IKKE BARE STEGT – MEN GENNEMSTEGT

FOTO: taxamanden

En psykolog ville sikkert påstå, at der er tale om projektion. At jeg ser mine omgivelser som jeg selv har det indeni.

Jeg har arbejdet hele weekenden og er så taxitræt som jeg ikke har været det i måneder.

Jeg er træt af mennesker og druk, men et par fridage i ugen, der gik, tvinger mig til at tage et par ekstra dage for at dække udgifterne på min private betalingsbalance. Jeg ville jo hellere kysse skønheden derhjemme foran fladskærmen. Nippe til chips og drikke lakrids-øl fra Møns Bryghus.

Så diagnosen er klar nok. Projektion: Jeg er sur -. Ergo er kunderne umulige!

Foto: Colourbox

Måden de slæber sig provokerende over Gothersgade for lige at markere, at det er dem, der ejer gaden. Det mest provokerende er det lille håndtegn, de krydser hovedgaden i minefeltet. Så skråt som muligt. Slow-motion-langsomt. Ikke et værdigende blik eller et smil. Bare cool – og så den ene hånd løftet en smule. I bedste fald et stoptegn fra én, der ejer gaden. I værste – et klask i kølerhjelmen, fordi det er mig der er bilisten, taxichaufføren – nattens røvhul.

Og så er der ham, der sidder sovende på sædet ved siden af mig. En meget ung mand,  Lang, slank – og i et stadium mellem bevidstløshed og psykose.

Jeg skulle have ladet ham være derude i den anden del af byen, hvor jeg lige havde sat et ungt par af på vej hjem fra sygehuset med deres 2 år gamle søn. Barnet er friskere nu – og kunderne giver mig en håndfuld næstekærlighed tilbage.

Men så vakler en ung mand direkte over mod køleren på vogn 24, så jeg må stoppe midt på gaden.

– Hvor ska’ du hen? Spørger han. Noget nær det dummeste spørgsmål, du kan stille en taxichauffør.

Jeg kører jo grundlæggende derhen, hvor kunden vil betale for det. Men jeg svarer bare indlysende:

– Jeg skal ind til byen!

Så kaster han sig ind på bagsædet og nævner navnet på en gade i min egen bydel. Nummeret husker han ikke. Bare et ukærligt: – KØR! Blot sekunder efter sover ham.

I et anfald af omsorg gør jeg mine sving gennem byens natte-trafik blødere. Lad nu bare knægten få lidt ro. Jeg holder øje med hans tilstand via bakspejlet. Nu har han lagt hovedet mellem to nakkestøtter. Det falder helt tilbage – og han ligner med sin vidtåbne mund – en død!

Det er tydeligt. Han er ikke bare stegt. Han er gennemstegt! – – – Jeg kører taxien ind til siden og siger først blidt – snart lidt hårdere og patriarkalsk:

– VI ER FREMME!

Han er alkohol-bevidstløs og irritationen sniger sig op ad min rygrad. Så står jeg ud af bilen, kigger på displayet med de 283 kroner jeg har til gode – og åbner døren til hans plads. Forsøger at vække ham med høj tale og forsigtig rusken i hans slappe skuldre. Jeg trækker hånden til mig. Han har brækrester ned af trøjen fra en ofring som fandt sted, inden han steg ombord Jeg får ham ud og på benene. Han læner sig dinglende op af taxien.

Næste scene: Offerollen. – Lyt nu til mig. Du lytter jo ikke til mig, siger han klynkende. Der kommer nogle ord ud af hans mund, som i bedste fald kan tolkes i den retning, At jeg kan stole på ham. At jeg får pengene i morgen. Men han kan ikke huske, hvad han hedder og hvor han bor.

– – –

For første gang i mine 7 år som taxichauffør, tilkalder jeg politiet. Jeg vil have mine penge NU. Ikke hans lommeuld eller mobilen, som han rækker mig. Den er stendød!

Betjentene ankommer og er i de næste minutter en pryd for deres stand. Rolige – utroligt rolige, når man tænker på det lort borgerne lukker ud overfor dem natten igennem.

– Nu slapper du af – du slapper helt af!

Knægtens forsøg på at spille hård klasker helt sammen Det lykkes betjentene at vriste hans navn og personnummeret ud af ham. Han er 15 år!

Den ene betjent sætter sig ind i patruljevognen og finder frem til hans adresse – og får kontakt med faren. De vil køre ham hjem. Får personoplysningerne på mig – og jeg får 0 kroner for turen, som nu også indbefatter en times venten, mens jeg burde da tjent penge derinde i minefeltet. Nu har betjentene måttet lægge knægten på jorden, fordi han ikke orker at stå.

– Har du noget papir, spørger den største af dem.

Han har muskler som en bodybuilder, hvilket ikke har forhindret den unge mand i – bevidst eller fordrukkent – at spytte ham i ansigtet. Betjenten får servietter og tørrer ansigtet, mens han kigger med ironiske øjne på mig og siger.

– Ak ja, ungdommen i dag….

Solen er ved at stå op over Øresund.

