har de været udenfor rækkevidde. Og fars små tøser er 29 0g 31 år, – så jeg burde tage det som  en mand. En far. En gråsprængt morfar, der om nogen ved, at verden ikke altid arter sig, som det var meningen.

Jeg savner det intuitive kram, som ikke kan gengives fysisk via Skype eller Messenger.

Det uplanlagte klap på skulderen. Kysset på munden, selv om hende, der giver mig dem dagligt, er lige i nærheden. Selv det mere hykleriske kram. Der hvor man uden egentlig lyst siger hej med et bamsekram, selv om man ikke er særlig tæt på personen.

Den fysiske kontakt uden den store, intellektuelle besindelse.

Den varme pludselighed.

Duften af fars piger

Det er det, jeg savner allermest her i Kramløse.

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele TAXAMANDEN´s eftertanker. Også de vemodige.

KÆMPEHUND OG TAXAMAND IMELLEM

Foto: TAXAMAND

Jeg ved det er plat – men jeg ka’ ikke dy mig.

Jeg kalder det for VOVSE DOLOROSA – med henvisning til Via Dolorosa, Smertens vej, – formelt Jesu vandring med korset fra det centrale Jerusalem til Golgata, – men ofte brugt som metafor for en lang og smertelig rejse, hvor kun få vil hjælpe.

Jeg læser det i ansigtet på kunderne, der går fra taxi til taxi under halvtaget ved terminal 3 i Københavns Lufthavn og mødes af taxichauffører, der ryster på hovedet. Mange kører ikke med hunde – af æstetiske, allergiske – eller religiøse årsager. Når man bestiller en taxi, skal man faktisk anføre, at man har en hund med på transporten, så der ikke opstår misstemninger mellem kunder og chauffør.

Og det er jo fair nok. Men i lufthavnen vælter folk halvtrætte ud af ankomst-terminalen, og forestiller sig ikke, at de skal bestille en særlig vogn.

De behøver de heller ikke – hvis altså de kan bære denne spidsrodsvandring op langs Smertens Vej af afvisende taxier.

Den er særlig slem i dag, hvor kunden ikke bærer vovsen i en lille transporttaske. Der er nemlig tale om en hund af nærmest motherf*****-size. Menneskets bedste ven – på størrelse med en nyfødt kalv. En tigerstribet gigant – med de mest godmodige øjne.

Kundens øjne er allerede våde. Han har været på en meget lang flyvetur med store personlige udfordringer og kan bare ikke klare flere nederlag lige nu efter træthed, jetlag – og så de afvisninger, alle disse hovedrystende taxichauffører.

Som en ægte helt, burde jeg selvfølgelig først og sidst tænke på kunden her midt i en krise. Men jeg er først og sidst hundeelsker – især af de grimme og utilpassede – herunder giganterne. Vovse og jeg bliver venner ved første øjekast, da jeg bøjer mig ned i den ægte, underlagte hundehilsen. På hug, mens jeg breder armene ud for at modtage – kæmpehunden Chavo.

Foto: Colourbox

Chavo, – det betyder dreng eller ”fyr” eller ”knægt” på spansk. Vi elsker bare hinanden i det øjeblik, hvor jeg nusser hans kalvekranium og halen vifter som men middelstor fejekost. Selvfølgelig vil jeg køre med Chavo, der understreger sin spansk-sydamerikanske afstamning ved i den danske vinterkulde (faktisk varmt i år, men hvor fanden skulle Chavo vide det fra?) – af al hundeindpakning i denne verden – at være iklædt en blå fodboldtrøje i farvetone med Uruguays fodboldlandshold. Med begge forben gennem trøjens ærmer!

Lidt afdækning på bagsædet og så mega-vovse og ejermand ind i vogn 86!

Jeg ønsker ikke at møde kollegerne hovedrystende, overbærende blikke og kaster mig ind på forsædet, trykker på startknappen – og først lidt senere på taxameterets startknap. Jeg skal bare ud af det her – med Chavo og hans ”far” – så hurtigt som muligt.

Så trækker jeg vejret terapeutisk dybt og kigger solidarisk på den rystede kunde i bakspejlet.

– Undskyld, udbryder han, lægger sit mørklødede ansigt på sit ene jakkeærme, lukker øjnene og smågriner og græder på én gang.

– Undskyld, siger han igen, men jeg er lidt anspændt efter en lang rejse, hvor det hele gik lidt for meget ad helvede til.

Min kunde har et godt job som håndværker i Danmark. Taler ærke-københavnsk men også spansk, fordi hans forældre kom til Danmark fra Sydamerika som politiske flygtninge, da han var en lille dreng. Alt for tidligt døde hans far af naturlige årsager. Selv var han noget af en rod som teenager- det indrømmer han. Det har faktisk fået ham til at skifte fornavn fra Frederico. Han ville have styr på sit liv, tog en god uddannelse – og skiftede navn.

Foto: Colourbox

Lige så snart han har fået rejsetrætheden ud af kroppen, står der et job klar til ham, efter a han har besøgt sin mor i et par måneder.

– Min mor er rejst tilbage til Sydamerika. Hun bor i et hul i jorden af en by et stykke fra hovedstaden. Det er jo hendes valg. Men problemet er, at hun er psykiske syg – og ikke vil hjælpes. Jeg har tilbud det ene og det andet, at støtte hende – men hun mener, at det er verden, der er tosset ikke hende, der har vrangforestillinger. To måneder har jeg prøvet alt fra at trygle til at tale hårdt. Men det nytter ikke. Det er hendes eget liv.

Han tørrer næsen og de våde øjne i sin trøje, mens Chavo, gigant-vovsen med tigerstriberne, bare er klar til sit nye liv i en anden og noget koldere verden. Lige nu lægger han bare sin ladeport af en mund på min ene skulder, så jeg kan mærke varmen og den søde lugt af hund.

Den er god nok.

Chavo, som X-Frederico købte i sit andet hjemland for et par år siden, er blevet familiesammenført med sin menneske-far – og TAXAMANDEN er indvandrerens første, danske ven.

Det er er mig en ære!

Endnu en af de tilfældigheder, der vælter ind over mig.

Min kunde bor på Østerbro kun en gade fra Taxamandens eget hjem.

Kunden synes han skal gøre gengæld og insisterer på klud og spritflaske, så sædet efter hans rengøring er mere rent, end da jeg modtog den nye Mercer for 8 måneder siden.

Imens holder jeg øje med tigerdyret, der snuser rundt i sin nye verden.

Om den gode Gud belønner mig for min indsats på Vovse Dolorosa, møder jeg Chavo igen. Så vil jeg råbe, så det gjalder mellem etagehusene på det østligste Østerbro:

– Viva mi mejor amigo, Chavo

Hvis Google Translate forstår mig ret.

– Længe leve min bedste ven, Chavo!

– – –

PS: Du er velkommen til at dele TAXAMANDEN´s kærlighedserklæring.

DEN LILLE MAND OG STATSRADIOFONIEN

Foto: Colourbox og TAXAMANDEN

Soldater lever af at slå ihjel.

Landmændene skærer halerne af deres grise

Vi ved det jo!

Min kone elsker at fortælle historien fra den store medie-kårings-fest (Ifølge med mig, programchefen i DR Radio) – hvor hendes bordherre, en fremtrædende topchef i medieverdenen, stillede klichéspørgsmålet over alle i denne smeltedigel af kendis-røgelse.

– Og hvad laver du så?

– Jeg er pædagog!

Han gik helt i stå, men fik fremstammet et eller andet høfligt – ”jamen-det-må-da-også-være-meget-spændende”.

