TAXI-TUR TIL DØDENS FORGÅRD

Foto: COLOURBOX

Det er selvfølgelig god service, almindelig opdragelse, ”det-kunden-betaler-for” – and all that jazz. Jeg ville jo risikere fyring for ikke at bakke op om det glansbillede.

Men det er nu også ret selvfedt!

At dementere rygtet om min branches råddenskab og snarlige død. At have overskud og en smule kærlighed til dine medmennesker.

Selv at blive elsket!

Jeg er holder foran gangen ned til dagcentret for de ældre.

Hun er en lille, – meget tynd gammel dame, som følges af én af de ansatte. Bentøjet er ikke verdens bedste, men da hun ikke har mange kilo kropsvægt at slæbe rundt på, klarer hun turen uden støtte. Hun kan selv. Hun vil selv.

Hun har brune øjne, som kommunikerer så godt, fordi de har været brugt aktivt hele livet. Ikke bare til at se – men se helt ind i øjnene på den, hun taler med. Den er jeg med på. Jeg tager taknemligt rollen som ”unge mand” trods min reelle seniorstatus. Det er vel fair nok, når damen kunne være den mor, jeg har mistet. Netop en mor med viljefaste, brune øjne.

– God dag frue, må jeg gi’ dig en arm?

Går det galt med den startreplik, ved jeg, at det kan gå dobbelt galt.

For det første, ER der kvinder, der meget gerne vil frabede sig titlen frue. For det andet forbander nogle kunder faktisk hjælper-armen, fordi den er et symptom på deres vej mod livsafslutningen.

Foto: Colourbox

Det går godt.

Hun har det tydeligvis ikke så godt med denne ”afsløring” af hendes gang hos ældrepsykiatrien. Det er jo traditionelt sværere at forklare de sorte tankers behandlingsbehov frem for en brækket hofte. Det er nu, hun kan vise det overskud, der ligger lige bag den aftagende depression. Hun kigger et sekund på den ledsagende sygehjælper. Et lille sejersglimt i de mørke øjne. Så tager hun min arm, og vi går som et par op mod taxien. Den lille, spinkle dame sidst i 80’erne og den noget tungere TAXAMAND.

Det regner for gud-ved-hvilken-gang i dette depressive efterår.

Men vi kigger kort på hinanden – og smiler.

Jeg vidste det!

Hun vil sidde på forsædet. Jeg beder hende stå sikkert og holde i døren- Bukker mig dybt for at hæve sædet, så hun ikke skal opleve indstigningen som et fald mod bunden. Så placerer jeg min arm langs bildørens øverste kant. HVIS hun rammer under indstigningen, rammer hun ikke stålet men min polstrede uniformsjakke eller min bløde arm og hånd.

Vi er ”seatede”.

– Så kan du godt køre mig til dødens forgård!

Jeg kender destinationen fra køreordren. En af ældreforsorgen plejeboliger.

– Altså ligefrem dødens forgård, det kan du da ikke kalde det, siger jeg frimodigt. Det er sgu da et forfærdeligt udtryk.

Jeg kigger på hende med et smil, som blødgør min moraliserende udmelding.

Hun smiler igen.

Vi er venner på resten af turen, hvor jeg løsner stemningen med historier fra min barndom, hvor min mor var forstander på to plejehjem i Årsdale og i Svaneke på Bornholm. Jeg fortæller om det aktive plejehjems-liv dengang, inden pensionistbespisning, hjemmepleje og døgnpleje, kunne fastholde – eller indespærre de gamle i eget hjem

Så fortæller hun om sit liv. Om manden, der døde tidligt. Om alvorlig sygdom. Om den eneste søn, der er selve hendes grund til at leve.

Men først og sidst om tiden som leder af en større smørrebrødsforretning i en af byens bedste kvarterer – endnu inden verden fortabte sig i cafeer og shawarma-forretninger. Det viser sig, at jeg var der i området i 60’erne som bondedrengen på besøg ferie hos min skuespiller-onkel. Så tager vi turen gennem de berømtheder fra primadonnaer, over tenorer til statsministre, der besøgte forretningen, hvor hun startede som ”jomfru” – og skred som chef.

– Jeg siger dig, jeg var sur. Som så ofte set før: Forretninger starter som små, stråler senere som stjerner – og så går det ad helvede til. Den nye chef begyndte at trække de ansatte i løn, hvis de kom bare et kvarter for sent. En dag gik jeg op til ham og sagde ”F*** dig! Den måde at behandle mennesker på finder jeg mig ikke i. Så sagde jeg op med en bemærkning om, at lortet alligevel meget snart ville gå konkurs.

Min kunde blev pensionist – og smørrebrødsforretningen krakkede 11 måneder senere.

Vi maser på med anekdoter fra vores ”fælles” fortid. Det skal gå hurtigt for at få så meget med som muligt. Lige nu ønsker jeg mig, at turen gik langt nordpå eller sydpå, så vi kunne grave noget mere i vores fornøjeligheder og vemod.

Så holder vi i dødens forgår, som lige nu mere virker mere tilforladelig end dødsdømt. Personalet vælter ud og ind ad svingdøren og indimellem tripper en gammel beboer med. Jeg hjælper kunden ud af bilen og følger hende de få meter hen til fortovet før døden. Vi skal lige nå finalen i en af hendes historier.

Der er en kort pause til afsked som i en film, hvor to kærester ikke ved, hvem der har slutreplikken. Så smider hun blufærdigheden.

– Du har givet mig menneskekærlighed i dag, og nu vil jeg gi’ dig tilbage siger hun og åbner den spinkle favn for et kram. Jeg bøjer mig ned og tager imod op holder fast den brøkdel af en sekund, som er forskellen på kundepleje – og menneskekærlighed.

Bag hendes skulder ser jeg en af de ansatte komme ud. Han overraskes af den gamle dame og taxichaufføren i fuld uniform. Overraskelsen bliver til et smil – og han er ved at støde ind i en modgående fodgænger

– OK? tænker han med spørgsmålstegnets opadgående toneleje.

– OK, svarer stumt jeg med et selvbevidst udråbstegn!

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDEN’s oplevelser i vogn 86 – ikke mindst de små øjeblikke af kærlighed

DEN LYRISKE FORRETNINGSKVINDE

Foto: TAXAMANDEN fra forretningskvinden (efter aftale)

Der står mennesket så!

Hvem gemmer sig i ansigtet – og bagved.

Hun er en elegant kvinde, min næste kunde – helt sikkert en forretningskvinde. Sidst i 30’erne. Umådeligt velklædt – uden at være svulstigt. Smiler til mig – professionelt – høfligt, uden at være indladende.

For pokker, jeg er bare en TAXAMAND, der forsøger at få smør på bordet med alt for lange arbejdsdage, mens hun er en – UPTOWN GIRL.

Den gamle mand føler sig lidt kikset så tæt på den stilrene kvinde

Medens jeg fumler med GPS’en for at finde den korteste vej til en af byens mest smagfulde hoteller, ryger en tanke og nogle strofer ind i mit hoved som en brevdue, der var alt for længe undervejs.

UPTOWN GIRL

Billy Joel skrev sangen til sin kone, Christy Brinkley, som det lykkedes ham at holde på i 10 år trods deres vildt forskellige udgangspunkter. Sønnen af en enlig mor i Bronx, New York versus modelkvinden fra de højere luftlag. Skønheden og – om ikke udyret – så en lille tæt mand med en kort hals og let fremstående øjne.

De første minutter i mine taximøder er ouverturen til hele turen.

Vil kunden tale – og måske høre noget om min by og mit land. Skal jeg spille rollen som deleøkonomisk -turistguide – og måske overraske med at have bonus-viden om det, jeg taler om.

Eller skal hun bare have fred her midt på aftenen, inden hun når hotellet. Inden skønhedssøvnen før morgendagens møder, hvor millionerne vil rulle.