Her og der vakler natteravne hjem. En står og brækker sig op ad vinduet i en bagerbutik. En vælter på cyklen, mens han holder stille. Så ringer min telefon. Det er faren. Altså faren til den fortabte søn. Han lover at overføre penge til mig med det samme.

– Jeg er ked af ulejligheden, siger han.

TAXAMANDEN er bare træt!

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele min sure nat. Jeg elsker jo trafikken – i hvert fald på nettet

EN DRENGERØVS BEKENDELSER

Foto: Colourbox

Det er øjnene.

Det er ørerne.

Det er næsen.

Og bagefter kommer så hele værktøjskassen med høflighed, nærvær, nysgerrighed. Kunsten – eller kunsthåndværket at være journalist og historiefortæller, bruge sproget bevidst og præcist Sådan er den opskriften på TAXAMANDEN som chauffør, fortæller og skriverkarl.

– – –

Jeg samler ham op på en privatadresse i en af Københavns inderste bykvarterer. En ung, slank mand først i tyverne. En fjerde-g’er eller måske en femte-g’er, er jeg sikker på. En af de unge, der endnu ikke er forpligtet af et studie eller voldsomt forpligtende arbejde.

Om der er røget nogle bajere indenbords? – Det’ da lige meget! Der er fuld power på kroppen og man ta’r bare solbriller på og ser cool ud, uden at man opdager de røde, søvnige øjne. Den er god nok! Han er glad og løftet – og en anelse beruset.

Men næsen fortæller mig, at det ikke er alkohol han kører på her i den sene nattetime. Ingen lugt af meget øl. Ingen udåndinger med den sure duft af rødvin. Ingen spritdampe. Blot en let, sød duft af den fjollede tobak. Jo, den er god nok. Han har røget ”en fed”. Den kendsgerning slå mig ikke af pinden. Jeg er fra 70’erne og hører til rusmiddel-liberalisterne. Jeg synes cannabis burde legaliseres. Indlysende til medicinsk brug, hvor der jo er prikket hul på ballonen. Men egentlig også som almindeligt rusmiddel – også for at få stoppet hele det gangstervælde, der skaffer de raffinerede topskud ulovlig og strafbart ind i landet.

Få nu det afkriminaliseret, som aldrig kan stoppes!

Det er ikke min næses erkendelser, der bringer hash-emnet på bane. Det er kunden selv, der lukker op for en historie om det svære skridt at blive voksen. Om ikke at kunne slippe drengerøven. Om at nærme sig en erkendelse af, at det frie liv med vennerne er ved at blive for meget. Det sjove er ved at blive en kende for skævt. Sabbatåret er blevet til snart 4 år uden en afklaring af, hvad det egentlig er, han vil med sit liv.

Han er nøgtern og ikke klynkende – nærmest lidt flov over ikke at komme videre. Og udfordringen er hans egen. Han kommer fra et hjem med gode forhold, uden skilsmisser og svigt – og en vis tolerance overfor, at det med at blive voksen kan foregå i forskellige hastigheder.

– Et eller andet sted har jeg nok været for forkælet i min skolegang. Jeg er rimeligt kvik i pæren – også til de hårde, naturvidenskabelige fag; alt det som systemet efterlyser i dag. Jeg var rigtig god til matematik, fysik og kemi i både folkeskolen og i gymnasiet. Men jeg ville først og fremmest have det sjovt og lavede ikke en skid. Og så endte jeg alligevel med gode karakterer. Efter studentereksamen startede jeg hårdt op med naturvidenskab på højt niveau – og med samme, lave arbejdsmoral. Det gik slet ikke. Jeg tabte hurtigt pusten og måtte afbryde studiet. Skulle bare have lidt længere frihed fra uddannelse, – troede jeg- Men det enkelte år ”off”, som nu er blevet til flere.

Foto: Colourbox

Undertiden fylder hans hashforbrug alt for meget med flere joints nærmest hver dag. Han har også snuset til det, der er værre. Netop brugt næsen til det hvide kokain, som du finder billigt i nattelivet over hele landet.

– Men det ”til næsen” er jeg stoppet helt med efter at have prøvet det nogle gange. Det er sgu for fedt og for farligt. Og jeg har desværre også set et par af mine venner slippet selvkontrollen – og det ser sgu ikke godt ud for dem. Dér VIL jeg ikke ende.

Forældrene har han kunnet holde hen ved at bagatellisere om angst af hashforbruget. Men han er begyndt at mærke deres tvivl. Bekymring som bliver til irritation. Skiftende arbejde, som ikke engagerer ham. Fastfrosset hos far og mor, fordi det er det letteste. Og så gutterne omkring de hjemmerullede ”hvide pinde”- et socialt liv, som gør de fleste af ugens dage til festdage.

Inden turen er slut, spørger han mig pludselig direkte, hvad jeg synes, han skal gøre. Jeg kigger på ham. Og kigger bort igen, fordi jeg pludselig ser et vemod, der kunne blive til tårer.

Hans spørgsmål er ved at sætte mig skakmat, for jeg er jo hverken psykolog, pædagog – eller hans far. Og jeg kender jo ikke fyren. Det er sikkert både angsten for pinlig stilhed og mit omsorgsgen som gør, at jeg ikke vil være tavsheden bekendt.