Hun KUNNE også have sagt, at hun er børnehaveklasseleder på en af hovedstadens velrenommerede friskoler – men hun gider ikke prestigerytterriet. Og så er den dejlige kvinde – en stilfærdig provokatør. For det er åbenbart, viser hendes erfaringer, noget af det mest slatne man kan være i denne verden er: Pædagog!

Min kollega og bekendt, Søren, har den samme, slet skjulte retfærdighedssans, når det kommer til taxi-faget. Han må leve med, at prestige-værdien er lav. Men han vil ikke pisses på.

Så da medierne i løbet af 2019 dækker den såkaldte ”drone-sag”, hvor tre personer bliver dømt i landsretten den 28. november sidste år, finder han det urimeligt, at en af de tiltalte konsekvent omtales som taxachaufføren.

Foto: Colourbox

De dømte købte droner og dronedele ind til terrororganisationen ISIS. En underviser, en cykelhandler og en taxachauffør, skriver DR.

Men den tiltalte og senere dømte taxachauffør – er ikke taxachauffør. Han har derimod kørt for den amerikanske kørselstjeneste UBER, som netop i Danmark i slutningen af 2016 blev kendt ulovlig til taxikørsel. Søren, som er aktivist i den lille brancheorganisation TID (taxiførere i Danmark) begyndte derfor sidste år et passioneret arbejde for at få medierne til at fortælle sandheden om den terrordømte chauffør. Søren blev blandt andet støttet i sine gentagende klager af taxichaufførernes fagforening, 3 F.

Det kan godt være, at nogle gamle kulturdrømmere mener, at især public-service-medierne skal arbejde i folkets tjeneste, når det det nu er folket, der betaler mere end tre en halv milliard til radio, tv og nye medier. (Det svarer sådan nogenlunde til 560 kr. årligt pr. borger – fra nyfødt til ældste olding.

Men arbejdet med at få Statsradiofonien til at omtale den terrordømte som det han var – chauffør for den ulovlige kørselstjeneste UBER – var og blev forgæves, trods masser af mails til forskellige medier i DR-koncernen, hver gang løgnen blev statueret.

”Hr. DR” (Et udtryk, som min første og kvindelige – og feministiske chef i brugte til sin død, hver gang kulturinstitutionen blev til magtudøvelse) – havde talt!  Som udtrykt i en mail til Søren fra en chef i DR i dagene mellem dommen og strafudmålingen i slutningen af 2019

” … Den nu dømte bliver omtalt som taxachauffør, da denne har arbejdet som chauffør i

en taxatjeneste. Derfor jobbetegnelsen.

Dette er i vores optik ikke et spørgsmål om en branchekamp, men om en retssag,

der omhandler terror. Og det er det, vi fokuserer på i vores dækning…”.

Taxi-aktivisten fik en noget anden modtagelse i TV2. Her fik han kontakt direkte med stationens førende retsreporter, som var frisk nok til at påtale Sørens noget aggressive tone – men lovede at gå videre med sagen med en forespørgsel til anklagemyndigheden. Og ja, det var rigtig nok, svarede hun kort efter, at den terrormistænkte, IKKE var taxachauffør – men kørte for kørselstjenesten UBER. Og det ville man herefter bruger i den videre omtale af sagen.

Men statsradiofonien var og er ikke til at stikke i!

Og Søren besluttede derfor at indklage sagen for pressenævnet, der gav det objektive svar, at pressenævnet kun kan påtale sager, hvor der er en ”retligslig interesse” hos klageren. Og en sådan findes ikke hos hverken organisationen TID eller i fagforeningen 3F.

Statsradiofonien fik altså ikke en påtale for at omtale den dømte som taxichauffør, – selv om han aldrig har kørt taxi.

Vores job fortjener ikke en faglig stolthed.

Vi er chauffører i en taxitjeneste, må man forstå.

Lakken på public service-limousinen er intakt, selv om der hænger en lugt af hykleri i luften over hovedkvarteret i Ørestaden.

I oktober 2019 – et par måneder inden landsretsdommen – måtte DR berigtige en information i 18,30 tv-avisen, hvor en an en sigtet – ”underviseren” – var omtalt som arbejdende på CBS (Copenhagen Business School.

– Det er ikke korrekt. Den tiltalte har arbejdet på CBA, Copenhagen Business Academy, sagde dementiet.

Præcision er en dyd! (Og mon ikke business-universitetet selv sagde fra overfor terror-afsmitningen her?

Hvad der fik DR til at sige fra overfor UBER-stemplet, svæver til gengæld i vinden.

For når man graver ned i DR’s dækning af drone-/terrorsagen kan man til sin overraskelse se, at Statsradiofonien faktisk har givet den hele armen med UBER-etiketten – næsten et helt år inden dommen. Og inden klagerne fra taxifolket meldte sig.

En grundig oversigts-artikel med overskriften DRONE AFFÆREN skrevet af nogle af de journalister, der senere gør ”UBER-chaufføren” til Taxachauffør.

På det tidspunkt har han fået dæknavnet Mehmet (… fordi der er nedlagt navneforbud i sagen, skriver DR-journalisterne). UBER nævnes 9 gange i artiklen og den fascinerende (i Danmark ulovlige) kørselstjeneste får plads i selve den dramatiske indledning:

” … En sommerdag i 2016 åbnede 29-årige Toke Suhr sin Uber-app og ledte efter en bil at køre med i området omkring Amalienborg. Mehmet dukkede frem på skærmen, han havde gode anmeldelser og kunne være der lige straks… ”

Sådan får en terrorist, der kører for UBER, kontakt med en fuldt legitim drone-sælger.

Artiklen følges op et klip fra UBER-chaufførens rating. Han er dygtig.

Men taxichauffør har han aldrig været, selv om Statsradiofonien pludselig året efter konverterede ”Mehmet” fra UBER til TAXA

PS: Hvorfor jeg bruger det gamle DR-navn, som blev afskaffet i 1959?

Fordi det i dagens anledning er et ret præcist symbol på diskret magtfuldkommenhed. En let omskrivning af DR’s svar til Søren:

Det er det, jeg fokuserer på i min dækning!

– – –

PPS: Du er meget velkommen til at dele Taxamandens radiofoniske sarkasme

DET KANONISEREDE RØVHUL

Jeg følte mig i den grad hjulpet af den barmhjertige samaritaner.

Folk kan jo ikke deres bibelhistorie i dag – så her er et kort resumé af Jesu lignelse, med svaret på det vanskelige spørgsmål, hvordan man opnår det evige liv? Både spørgeren og Jesus ved, at du skal elske din gud – og så skal du elske din ”næste” som dig selv.

Spørgeren vil derefter vide, hvem din næste er?

Så kommer lignelsen – en historie fra virkeligheden, der er til at blive klog på:

En mand bliver overfaldet i ørkenen og ligger smadret og halvdøende derude. Først kommer en præst forbi. Han passerer uden at gøre noget. Så kommer en levit – præsternes hjælper forbi, – han skal godt nok heller ikke have noget i klemme. Men så kommer en af datidens perkere forbi – en samaritaner, som jøderne ikke regner for noget, – en gammel religiøs konflikt om, hvem der er de rigtige jøder. Samaritaneren hjælper den nødstedte, samler ham op, bringer ham til et herberg – og betaler for opholdet uden at kende den nødstedte

Og alle – spørgere og Jesus – er enige: Det er den, der viser barmhjertighed, der er sit medmenneskes næste!

Fra Desmond Tutus børnebibel om den barmhjertige samaritaner
Forlaget Alfa

Jeg havde ikke fået tæsk af røvere som offeret i ørkenen.