Hun vil tale. Eller rettere. Hun taler kort for at få mig på gled. Det er, som min omverden vil vide, ikke nogen vanskelig opgave.

Hun starter med et åbnende spørgsmål – nærmest professionelt nysgerrig.

– Du taler godt engelsk, har du kørt taxi hele dit liv, spørger hun på et perfekt engelsk/amerikansk med blot en pikant anelse  af en tone fra et slavisk sprog.

Hun får Taxamandens historie i en 5 kilometers-udgave uden kødannelse og trafik-stress. Den virkelige historie om menneskemøder og skrivekløe.

Jeg kigger på hende i bakspejlet for at sikre, at min fortællelyst modsvarer hendes lytte-behov.

Foto: Colourbox

No problem.

 I det regnfulde aftenmørke, der er lige så vemodigt som efteråret har været vådt, ser jeg hendes usædvanligt nysgerrige øjne. Og så den der nikken, der karakteriser interviewere i de elektroniske medier.

Men nej, hun er ikke journalist. Hun er bare nysgerrig – og så næsten utålmodighed for at give et referat fra hendes liv, der ligesom mit er et liv i modsætninger.

De sidste to sidste kilometer til hotellet er hendes. Men vi må stjæle nogle minutter med lukket taxameter foran den fashionable hotel-indgang med glimtende lys fra cykler og biler i støvregnen.

Hun ER forretningskvinde – og her skrives business med stort. Forældrene er af østeuropæisk baggrund. Men inden hun selv flyttede tilbage til hjemlandet, boede hun med sin  familie rundt i hele verden. Hun har gået på flere af verdens store universiteter og blandt der første der tog en MBA (høj forretningsgrad) – i Kina!.

Foto: Colourbox

I dag er hun administrerende direktør for og medejer af en virksomhed, der yder teknik og services til den petrokemiske industri over hele verden. Hun er glad for de muligheder og den økonomi, verden har givet hende.

– Det er lidt vildt, men jeg har det ligesom dig siger hun og smiler lidt udover høflighedsniveauet i mit bakspejl. Jeg skriver. Jeg fortæller – og jeg kan ikke la’ vær. Jeg skriver små historier. Jeg skriver digte på Instagram, der jo i virkeligheden ikke er egnet til længere tekster. Og på det sidste er jeg begyndt at skrive den svære kunst – sangtekster, der ikke må indeholde for mange ord. Vi er nogle stykker, der har samlet os i et band, – og nu prøver jeg også at synge. Jeg har aldrig prøvet at være sanger før.

Og nej, hun aner ikke, hvor denne poetiske raptus vil føre hende hen. Det startede med en voldsom ændring i hendes liv. Hun skulle føde sit første barn for 5 år siden, da hun helt hende ved fødslen fik diagnosticeret en livstruende sygdom.

Og så brød ordene løs!

Og de forsatte efter fødslen – også efter, at hun snød døden.

– Er du ved at udskifte dit liv med et nyt, spørger jeg indlysende

– Det aner jeg ikke. Det er hele hemmeligheden.

Hendes smil er et, man tror på.

– – –

Da jeg er hjemme sent på natten, har hun sendt mig en mail med et af de digte, der måske ender med musik en dag. Her er et enkelt vers:

what if I die before I’m old

and gray, what can be told

in my remembrance, what will they hold

against my will, will I be named

the one who’s heart could not be tamed?

meant to be lonely and uncontrolled? 

Jeg kan ikke slippe hendes inklination til et poetisk venskab og sætter mig ned for at transformere sangen til rimende dansk . Jeg gjorde det engang. Med det er 40 år siden, jeg sidst skrev sange til offentliggørelse.

Hvad hvis jeg dør, før det var tænkt

Er al erindring så fortrængt?

Hvad bli’r smidt bort, og hvad bli’r gemt.

Imod min vilje –  bli’r mit navn

Utæmmet, Vild ?- en fremmed havn?

Et ensomt hjerte, der er glemt?

Jeg er sikker på, jeg har fået en ny ven i cyberspace. Og jeg nyder henrykkelse over den forunderlige verden, der ikke er, som den ser ud.

Med digtet sender hun mig en hilsen og en smiley:

”Don’t judge the book by it´s cover”.

(Du kan ikke bedømme bogen ud fra dens omslag)

Og så et billede, som jeg må bruge til illustration i min klumme om mødet mellem TAXAMANDEN og forretningskvinden fra det højere borgerskab.

Ikke alt er som man tror.

Det er aften. Hun har forladt larmen ved ambassadørernes fest.

Et pusterum på en strand i Senegal.

Hun er en kvinde på 38, der nyder den ellers så maskuline sport – en god cigar !

– – –

PS:

Du er velkommen til at dele små brudstykker af livet i vogn 86. Ikke mindst de uforudsigelige

MIDT I ET KULTUR-KOLLAPS

Foto: Colourbox

Det ser ikke så slemt ud, som jeg frygtede, da jeg læste køreordren.

Han kan gå på benene og insisterer på at bære den lille taske med de mest nødvendige toiletsager. Men arm og skulder er bundet op i en slynge, så det er ikke tilfældigt at turen går direkte fra lufthavnen til en af regionens hospitaler med speciale i ortopædkirurgi.

Hans unge ansigt med det sorte hår og de mørke øjenbryn er træt efter den lange flyvetur hjem fra østen. Han er fuldt klar over, at den første prøvelse, han skal igennem, er en forklaring til Taxamanden. Han arbejder i medicinalbranchen, er uddannet læge, så jeg få historien kort og summarisk som var det til en sekretær eller en diktafon:

– Flere ugers ferie med drengevennerne i Thailand. Nu skal det være sjovt. Efter en tur i byen – den allerførste aften – glider jeg i en olieplet på gaden. Falder og brækker skulderen. På hospitalet. De vil operere, men jeg skal ikke nyde noget.

Han vil hjem til Danmark, hvor man ikke nødvendigvis starter med kirurgi.

– For fanden altså, siger jeg, med en mine af medfølelse.

Han kvitterer med et dybt – et meget dybt suk.

Han slapper af, – små-bimmelim af morfin og jetlag.

Vi taler taknemligt om at leve i et land, hvor man kan forsikre sig mod ulykker på ferierejsen. Hvor man kan komme hjem og få den bedste hjælp, uanset om man kong Gulerod eller Jørgen Hattema’r – taxichauffør eller akademiker.

Min kunde har rødder i Iran, hans forældre flygtede da præstestyret kom til magten, så han ved noget om, at det der med frihed og lighed ikke er noget, der er en selvfølge.

– – –

Foto: Colourbox

Virkeligheden her i landet og på de sociale medier i de få dage, min kunde med iranske rødder var væk, er nærmest en lidt absurd baggrundsmusik til vores nationale kærlighedserklæring til velfærdssamfundet og fredsommeligheden

Nazismen stak sit beskidte fjæs frem, da nogle forstyrrede elementer øvede hærværk mod jødiske gravstene i Jylland og klistrede gule jødestjerne på postkasser for at ”fejre” 81-årsdagen for Krystalnatten i Tyskland. November 1938 da nazierne angreb jøder og deres forretninger over hele det tyske rige.

Racismen lever – også udenfor jødehadet.

Den konservative politiker Naser Khader, der er strammer i politikken mod Islamificering, kan på Facebook dokumentere, at han angribes af folk, der angiveligt støtter Stram Kurs og den neurotiske advokat, der holder religionskrigen vedlige ved at brænde koraner af.

En dårligt stavende og skrivende discipel af den sorte pastor Paludan skriver til Khader:

– Vi skal have alle de sorte svin ud af Danmark.

– Du har et f****** problem. Du skal ud ligesom mange andre, der gør mig og Rasmus Paludan rasende og hvor dybt de sorte avekatter kan synke (red: Ja, sådan er det formuleret!).