– Jeg har ikke pillet et eneste ord ud af dig. Du siger det selv: Ryger for meget, og du ved det. Du vil gerne videre – og du har en god hjerne, der kunne stampe visionerne frem.

Aner ikke, hvad jeg skal sige. Så falder der nogle ord ned fra himlen. Ikke mine egne. Blot et citat.

– Er det ok, at morfar synger et par strofer god dansk popmusik

Kunden kigger på mig og smiler, mens jeg imiterer forsanger Brandt, der evner at give popmusik mening.

– ” Kys det nu, det satans liv

Og grib det, fang det

før det er forbi ….”

– – –

PS: du er altid velkommen til at dele min klumme. Det er ulige sjovere at skrive til masserne 😊

MORMORS HEMMELIGE LIV

Foto: Colourbox

Uden mobiltelefoni havde jeg ikke noget virkeligt liv til hverdag. Jeg vågner, når kone og voksne børn er på arbejde. Jeg spiser morgenmad, når de nyder eftermiddagskaffen. Og jeg tager på arbejde, når de så småt er ved at have fyraften

Det er min mellemste datter, der er i telefonen. Handsfree over Mercerens fremragende højtalere

– Hej Vati, jeg har købt en gave til dig.

Vi er følelsesmennesker begge, så livets begivenheder er ikke bare hændelser – men begivenheder.

Det er både Nanna-Emilie, ”Bøffen”, mit livsstruttende, seneste barnebarn på 9 måneder – og min gamle fars livsslutning, som sætter gang i tankerne hos far og datter.

Sofie annoncerer, at hun har købt en bog, hvor jeg i særlige afsnit skal fortælle om mit liv.

– OK, siger hun. Det er jo ikke noget med, at du skal dø lige nu, men jeg synes det er vigtigt, at vi får det hele med. Så griner hun.

Jeg holder undtagelsesvist kæft.

– – –

Nanna -Emilie:
Foto: Morfar

Der er langt fra stille i vogn 24 på dagens første tur. En ældre dame på nøjagtigt min nyligt afdøde fars alder – sidst i 80’erne har brug for en ordentlig samtalepartner.

Jeg elsker den del af mit liv og mit arbejde. Og vi har masser af tid sammen. Vi skal ud på en længere tur, der glæder både min arbejdsglæde og min taxi-pung. Hun er – ja, en gammel dame – med den udstråling af kvinde, som alderen ikke sætter grænser for. Når hun kigger ud af vinduet, mens hun fortæller, kan jeg se de skygger af forfængelighed, hun har tegnet med Mascara på de ret lange øjenvipper. Håbefuldt blå. Eller rettere: Lidt legende turkise ser de ud i modlyset fra den lave eftermiddagssol.

Hun har levet det levende liv. Gift to gange. Sidste gang med den gode kærlighed i sit liv. Han var statstjenestemand og har været med til at sikre de anstændige økonomiske forhold. – Han var ældre end hende og døde for nogle år siden. Hendes første mand var rig – og bedragerisk. Hun var i skønhedsbranchen og han tilhørte det formuende borgerskab. Men han førte et hemmeligt liv ved siden af, hvor golfturene og rideturene i virkeligheden var en perlerække af stævnemøder med fremmede kvinder.

En dag – efter en lang og berusende fest i udlandet, besluttede hun sig for at stoppe eventyret, der i mellemtiden var blevet et mareridt. Det ”fejrede” han med et groft overgreb mod hende. Hun var med et slag befriet for hans onde ånd.

Hun fortæller den fortsatte historie som var hun en professionel ”storyteller”. Om skuffelser. Om at miste al rigdom på et splitsekund. Om at finde den nye kærlighed hos en mand, hun kunne stole på. Om at nå at få en datter i det der dengang var en sen alder. Om de børnebørn, som både hos hende og hos TAXAMANDEN er nyt brændstof på en gammel dieselmotor. Om alderdommens paradoks, når det knirker i ”kadaveret” uden at personligheden har ændret sig, i hovedet.

Om angsten for at blive overflødig.

Om jeg forstår hende?

Jeg mærker hende som en mental tvilling, selv om dåbsattesterne kunne gøre os til mor og søn.

– Jeg har de sødeste børnebørn. De har mange gange sagt det til mig: ”Fortæl mormor. Det er så fedt at høre historier fra gamle dage. De mener det. Men jo ældre jeg bliver, jo oftere oplever, at de fortsætter med deres egne livshistorier, inden jeg rigtigt er kommet rigtigt i dybden.

Hun drømmer om at skrive bogen om sit liv. Udgivelsen er ikke vigtig – men bogen, hvor der er plads til det hele. Kærligheden og skønheden – og de sorte sider.

– Men jeg går i stå, før jeg rigtigt er kommet i gang. For mit liv handler jo også om svigt og overgreb, som jeg ikke kan få mig selv til at fortælle dem. Jeg har en dyb uvilje mod at hænge andre mennesker ud for at fortælle om mit eget liv.

Nu kan jeg ikke holde mig i lytteposition mere. Du MÅ fortælle den livshistorie til ungerne. Alle ved jo godt, at det er løgn, den der med ”dansen på roser”. Det vil på mange måder være en gave til dem at høre fra netop dig- mormor – , at det gnidningsløse liv er en tom løgn.