Jeg var bare helt enormt sulten, og parkerede taxien lidt oppe på fortovet og alt for tæt på vejkrydset – udenfor indgangen til min foretrukne, indiske take-away.

Frisklavede curries. Naan-brød. Sulten sublimerer sig til en madglæde, som er lidt sygelig. -Jeg ved det.

Jeg har bestilt og betalt, da jeg ser ham gennem restaurantens rude. En tur rundt om min bil. Hvis jøderne havde det svært med samaritanerne, så er det for intet at regne mod den vrede, der vælder op i mig som en indestængt bøvs efter en alt for lang bytur.

Tyrkerne har det svært med kurderne, sunnierne raser mod shiaerne – og danskerne er generelt mistænkelige overfor dem, der er omskåret og ikke spiser skiveskåret flæskesteg.

Men én ting må vi kunne samles om:
VI HADER PARKERINGSVAGTER!

Efter vreden kommer den tryglende underkastelse og råbet om nåde.

Jeg orker bare ikke endnu en regning fra kommunen eller fra de blodsugere af nogle parkerings-firmaer, der virkeligt har fundet en forretningsmodel, der er til at forstå: Q-park og andre tjener simpelthen penge på lovovertrædelser. Så jo mindre lovlydig bilisterne er, når de stiller bilen fra sig – jo rigere bliver den business, der har fået udliciteret opgaven at kræve penge ind via byens parkeringsanlæg.

Indeni enhver TAXAMAND, gemmer der sig en lille dreng med dårlig samvittighed.

Jeg burde ha’ taget en skål med salat med på arbejde. Så ville min krop langsomt begynde at ligne den sexede skulptur, der er mit drømmesyn. Og så skulle jeg ikke for gud ved hvilken gang betale regningen for ikke at overholde politivedtægten om parkering.

Jeg rejser mig og begiver mig ud i den forventede konfrontation.

Jeg kender ingen mennesker, der holder af parkeringsvagter. Folk med bil kan være lovlydige på alle politiske fløje, de kan have de helt rigtige meninger om at få bilerne ud af byen, generelt af bekæmpe privatbilismen – men parkeringsvagterne?

I den sidste undersøgelse, jeg har læst om prestigeværdien af vore jobs – offentliggjort i 2016 i avisen.dk, udarbejdet af YouGov for avisen.dk, rangerer parkeringsvagter på plads nummer 97 af 99 – fulgt af reklamebude og dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere. Taxichauffører ligger også i bunden – på en 92. plads, på niveau med vinduespudsere og ufaglærte bygningshåndværkere.

Men vi slår nedad, indtil en ny undersøgelse viser, at det er os, der er bunden af bundskrab på arbejdsmarkedet, – når det handler om arbejdets prestige.

Behøver jeg nævne, at piloter, læger, advokater og universitetslektorer ligger i toppen. Ja selv journalister, forfattere og musikere ligger i den øverste del af job-hierarkiet.

Men parkeringsvagter, disse bilismens natmænd, der kommer snigende ud fra mørket eller kameraovervågningsrum for at hente penge til statskassen og dens kommercielle håndlangere – ingen af dem vil tale sandt, når borddamen ved festen vender sig mod dig og spørger:

– Og hvad laver så du?

– – –

I toppen af menneskeheden har vi gennem historien – helgener, der åbenbart havde kontakt med skaberen selv. I bunden ligger de uformelt kårede – de kanoniserede røvhuller, som vi principielt burde tage lige så alvorligt som politifolk og sosu-hjælpere, fordi de jo udfører en samfundsopgave. Men vi orker dem bare ikke, selv om vi selv så på vejskiltet, at her må vi ikke være uden særlig tilladelse. Eller selv om vi godt kan se med vore egne øjne, at de 10 meter til vejkrydset, som færdselslovens paragraf 29 foreskriver – er skrumpet til 2 meter.

Jeg kommer næsten krybende ud af restauranten, hvor jeg har advaret kokken om, at jeg kommer igen senere efter den bestilte mad. Udenfor får jeg øje på parkeringsvagten, der er ved at aflæse min nummerplade.

Det her bliver min dyreste aftensmad i mange uger.

– Jeg ved godt, at jeg er åndssvag, ryger det flæbende ud af munden på mig. Kan jeg nå at flytte taxien?

Han bevæger sig om på den anden side af den matgrå taxi, tæt på min person, så jeg i brøkdele af sekunder får den alvorlige tanke, at han vil slå mig.

– Har du bestilt take-away, spørger han med antydningen af et smil.

– Javel hr-, svarer jeg som skoledrengen i en drengebog fra 50’erne.

100 pct. underlagt autoriteten.

Jeg når at tænke, hvordan det nu kan bruges mod mig.

– Jamen, så vent dog på din mad op find et andet sted at spise den.

Så griner har højlydt og siger:

–  Vi må jo holde sammen os fra samfundets laveste klasser.

Så skulle det altså ske her i min karrieres efterår.

Jeg mødte den barmhjertige parkeringsvagt

– – –

PS: Du er som altid velkommen til at dele TAXAMANDEN´s historier fra den nådesløse asfalt.

JAGTEN PÅ DET ÆGTE DANSKE

Foto: Colourbox

Det ligner fuldstændigt slutfrekvensen i den forgangne uges nationale kerne-nedsmeltning.

SAS-reklamen, der fik DF-Søren til at udstede en fatwa over vores landsforræderiske luftfartsselskab. Vi er alle rejsende, der bringer verden med hjem. Men der er en grænse – og den er DANSK.

Ankomstterminalen.

Levende snapshots af kærlige hjemkomster og nye og kendte ansigter.

Jeg står sammen med en håndfuld taxi- og limousinechauffører bag det høje gelænder, med udfoldede navneskilte og venter på kunder til forudbestilte ture. Det er voyeuren få legitime minutter. Nysgerrighed og arbejde i symbiose. Jeg er ligefrem ansat til at få øjenkontakt med min kunde, – grundigt og søgende.

”We are travelers”. Vi er rejsende. Vi har verden med os, når vi vender hjem.

Mormor med tårer i øjnene, – det er Alt for længe siden.

Den høflige asiatiske bukken, selv om man kender hinanden. Den tækkelige, mellemøstlige kærlighed, hvor ægtefæller gemmer kyssene til hjemmefronten. Kvinden med det blågrå hår, der lader sig kysse på den velduftende kind. Det uforbederlige københavnske tungekys.

Jeg kører for rejseforsikringsselskabet og har det i Vinterferien som en transportbranchens bedemand. Det er tiden for skirejser, og der er kunder i afrevne korsbånd og brækkede ankler lige nu. Men ikke på denne tur, gætter jeg på kundernes navne. Om det er kurdisk, arabisk, tyrkisk, farsi – er ikke god nok til at skelne

Men fremmed, det er det, og bestilleren har angivet samtalesproget – engelsk!

Så møder jeg et par sorte kvindeøjne. Ikke i kørestol eller med gips – men lidt bleg om næbet med en nydelig sorthåret mand lige bag med en bagagevogn, der er proppet med tasker, som ligner starten på et permanent ophold.

Vi er ikke alene. Som med et fingerknips samler en hel familie sig om det unge par. Ældre, unge – i en dialog på et sprog, jeg ikke forstår.

Jeg har hele dagen tygget på raseriet over SAS-reklamen, fordi det eksploderer i radio og på tv.