I dette harmoniske kongerige med en til tider dysfunktionel debatkultur, kan næppe nogen gøre de højreorienterede så rasende som Özlem Cekiz, tidligere MF’er for SF. For intet er dog så provokerende som et menneske, der insisterer på dialog mellem selv de mest forskellige og ophidsede mennesker. I et opslag fortæller hun kærligt, ironisk (ærkedansk!). at hun er træt af altid at få vingaver for sine foredrag, når hun faktisk ikke drikker alkohol.

Foto: Öslen Cekic

Så brød helvede løs på de sociale medier.

Havde hun været tørlagt misbruger, kunne man måske have accepteret det. Men en borger af kurdisk, muslimsk baggrund? Det klarer det islamofobiske folkedyb bare ikke.

– Er det Imamen, der har sendt hende i byen med koranens hellige budskab?

– (da debatten bevæger sig fra alkohol til svinekød!) Dansk kultur ER svinesteg og bacon SAMT frihed og demokrati (endnu).

I hundredvis af vrede danskere eksploderer i diverse FM-tråde over denne fremmede kvinde, der vil trække sine muslimske leveregler ned over borgerne i verdens mest frie land. Egentlig vil hun bare sætte gang i en fredelig debat om den danske alkoholkultur og dens flaske-dogmer. Taxamanden her, har aldrig selv turdet sige nej til de snesevis af flasker rødvin, han har modtaget, selv om jeg faktisk ikke drikker rødvin.

Men også fordommene ofre har lært at give deres svinere.

En FB-bruger (navnet antyder, at han er af mellemøstlig baggrund) slutter søndagen af med en meget upassende og umorsom kommentar til den danske DF-politiker, der har mistet en søster for en morderhånd  med en bemærkning om at …

– Nu skal morderen (en hvid dansker) vel sendes ud af landet.

– – –

Det er min kunde, lægen og medicinalmanden med den iranske baggrund, der sender mig hjem med eftertanken, da vi har sagt farvel foran sygehuset.

– Det hele handler om en lang kamp mod uvidenhed og dumhed. Og nogle gange giver jeg selv op. Selv rimeligt uddannede mennesker kalder mig araber, selv om jeg er iraner og rundet af den persiske kultur. Jeg taler farsi – ikke arabisk.

Ligesom en russer ikke er det samme som en dansker.

Min kunde, der selv er erklæret ateist, mener at religionen bliver de uvidendes flugtvej. Det nager TAXAMANDEN, der er protestant og grundtvigianer og aldrig helt kan slippe drømmen om det store, gudelige overblik.

– Du kan jo se det, som vores verden har udviklet sig. Vi skulle have gjort noget ved det for 30 år siden. Sørget for at de fremmede kom hertil ikke bliver set ned på og mødt med skepsis. Vi har skubbet de mest uvidende i armene på de sorte prædikanter.

Jeg spørger mig selv, hvornår det gik så galt for de indfødte her i kongeriget, at vi ser vores kulturkamp som et spørgsmål om vingaver og flæskesteg?

– – –

PS: Du er velkommen til at dele TAXAMANDENS beretninger – om de lykkelige stunder, men også om sortsynet.

UPS – SÅ BLEV JEG GAMMEL

Foto: Colourbox

Jeg blev ikke skabt som en adonis, og det har jeg egentlig altid set som en fordel. For det gør ikke så ondt at falde ned fra en klippekant, hvis bare kanten er tilstrækkelig lav.

Men forfængelighed er en forbandet snigmorder, når kroppen ældes.

Kl. er 5,30 og i den kommende uge ligger en række dagvagter foran mig. Jeg tænder det kolde lys i badeværelset

Det skal gå hurtigt nu. Om halvanden time skal jeg hente ”J” i den anden ende af byen. Hun skal køres til en af skolerne for de særlige børn, og jeg er nødt til at være når hun sætter sig ind i bilen. Nogle gange har natten og morgenen været ”lort” for hende. Så kan jeg se de trætte øjne hos hendes morfar, når han følger hende ud til taxien. Andre gange smiler hun af solskin i sjælen.

Under alle omstændigheder er jeg kronvidne til den særlige teenagers møde med dagen i dag.

Jeg må tage brillerne på for at få et overblik.

Det er ikke så slemt med rynker. Det takker jeg min families DNA for. Altså bort set fra øjenlågene, der lægger sig som en slatten regnorm over mine gråbrune øjne. Det er bare ikke så kønt. Slet ikke efter brusebadet, der afsætter røde pletter id et hvide øjeæble. Det er måske det eneste, jeg kunde forestille mig kirurgisk hjælp til. At få fjernet den slatne hud over øjnene, så de ikke en dag lukker sig mod min vilje, mens jeg endnu er levende.

Indtil den dag søger jeg hjælp i hudpleje.

Så tager jeg brillerne af – og så melder næste problem sig. Jeg kan ikke se en skid!. Et meget sløret og generelt billede af mit ansigt.

Jeg kan slet ikke læse etiketter.

Så Taxamanden, der som privatperson er kendt for rod, glemsomhed og overblik, har måttet indrettet sig med en grænse-autistisk systematik i toiletskabet for at finde ind til, hvad der skal i munden og hvad der skal forbedre mig ansigts udtryk.

rbsh

Her står pilleæsken mod det lettere, forhøjede blodtryk.

Og her naturmedicinen, der gør noget ved ledsmerterne.

Og så det vigtigste: HER står øjencremen, der skal fjerne regnormen over mine øjne. Jeg er stadig morgenblind uden briller, men jeg glemmer aldrig navnet på indholdet i den lille flaske

ANTI-AGE øjencreme!

Salven der burde stille mig nogle år tilbage i forhold til min dåbsattest.

Anti-alder-creme!

Jeg kan sgu godt li´ tanken.

En ansigtslotion, der lover at udsætte forgængeligheden på ubestemt tid. Psykologerne kalder det enten selvopholdelse eller fundamental mangel på realitetssans. Men på min skulder sidder også en papegøje, der fortæller mig, at jeg er en selvoptaget  klovn, der tror jeg kan fjerne den realitet, at vores liv i realiteten er en fingerknips i den store verdensorden, at vi er født til at leve en stakket stund for så at forsvinde fra scenen efter ret få år, sådan målt i den store sammenhæng.

Foto: Colourbox

Jeg har SÅ megen respekt for mine venner og tidligere journalist-kolleger i , der har taget kampen op mod alders-fascismen: Monica Krog-Meyer i bogen og foredragene ”Plus-alderen” om en generation, der har rundet de 50 og bare ikke vil være dømt ude. Og Lone Kühlmann, der i en anden bog sammen med aldringsforskeren Henning Kirk sætter ord på drømmen; ”AFSKAF ALDERDOMMEN”.

Men alligevel. De ved jo begge, at der er en grænse for forfængelighed og en utvetydig udsigt til forgængelighed.

De knap så kendte kvinder i mit arbejdsliv, taxikunderne, der har levet så længe, at de begynder at have udsigt til en 3-cifret alders-etikette, siger det både med munden og med øjnene.

– Det største problem med mine nærmeste er, sagde den 94-årige, at jeg héle tiden skal fortælle dem, at jeg trods alderen og den knirkende krop er den samme heroppe.

Hun løfter pegefingeren til tindingen

Eller medsøsteren i formentlig samme alder:

– Jeg kan ikke sige det på anden måde: Når jeg går i seng siger jeg faktisk højt for mig selv: Hvis denne nat er min sidste – tak for et fantastisk liv. Og når jeg så vågner om morgenen: Tak fordi jeg får lov til at opleve endnu en dag.

Eller manden i et næsten absurd scenarium.

Jeg hjælper ham stavrende over vejen mod taxien med ham under den ene arm og iltflasken i den anden hånd. Fuldstændigt, – ja, kejtet og dumt spørger jeg ham, da jeg har hjulpet den alt for lette, KOL-ramte krop ind på forsædet med flasken og de små, gennemsigtige luftslanger placeret mellem hans ben:

. Hvordan går det?