Den sidste halve snes kilometer deler vi episoder om skilsmisser og smerte – men især om den der voldsomme kærlighed til livet, som vi deler trods samtidens absurde konflikter med groteske aktører.

Og først og sidst: Hvordan tackler vi egentlig det der paradoks, at det man elsker så dybt  en dag er slut?

Jeg får en tur rundt om hendes hyggelige hus, da vi er fremme. Vi kender ikke hinanden tilstrækkeligt til det kram, jeg mest af alt har lyst til at give hende. Kigger bare på hende.

Gi’r hånd.

Takker for turen og ser hende bønfaldende ind i øjnene under de øjenvipper jeg ved er blå:

– Du skriver den historie, Lov mig det! De vil elske dig for det, også selvom de først får kendskab til den, når de søger i dine gemmer.

– – –

PS: Du er meget velkommende til at dele mine oplevelse

HVA’ NU, IBRAHIM?

Da min kone og jeg vendte hjem fra ferien i Marrakech, var det kulden, jeg frygtede mest. Og jeg fik ret, selv om solen skinnede og april blomstrede mere lunt end i mange år, synes jeg.

Der var iskoldt i København.

Godt nok varme fra bål i gaden. Men koldt af had efter den excentriske advokats koran-afbrændinger lige midt i et af de områder, hvor han med sikkerhed ved, at mennesker uden selvkontrol vil reagere dumt og ugennemtænkt.

Kalkuleret narcissisme.

Pøbel-reaktioner.

Angreb på ytringsfriheden og omvendt: – En kriblende dyrkelse af retten til at pisse på andres følelser. Og igen og igen: Det store kor i sociale medier fra hvad-sagde-vi-bevægelsen. Det måtte jo ske. Det minder mig absurd om stemningen ved en skilsmisse, når der endelig går hul på bylden: Det gør ondt, men det er også en lettelse at få bekræftet, at frygten bliver en realitet.

Og så det mest grusomme: Endnu en terroraktion med religiøse undertoner. Modbydelighederne i Sri Lanka, som også har krævet danske dødsofre.

Her er koldt. Pisse-koldt!

– – –

rrem

Mit taxiunivers fik nye farver i Marrakesh. 9 timer med berberen og den troende muslim Ibrahim på vejen til Atlasbjergene. Og ja! Tæt på de det område i Atlasbjergene, hvor en norsk og dansk, ung kvinde valgte at vandre uden guide – og blev ofre for religionsfascismen.

Ibrahim!

Vores taxichauffør – med navnet fra den muslimske profet, som vi i den kristne og jødiske tro kalder Abraham. Hans første søn blev ifølge Islam forfader til araberne. Den anden – Isak – pålagde den jødiske og kristne gud at brændofre. Men gud stoppede den absurde krav i sidste sekund, da Abraham havde dokumenteret sin absolutte gudstro.

Vi hænger sammen – de tre verdensreligioner i vore – myter og rædsler.

– – –

I nutiden hænger vi sammen i vreden.

”I dag skrev jeg en klumme, hvori jeg påstod, at (Pernille, red) Skipper er de voldelige indvandreres berøringsangste beskytter”

Rene ord for pengene fra radioværten og debattøren Nima Zamani.

Skipper havde tilladt sig at lægge et fredsommeligt billede af sig selv og en andemor og en andrik op på Facebook som modvægt til historierne om vold og ødelæggelse.

Hun skal kraftstjeleme ikke komme her og prædike harmoni, når man kan se med egne tv-øjne, at Nørrebro brænder. I år er det 18. maj 26 år siden at Nørrebro stod i flammer efter en EU-aftalen, der med vore 4 forbehold fik rettet op på nejet til Maastricht-aftalen. Jeg boede midt i krigszonen. Der blev åbnet ild med skarpladte våben af politiet. Og intet handlede om muslimer og religion. Men det har vi for længst glemt i dag, hvor vi har brug for helt andre fjendebilleder.

– – –

Jeg kommer ikke til at glemme taxituren med Ibrahim. Mange timer, hvor jeg fik genopfrisket mit franske, mens vi havde denne følelse at hengivenhed på tværs af kulturer og religioner. Og fællesskab. Vi er stort set lige gamle, ham og jeg. Er fædre og bedstefædre. Elsker vores afkom og konen Og kvinder! Med hjælp fra min hustrus ægte varme blev alle diskussioner om håndtryk og fysisk adskillelse af mænd og kvinder glemt. Vi krammede til farvel, – mænd og kvinder muslimer, kristen og kulturkristen.

rrem

Det var i virkeligheden mig, der lille skulle håndtere blufærdigheden, da han tildelte mig et varmt kys på først den ene og så den anden kind. Arabisk og fransk tradition, så det vil noget.

Han fortalte om at blive gift for mange år siden, da hans kone var blot 16 år. – Sådan var traditionen dengang, men den går selvfølgelig ikke mere. Man skal være 18 i dag.

– Godt nok, siger jeg. Ingen af mine tre døtre ville få lov til at gifte sig med selv den smukkeste marokkaner, før de var helt voksne.