Den virker ellers glat, bredt kommerciel, lyrisk og kærlig, både ydmyg og selvbevidst. – Men jeg ved jo godt, hvad det er, der trykker: Hovedbudskabet: Vores danskhed, vore traditioner, ja selv vores mad bygger på noget, vi har overtaget fra andre. Det er ok med romerske mønter i den danske muld. Men at rugmelet skulle komme fra Tyrkiet? Det budskab finder vi os fanneme ikke i. At store dele af vores egenart og forbrug bygger på lån og kreativt tyveri.

Og så er vi der igen.

Der er nogle, der vælter ind over vores grænser og tager danskheden fra os. Espersen er helt tydelig og præcis i sin nationalkonservatisme. Det handler ikke om at forsvare det nordiske, selv om SAS er skandinavisk. Det handler om en ulækker reklamefilm, ” … der spytter på alt, der er nægte norsk, ægte svensk og ægte dansk … ”  Rugbrød fra Danmark, Yes! Og her blander vi ikke kornsorterne.

Jeg trækker mine kunder og deres selskab med ud foran terminal 3. Ingen ødelagte korsbånd her. De unge er kommet akut til Danmark efter pludselig sygdom, som nu er under kontrol.

Jeg forstår stadig ikke deres indbyrdes sprog og må henholde mig til det engelsk på køreordren.

– Let me handle your luggage, please.

Hun skal ikke slæbe efter den dramatiske rejse.

Først fylder mændene taxien med kufferter – og nogle indkøb på rejsen puttes ind i farens bil. Han kigger på mig under vejs. Vagtsomt? Eller snarere skælmsk? Kunder og de øvrige, unge familiemedlemmer svarer mig på formfuldendt engelsk med en svag accent, der bare lige antyder en anden nationalitet end den britiske.

Foto: Colourbox

Jeg er selv erklæret globalist og dybt bekymret for tidens nationalistiske fetichisme fra Washington over Moskva til Kina. Og fra Ankara til København. Men alligevel kører min indre, nysgerrige harddisk med nogle spørgsmål. At bringe danskere det sidste stykke hjem fra en rejse, der ikke gik efter planen – det kan jeg forstå. Men gælder rejseforsikringer også herboende udlændinge? Eller ligefrem flygtninge?

– Please take a seat, Mrs. “Y”

Jeg åbner døren til Mercerens forsæde.

Den får hele armen I venlighed, og det er ok, ser jeg i øjnene på den unge kvinde, der aldersmæssigt kunne være min datter. En smule overbærende, er blikket i hendes øjne. – Men OK, hvis det er sådan, den gamle TAXAMAND vil have det.

Så er taxien pakket til bristepunktet. Og jeg har vist verden og mig selv, at her i landet tager vil god imod ”travelers”. Vi er jo selv travelers, indrømmer vi i videoen fra SAS. ”Travelers” – et ord, der på engelsk ikke bare betyder rejsende – men i en anden, forståelses-nuance: En slags sigøjnere. Nogle der hele tiden er på farten.

Så står han overfor mig, faren. En lille tæt mand af anden etnisk herkomst. Måske fra den anatolske slette? Eller Teheran. Jeg synes ikke, han lød rigtigt arabisk?

Han går lidt tættere på og må sådan helt fysisk tale OP til mig.

– Sig mig, kan du ikke tale rigtigt dansk, Taxamand, siger han med en let accent men med et sprog, der afslører at han har levet her i landet i mange årtier.

Hans blik er faderligt overbærende. Han har prøvet det igen og igen: Hvilken krigszone kommer du fra?

Jeg sætter mig ind i taxien til det unge par og en søster til kvinden, der har lagt mærke til farens pinlige afsløring af min forudindtagethed.

Familien stammer fra Afghanistan.

Nej, ikke flygtninge, – han kom hertil for at arbejde for årtier siden.

Hans børn er født i Danmark og er danske statsborgere.

Nej, de er ikke socialt udsatte på grund af deres etniske baggrund. Den unge kvinde på forsædet er blot en eksamen fra at afslutte medicinstudiet. Om lidt er hun læge – og om nogle måneder mor til barn nummer to. Søsteren på bagsædet er sygeplejerske.

– Om jeg er storesøster. Nej, jeg er den yngste og smukkeste, siger hun københavner-flabet og lyver sig otte år yngre med det flabet grin i ansigtet.

Og så er de travelers.

Altså i SAS-betydningen, – de kan lide at rejse.

Turen gik til Indien.

Og nu er de hjemme igen.

Hjemme i Danmark

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele Taxamandens rejseoplevelser.

MIDT I EN 30-ÅRS KRISE

Foto: Colourbox

Jeg har ikke ordentligt styr på trends i modebranchen. Det er kvinderne i mit liv som har ført mig rundt i labyrinten af hvad der passer til tiden, til personen og til alder.

Så jeg forstår ikke sammenhængen mellem min unge kundes job og destination – og hullerne i hendes strømpebukser. Hun skal til det danske hovedkvarter for en af verdens helt store medicinalvirksomheder. Amerikansk statsborger men har arbejdet 3-4 år for firmaet længere nede i Europa. Noget med hardcore økonomi. Men jeg kan bare ikke få det til at hænge sammen med tråden, der er løbet i de sorte strømper – fra knæet og op.

Det kommer mig jo ikke ved.

Skal man sige noget? Er det helt udenfor min forretningsplan eller burde jeg udvise almindelig, medmenneskelig hjælpsomhed?

Jeg er lykkelig over, at jeg holdt min kæft.

Hun vil sidde på forsædet. Har behov for at snakke. Mellem ordene om livet og kærligheden, dens opløftende stunder – og tvivlen, forbereder hun sig på mødet i den danske del af koncernen. Hun slår solskærmen foran passagersædet ned, kigger i de belyste make-up spejlspejl og tager den lille toilettaske frem. Og en læbestift.

– Er det ok.

Hun kigger meget sødt på mig i forvisningen om, at manden på forsædet er en kastrat i forførerkunsten. Jeg er gammel – og ufarlig!

– Ja, selvfølgelig er det OK, siger jeg og er stolt over tilliden fra en kvinde som er på alder med mine døtre.

Læbestiften skinner som en moden frugt.

Knaldrød så det er umuligt at slippe synet. Men jeg har TAXAMANDEN’S toptrænede evne til at se uden at kigge. Nogenlunde samme teknik som tidens smarteste smartphones med flere linser. Hver linse tager et billede. Min hjerne er som en mikrochip, Der samler hvert enkelt udtryk til et samlet – det bedst mulige billede.

Så ser jeg endnu flere huller i strømperne og nu er det tydeligt. Der er ikke tale om et uheld. Hun har valgt en stil, som står i modsætning til forventningen om en forretningskvinde. Måske er det budskabet, hun vil frem, med: ”Mig skal de ikke sætte i bås”.

Vi taler om hendes hjemland – USA. Jeg fortæller hende, at jeg har været der en snes gange. Jeg har cruiset på Harley Davidson i Californien, Nevada, Utah, Arizona, i Texas – og på Østkysten i Upstate New York og Pennsylvania. Når mediekonferencerne var overstået, tog jeg et par feriedage for at udleve min maskuline frihedsdrøm. Nu er jeg TAXAMAND og kører på diesel og minder!

Foto: colourbox

Jeg lader den nuværende regime ligge. Præsidenten, som næsten fascinerende uhyggeligt både har fingerspidsen, der kan trykke på den røde knap – og samtidigt optræder som total turbo-narcissist på pressemøder og sociale medier – med et sprog, der ikke afslører et overdrevent intellekt.

Det absolutte flertal af mine kunder synes simpelthen, at emnet er for pinligt. Ikke så få – de der bor på denne side af ”dammen” – er lykkelige over at være europæere lige netop nu.