– Ad helvede til, men hvor har det dog været fantastisk under vejs.

Han fortæller mig snapshots fra et varmt liv med vin og smukke kvinder i ind- og udland.

Så kører jeg ham til kiosken for at købe lottokuponer for flere hundrede kroner.

Ved det sidste dørtrin slipper han aldrig drømmen om det søde liv med masser af penge.

– – –

– Men der er jo lang, lang vej til, jeg selv skal se døden i øjnene, tænker jeg over den hastige pulverkaffe, mens jeg åbner breve fra den forgangne uge og sunder mig inden dagens dont.

Om lidt tager jeg el-cyklen, der på en gang giver mig illusionen om at træne de ømme knæ – og samtidigt et udtryk for dovenskab. Jeg har fået brillerne på og ser verden lidt klarere. Og mande-parfumen fra Dior, der måske forlænger min maskuline markedsværdi med et par Mercedes-længder.

På bordet ligger brevet, der har sat ild i eftertanken, selv om dagen er så ung at solen ikke er stået op.

Vi er nået til november 2019.

I dag nåede TAXAMANDEN folkepensionsalderen!

– – –

PS: Du er mere end velkommen til at dele Taxa-gubbens eftertanker

DYBT AT SUMPE – HØJT AT FLYVE

Foto: Colourbox

– Du skal huske at have sjælen med dig, sagde min gamle far – patriarken, soldaten og bonden.

Ha’ sjælen med dig!

Sådan et udtryk, der både i ord og tonefald er i familie med både en generalstabsordre og et management-kursus i motivation. Men hvis man lige korrigerer en smule for den indbyggede svulstighed, er det jo rigtigt nok.

Du skal ned i passionen for at komme op at flyve.

Mine læsere vil vide, at jeg kører en del med flybesætninger for tiden. Til og fra hoteller og lufthavnen i Kastrup. Og jævnligt også til det testcenter, hvor alle piloter jævnligt vedligeholder deres træningstilstand. Når de unge skal uddannes og lære noget mere. Når de øvede skal opdatere  deres viden.

Jo, de skal i den grad have sjælen med sig, når man for-Gud-ved-hvilken-gang, vælter ud af hotelsengen ved midnat, for at sidde 4-5 timer i en flysimulator og øver sig i virtuelle nødsituationer og mulige katastrofer.

– – –

Vi lærer hinanden at kende i brudstykker på de korte men mange ture. Virkelige historier om arbejdslivet for piloter og kabinepersonale.

Det fungerer tit som hastige interviews, hvor vi følger op på begivenheder siden sidst. Vi er rundt i hele verden og mange kulturer, for flypersonel er en slags globale sigøjnere, der dybest set altid har haft lyst til  luft under vingerne. – Også selv om det ofte har kostet hårdt arbejde at være et af de velklædte mennesker i mørk uniform og med udsigt til guldstriber på ærmerne.

Møbelsnedkeren, der bare VILLE være pilot.

For nogle år siden, da finansmarkedet bare gik potent opad, solgte han hus og vigtigste værdigenstande – og begyndte målrettet i at spekulere i aktier. På et halvt år havde han investeret sig til det meste af den million af egen lomme, som pilot-uddannelsen koster.

En anden gennemførte flyve-fantasien ved først at slippe den. Det var for svært og dyrt og han valgte at blive politimand i et af Europas store hovedstæder. Endte i et specialkorps af de hårde. Men han kunne ikke slippe drømmen og spinkede og sparede og lånte sig til uddannelsen.

– – –

Foto: Colourbox

Jeg har et særligt forhold til ”P”.

Han hjælper med at forbedre mit rustne franske sprog, selv om det meste af konversationen foregår på engelsk, . alle piloters andet sprog. Og i begyndelsen er hans nysgerrighed overfor min baggrund nærmest botaniserende. Ikke bare medier, klummer-  et tout ça. Vi taler barndom og ungdom og alle de mennesker og kampe, der modellerer os som en klump ler på en pottemagers drejebænk. Om religion, som interesserer os begge. Han har gravet dybere i sin katolske tro, er gift med en protestant og vant til samtaler og diskussioner om forskellene. Vi taler om det, som tiltaler os hos de andre. Han misunder lutheranerne vores kirkelige oprør og modstand mod det bestående. Jeg savner farverne, symbolikken, korsets tegn – de synlige ritualer – og gedigen synd, der kan få noget fokus på tilgivelsen.

Han har sine grunde til at læne sig op af Gud og et højere forsyn. I nat – på en af de lidt længere ture – fortæller han om et ungdomsliv helt nede i sumpen.

Han er midt i 30’erne og vokset op i en storby. Som lille barn blev hans forældre skilt og han blev kastebold i en ond skilsmisse i en katolsk kultur, der  i princippet mener at ægteskabet er ubrydeligt. Krige på ord. Advokater. Konflikter.

Så fandt han en løsning, der stivede hans selvværd af.

En rigtig, rigtig skidt løsning.

– Jeg blev simpelthen drug-dealer (forhandler af ulovlige stoffer) allerede som teenager. Det var sindssygt. Men det gav mig kontrol og en masse penge. Og jeg var dygtig til ikke at blive snuppet. Jeg blev simpelthen professionel på det illegale marked. Men trods min succes fandt jeg ud af, at det arbejdsliv ville smadre mit eget liv. Og jeg vidste, at jeg inderst inde havde sjæl og hoved til noget andet og mere. Da jeg blev voksen og myndig rejste jeg til Canada for at begynde forfra – og lære engelsk.

Han bevæger sig virtuost på i sit modersmål og i det engelske sprog .

Vi nærmer os træningscenteret og nu må han koncentrere sin livshistorie, så jeg når at få det hele med.

– Jeg blev fascineret af ordentligheden, de smukke mennesker og fællesskabet i luftfarten – et meget romantisk billede, der jo ikke altid holder, smiler han i bakspejlet. Modsætningen til den beskidte realitet, jeg ville ud af. Så jeg søgte ind som steward.

Når han fortæller om livsskiftet , lyder det som et mirakel.

Han skulle som et led i sin uddannelse deltage i sin første redningsøvelse, hvor man træner i at evakuere passagerer og besætning fra et nødlandet flyt.

– OK, jeg lyder sikker som en lille dreng, selv om jeg var en voksen mand. Men under den øvelser sagde jeg til mig selv; Det er det her, jeg vil. Og jeg vil helt ud foran i maskinen. Jeg vil være pilot.

Og han gik hele vejen.

Eller rettere – han fløj

Vi krammer ikke, da jeg har hjulpet ham med taskerne. Det gemmer vi til næste gang.

Det er rigeligt, at kollegerne på taxipladsen undrer sig en smule over, hvor højt TAXAMAND og kunde taler til og griner med hinanden.

Og giver hånd og ryster næverne grundigt.

Så peger han på mig med et smil på læberne

– Det her var livet! Næste gang fortsætter vi om Vorherre.

PS:

Du er mere end velkommen til at dele Taxamandens højtflyvende historier.

PÅ NATTUR I EROTIK-EKSPRESSEN

Foto: Colourbox

– Spiller du, spørger min Facebook-ven via Messenger.

Jeg har op imod 4000 FB-venner, som jeg mest tænker på som læsere.  Jeg har jo kun en personlig relation til de færreste.

Så jeg kender ikke den mand, der har sendt mig retoriske spørgsmålstegn den sidste tid.

–  Ja da, jeg spiller, svarer jeg.

Og undrer mig ærligt over, hvordan fanden han kan vide, at jeg kl. 2 om natten slås med den 1088. bane i BEE BRILLIANT – , min yndlingsspil på min tablet, når jeg er træt af natradio, nyheder sociale medier og min elskede blot har 4 timer til at hun skal opstå fra de hvilende.

Man vækker ikke en sovende løvinde.

– Har du p**ken fremme, spørger han frisk.