Så griner vi. Vi griner i det hele taget meget på denne tur. Men taler også om religion. Han er dybt troende og stolt over at have besøgt Mekka to gang og gået de sædvanlige 7 omgange rundt om ka’baen. Konen og søsteren var med på den første tur. Og den ældste af hans fire børn har allerede været på sin første pilgrimrejse til Islams centrum. Set Ka’baen, som ifølge Islam blev bygget af – netop Abraham . – Ibrahim.

Han kører os en ekstra omvej helt ud på landet, hvor der gror korn trods tørken og takket være den smeltede sne fra Atlasbjergene. Men der er godt nok langt mellem aksene af byg og havre.

Landbrtug udenfor Marrakech

Jeg fortæller ham om det intensive, danske landbrug, som jeg selv er vokset op med.

– Mon père etait un éleveur de porc…. Den måtte han lige tygge på – altså sætningen. Min far var svineavler – og det er som bekendt urent i den muslimske kulturkreds. Så griner vi igen til hinanden, som vi har gjort det på hele turen.

Men hva’ nu Ibrahim? Var den tur bare en taxi-flirt?

– – –

Jeg er tilbage i kulden og tvivlen om kulturens sameksistens. Eller rettere om viljen til gennemførte den.

Men jeg kan ikke slippe ham, den marokkanske TAXAMAND. Service for penge, ja. Et arbejde, der skal gøres, ja

Men også et umiskendeligt strejf af kærlighed.

– – –

PS: Hvad du end tror på – eller ej. Du er velkommen til at dele TAXAMANDENS klumme

e

DEN SMUKKE BORGERLIGHED – og den knap så kønne

Foto: Colourbox

– Allerhelst ville jeg tage et par måneder fri, tage på ferie et sted i de varme lande og først vende hjem igen, når folketingsvalget er overstået.

Han bliver pludselig helt vågen, min kunde, selv om klokken blot er fire om morgenen og turen fra guldkysten ad motorvejen tager en halv time og der er tid nok til et powernap inden dagens dont. Det er morgenen efter den oppiskede og hysterisk markedsførte tv-duel mellem den nuværende statsminister Lars Løkke og den måske kommende, Mette Frederiksen.

Jeg kunne ikke dy mig for bringe showet på banen. Almindelig snusfornuft, kundens adresse og chefstilling i det private erhervsliv. Det er ikke lige her, jeg regner med at møder en repræsentant for Rød Front. Og jeg har ret:

– Jeg betragter mig selv som, – nej jeg er af hjertet liberal og borgerlig. Men jeg kan ikke genkende den værdimæssige borgerlighed i dansk politik – og da slet ikke i forholde til verden udenfor vores land. Skepsis overfor fremmede kulturer – og en total mangel på passion overfor det europæiske samarbejde. Først og sidst, proportionerne i den borgerlige, politiske debat. Jeg føler mig mere og mere politisk hjemløs trods udbuddet af borgerlige partier

– – –

Jeg er og bliver passioneret radioman – oftest via podcast, fordi jeg arbejder, når de gode og væsentlige programmer sendes. Og så er der de lydudsendelser, der aldrig sendes i æteren. Podcast distribueret som podcast. Blandt dem en ny serie af den profilerede venstremand og tidligere minister Søren Pind – med titlen DEN SMUKKE BORGERLIGHED.

Det er en slet skjult kendsgerning, at jeg, TAXAMANDEN, tilhører en af de røde nuancer til venstre for midten, Men Gud forbyde alene at diskutere politik med sine meningsfæller. Og jeg har altid haft en vis respekt for Søren Pind og hans gode hoved og talegaver. Foreløbigt har Pind haft tre personligheder på den borgerlige front i gæstestolen i sin radio-serie, der forsøger at putte ideer og intellektualitet på borgerligheden. De tre er det kongelige teaters direktør Kasper Holten, Jesper Lau Hansen, professor og næstformand i Cepos og sognepræst, debattør og folketingskandidat for de konservative, Marie Høgh.

Find podcastserien og lyt med. Jo, for der er mere ånd i borgerligheden end det miskmask vi er udsat for i tidens debat.

Gæsterne hos Pind bliver alle til slut bedt om at nævne én borgerlig dyd, som er afgørende for dem. Her er de tre første stikord fra Holten, Hansen og Høgh: Dannelse, selvtillid og autoritet & Ansvar.

Foto: Berlinske Podcast

Vi lader lige ordene stå et øjeblik – og tager et kig på den borgerlige virkelighed som den tager sig ud i de politiske kampe.

Duellen mellem de to statsminister-emner viste flere, sørgelige eksempler, som afspejler den taktiske ”gymnastik”, som udgøres af spindoktorernes retoriske konditræning, inden de tør slippe politikerne løs overfor journalisterne.

Løkke – landets vigtigste statsmand – lader sig lokke ind med en sarkastisk bemærkning om socialdemokraten Frederiksen, der har slået sig ned i NORDSSJÆLLAND (En infantil hentydning til det påståede hykleri i at en rød politiker slår sig ned udenfor arbejderklassens reservater) Angrebet sættes ind af en venstremand, som selv både er vokset op, har været kommunalpolitiker og amtsborgmester i det Nordsjælland, som – må man forstå – er for luksuriøst til en rød.