Men min kunde med de røde læber og de hullede strømper savner de forenede stater. Ikke Donald – han er snart overstået, lover hun, – men vennerne! Livsindstillingen. Hun åbner for ærlighedskammeret i 20 minutters taxi-møde på motor-ringvejen.

– Jeg har en god uddannelse det fedeste job med en god løn. Jeg kan lide etikken i de europæiske samfundsmodeller. Men, My God, hvor jeg savner livet og vennerne. Også det, som I europæere finder overfladisk. Høflighedsfraserne. ”How are you doing?”. Hvor kommer du fra? Hvad laver du her?

Hun kigger på mig, fordi jeg smiler bredt. Jeg fortæller hende, at jeg må have en amerikaner i mit DNA. Jeg har det på samme måde med det, vi kalder amerikansk overfladiskhed. Jeg mødte den i elevatoren i et amerikansk megahotel i Dallas, Texas. Blev gennemforhørt på rekordtid mellem Lobbyen og 32. etage. Men det, der for os socialt puritanske nordeuropæere opfattes som blufærdighedskrænkelse kan uden besvær fortolkes som almindelig interesse for andre. Jeg er for længst overbevist – og hun kan mærke det, tror jeg. Hun åbner tillidsfuldt for antydningen af en personlig krise.

– Jeg fylder 30 lige om lidt, og jeg savner virkeligt meget ”det derhjemme”. Det er muligvis en slags livs-krise

– Og du drømmer om snart at få en familie og børn, konstaterer jeg medfølende?

Hun fortæller, at forholdet mellem hende og europæiske mænd ikke har været den store succes.

– Jeg er virkeligt dårlig til det. Lige nu er jeg træt af klodsetheden, som jeg oplevede den i morges i lufthavnen, som jeg rejste fra. Først maser han sig gennem køen som en rendyrket egoist. Og så – når vi kommer til at sidde ved siden af hinanden – er han nærmest stum! Ved du hvad, jeg ville fortrække nogle af de sociale klichéer, ikke dybe bekendtskaber hver gang men almindelig, medmenneskelig interesse. Det samme gælder i mine kæresterier og forspil til noget, som kunne blive et forhold. Jeg må enten gøre det helt forkert eller være meget uheldig. For det ender for ofte med, at han graver sig ned i en detalje. Det hele skal være helt perfekt fra starten – ellers går det bare ikke at fortsætte. For slet ikke at tale om de mænd, der er bange for min uddannelse og position. Jeg savner, det jeg kunne derhjemme – at leve t stykke tid med det lette og mindre forpligtende – og så finder vi måske ud af det?

Jeg slutter turen med at fortælle minder fra mine egne kærlighedshistorier – om veje og vildveje. Om at smide perfektionens spændetrøje. Om at elske det man får som gave – og slappe af overfor der ikke er – perfekt! Og så den fedeste lykke – at være elsket af sin partner, selv om man ikke altid fortjener det.

– Du har jo en særlig mulighed, siger jeg, morfar-taxichaufføren, mens jeg giver hende rejsetasken og endelig har klarhed over, at hendes ”løbne” nylonstrømper er et karakterudtryk – og ikke et uheld.

Jeg tager hendes hånd, trykker den og kigger hende ind i øjnene:

– Rejs hjem. Skip det gode job og rejs hjem! Tag en chance! Det er meget federe end at vente på miraklet.

Hun smiler, mens vi et sekund slår bro over alderens Filippinergrav

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele TAXAMANDENS møder med verden

RAPPORT FRA DET MODERNE TAXI-PROLETARIAT

Foto: Taxamanden fra bogomslag (Gyldendal)

Ikke at jeg føler mig helt til rotterne!

Og da slet ikke i den kinesiske betydning, hvor rottens år 2020 henviser til deres opfattelse af dette dyrs kløgt, fantasi og nysgerrighed, som det beskrives i kina-info.dk .

Heller ikke i den danske opfattelse af at være helt til rotterne – hvor man i sidste ende ender med at gå i hundene.

Jeg er bare sur – pisse-sur!

Det er alle taxichaufførers mentale januar-sortsyn, der har meldt sig. Jeg sværgede vist på, at jeg ikke rammes af de evige, brokkerier i min branche. Men lige nu er solen gået ned alt for tidligt, det har regnet i månedsvis – og indtjeningen er ad helvede til. Formentlig det dårligste jeg har oplevet i de 8 å. Taxichauffører er oftest 100 pct. provisionslønnede, så når antallet af taxier slippes mere og mere frit uanset et stagnerende marked, og priserne sænkes i en overlevelseskamp mellem selskaberne, betyder det kort og godt – solid lønnedgang.

Og lige så sikkert, som at Danmark har en høj organisationsprocent og hæderlige overenskomster, – lige så kendt er det, at taxibranchen ligger i bunden af både. JEG kører på overenskomst, som sikrer en mindsteløn på 24.000 om måneden (hvoraf, der så betales skal og arbejdstagers pensionsbidrag). Men lad mig være ærlig her i mit arbejdslivs efterår: Jeg kender INGEN, der opnår deres løn ved en arbejdsdag på 8 timer, som det gælder på det øvrige arbejdsmarked. Men MASSER af taxichauffører, som reelt har en arbejdsuge på mellem 50 og 60 timer.

Og de, der ikke er på overenskomst – flertallet? Eller de enligt kørende vognmænd, som skal forrente den nye Mercer eller tidens nye lækker-taxi – Tesla, elbilen. – Masser af chauffører kører rundt i hverdags-natten til en timeløn på under 100 kr.

Ham, den unge mand, jeg kørte hjem til den nordlige forstad i en lykkelig rus efter rigtig mange shots på den velkendte bar downtown, var først sur over, at de ikke kører masser af S-tog om natten – hele ugen. Så kom turen til taxiprisen, som han synes er alt, alt for høj.

Det sydede af gnister omkring mit tørre krudt. Jeg ved det ikke kommer mig ved. Jeg ved, jeg lyder som en halvgammel morfar lige nu. Men jeg har bare så svært ved at tage forstadsynglen alvorligt, når den først fyrer hundredkronesedlen i bunkevis af på de forudbestilte borde med hele flasker Vodka og shots – for så at gå i sort over en taxitur på 300 kr. til forstaden, der er kemisk renset for taxichauffører, muslimske indvandrere og andre, velkendte repræsentanter for samtidens proletariat.

Tilbagelænet på bagsædet, gestikulerende med den ene hånd som den forretningsmand han ganske givet udvikler sig til, når de blege dun på hagen en dag konverterer til sorte stubbe.

– Det er for dyrt. Det var meget bedre under Uber.

– Hold dog kæft, din forkælede møgunge!

Nej, det sagde jeg ikke.

Jeg mumlede i mit grå skæg og gav knægten lov til at spille rollen som hvid plantageejer i det sorte Afrika, mens jeg indtog birollen som hans hvide ”boy”.

Det har ikke fjernet min pessimisme, at jeg de sidste dage har læst brødrene Johan og Adam Moe Fejerskovs nye bog ”FORBANDENDE FREMSKRIDT – et portræt af en verden, hvor ny teknologi forandrer livet for milliarder af mennesker”. Bogen gennemgår forståeligt og overskueligt IT-fetichismens vision om individuel frihed. Fascinationen af og potentialet i den digitale tidsalder, hvor solid brug af nettet, Big Data og apps og andre ”smarte løsninger” kan bringe os ud af det beskidte, forældede, ressourcefortærende arbejdsslaveri.  Frit at blive venner med hele verden (Facebook), billigst købe bøger og varer (Amazon og Alibaba), såre nemt at finde viden (Google) og kommunikere (Apple), feriere hos de lokale (Airbnb) – og køre i taxi (Uber) som nærmest en vennetjeneste.

