MOBBE-OFFERETS FRIHEDSKAMP

Det er oftest historien om et særligt menneske, der stiger ind i vogn 24, når jeg kører med en elev fra en skole i den ene af byen nogle kilometer til bopælen i den anden ende af hovedstaden. Diagnosebarn! Skilsmissebarn

For ”M”, er udfordringerne lidt anderledes skruet sammen.

Hun er en sød og meget høflig pige på 15 år.

Siger goddag. Hun har den der udstråling af fint porcelæn, som indrammer unge piger på vejen ind i et mere liv. Lidt finere er ”M”. Veltalende, nærværende – og en lille smule skrøbelig.

Hun er offer for grov mobning.

Continue reading…

MIN FARFAR – DEN TYSKE VETERAN

 

 

Mon ikke han drog sit livs lettelsens suk præcist i dag for 100 år siden?Den 1. november – kl. 11, hvor ”den store krig” – første verdenskrig sluttede. Han havde tilbragt de første år på Østfronten, tættest på det Østprøjsen, hvorfra han stammede.

I 1917 brød det russiske zarrige endeligt sammen og tyskerne samlede deres kræfter på vestfronten.

Min farfar, Gefreiter (korporal) Karl Friederich Grunwald blev sendt til den anden side af det skrantende, tyske kejserrige som signalmand i hæren.

Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – frontsvinets ødelagte krop

Egentlig var han revet ud af sit nye liv som kunsthåndværker – billedskærer – og indvandrer i Danmark. Men han var fortsat tysk statsborger og blev kaldt hjem som soldat i den tyske, kejserlige hær. Jeg forestiller mig, at han var med på ideen. Familien i Kønigsberg (Kaliningrad i dagens Rusland) var så nationale, at de skiftede fra farens slavisk/polske navn Dzienuda – med moderens tyskklingende Grunwald.

Jeg har altid beundret min farfars øjne på ungdomsbillederne af ham. Vemodige og forstandige. Flotte og reserverede. Men han er og bliver en myte i mit liv, fordi han døde 2 år før jeg blev født – blot 60 år. Slidt af krig og hårdt arbejde. Hans tæer var gule, fortalte min far mig engang – skyttegravssoldatens ødelagte krop.

Continue reading…

NEDSLIDT? – BID TÆNDERNE SAMMEN …

 

Han forekommer mig at være en rar gammel mand.

Smilende ansigt. En let duft af en enkelt bajer på det lokale værtshus (… og nej, han er ikke fordrukken. Han hygger sig bare med gutterne)

En rar gammel mand, der engang var tæt og stærk. Men han stønner højlydt. Vånder sig ” … for kadaveret har godt nok kendt bedre dage … ”, som han siger med et grin og et – ” .,.. åhhh ..”, da han rammer sædet.

Der kan være meget lang i en lavbenet Mercer.

Han får også mig ned på jorden.

Vi er lige gamle – med et enkelt år til forskel!

 

Jeg har et typisk maskulint selvsyn. Eskapistisk og selvforherligende, når jeg står foran spejlet og kigger direkte ind i mine egne øjne for ikke at dvæle ved den lige vel buttede krop, der har trukket vejret i mere end 64 år. Jeg står selv på dørtrinet til seniorlivet. Om prævist et år i disse dage er jeg berettiget til folkepension.

Continue reading…

SÅ TAG DIG DOG SAMMEN – MAND

Hun er bare så meget !

Håret er sat. Festkjolen sidder tæt. Og humøret – først og fremmest – det er tændt.

Hun skal til den årlige personalefest i kommunen. Borgmesteren holder tale, der skal spises og drikkes. – Og så skal der danses igennem til to cover-bands, der spiller musik fra 70’erne og 80´erne´. Der er var rift om billetterne – og der er udsolgt i aften.

Hun prajer mig klart og tydeligt foran lejligheden.

Jeg er jo bare TAXAMAND – lige dele banansælger og amatørpsykolog, så jeg ved sgu ikke, om jeg har ret. Men jeg bilder mig ind, at kvinder er bedre til at stoppe hyrevogne. Ikke bare blondinerne fredag nat, der charmer sig med vrikkende hofter i i det hvide lys fra Merceren. Det er usagligt – og jeg falder for det. Også sådan en sen eftermiddag, hvor damen er i feststemning og har armen ude øjenkontakt, inden vi egentlig kan se hinanden.