Dannelse?

Den konservative justitsminister, Søren Pape, forsøger – bevidst eller ubevist – at indskrænke sit partis eksistensberettigelse til et spørgsmål om lov og orden. I en sådan grad, at der svæver en slags veloplagt hvad-sagde-jeg-lettelse, hver gang der optræder voldelige begivenheder i vores ellers ret fredelige land. Man mærker konklusionen, før han selv har udtrykt den – for man hører det HVER gang: ” … Derfor er det godt, at jeg har gennemført stramninger overfor banderne. Mediepolitikken har man måtte opgive – man kunne ikke få flertal for at skåne DR og Radio 24syv.  Og vi er godt nok det grønne parti i koalitionen – men betydningen af den etikette gemmer vi, til vi har fået flere vælgere. Næh, højest på himlen blinker Sørens sherifstjerne.

Selvtillid?

Og så er der lige, venstres unge, politiske ordfører, Britt Bager, der har følgende bemærkning, da pressen finder ud af, at en penge-doner i hendes valgkamp har delt sin pengegave i 5 portioner for at kunne holde sig anonym. Bager, den jura- og businessuddannede, liberale komet – svarer, tydeligt sur over et spørgsmål om afstanden mellem principper og virkelighed:

– Lovens ånd kender jeg ikke noget til. Men jeg har fulgt lovens bogstav.

For slet ikke at glemme, DF’s profilerede værdikriger, Søren Espersen, der er tidligt ude med en advarsel til DR, som har planer om en dramaserie om kongedatter og grevinde Leonora Christina, som levede i 1600-tallet:

– ” … DR skal passe på med ikke at glorificere Leonora Christina Ulfeldt, for hun var jo en landsforræder. … efter min opfattelse var hun ikke værd at samle på,« siger Søren Espersen fra DF…”

Autoritet og ansvar?

Er der ikke snarere tale om en usædvanlig lang armslængde mellem de borgerlige, liberale frihedsidealer og magtens virkelighed.

TAXAMANDEN forstår godt, hvorfor mine kunder blandt blå vælgere kan føle sig politisk hjemløse og hvorfor den abdicerede Søren Pind har sat jagten ind på at finde eksempler på skønheden i hans erklærede ideologi. For der hænger godt nok en tæt, blå tåge over de borgerlige enge.

– – –

Du er som altid velkommen til at dele mine klummer, hvis du finder dem tilstrækkeligt smukke til en videre udbredelse. 🙂

FARVEL TIL DEN GAMLE KRIGER

Ernst Aksel Grunwald.
Født 17/5 1931 – død 28/3 2019
Foto: Lars Grunwald

Den uforklarlige iscenesætter har sin egen dramaturgi.

For en uge siden skrev jer en hyldest til ”fædrerevolutionen” – nutidens mænd, der tager barselsorlov og i det hele taget tager sig af deres børn.

Og så – i onsdags – mistede jeg min egen far. Forhenværende gårdejer og major i hæren, Ernst A. Grunwald sov helt bogstaveligt stille ind i sin seng på Plejecenter Klippebo i Gudhjem. Mod nordøst, den blå Østersø, der både kan være flad og blank som et dansegulv – og andre dage smide skummende, rasende bølger ind på klipperne. Mod syd udsigt over markerne. Grønne i foråret og gule, blå og røde, som vi nærmer os høsten. Når man kørte den gamle landmand og soldat i kørestolen ud på terrassen en solskinsdag, så du en særlig glans i hans øjne, trods demensens slør.

Man kunne aldrig rigtigt sætte entydige etiketter på min far. Jo, ved Gud var han en mand af den gamle skole, som det sømmer sig for en næsten 88-årig mand, der i sit hjerte har været soldat siden drengeårene i spejderkorpset. Han var født patruljefører og endte sin militære karriere som major af reserven. Karrieren bød på både fuldtidsjobbet som soldat i en snes år, herunder et halvt år som FN-soldat, – velfærdsofficer på det danske hospital i Gaza, midt i 60’erne, inden Mellemøsten gik helt amok. – Og han slap aldrig hæren og dets fællesskabs-kultur, selv om han først i 70’erne valgte at overtage min mors fødegård, Sejersgård i Østermarie på Bornholm. Han var aktivist i ”Folk og Forsvar og i ”De Blå Baretter”, foreningen af veteraner i FN-systemet. Soldat og bonde. Det blev hans skæbne, selv om han var ”førder” – en udefra kommende på klippeøen – at følge den gamle bornholmske tradition med både at tjene kronen og jorden.

Den anden side af min far var en slet skjult, kunstnerisk åre. Som ung spillede han både amatørteater og var statist og korsanger på Odense Teater. Og da lillebror Morten Grunwald efterhånden udviklede sig til en af landets store skuespillere og teater-entreprenører, piblede hans egen kærlighed til teater og musik indimellem ud gennem hans øjne og mund. Og stoltheden.