Adam Moe Fejerskov er Ph.d. og forsker på Dansk Institut for Internationale Studier, Johan er journalist på Politiken og skriver om krydsfeltet teknologi, samfund og kultur.

Digitaliseringen er et farvel til den gamle, smudsede kapitalisme og et goddag til en renere kapital-maskine, der i realiteten er en bombe under ikke mindst det arbejdsmarked, vi kender i Nordeuropa og Skandinavien: Velfærdssamfundets civiliserede klassekamp mellem dem, der ejer produktionsapparatet og dem, der driver det.

Her kommer så Uber ind i mit arbejdsliv med et løfte om at frisætte os alle. Som Brødrene Fejerskov skriver:

” … Uber har truet chauffører med at slette deres profiler på platformen … ” – ” … I praksis kan man dog ikke blive fyret far en virksomhed, man ikke formelt er ansat i. – Som tidligere beskrevet er Ubers chauffører ikke medarbejdere i traditionel forstand, men bliver betragtet som underleverandører eller samarbejdspartnere … ”

Ingen dagpenge ved sygdom. Ingen barsel. Ingen pension.

Man aner duften af røgen langt udover UBER.

Også det selskab, jeg selv kører for, blev en del af den nye virkelighed, da en kapitalfond overtog Danmarks største taxiselskab for snart halvandet år siden. En ny taxilov sikrede, at det særlige hyrevognskørekort er afskaffet, at kontrollen med antallet af hyrevogne udfases – og det vognmand-ejede selskab kunne sælges til svensk-tysk kapital.

Den nye verden er ved at gå op for de (os) ansatte i hyrevognsbranchen: Dem der ejer vores taxi-brand og kørselskontor har et utvetydigt incitament i at antallet af hyrevogne stiger. De tjener nemlig hovedparten af deres penge på ”pladsleje” – altså vognmandens ”abonnementspris” på at høre til under dette brand i markedsføring og digital kommunikation. Så længe man bare undgår betalingsstandsninger betyder mange taxier høj indtægt.

Vognmændene er sat 100 pct. udenfor indflydelse på det klassiske forhold mellem udbud og efterspørgsel. De er underleverandører men mærker konsekvensen af flere og flere taxier til et vigende marked. Og en del af dem – dem med ansatte chauffører – er chefer for en gruppe mennesker uden en kinamands chance for at påvirke det marked, der skal gøre dem i stand til at betale deres ansatte en ordentlig løn.

Chaufførerne i denne verden, hvor app’s tager over for bestillingskontorer og hvor klassisk arbejdsgiveri måske er ved at være slut?

Chaufførerne er digitaliseringens proletariat!

PS: Du er mere end velkommen til at dele TAXAMANDEN’s sortsyn.

DÆNSK ER BARE ABZURD NEDEREN

fbtmdn

Hun kigger på mig med sine spejlæg-øjne – eller hvad man mon siger i vore dage. Store, vidtåbne og spørgende øjne.

Eller på et mere folkeligt dansk: Hun forstår ikke en skid af, hvad jeg lige har sagt.

Det startede med engelsk, da jeg greb hendes flight-kuffert i stresstemningen her tidligt på dagen, hvor forretningsfolkene kommer til landet.

På de første engelsk ord fra hendes mund, genkendte jeg den tydelige finske artikulering. Og jeg har taget ved lære af de sidste års udvikling i Finland. Medmindre de tilhører det svensktalende mindretal – det går ikke længere at tale svensk til langt de fleste finner.

Men det er ikke her vandrotten ligger begravet – som jeg antager, de udtrykker sig i de 1000 søers land. Min kunde er netop blevet ansat som økonom i en stor, dansk-ejet virksomhed, der har fabrik i Åbo i Finland. – Og nu VIL hun altså lære det danske sprog. Men det er en svært, den fælles nordiske tunge, – selvom hendes mand er svensk-talende finne og til trods for, at hun som stort barn boede 4 år i Norge, hvor hendes far arbejdede. Hun troede sådan set, at det ville være et fingerknips af en opgave – at forstå dansk. Men sådan er det ikke. At læse det, er ok, når man har kendskab til de to øvrige nordiske sprog. Men at lytte?

Jeg følger hendes ønske om at vores taxitur skal foregå på dansk – men efter min første sætning:

Store øjne som spejlæg.

En aftale er en aftale. Og her starter 20 minutters sprogskole i vogn 86 med fokus på udtalen. Og ved hjælp af en app på hendes mobil, hvor hun dagen igennem øver sig på det svære udtale-dansk.

Group of teenagers over the background with the many words from the different languages (language school concept)

Jeg tænker på sprognørden, professor Jørn Lund, der flere gange har sagt, at det såkaldte ”mumledansk” i dansk film ikke er et problem i sig selv.  Det er diktionen (artikulation, tempo, styrke, rytme, pauser o.s.v.). Jeg mødte ham for 15-20 år siden, da jeg var formand for sprogprisen i DR. Han havde mere forståelse for sprogets udvikling end programchefen.

Jeg besluttede i respekt for professoren ALDRIG at ende som sprog-Jeronimus.

Det projekt er en voksende fiasko i takt med min fremskredne alder – godt underbygget af mine sene møder med ungdommen efter nattens strabadser – og timevis af daglig lytning. Ikke mindst turene med teenageren ”J”, der skal køres til og fra specialskolen. Det foregår til lyden af en af landets populære radiokanaler for de helt unge. Og især to folke-sproglige fordærv tænder mig HELT af.

Det ene er det moderne, åbne ”a”, der rutsjer nedad mod det lav-københavnske ”æ”.

”Har man kendt mæge?”

”Ja’r dænsker”

”I Dænmark er jeg født”.

Og så noget jeg slet ikke forstår oprindelsen af.

Det traditionelle ”s”, som især blandt helt unge – anført af heltene i nye og gamle medier – er ved at transformere sig til et nærmest hvislende og guldkyst-affekteret ”z”

”Det er helt abzurd”

”Det’ zgu´da åndszvagt”.

Men jeg holder kæft for jeg ved, at morfar er morfar og husker, at selv professor Lund bad mig accepteret sprogets dynamik.

Det ændrer sig med nye generationer, – liger så sikkert som alderens tiltagende konservatisme.

I sprogtaxien tager jeg og den unge kunde fat på hendes ambition om at forstå det diktions-skadede danske.

Helt uden videnskabelig evidens plejer jeg at påstå overfor mine smågrinende kunder, der kæmper med at LYTTE til dansk, at vi åbenbart er det eneste folk i norden, der tror, vi kan tale uden at bruge læberne. Vi lukker ordene inde i munden uden svenskernes rullende ”r” og uden nordmændenes musikalske tone og tydelige artikulation.

I dag skal vi lære at udtale de bløde ”d”’er. Som i fløde og møde. De er svært og modtages næsten altid af et fnisende grin af kursisten. Eller som hos denne ambitiøse kunde, der bare VIL forstå og kunne kommunikere med de danske chefer og kolleger, – selvom firmaet har engelsk som ”corporate” sprog – også i koncernens hjemland. Hun udtaler det bløde ”d” med en sådan overdrivelse, at det nærmest er i familie med tegneserieudtrykket BWADR!

Nu er det mig, de ikke kan holde en fnisen tilbage. Men jeg skynder mig at undskylde og siger, at det altid er udfordringen for de udlændinge, der vil lære dansk sådan mere intensivt. Også jeg synes, at det må være lettere med ”fløte” og ”møte” – end det der bløde danske ”d”, der i sin tydeligste udtale næsten få tungen til at presse fortænderne ud af overmunden.