Og jeg må bare konstatere, at det maskuline forspil er invasivt og akut på tværs af valget af sexuel genre.

Min FB-ven er til mænd og jeg er rigtigt meget til kvinder. Men for nu at være ærlig. Frontalangrebet skuffer mig lidt. For et par dage siden, hvor jeg brugte mit eget portræt i en klumme, skrev han til mig via messenger, at jeg er en flot mand. Det blev jeg sgu glad for. Ikke mindst, fordi det var skrevet af en mand og selv om det nok mere var et skulderklap end en objektiv beskrivelse af en mand i sit livs sensommer.

Mænd er jo også følsomme. Forstå det nu, for helvede!

Jeg svarede kækt, at mit lem er til kvinder og at det generelt ikke er i brug, mens jeg er på arbejde.

Han sendte et:

– Undskyld!

– – –

Den gamle Taxamand er forsat i lære i livet, når det handler om kønnenes mangfoldige score-metoder. Blot et par timer efter – nu er klokken 4-5 en fredag nat – oplever jeg på flere niveauer noget helt nyt. Jeg har selvfølgelig oplevet kunder, der rent fysisk falder ud af bilen, når jeg hælder dem ud af Merceren efter en druk-nat, der har bragt dem i et stadium, der er tæt på narkose. Men at de kan falde IND på forsædet efter selv at have flået døren op som var det her en politi-razzia?  

Foto: Colourbox

I sekunder efter flyver veninden ind på bagsædet og småklynker, at ”jeg ska’ hjæææææm”.

Jeg kører med to helt unge kvinder, som er 5-6 år yngre end min yngste datter. Jeg har som nævnt selv tre – af skaberværket modeleret som smukke døtre, der alle har skønne veninder. Måske er det derfor, der er trukket et scorende marked ud mellem den 65-årige chauffør og en alders-gruppe kvinder, hvor jeg passer bedre som bedstefar end som elsker.

Jeg skal spare mine læsere for denne 3,9 kilometer laaaaange tur til forsædepassagerens hjem (Jeg fulgte kilometertælleren tæt for at forsikre mig om dens snarlige afslutten) . Blot nævne, at jeg blev tilbudt sengeplads for tre, fik at vide, at jeg har noget lækkert ”garn” (mens hun trak sine fingre gennem mine nakkehår, indtil jeg venligt lagde hendes hånd tilbage i hendes skød.) – og fik en temmelig direkte beskrivelse af de stramme muskler i hendes køn, i øvrigt nænsomt trimmet efter kønshårsdesignet Brazilian Hollywood.

Sådan lukker man kæften på chauffør 023492!

– – –

”M” er en ny ven som arbejder og træner i flyve-branchen. Jeg kører fast med ”crew’s” – og nyder det. Enkelte kvinder men mest mænd af mere end 30 nationaliteter. Uforpligtende, fordi de er kunder og jeg bare er taxichauffør – mættere på end mine ukendte Facebook-venner, fordi vi møder hinanden face-en-face igen og igen.

”M” er en begavet, trænet pilot, der er midt i indlysende overvejelser i sit liv. Han og konen derhjemme et sted i Europa er i begyndelsen af 30’erne. Lovformeligt gift for et par år siden – og nu handler det om børn.

Men….

Konen er aktiv på arbejdsmarkedet, og hvis omverdenen lader sig imponere af leve-vilkårene for disse uniformsklædte, mest mænd (men – i mangfoldighedens navn – flere og flere kvinder….) – smukke mennesker med striber på uniformsjakken og en nærmeste et universelt, ungdommeligt udseende mellem 22 og 60, – så tager verden fejl! Det hedder optimering og lean i managementsproget – også i de høje luftlag. Det er IT, der styrer vagtplanerne, når arbejdspladsen er en verdensdel.

Hvordan er man både far og styrmand på et passagerfly?

Hvordan man er solidarisk ægtemand og nærværende – mens man stiler mod de fire striber.

KAPTAJN er drømmens titel.

Modelfoto: Colourbox

Jeg fortæller ham om mit livs egne drømme. Om de virkeliggjorte og de tabte, der førte til en skilsmisse fra mine børns mor. Jeg forvarsler hans kommende kærlighed til sit barn. Den vil ramme ham som en forhammer og måske stille spørgsmål ved den luftige, gyldne fremtid

Han fortæller mig om den inderlige kærlighed. Men også om hans om konens – kvindens betænkeligheder. Hun ønsker ikke at ende som ”Hausfrau” med en barnefar på gæstevisit.

Jeg er begyndet at holde af ”M” som var han en svigersøn .

For at sige det helt ærligt: Når lever et meget østrogent familieliv i et mindretal af mænd. Når man har siddet der – for blot få år siden ved morgenbordet med 4 præmenstruelle teenagere/kvinder, . HAR jeg ofte savnet endnu en mand i huset.

Mænd kan faktisk savne mænd – uden erotiske undertoner.

Tale om følelser trods rygterne om øl, f**** og hornmusik.

”M”stikker sin smartphone frem fra bagsædet, da jeg stopper foran lufthavnens personaleindgang.

Et smukt, smukt bryllupsbillede. Hun ligner prinsessen i en musical fra 50’erne. På billedet er han  mere kluntet end den uniformsklædte adonis på bagsædet af vogn 86.

Så kan vi mænd have en dialog, som er lige dele kærlighed og kampsport.

– Det ligner mit bryllupsbillede fra 99, da jeg selv blev gift med min nuværende skønhed. Hun i en grå, brudekjole fra en af byens gode designere. Jeg  i et musegråt jakkesæt, jeg tydeligvis ikke føler mig hjemme i.  Vidunderligt og lidt kikset.

Det gamle handyr kigger på det unge:

– Du har scoret over evne, siger vi i Danmark.

Hans svar kommer rapt og smågrinene:

– På engelsk kalder vi det – ”punch over weight”. Du har fået et slag igennem i en vægtklasse, der er højere, end den, du hører hjemme i.

Så griner TAXAMANDEN. Ronkedoren er lykkelig for øjenkontakten med den unge han-elefanter.

Helt rigtigt!

At beskrive erotikken, parfoldet og kærligheden med en sportsmetafor.

Boksning!

– – –

PS:

Du må da meget gerne dele historierne fra erotik-ekspressen.

DA ANGSTEN KOM SOM EN OND VIRUS

senior woman with grey hair propping chin with hand and looking through window with raindrops at home

Første gang, jeg ankom til adressen, vidste jeg, at jeg aldrig ville glemme den igen.

Det er mere en 6 år siden og i den absolutte tidlige del af min karriere som TAXAMAND. Jeg havde samlet en kvinde op ved 3-tiden om morgenen – i et vejrlig, som svarede til hendes sjæl denne nat i det sene efterår.

Sort.

Kulsort!

Og så væltede den ned med regn, så der lå en mindre sø foran opgangen til det store boligkompleks

Hun var for fuld kraft ind i en psykose af angst – og det var alt andet end første gang for hende. Jeg var en ren novice på den slags ture og reagerede selv med at blive, – ja, nærmest bange. Havde aldrig prøvet at være så tæt på et menneske, der for alvor er helt ude i de sjælekvalernes tove. Selv havde hun været i angstens og depressionens sorte sump alt for mange gange. Endnu engang skulle hun hurtigst muligt til den psykiatriske akutklinik. Jeg var sidste menneske på tråden, inden de professionelle behandlere sætter ind, og hun måtte tale til mig på hele turen for at holde den halve time ud, som rejsen vare i den grå Mercer med det grønne logo.

Hun fortalte om gentagende depressioner og angstanfald og om den dødens befrielse, hun ønskede sig lige netop i øjeblikke som disse.

Jeg lyttede bare og kommenterede med korte spørgsmål. Et dybt stemmeleje, dybere end mit sædvanlige. Ukomprimeret, nærmest terapeutisk, som jeg lærte det i mine mange år i æteren, Reelt frygtede jeg, at hun ville tage sit eget liv ved at kaste sig ud fra bagsædet under høj fart på Motorvejen.

