”De skal stresses ud af Nørrebro …”

 

 

30 pct. frygt.

30 pct. vrede.

30 pct. irritation.

Det er sådan jeg har det, da jeg får køreordren til Nørrebro i nat.

De sidste 10 pct. ved jeg ikke, på hvilken hylde. Jeg skal lægge.

 

Turen går til Blågårds Plads – og frygten og vreden behøver jeg næppe forklare. Det er her baby-banderne er blevet til slyngelbanden, jeg ikke engang gider nævne navnet på. Man fornemmer i et dybt absurd og dybt fortvivlet interview i RADIO 24SYV med en af aktørerne derude på den asfalterede slagmark, at medlemmerne af gadens ulvekobbel er en blanding af menneskelige spejlblank mangel på menneskelig medfølelse – og så en fortvivlet jagt på et fællesskab, som verden aldrig har kunnet givet dem. Som så ofte før. Offer og forbryder i samme krop og sjæl

Irritationen kommer bag på mig.

Continue reading…

Taxamanden – en gammel sentimental idiot

EN GAMMEL, SUR, SENTIMENTAL IDIOT

 

Sådan én gider jeg ikke være gift med, sagde min kone en dag.

– En sidebemærkning i en samtale om en tredjeperson – en svagt, skjult hentydning til min egen ringhed. En lille verbal, diskret finesse uden på fløjen i ægteskabets fodboldspil. Derude, hvor man gerne må gå efter manden. Bare diskret – og så hurtigt videre.

Der hvor kvinder ikke så sjældent spiller bold.

Her er det så til gengæld helt fedt at blive ældre og tilpasse sig etiketten under modstand om den patriarkalske gnavpot.

For man bliver jo for helvede ældre og ældre – det er irreversibelt. Livet ruller derudad som en langsom, ustoppelig damptromle.

Og idiot? – Nej det kan jeg til gengæld helt afvise. Jeg mener helt seriøst, at man bliver klogere end gennemsnittet med årene, som man slipper penge-nødvendighed, forpligtelser og massiv invasiv seksualitet. (Dette gælder dog ikke den ukultiverede kulturjournalist René Fredensborg, der i sine blogs har opgivet et tidssvarende kvindesyn og simpelthen, blog efter blog skruer op for sin indre idiot).

Klinisk set meget fascinerende. Maskulint latterligt!

Det er det sentimentale, d er sværere at tackle.

Det er billedet af den gamle ”væskende” mand, der går mig på. Meget lettere til tårer. Men her har jeg lært mig en teknik, hvor jeg gør sindslige knibeøvelser og nogenlunde kan få det til at se ud som om jeg bare har været ude at cykle i modvind.

De er i god træning efter 55 års ægteskab

Som da jeg først på aftenen kørte fra den lækre strandvejsrestaurant til Frederiksberg med vagtens smukkeste par. En nydelig ældre herre og han decideret smukke kone. De osede af kærlighed med den nødvendige skælmskhed, der skal til for at styrke udholdenheden i ægteskabet.

De var i god træning efter 55 års ægteskab. Men det var ikke det ”værste”. De havde være kærester siden de startede i første klasse på den samme skole i det jyske. Og så ellers fulgtes ad hele vejen.

Og nu sad de der i aftenlyset i Mercerens ”læderstue” og så bare så smukke ud.

De fejrede fruens 80-års fødselsdag et par dage inden det helt store party. Først Cirkusrevyen og så en middag på egnens bedste restaurant.

De kunne ikke se, at Taxamanden ”væskede”, – lige så stille og uden modvind.

 

Som da jeg nogle timer senere sad derude i natten med alt for lidt at lave i vogn 24 og skulle sende en hilsen til min elskede.

Min kone, Sussie, der fylder år netop i dag.

 

Jeg datede hende første gang til Eric Clapton i Forum.

Kyssede hende ugen efter til Bryan Adams i Parken.

Siden har vi været kærester i mere end 20 år.

 

Og så fejrer jeg hende i dag med en af de smukkeste kærlighedssange, jeg kender:.

 

Leonhard Cohen, ”Dance with me to the End of Love”.

Folket og FOLKEMØDET

 

 

For tiden – nej, i de her dage er det 40 år siden, jeg blev journalist.

En gang i Yngre Kridttid, som jeg plejer at spøge i et forgæves forsøg på at skjule forskrækkelsen over årene, der forsvandt som ved et fingerknips.