– Aha, siger hun flere gange, når hun dels har lyttet til min sprogbutik ned bløde ”d”’er. Som turen skrider frem af ringvejen, bevæger hendes norsk-svensk-finske ”d” sig fra granitstadiet til det smørbløde, vi kender så godt.

Undervejs bruger hun sin app. DUOLINGO, hvor det fremmede sprog angives i smuk udtale. Hun tjekker sine læremester i dit digitale univers

Nu skinner solen atter over nordens sydligste nation og den skandinaviske broder-ånd breder sig som en fredsskabende røgelse i vogn 86. Dansk er svært, ja, men det er det finske fra Uralbjergene da i den grad. Og vi slår ikke længere svenskere ihjel i stockholmske blodbade, eller lader hånt om nordmændenes selvstændighedstrang. Vi lytter til hinanden, og jeg VIL bare give den unge kvinde et skub fremad i sprog-karrieren.

Turen er slut, og nu er det tid til eksamen.

– Det var hyggelig å kjøre med deg, siger jeg på tilstræbt norsk, – det nordiske sprog, som hun elsker særligt siden de fire barndomsår i Trondheim.

Hun svarer på perfekt dansk:

– Tak i lige måde!

MÅDE!

Smukt Med blødt ”d”. – Og uden bare en antydning af BWADR.

– – –

PS: Du er velkommen til at dele historien fra TAXAMANDEN´s rullende sprogskole

KRIGENS STILFÆRDIGE SOLDAT

Foto: Colourbox

Det lyder givetvis både selv-overvurderende og nørdet, når jeg kalder mødet under taxi-halvtaget i lufthavnen for – de magiske sekunder!

Jeg har trykket på knappen i min nye Mercer. Så kigger jeg på servicemedarbejderen, der fordeler kunderne til de enkelte vogne. Forsøger at få øjenkontakt med den travle rejsende. – Og så har jeg 1-2-3 sekunder til at vurdere stress, kundeprofil – måske destination.

Rent gætværk, der stimulerer den provisionslønnedes indre drømme om guld og grønne landeveje.

Der er meget lidt magi den anden vej, – når køreordren går til en af hovedstadens hoteller, og terminalen melder taxiturens mål: Cph – Københavns lufthavn!

Jeg kigger på receptionisten, han nikker køligt, professionelt mod sofaarrangementet i hjørnet, hvor min kunde venter. Nu har vi øjenkontakt – ouverturen til et menneske-møde på bare 15-20 minutter. H

Hun er en kvinde først i fyrrerne og rejsevant, ser jeg. Hendes bagage er en tung rejsekuffert i stærkt, vævet kunststof, så den kan holde til alverdens hensynsløse bagagefolk.

Tasken er tung som rejsemontørens værktøj og digitale apparater.

Hun smiler til mig, da jeg har smækket bagklappen og er småløber rundt om Merceren for at holde døren. Jeg er gennemskuet. Den tog røven på mig, tasken! Tung som ind i helvede.

Ind i helvede.

Det skal vise sig nærmest profetisk.

Meget feminin og synligt beslutsom. Intelligente øjne. Jeg gætter på, at hun er på vej hjem til en velfortjent ferie i det smukke land, som Taxamanden har et uforløst kærlighedsforhold til, siden en 10-ugers orlov i en spartansk hytte engang i 70’erne.

Alle mine norske kunder får historien.

Og så starter min navnkundige skydeautomat af en nysgerrighed med en konstatering.

– Du skal hjem på ferie?

– Nej, jeg rejser ud!

– Ned i varmen?

– Njaaa, – jeg skal til Asien!

Det svar har jeg faktisk aldrig fået i min taxi.

Kunderne skal til Thailand, Kina eller Vietnam – ikke til det massebetegnede – Asien. Det lyder nærmest som en hemmelig mission, og min ydre taxichauffør får hjælp af min indre journalist. Nu er der kun et af hv-spørgsmålene tilbage.

Hvorhen?

– Afghanistan, svarer hun med et blik i bakspejlet, som både indeholder almindelig, militær diskretion og en træthed over IGEN at skulle genfortælle sin militære historie. Måske ligefrem forsvare sit levebrød

Rescue Support Team

Jeg er født med moderne tiders dialektiske forhold til det krigeriske håndværk. Min farfar, den tyske emigrant, var soldat på østfronten og vestfronten under første verdenskrig. Den ene bror døde på Østfronten – lillebroren var krigsfange i Sibirien under og efter anden verdenskrig. Og min far var soldat og officer i både Danmark og Mellemøsten. Selv er jeg et pacifistisk skvat, der undgik værnepligten via en bilyd i hjertet. Så jeg undgik militærnægteriet og en potentiel konflikt med mit fædrene ophav – men kunne frit passe ind i 70’ernes tidsånd og modstanden mod USA’s katastrofale af en krig i Vietnam. Men – I guder, hvor har jeg forsvaret soldaten, fordi jeg mødte ham blandt min

 fars officersvenner, der jo var rare mennesker, som folk nu er, og ikke passede ind i min ungdoms stereotype gengivelse af den voldsliderlige kriger. Jeg dyrker det ikke i stolthed. Men jeg kan ikke – trods mit ønske om kærlighed og fred – skjule respekten for de mennesker, der i virkelighedens verden sætter livet på spil, når krigen er en realitet. Trods dette blodige i disse dages Irak, Syrien, Centralafrika – og Afghanistan – hvor soldaterne flyttes som brikker, styret af politikere der agerer på en skala fra frihedselskende til binde-gale.

Og lige nu er han – soldaten – en ”hun”.

Diskret – men venlig. En del af en lille gruppe i det krigshærgede land i det centrale asien – muligvis i den såkaldte Rescue Support Mission, som træner det afghanske militær. Muligvis, siger jeg, for jeg spørger ikke i respekt for hendes og mit eget arbejde. Hun har givetvis sine hemmeligheder – jeg SKAL yde fortrolighed.

Men hun fortæller mig om sin professionelle officerskarriere. Hun er major i den norske hær og har været i Afghanistan en håndfuld gange.  

Det er voldsomt.

Foto: Colourbox

Men det er hendes job og hun ville naturligvis ikke udføre det, hvis ikke hun kunne holde til det mentalt. Hun har ingen børn og derfor ingen særlige hensyn at tage i den private sammenhæng.

Vi taler om det sønderskudte og smadrede Afghanistan, der i 60’erne var på vej til at blive en moderne, sekulær stat. Frihedsrettigheder for mænd og kvinder. Et liberalt kongedømme, der i 70’erne kom i klemme mellem to meget forskellige bevægelser. En kommunistisk og en islamistisk.  Først vandt kommunisterne, så kom de i vanskeligheder og bad om hjælp der førte til den sovjetiske invasion. Det gav de islamistiske frihedskæmpere vind i sejlene – og resten er historien om et lands forvandling til en sump af fattigdom, fanatisme, – og den vestlige indgriben anført af USA i oktober 2001 efter angrebene på Wold Trade Center 11. september, måneden før.

Vi taler om soldatens ultimative krav om fællesskab. Ikke blot en metafor i det blodige management, men helt konkret at agere som en slags familie, hvor ingen er hjemme før alle er hjemme.

Om det er sentimentalitet? Om det er min faderlige omsorg for den kvindelige major, der med lidt god vilje kunne være min datter? Jeg ved det ikke. Men jeg leder efter udgangsreplikker, mens vi nærmer os udenrigsterminalen. I nogle sekunder tænker jeg på klichéen, replikken fra en film eller en sang, jeg ikke husker: ”It’s a dirty job, but somebody´s gotta do it”. Det beskidte job, som nogen jo MÅ tage på sig.