Aldrig havde jeg hørt et menneske så direkte savne den befriende død.

Da personalet på klinikken åbnede den låste døren og jeg forsigtigt havde lagt hånden på skulderen af kunden og patienten med et ønske om ”god bedring” (Banalt, men hvad fanden siger man egentlig?), måtte jeg sunde mig i tomgang.

– – –  

Jeg har prøvet turene til  og fra de psykiatriske afdelinger og sygehuse mange gange siden. Mere professionelt og helt uden den angst, som kunden bør have monopol på. Men altid med den empiriske viden, at jeg kan forvente mig skyggesiderne af den menneskelige sjæl.

Der vælter med standarder  i mine køreordrer. F.eks. denne: ”Kunden skal hentes og følges”. Jeg kigger på klokken og husker, at det er ved den tid, at de udskrevne i ældrepsykiatrien plejer at slutte deres ugentlige eller daglige  samtale-grupper.

Min kunde er et af dagens lyse ansigter og ordren om at skulle ”hente og følges” er nærmest latterlig. Hun går let og hurtigt og smiler overbærende, mens jeg lynhjurtigt må transformere min rolle som Falck-mand til hyggelig følgesvend. Da vi sidder i taxien, fortæller jeg hende ærligt og lidt smigrende, at jeg godt nok hverken behøver hente eller følge hende, men at det nu engang er standardiseringens lov, at vi må forberede os på det sværeste.

Hun smiler til mig via bakspejlet.

En nydelig kvinde, der for længst er udtrådt af det arbejdende folks rækker. Smukke, nærværende øjne. Høflig uden småborgerlige manerer. Klog uden status og høj uddannelse.

Uden at jeg spørger, fortæller hun sin egen historie.

–    I dag lyder det latterligt. Men allerførst var jeg overbevist om, at der var tale om en hård influenza eller en eller anden ond virus. Fysiske smerter i led om lemmer. Noget der føltes som feber, selv om termometeret fortalte mig, at jeg ikke var syg på den måde.

Min søn kunne godt se, at jeg ikke havde det godt. Han var selvfølgelig særlig omsorgsfuld og lidt nervøs som man nu er, når det gamle ikke er frisk og allerede har levet noget der ligner et fuldt liv.

Jeg købte ind i Panodiler, men smerterne tiltog og efter et par dage sad jeg bare der i lænestolen i lejligheden som en gammelmor i dødens forgård.

Hun er en god fortæller, men stopper lidt op, inden nhubn tager hul på den alvorlige del af historien.

– Det var en veninde, der fik mig til lægen, hvor jeg fik en forklaring, jeg slet ikke havde forudset.

Hun var fastlåst i et voldsomt anfald af angst. En depression, som det sædvanligt glade menneske ikke tror kan ramme én.

– Det lyder måske tosset, men allerførst følte jeg mig flov. Som om, der er noget selvforskyldt i at være ramt af en psykiatrisk lidelse. Da jeg var ung, var det så pinligt, når nogle have ”dårlige nerver”. Noget med at være tosset. Helt udenfor rækkevidde. Fortabt.

Foto: Colourbox

Og hvorfor mig og så pludseligt i slutningen af 70’erne. Jeg har jo bare levet et almindeligt, godt liv. Som alle andre – også med nogle udfordringer. Jeg har en datter med Downs Syndrom. En udfordring – men ikke en umulig. Så har jeg en god søn, en svigerdatter og søde børnebørn. Men sådan var det altså bare. Et uforklarligt anfald af angst slog mig helt ud og jeg blev indlagt på en psykiatrisk afdeling.

– Jeg er så glad for, at de alle har taget sig så godt af mig. Mine nærmeste. Sygehuset – og nu: de professionelle behandlere. Jeg kommer ofte her i ældrepsykiatriens dagcenter. Er for tiden lettere medicineret mod angst uden at nogle kan mærke det på mig. Og så får jeg en enkelt pille, så jeg kan sove. Det har været det sværeste. At få den søvn, jeg har behov for. Men vigtigst af alt: Terapien – ikke mindst samtaleterapien. Jeg havde godt nok aldrig forestillet mig, at jeg sklulle sidde sammen med andre mennesker og krænge mit inderste ud.

Mit eget liv.

Min uforklarlige angst, der ramte mig som en forhammer.

Så kigger hun på mig og smiler, så det er til at tro på.

– Vi siger jo alle, at modstand gør stærk. Jeg ønsker godt nok ikke, at min sygdom kommer igen, det er klart. Men jeg er ikke så utryg længere. Jeg er ikke så bange for angsten.

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele TAXAMANDENS historier fra den firehjulede virkelighed. Fra de lyse og de sorte sider.

KEGLE-DRENGENS LYKKELIGE LIV

Foto: Colourbox

Han kommer på min top-10 over de lykkeligste mennesker, jeg har mødt.

Det er det første jeg tænker på, da jeg sætter ham af i et nydeligt lejlighedskompleks få kilometer nord for det centrale København, mens han stille og roligt krydser Mercerens blåhvide diodelys. Stopper op lud for stjernen på køleren, vender hovedet mod den gråhårede bag læderrattet og smiler nattens ærligste smil.

Så rejser han hånden og vikler med flad hånd, mens jeg håber, han kan se, at jeg smiler.

Så erindrer jeg pludselig, at jeg er inde på en af de mindre veje, hvor jeg har været før i taxien.  For et par år siden hentede jeg en frue, der havde smadret sin storetå under flytning af et marmorbord. Hun havde hvidt hår med svag lilla farvning. Duftede himmelsk som den samlede parfumeafdeling i byens bedste stormagasin. En 82-årig enke, der, mens hun ømmede sig på vejen til hospitalstjek – præsenterede mig for fødselsdagsgaven fra et kærligt barnebarn: En ankel-tatovering med mormors initiatler.

Endnu én af de, der kunne komme med på min lykke-top-10.

Hvad gør de egentlig ved menneskene her i Ordrup, siden de bliver så livsglade?

– – –

Det er er borgerskab og middelstand i Ordrup.

Men det er ikke guldskeer eller gamle penge, der skabte livet for den lykkelige herre, der har låst sig ind i opgangen til lejlighederne, der er bygget af en lokal murermester engang i de tidlige 50’ere. Solidt. Nydeligt

– Jeg startede så fattigt, som man kan starte livet. I penge og i omsorg. Jeg blev så at sige smidt ud af min mor som barn og voksede op på et børnehjem

Hvis der er smerte, er den pakket godt bort. Og han oser ikke af uretfærdighedssans.

Foto: Historienet.dk

Han virker nærmest lykkelig.

– Der var mennesker omkring mig, men de fortalte mig for det meste, at jeg ingenting kunne og ingenting var værd. Det gode ved det var, at resten af mit liv måtte jeg skabe selv. Selvfølgelig fik jeg skolegang og det der. Men der var godt nok ikke meget, der kunne give mig selvtillid. Og pengene? – Dem måtte jeg selv skabe. Hver og én krone.

Han begyndte som kegle-dreng i Tivoli.

– Sådan en rigtig, gammel keglebane, inden bowlingbanerne for alvor kom til landet. Ikke noget med automatik og kroge, som kommer ned fra loftet. Vi knægte havde til opgave at rejse keglerne, når de øldrikkende gæster havde væltet dem. Der var godt nok ikke mange penge i det job, indtil gæsterne fik en ordentlig bimmelim på og kom noget lettere til lommerne. Og så var der restauratricen. Damen med keglerne og Tivolis smukkeste fremtoning. Hun var nærmest jobbet værd i sig selv

”Du kan ikke noget”.

Det var hovedbudskabet på børnehjemmet. Ikke nødvendigvis rettet mod ham som person – men det var nu engang den skæbne, der hang over fremtiden for dem, der voksede op udenfor en familie og et almindeligt hjem.