Grunwald-familien i Danmark er et produkt af en østprøjsisk indvandrer, billedskæreren Karls Frederik og så ægte, fynsk bondestand på min farmor, Hildeborgs side. Hestehandlere og prøjsere. Kunst og hårdt arbejde. Luthersk strenghed og grundtvigsk folkelighed. Disciplin og kærlighed. Det hele var samlet i min far og han bar alle dage både sit tyske ”Ernst” og sit danske ”Aksel” – med stolthed.

– Det er tid til at tænke en ekstra gang over det, man kommer fra, sagde Ellis og Kim, kunder i vogn 24.

Jeg kørte med dem sidst på ugen som endnu en hilsen fra skæbnen. De har netop sagt endeligt farvel til Kims mor fra en af forstædernes kirker. Og netop i dag kan jeg ikke holde kæft om mit eget liv lige nu. Vi taler om børns dobbelt oplevelse af vore forældre. Både det søde og det sure.

– Min mor var til tider en hård dame, siger Kim. Men også en personlighed, der ikke var til at komme udenom. Præsten fik det hele med.

Det kunne være skitsen til et portræt af min egen far. Soldaten og bonden. Patriarken og krammeren Pligten og fornøjelsen.

Som ung rejse han til USA, hvor han både arbejdede som landmand i Wisconsin og siden som gartner for skuespilleren Gregory Peck i Hollywood.

Der var ikke harmoni gennem hele vores liv sammen. Stærke spændinger i 60’erne og 70’erne, hvor titusindvis af amerikanere og millioner af vietnamesere mistede i den krig, som Vesten tabte så tydeligt og skæbnesvangert. Spændinger mellem far og søn – desværre ikke særligt artikulerede. Jeg manglede evnen til at sige fra, båret af min mors mere bløde personlighedstræk.

Men faderen og majoren E.A. Grunwald var ikke entydigt skabt af stål. Han blev blød til lyden af klassisk musik. Jeg så ham aldrig græde, bort set fra den rystende stemme, da han tog afsked med min døde mor efter 63 års ægteskab. Det lå i hans natur at være dominant. Men han var blød i sin indre, kunstneriske kernereaktor og i kærligheden. Marineinfanterist, – jo det må man sige. Men med våde øjne, når orkestre og solister spillede det store, klassiske repertoire.

Med årene blev spændingerne mellem far og søn mindre. Det er jo det fantastiske ved at blive ældre. At indignation og tolerance ikke længere er uforenelige grundstoffer. At min kærlighed flød lidt lettere de sidste år, – fulgt af en stigende beundring for den gamles dobbelte natur. At han var soldat helt derude, hvor jeg ikke kunne følge ham. Men at den ægte konservatisme (Jo, han var medlem i mange år!) også bar et humanistisk syn på verden. Internationalist. Han meldte totalt fra overfor Fremskridtspartiet og senere DF på grund af det snævre syn på danskhed. Han var den første, der fortalte mig om et mellemøstligt folk (palæstinenserne), der bar samme savn efter et hjemland, som det jøderne fik virkeliggjort efter anden verdenskrig. Og han opsagde sit abonnement på Jyllands-Posten under Muhammedkrisen. – Han kunne ikke acceptere, at man gør grin med religioner – heller ikke andre end hans egen, lutherske kristendom.

Den gav ham fred til det sidste. For selv infanteristen, patriarken, storebroren, – krigeren Ernst var hele livet sikker på, at selv om livet på jorden først og sidst er kamp og hårdt arbejde, – så har det hele en mening.

I den naive og smukke drøm følger jeg min fars fodspor. Og slipper ham aldrig helt.

Ebbe, Morten, Lars, Kirsten, Ernst – KLANEN

Foto: Lars Grunwald

LÆNGE LEVE FÆDRE-REVOLUTIONEN

Father and son laughing

Et spøgelse går gennem landet – faderskabets spøgelse. Og kammerater – fædre! Lad os flå lagenet af gespenstet – og gøre fantasien til virkelighed: Fuld ligestilling! Giv fædre samme rettigheder til at være sammen med deres børn som mødrene. Ikke bare i aftaler, love og overenskomster – men gennemført i den virkelige virkelighed.

Jeg kører derude i aften – tæt på natten – i den virkelige virkelighed. Kalder det ofte for taxi-forsamlingen. Her, hvor tanker og holdninger bliver vendt på tværs af aldre, køn og klasser.

Folketingsvalg og parti-paradigmer er vi ligeglade med.

Min forudsigelse af kundetypen holder stik. Tre trætte unge mænd, der bare skal HJEM. Kontotur sent på aftenen – alle i habitter eller stilmæssige nabolag. De er oftest Advokatfuldmægtige – eller som her – konsulenter i management.