Totalt upassende ville det være.

Det ender med en kluntet bemærkning, mens computeren behandler betalingen.

– Og så vil jeg bare sige – så vil jeg ønske dig..  Pas nu godt på dig selv, får jeg fremstammet med et nervøst tilføjet – og hinanden.

Hun svarer ikke i første omgang men rejser sin højre hånd op banker på sideruden, som den overtroiske banken under bordet. Jeg ser for mig den samme bevægelse på panserruden i det camouflagefarvede køretøj i Kabul.

Hun er synligt glad for mit ønske – og siger bare:

–  Tak! Sådan gør vi altid derude!

Og så banker hun på ruden igen.

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele Taxamandens frontberetninger.

MIN UDBRÆNDTE BODEGA

nor

Der er et liv før – og forhåbentlig et liv efter vogn 86.

Undervejs er der ikke plads til meget mere end en forbandet masse timer i taxien. Og så er jeg selvfølgelig en lykkelig ejer af et familieliv.

En sjælden gang lidt tosomhed med fruen.

– Lad os flygte til Bornholm og holde nytår bare dig og mig, sagde hun, velvidende at varmen ville brede sig i granitperkeren, – mit øgenavn, som jeg bærer med samme stolthed som rapperen fra det sorte New York bruger n-ordet

Jeg ved det jo.

Jeg er og bliver en bonderøv fra det østligste Danmark, klippeøen, hvor du aldrig er længere inde på landet end en kort køretur til vandet. (Ja, det kalder man det, derovre. Landet! Øen er noget andet.  Det er klippeskærene, Ertholmene – i daglig tale Christiansø godt og vel en halv snes sømil ude i Østersøen nordøst for – landet.)

Turen går altid til Svaneke, min nærmeste hjemby, der inden diverse kommunalreformer var Danmarks mindste købstad med borgmester, domhus og egen brandstation. De fleste butikker var lukket, Ingen bolsjer, ingen lakrids, ingen isvafler – men dog lys bag de små, kvadratiske vinduer i købmandsgården fra 1761, hvor Svaneke Bodega holder til. Jeg burde have taget en bajer på det sted, hvor jeg lærte at drikke øl og lege voksen. Men når fruen taler om tiltrængt ensomhed mener hun det ret konkret. Ud at trække luft – og så hjem i ferielejligheden og dase videre. Der er skruet helt ned for det sociale blus

To dage efter, – nytårs morgen, da jeg lytter til de regionale nyheder, får jeg et chok.

Svaneke Bodega er brændt – om ikke nedbrændt, så udbrændt i en grad, at det kommer til at koste kassen og tage måneder, før købmandsgård og bodega er bragt tilbage til dagliglivet.

Bodegaen er byens puls – med varierende hjerterytme.

Den indeholder alt det, jeg elsker ved min opvækst i et samfund af fiskere og bonderøve. Det sidste er dybest set en kliché og en halv løgn. For, I guder, hvor er klientellet forskelligt. Hvis noget ligner det diverse liv i min taxi, er det Bodegaen på torvet i Svaneke. Bonderøvene og fiskerne kom der dengang. – (I dag er de faggrupper minimeret af fangstkvoter og affolkningen i landbruget.)

Kunsthåndværkerne.

Og sommeren – turisterne. De smukke unge, københavnerpiger med provokerende kroppe – og et letsind, som jeg havde ventet på hele vinteren

Og skolelærerne som dengang var landhårede, gik i andefødder og gav borgerligheden fingeren, inden f-ordet var opfundet.  Over øllerne og smøgerne svinede vi – gymnasieleverne og vores tidligere lærere – amerikanerne og deres forbandende bombninger af Hanoi. VI var sikre på, at det en dag ville blive tid til kærlighed mellem folkeslagene.

Hmm!

Når jeg slingrede hjem fredag nat på min turkisfarvede Monarch-knallert, ventede der mig en helt anden slags svineri, tidligt lørdag morgen. Sådan helt konkret.  I hundredvis af slagtesvin på min fædrene gård, hvor jeg fra morgenstunden startede mini-traktoren og kørte ned gennem de skidne gange for at skubbe våd halm og lort ned i de dertil indrettede huller til udmugningsanlægget, som skrabede indholdet ud til toppen af møddingen, der voksede sig større og større gennem vinter, forår, sommer og efterår.

Vietnamkrigen lod vi ligge på hjemmefronten. Min far var rådighedsofficer – major i den danske hær med en ungdoms-fortid i USA i 50’erne. Han tvivlede ikke på krigen mod det røde overherredømme – og jeg var en blød ung mand med hang til digte, sange og kærlighed.

Om det var hårdt med de uforenelige kræfter   mit liv?

Ja!

Og fantastisk.

Og menneskenært – både i min kærligt, modsætningsfulde privatsfære, som også handlede om en stilfærdig tro på den gode gode skæbne og mulighederne i den hårdtarbejdende verden, som mennesker har skabt med egne hænder med grundlæggende støtte fra Vorherre himself.

Det er så store ord, at jeg knap tør bruge dem.

Jeg lærte – på godt og ondt at elske livet.

Og jeg har i hovedtræk gjort det siden.

I Taxien, den dag i dag, hvor jeg møder større diversitet i livsform, klasse og etnicitet, end de foregående, 3-4 årtier i journalistikkens og statsradiofoniens tjeneste.

På bodegaen – dengang i min gymnasieungdom – mellem borgerskabs-typerne, proletarer, akademikere, kunstnere, købmænd og krejlere, unge og gamle, selvbevidste, let-berusede og mere professionelle alkohol-forbrugere. Også selvom jeg tidligt vidste, at udlængslen var så ustyrlig, at mine bornholmerdage var talte, og at jeg snart ville blive en slags emigrant på min egen hjemegn.

En udvandrer, – en fremmed fugl på mit eget værtshus, når jeg en sjælden gang genbesøgte det.

nor

EMIGRANTEN

Det er netop titlen på det eneste digt, jeg nogensinde fik udgivet. Jeg var bare 24 år, nyuddannet og ansat i DR, da journalist og forfatter Hans Aage Bøggild redigerede en antologi af digte af 56 bornholmere og andre danskere – som det hedder i undertitlen til bogen EN GLOBAL AFKROG. Flot illustreret med tegninger af maleren Oluf Høst

Fra EN GLOBAL AFKROG,
Vintens Forlag 1978

Mit digt tager netop sit udgangspunkt i Bodega Emigranten, som jeg kalder stedet i min tekst. Meget ungt, er digtet – og næppe noget kunstværk. Men Bøggild kendte til mine skriverier og gav mig to sider blandt digtere, langt, langt større end mig. Fra Drachmann til Rifbjerg.

Jeg vover et lille klip af mit eget:

… Her sidder de så,

Emigranterne.

De søger med spørgende blikke.

Her sidder også jeg

Og søger i tågen,

Den londonske tåge på skæret,

En dis af tobak og udviskede minder,

af nogen som kom, og som aldrig faldt til,

af nogen, som var, og som stadig er,

af nogen, som gik, og som aldrig kom hjem.

Her levede jeg selv engang,

Lo ad disse folk,

Slugte denne luft,

Svømmede i disse vande,

Svedte i denne salte luft.

Emigrant.

Nu er også jeg

Emigrant.

Jeg blev aldrig den store digter. Men hva’ fa’en – Dan Turèll blev heller aldrig taxichauffør!

– – –PS: Du er hjerteligt velkommen til at