Han giver mig den korte udgave af kampen ud af den trøstesløse skæbne. Han blev arbejdsdreng og så kom han i lærer som smed og maskinarbejder.

– Jeg VIILE bare forme mit eget liv. Har haft forskelligt arbejde i metal og montage. Jeg har sat flere markiser op, end du kan forestille dig, siger han smågrinende og vender blikket overbærende, opad.

Den egentlig frihed fik han som selvstændig. Salg og montage indenfor køle- og varmeskabe. Han helt eget firma, som er banket op af ham selv og som han nu så småt overvejer at stoppe eller afhænde.Han har sparet sammen, så han har ingen pengekniv for struben

Han er 72!

I aften har han været til middag med nogle forretningsforbindelser og den gode vin stænker yderligere livsglæde ud mellem de to seniorer i vogn 86.

– Det er jo li’ som med dig, siger han og gør pludselig TAXAMANDEN til hovedperson. Du havde vel heller ikke regnet med at ende som tv-stjerne.

TV-stjerne?

Den etikette havde jeg ikke lige tænkt på. Men han har set mig i panelet på TV2-NEWS, og tv-optræden klistrer som fluer på barndommens strimler af gult papir, der hang over komfuret i køkkenet på barndomsgården. Jeg har prøvet den opmærksomhed før, selv om tv-projektet er slut for denne omgang

Og jeg nyder dem – de få sekunders berømmelse.

Vi bytter roller, kunden og jeg. Det er ham, der sidder bag skærmen og fortælle mig, hvorfor mig liv gik, som det gik.

– Det handler jo for pokker om at få det bedste ud af det, der nu engang er sket og er virkelighed. Og så udnytte de fordele, der er. Det er derfor, jeg kunne li’ din indsats på tv. Du kører jo rundt herude blandt almindelige mennesker, og det ka’ du ta’ med dig ind i studiet. Det kan vi lide – og det skal du være stolt af. Taxamanden, kegledrengen, smeden – og den selvstændige, for den sags skyld. Jeg har altid sagt til mine omgivelser. En gang imellem skal du finde en bøjle i klædeskabet og klø dig grundigt på ryggen, hvor din hånd ikke selv kan nå. Klappe dig selv på skulderen.

Huske på, at du er god nok.

Han har prædiket det budskab gennem hele livet for sig selv, med sin kone gennem mere end et halvt århundrede – og overfor barnet.

– Ja, en søn blev det også til. Han klarer sig godt. Og ups! Han er sgu lige fyldt 52.

Vi smiler igen.

Vi ved, at man måler vores seniorstatus på vore børns alder

Ikke bare ord.

Han lægger hånden på min skulder. Stiger lidt stivbenet ud af Merceren, mens jeg ordner kort-betaling og printer kvittering.

– Jo, og så lige en ting til, siger han og tøver med at smække døren. Det bedste ved at have modelleret livet ved egen hånd: FRIHEDEN! Måske er det friheden, der har gjort mig allermest glad for mit eget liv.

Jeg smiler, nikker og vi er enige om, at vi nok ses en anden dag.

Det her må der være en mening med!

– – –

PS:

I sorrig og glæde – du må hjertens gerne dele mine historier fra dagliglivet

MANDENS TRE SURHEDS-STADIER

Foto: Colourbox

Det mest fantastiske ved at køre taxi er det evige, rullende studie af den menneskelige natur.

Jeg plejer at sammenligne arbejdet med jobbet på en skadestue. Du træffer mennesker af stort set alle samfundslag – og i livssituationer fra det muntre til det skæbnesvangre. På skadestuen med en munter bemærkning fra reservelægen, mens hun sætter en klemme eller nogle sting i pegefingeren, der er hendes 20 af slagsen. Jeg prøvede det for en halv snes år siden, 2. juledags aften, da hun skæmtede:

– Aha, endnu GLOBAL-finger. GLOBAL-klniven – det er julegaven til den gastronomiske mand. Her på klinikken behandler vi de første ofre.

Under kniven – eller i Mercerens ”stue”: Et menneskestudie! – – –

Et studie af mænd.

Jeg har jo mine øjne og mine ører og kender mit eget køns mere ømme sider. Dér hvor mandhaftigheden er gået fløjten. Der hvor hulemandens kølle er skiftet ud med knudemandens nedadvendte mundvige. Jeg er nået frem til, at der i grundtræk findes tre ”surheds-stadier” hos den moderne mand:

STILLE

SUR

TØSEFORNÆRMET

Lad os se på grupperingerne én for én, – sådan som de jævnligt optræder på bagsædet af min gangstergrå Mercer.

STILLE:

Der er ikke megen dialog mellem de to på bagsædet. Man behøver ikke være psykolog for at forstå, at SÅ hyggeligt var det altså heller ikke i aften. Nogle gange sidder han bare og kigger og småchatter på sin smartphone. Er han heldig, er ledsagersken også online. Så slapper jeg af og tænker bare på at få de to bragt hjem i en fart, hvor ingen er vidner til, om dette blot er en uheldig aften – eller hovedtrækket i et trist parforhold.

Men STILLE-scenariet kan blive for stille. Hvis hun slipper sin gadget og bare kigger på ham. Eller endnu værre: Han understøtter den dårlige stemning ved demonstrativt – blot at kigge du af sidevinduet på sin egen side. Han kan mærke hendes spørgende blik i nakken. Afventer den replik, som hun har formuleret så mange gange før. Han behøver ikke tælle ned. Bare kigge ud i verden udenfor taxien.

Så kommer det, hendes uundgåelige spørgsmål:

– Er du sur?

Det bliver han så – og rykker op på næste surhedsniveau. Der hvor der kommer rigtige ord på.

Hendes spørgsmål er både utålelig og forløsende. Nu kan han få lov til at være det, der presser4 sig allermest på:  Pisse-sur.

SUR:

Så bliver der lukket op for et privatliv, som ikke kommer TAXAMANDEN ved, og som jeg derfor principielt ikke forstår et ord af. Hvis altså ikke der lige nu skrues op for både temperament og volumen.

Måske morede hun sig tydeligt. Eller endnu værre: Kunne ikke rigtigt slippe interessen for en veloplagt bordherre. Den sure på bagsædet fik ikke den opmærksomhed, som er en maskulin livs-nødvendighed.

Måske var hun lige vel frisk i munden, da de fortalte frække vittigheder ved baren, inden de 5 retter og den gode vin, som chefen betalte.

Måske er konfliken nærmest modsat: At hun igen var lidt for stille, da de skulle ud med hans kolleger og forretningsforbindelser. At hun virkede sur.

Der er kun et modargument, når den ægteskabelige diskussion er ved at nå sit absolutte nul-punkt. Hovedkonceptet er: Det ka´du selv være.

– Det er sgu dig, der er sur!

Og jeg må sige det ærligt: Efter 7 års nattekørsel med berusede, fortvivlede, gamle, unge, syge, raske, forelskede, hadefulde af alle køn – intet er mere pinligt et et parforholds-opgør på bagsædet. Du kan intet gøre – med mindre konflikten kommer helt derud – og det ER sket et par gange – hvor der er trusler eller røvfuld i luften. Så griber jeg ind om ”kammertonen”. (De fleste under min egen alder har aldrig hørt om den – men den virker sgu´!)

Tegning: Niels Højland

TØSEFORNÆRMET:

Dette, surhedens sidste stadium er på en gang både ufrivilligt humoristisk og indlysende pinligt.

Lad os tage det sidste først: Det hænger jo sammen med selve begrebet – tøsefornærmet: Du er trådt ud af dit eget køns regimente.

Oftest er han – manden – sur over at være overset, eller ikke lyttet til:

– Hvor var du hele aftenen?

– Hvorfor kom du ikke over til mig.

Og der skrues op:

– Du havde ikke tid under middagen, det er til at forstå. Men det er som om jeg er fuldstændigt usynlig, når vi endelig er ude sammen!