En mand, derimod, passer på værdigheden. Han er cool i egne øjne – og bliver af og til forbikørt. Så har jeg ham opgivende i bakspejlet og må bakke eller vende for at samle ham op.

Continue reading…

FORELSKET PÅ EN TAXITUR

 

Jeg blev en smule forelsket den anden nat.

Ikke noget farligt, der sætter det hele over styr.

Ikke eksplosivt – men kærligheden kom flyvende, blidt som en lun nattevind dette efterår, hvor sommeren bare ikke vil holde op. En årstid ude af synk. Det er lige så vidunderligt som det er faretruende.

Det er ikke voldsomt sent men helt mørkt, da jeg kører op foran villaen. Der er meget – alt for stille, men jeg har besluttet at tage denne nat som den kommer. For kunderne er glade, når vogn 24 er fremme som var jeg deres private ejendom.

Continue reading…

NÅR MAN BARE ER SÅ SKIDE LYKKELIG

 

 

Carpe Diem, siger min svigermor.

Meget ofte – og helt op til irritationsgrænsen. Grib dagen, betyder de latinske ord med et budskab, der ikke er til at tage fejl af. Tag nu og lev det fandens liv, mens det endnu føles som en gave fra Gud. Og lad nu være med at tænke for meget over, hvad morgendagen bringer.

Jeg er ret sikker på, at svigermor ikke mener, at man skal kaste sig hovedløst ud i skørlevned. Men hun har alderens autoritet til at insistere på at budskabet er rigtig. Og jeg mærker, at det sniger sig tættere ind på mig, mens mit hår bliver stadig mere gråt og hårgrænsen flytter sig – opad. Bagud!

Han ser så tydligt lykkelig ud, manden på passager-forsædet i vogn 24. Det er OK, at efteråret nærmer sig og sen sene aftenluft er blevet skarpere. Sådan er det bare.

Continue reading…

MINISTERIET FOR GAKKEDE TAXITURE

 

Ikke sådan at jeg på nogen måde er specialist i det absurde teater.

Men jeg husker af uransagelige årsager, da TV Teatret i 1968 (jeg var 14 år) sendte Vaclav Havels stykke CIRKULÆRET (Memorandum hed det oprindeligt) – om et utåleligt bureaukrati, som pludselig indfører et nyt sprog, Ptytepe, der blev indført for at afskaffe ligheder mellem ord. En sort virkelighed – med en meget ung onkel af mig, Morten Grunwald, i en af rollerne. Sort-hvidt tv i en gal, absurd handling, der udstiller bureaukratiet og menneskeforagten i diktaturet.

Eller det absurde i den humoristisk genre: Monty Python med John Cleese som embedsmand i Ministeriet for Gakkede Gangarter.

For ikke at glemme for længst afdøde Marty Feldman og hans RAF-inspirerede parodier på taxi-branchen.

Jeg griner mig jævnligt gennem gamle klip på Youtube med den ekstremt vindøjede, engelske komiker, der døde for mere end 35 år siden.

 

Continue reading…

SÅ FIK RADIOKONGEN SPARKET

 

Hans karriere er trukket direkte ud af et eventyr. I hvert fald indtil for en uge siden.

Han blev kong Radio indenfor Statsradiofoniens mure, mens jeg – hans tidligere kollega – i dag dyrker min radiomani ved at lytte! P1, Radio 24syv, Regionalradio. Ord og lydbilleder mellem kunderne på mine 12-timers-vagter.

Leif Lønsmann med det for længst sløjfede Larsen var DR’s sidste radiodirektør og indtil for få dage siden direktør for DR’s koncerthus. Han fik sparket i jagten på de hundrede af millioner, som DR nu skal spare.

Continue reading…

LA’ OS GENOPFINDE CIVILISATIONEN

 

 

Et eller andet sted har jeg altid levet med den grund-optimisme, at Danmark bevægede sig – fremad. Det ligger i kortene for vores civilisation, – for velfærdssamfundet og vores, samlet set, næsten uforskammede rigdom, at vore børn og børnebørn kan leve under lidt bedre vilkår, end vi selv voksede op under

Mere uddannelse. Mindre støj, røg og lort på arbejdet. Mere information og kritisk sans. Mindre blind autoritetstro. Mere frihed.

Det går fremad dag for dag – men tvivlen nager.

Continue reading…