Men jeg kan i hvert fald sige, at verden allerede så småt VAR ved at være ”af lave”. EU – EF, som det hed dengang – var ved at få sine første alvorlige fjender i det ikke-venstreorienterede Danmark. Mit speciale på journalistuddannelsen i Århus var tre radioudsendelser om det danske fiskeri, som for første gang blev ramt af begrebet fiskekvoter. Jeg stod selvfølgelig til søs med fiskeskipper Harry Hald fra Årsdale på Bornholm. Årsdale som vel nærmest kan siges at være arketypen af det samfund, som udspiller sig i Lotte Svendsens Film, Bornholms Stemme.

Censor på opgaven var den navnkundige studievært Hans V. Bischoff – Cavling Prisvinderen, der kunne forklare om økonomi, så det var til at forstå for almindelige mennesker. Siden mødte jeg ham i fagforeningsbestyrelsen, hvor han var en af hjernerne bag de gode overenskomster.

Og jeg ku’ bli’ ved …..

Det er Bornholm og formidling for folket, som er mit ærinde i dag.

Folkemødet! Politikfestivalen på min fødeø.

Continue reading…

En taxi-test på fordomme

Dette blogindlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladets magasin EKSTRA, hvor jeg har en fast side hver søndag

 

Nogle gange, burde jeg slukke for radioen. Den giver mig en kæde af politiske depressioner. Men det er ofte for sent, inden jeg opdager at dagen er ødelagt.

Dagens spiseseddel:

En demonstration i weekenden med politisk flertal for at stoppe den ulovlige pirattaxi-virkelighed. DF, Socialdemokraterne on EL’erne var der fra Folketinget. Folketingets flertal er enige med os. Men endnu sker der – intet! Taxichauffører er er nipsenåle i det politiske supermarked.

Og fremmedangsten: Pia Kjærsgaard får tæsk for sine angreb på ”eliten”, – samtidigt med at hun er elitært forgyldt med det højeste job til den høje løn og med høj pension med en tidlig pensionsalder. Når eliten fortæller, hvad folket har godt af, giver det mig kvalme.

Og kommentatorer mener fortsat, at de slappe halal-hippier og de andre døvblinde venstrefløjskyllinger på københavnske Østerbro og omegn, der selv er skyld i, at det kom så vidt. Den nye politisk korrekte klasse og dens kampsang:  ” …Der er noget om snakken, vores kultur er på vej ned ad bakken …”

Continue reading…

På tåspidser gennem vidunderlige København

 

 

For at sige det, som det er:

Det kræver lige et par dybe vejrtrækninger at starte som ”natmand” igen.

Først og sidst er der familielivet – i det daglige min kone. Jeg har været vild med hende, siden jeg inviterede hende på den ultimative koncert-dobbelt-date for snart 21 år siden. Først Eric Clapton i Forum – og – ugen efter – giga-popkoncert med Bryan Adams i Parken.

Sådan!

Vi har været kærester siden!

Sammenbragte børn. Lejlighed på vand-siden i Hellerup. Dobbeltkarriere som verdens bedste børnehaveklasseleder (Det var dér, jeg mødte hende) og medie-chef med hang til avisomtale og ridderkors. – Og så pludselig farvel til topjob og strandsvejslejlighed. – og det satans selvrealisationsprojekt at køre taxi og fortælle historie fra det virkelige liv:

” … Verden set gennem forruden på en Mercer … ”, som der står på mit visitkort.

Men der er også en virkelighed: Med den omskrevne børnesang fra 70’erne: ”Når min kone kommer hjem, så er hendes mand lige gået. Og når manden kommer hjem, så sover hans kone”.

Hvis jeg nogensinde vinder i lotto, går gevinsten ubeskåret til hende!

Jeg HAR vundet!

Hende!

Continue reading…

Taxi-møde med den kvindelige orkan

 

 

Det er lige sådan, at taxidrømmen begyndte.

Den behjulede drengerøv på vej gennem storbyens trafik. Lige i dag har jeg opgivet den skide aircon. Det nytter alligevel ikke meget, når sensommer-temperaturen er i rødt og fugtighedsprocenten er tæt på regnskovens. Så det er ned med vinduet, ud med den bare kort-skjorte-arm – og så op med ejer-mentaliteten til min elskede Mercer. Drengerøvs- og vognmandsfornemmelser.