Og så er der den modsatte – den mere offensive udgave: – Hvorfor skulle vi gå allerede nu. Du har virker som om, du ikke er intersseret i, om JEG morer mig? Dette sidste scenarium kan have sine egne mere dramatiske afslutninger. Måske tænder hun helt af og giver ham aftenens general-skideballe. Hun er kommet derhen, hvor det er absolut ligegyldigt, om Taxamanden reelt er vidne til et ægteskabeligt opgør. Ja, det virker måske stimulerende på angrebet at have et kronvidne i nnærheden: Jamen, så se og hør dog, alverden, hvor dum og tøsefornærmet han er! ’

Eller måske er det HAM, der tænder helt af.

Er han heldig, har de ikke samme bolig, og han kan køligt bede om at blive sat af hos sig selv. Så bliver der stille – meget stille på den sidste del af turen med kun én passager.

Intet er mere lydtomt end en taxi efter et ægteskabeligt opgør.

Men den maskuline tøsefornærmelse har sit eget, sublime slutstadium, der hvor den sidste testosterone gnist antænder den definitive, maskuline udladning. Som en sen nattetime for et par uger siden:

– STOP!

Han nærmest skriger til mig, selv om mine ører er blot centimeter fra hans stramme læber.

Han gider ikke længere. Han står af i konkret og metaforisk betydning. Nedlader sig end ikke til at kigge på hende. Så ligeglad med, om vogn 86 er stoppet midt på Rådhuspladsen eller ud for Pinlighedsvej nr. 0. Han flår døren op og smækker den med et brag som var taxituren en crahtest. Jeg når dog – inden braget – at høre de vigtigste dele af nattens ultimative ”kærlighedserklæring”

– F*** dig!

– – –

PS: Fra det gode og det onde liv: Del gerne Taxamandens historier fra den virkelige virkelighed.  

DET USYNLIGE OPRØR

Foto: COLOURBOX

Jeg er er et frit menneske.

Men på ét punkt er jeg holdt i meget kort snor – og det er min kone, der har fat i den anden og den lange ende. Hun gider ikke den gamle mand og hans brokkerier over tidsånden.

Eller sagt lidt mere åbenhjertigt og direkte:

– Intet gammelt, surt røvhul her, please!

– – –

Jeg kan jo ikke være andet end helt enig i det. Det er den totale tabersag at stå eller sidde der med armene over kors, ryste på hovedet og synes at meget var meget bedre – for lidt siden, tidligere – i Yngre Kridttid.

” … Ingen ungdom kom for skade,

spurgte først, »hvad far vil sige«.

Maskerade, maskerade!

Nu er alle lige … ”

… synger gammelfar Jeronimus i Carl Nielsens opera efter Holbergs komedie. Gammel og sur i en verden, der er helt af lave. Den er ved at gå i opløsning.

Han er bleg-sminket og forgræmmet Han er i den grad i taberollen, den gamle, – men hvad nu, hvis manden har ret?

Masks with theatre concept

Det er natteværten på en af mine yndlingskanaler, der starter nattens dybeste og mest overbærende suk. Studieværten har været udenlands og fået sig et kulturchok. Dernede sydpå, er det manden, der betaler regningen, når man er på date. Det går bare ikke på samme måde herhjemme.

– Jeg var på date med en feminist.

Studieværten snapper efter vejret. Hektisk. Det skulle være lytternes program, det her, men han vil så gerne fortælle. Om sig selv. Den personlige og det private i samme cocktail. Ligesom dengang vi blev delagtiggjort i, at ” … jeg har faktisk en lille diller …- ”.

Vi er helt tæt på hinanden.

Det er li’som, vi er venner …

– Men jeg havde ikke ret mange penge.

Han fortsætter sin beretning om det maskuline paradoks. .

– Men hun betalte godt nok Stak mig sit kreditkort for at det sku’ tage sig ordentligt ud. Jamen, det var li’som at få klippet nosserne.

Værten og gæsten småfniser. Det er sjovt, forstå jeg på de fnisende knægte – men det er en lukket fest.

Jeg mangler ilt, slukker for radioen, åbner sidevinduet i Merceren og bilder mig i al ensom hemmelighed ind, at det var federe at være ung i 70’erne.

– – –

Hun er dødtræt. Hendes ansigt er både alvorligt og lettet, da hun få kontakt med mig i lyskeglen. Klokken er over midnat, der er alt for få kunder på gaden, så jeg vinker og blinker med de blåhvide lys. Hun er min – og kun min kunde.

Hun skal tørskoet ind på bagsædet og jeg skal have hæftet cyklen på stativet. Ud af bilen. Op med klappen – og så står jeg der medstativets stænger som en Samurai med et sværd i hver hånd. Vupti!

Gammel mand med tjek på lortet, mens de små dråber drypper fra de blåsorte skyer i natten over byen.

– Ikke våd igen. Det gad jeg bare ikke. I morges stillede jeg op på arbejde efter en sjaskvåd cykeltur gennem byen. Ikke igen. Fanneme ikke igen. Jeg tager en taxi.

She’s a lady!

Det her er ikke en maskerade.

Det er den totale taxi-iscenesættelse, som havde jeg købt den bedste reklametid.

Vi har blot siddet nogle sekunder i taxien før de truende dråber bliver til åbne sluser. Regn i stænger.

– YES! Jeg traf den helt rigtige beslutning, siger hun, mens hun smiler til mig med et ungt og træt ansigt og jeg ser de store, tunge slud-dråber, der klasker ind på sideruden bag hende.

Det lyder måske lidt banalt, men vi taler bedre sammen, – tættere, når det er uvejr udenfor. Tordenkaffe, hed det i barndommen, når de gamle samlede os i stuen, fordi vejret udenfor var gået helt amok. En reminiscens af angsten for lynnedslag og pludselig død.

Men vi rykkede bare tættere sammen i hulen, når verden udenfor blev lidt for voldsom.

Den unge dame er restaurantchef. Sidst i 20’erne men allerede på sit 3. job. Det er noget med at bevæge sig opad i hierarkiet.

– Jeg er student og alt det der. En OK eksamen men ikke prangende. Jeg har som alle andre skulle bruge noget tid på at finde ud af, hvad jeg egentlig vil. Men jeg er bare ikke er til det der med at skulle læse et eller andet. Det lå ellers lige på tungen. Jeg vil noget med forretning og måske iværksætteri – så det mest naturlige ville være et fast studie på en businesschool. Cand. merc.-et-eller-andet. Men jeg har fundet ud af, at det er ikke det, jeg vil. Alt det der med at tage en alenlang akademisk uddannelse og så først begynde arbejdslivet, når man er fyldt 30. Det bliver uden mig.

– Din egen restaurant en dag?

Jeg kan godt høre det. Det er lyden af morfar – Næh, det er jeg ikke sikker på. For jeg har givet mig ud på en rejse, hvor det både skal være spændende og til at overleve med. Min kæreste er kok. Han arbejder i en kantine med faste mødetider – mine er noget rod. Vi ville jo aldrig kunne få et familieliv til nat hænge sammen på den måde.

Hun kigger på mig. Mere modent end hendes dåbsattest berettiger. Et ekko, som rummer både frihedstrang og en uundgåelig forkælelse. Men hun har valgt frit.

– Jeg ved, at jeg vil noget med gang i. Og jeg er fascineret af at arbejde med personaleledelse. Jeg har valgt at gå efter det konkrete arbejde – og så samler jeg op med relevant uddannelse ved siden af. Det er tilsyneladende en anden vej end de fleste unges lige nu. Den helt rigtige rejse? Jeg ved det ikke. Men den er min!

Regnen har lagt sig, da turen ender i den blanke nat foran opgangen i en hovedstadens nærmeste forstæder.

Hun siger sødt farvel og kalder mig for dagens redning.

Jeg er bare TAXAMAND’

– – –

PS: Del gerne – TAXAMANDEN er vild med trafik.