Hun står nærmest halvt ude på vejbanen og rækker armen ud for at praje mig. Hun er i fyrrerne og ser godt ud på den ægte måde. Lidt på hofterne og noget til gården. Nu er det ikke sådan, at jeg vurderer alle kvindelige kunder på deres lækkerhedsfaktor. Jeg vil hellere ende mine dage som en gentleman end som et gammelt svin. Men nu er jeg engang særligt glad for rigtige, – skal vi sige voksne kvinder. Det har fulgt mig fra mine unge dage. Med den kronologiske konsekvens, at jeg startede som kuvøseguf og er endt som sugar daddy. Sådan er livet: En løbende forældelse, hvor man hele tiden udsætter fristen.

Continue reading…

Farvel til drengene i Virum

 

 

Det måtte komme en dag!

I morgen siger jeg farvel til mine daglige kolleger i Virumgade, – taxicentret i Virum. Omkring 100 mand – faste og afløsere, som betjener de 31 sølvfarvede taxier med det grønne logo.

Årene er gået som et fingerknips. – Til august er det 5 år siden jeg tog mit erhvervskort og flyttede min opmærksomhed fra domptør-rollen i den rimeligt rå medieverdenen til jobbet som taxichauffør – skrivende taxichauffør med udgangspunkt i vognmandsfællesskabet i idylliske Virum.

Continue reading…

Tvivlen og “de pårørendes sygdom”

 

Jeg kan genkende hende på øjnene. De smukkeste brune øjne.

Hun er en ældre kvinde, som tidligere har gjort indtryk på mig med sin oprigtighed. Det kan godt være, at kvinderne herude i forstaden har ry for at tilhøre en økonomisk forkælet klasse og som sådan ikke kan forvente folkets umiddelbare medfølelse. For det første skyldes det selvfølgelig en vis, statistisk sandhed. Men også fordomme. For det holder jo ikke, at de fattigste altid er de kærligste og de rige bare nogle dumme svin. Og så bor der altså stadig almindelige mennesker på strandvejen.

Jeg ved det bedre end andre. Jeg boede der i halvandet årti.

Jeg husker, at min kunde ikke tilhører de privilegerede klasser. Hun var ansat i et kontorjob og manden var portør på et plejehjem.

– Hvordan går det så manden, spørger jeg, da hun giver mig destinationen og jeg genkender adressen på en af kommunens aflastnings- og plejehjem.

Continue reading…

Så’n er de også i 90’erne

Det er klart, at du tænker over det, når du har fejret endnu en fødselsdag – i en ret voksen alder.

– Nu er du blevet rigtig gammel, Vati, siger mine voksne døtre og synes, at det er SÅ morsomt at provokere min forfængelighed. Ikke mindst fordi jeg insisterer på, at alderen er uden betydning. Når jeg så reagerer uden at sige noget – og det sker sjældent, – bliver de helt forskrækkede over min tavshed.

Har de stødt for hårdt?

Så kysser og krammer de mig, som man gør med sande oldinge.

Det gør det hele meget værre

Når jeg så står der som en gammel gubbe ved gavebordet og er rundet de 63 er jeg både lidt rørt og vemodig. Min mor døde i foråret, min far er på plejehjem Så uanset den kendsgerning, at jeg kan holde alenlange foredrag med den friheds-pointe, at jeg er den samme heroppe (… siger jeg og banker med pegefingeren på kraniet …), er det bare et lige så sikkert faktum, at jeg er ved at snige mig ind på pladsen som familiens ældste.

Men den allerbedste metode til at afbøde aldersmelankolien er – at køre taxi! At møde mennesker i alle deres forskelligheder, fra stort set alle klasser – og i alle aldre.

Continue reading…

Et mulehår fra døden

 

 

Det er ikke rigtigt til at forstå, at hendes unge, spinkle krop allerede har været gennem så mange kampe. Og først efter et par ture med Taxamanden, har jeg fået nogle tydelige lunser af dramaet i hendes liv.

Jeg så det i hendes øjne, første gang jeg hentede hende foran det offentlige kontor. Nu er det jo ikke sådan, at man starter en taxi-samtale med et inkvisitorisk: ” … og hvad er der så hændt dig her i livet, kære ven … ”.

Jeg iagttager mest det store, imødekommende smil og så de gennemtrængende øjne, der holder fast i mig, når vi taler. Denne første gang reflekteret gennem bakspejlet. Hun er slank, nærmest tynd og har et kraftig rødligt hår. Damen ved siden af kigger stolt på den unge pige, så jeg en stund tror, at der er tale om mor og datter. Jeg spørger faktisk direkte. Er der noget familieskab mellem jer to?

– Nej slet ikke. Men det kunne der såmænd godt være. Jeg ville da være stolt af, at du var min datter, siger den ældre og stikker kærligt og blidt til sin unge sidekvinde.

Continue reading…