Jeg kører taxi for den kommende elite, Og kommende fædre.Inderst inde er det jo for sindssygt, siger fyren, der er nyligt topuddannet og er ved at aftjene sin ”værnepligt” som juniorkonsulent i organisationsudvikling. Talen falder på arbejdstiderne i en branche, hvor de første arbejdsår i virkelighed er en slags test – ét langt marathon-løb, hvor du skal stå til rådighed dag og nat. En manddomsprøve. Han har selv valgt den her sportsgren, – men eftertanken er der:

– Jeg har ingen fast kæreste og derfor heller ingen børn. Gud ske tak og lov! For jeg kan jo se på enkelte, nye kolleger, der har det – faste forhold og unger. Jeg fatter ikke, det kan lade sig gøre. De ser jo ikke deres egne unger. Det er noget, der skal overstås, og så må man bare håbe, at det holder. På den ene side lever vi med en arbejdsbetingelse: Giv hele dig selv til jobbet! På den anden side passer det meget dårligt til ligestillingen, som min generation ellers er født ind i. Konsekvensen er enkelt: Det ville være helt uansvarligt for mig at blive far. Jeg skal have et andet arbejdsliv, hvis jeg vil have børn

Morfar, her, tænker på, hvordan det vil gå i fremtiden, hvis vi hverken vil have fremmede ind eller gøre noget ved fødselsraten?

Game Changer Concept

Min største helt i fædre-rollen i øjeblikket, er min svigersøn, far til mit første, biologiske barnebarn, Nanna-Emilie. Han er kandidat i IT og specialist i ”big data”.

Cool! Tidsånden! Casual Konkurrence-menneske!

Men lige nu er han først og sidst en god far på forældreorlov i 5 måneder, mens min datter er off-barsel og jagter job (kandidat i retorik). Hun er hjemmefra i timevis hver dag, så det er farmand, der er på. Han har en høj værdi på sit arbejdsmarked, så han kan være lidt mindre ydmyg end konsulentdrengene i vogn 24. Det var en betingelse fra ham ved ansættelsen, at han kan holde barsel og dele barselsorloven med sin kone.

Jeg er stolt af at have en svigersøn, som både evner at være en drengerøv, der klatrer på vægge og har et fodbold-fetichistisk forhold til FCK – og samtidig være nærværende mand og far. Lige nu fuldtidshjemmegående på orlov i 5 måneder. Han insisterer på at have fuld ligestilling med kvinder i ansvaret for børnene.

Metoo# har været skammens tid for vores køn. Nu må manden og faren på benene med nogle krav om længere, obligatorisk fædreorlov.

De er på vej, de nye rollemodeller, kan svigerfar mærke. Jeg er drønsikker på, at der vil blive sparket nogle døre ind på advokatkontorerne og givet nogle fingre i konsulent-segmentet. Også elitedrengene vil have tid til at være full-time fædre.

©Sandro Di Carlo Darsa/AltoPress/Maxppp ; Father teaching toddler son to hush

Jeg får den smukkeste finale på dagens tema om ligestilling i fædre-perspektiv.

Han sætter sig med det suk, der er uundgåeligt efter en lang flyrejse med forsinkelse. Han er sidst i 30’erne og har børn i skolealderen – og er tvunget til en del arbejdsrejser. Nu er vogn 24 igen et terapeutisk rum – igen. Det er kunden, der har ordet og TAXAMANDEN, ligger på briksen:

– Jeg tror, du kan være ganske rolig. Det handler ikke alene om klima og miljø i vores generation af mænd. Vi vil sgu ha’ et ordentligt liv ved siden af jobbet og pengene. Jeg vælger ikke et job, hvis ikke jeg kan være en ordentlig far ved siden af. Jeg beder ikke om det. Det er et krav.

Kunden har flået lagenet af spøgelset

Jeg tror på fædre-revolutionens succes.

Barsels-fædre i alle brancher – forén jer!

MENS HUN VENTER PÅ FEDTMULE

Fedtmules mor, Swansea.

Foto: TAXAMANDEN

Jeg kæmpede imod til det sidste.

Men jeg måtte begynde kapitulationen for 15 år siden. Jeg er blevet katteven!

Gud bedre det! Jeg elsker ”Frandsen”, min  grå huskat, Frandsen, selv om det strider mod mit kulturradikale hjerte at indlede et emotionelt kærlighedsforhold til et egocentrisk husdyr.

Kærlighed? Det er måske snarere respekt for dens ubetingede magtovertagelse

Det startede med en armene-over-kors-fanneme-nej-jeg-nægter-at-have-husdyr-holdning, der kollapsede mod overmagten: Et frontalangreb fra husets feministiske majoritet, – en kvindelig ægtefælle og tre døtre. (Hvordan kan det egentlig være, at børn fatter særlig kærlighed til husdyr, få år før de flytter hjemmefra?).

– Jamen er den ikke bare søøøøøøøød?

– Det er bare en kat. Det er et dyr, sagde jeg, – blot kommenteret af fruens og børnenes hovedrysten.

Det hele stammer fra min bondske baggrund. Hunde klapper man – og bruger til jagt. Katte er halvvilde udedyr. De skal have så tilpas lidt affodring, at de lever op til landlivets vigtigste livsopgave for disse kønne mini-tigre. De skal holde bestanden af mus og rotter nede på et minimum. De må ikke sultes målrettet, gårdkattene. Men generelt er attituden en blanding af Darwins udviklingslære og Joachim B. Olsens holdning til de fattige: De svageste vil dø og de øvrige må ikke have det for godt, for så bliver de for fede og dovne.

– – –

Min kunde denne søndag eftermiddag skal til Bingo på københavnske Nørrebro. I den mest etniske del af det gamle proletarkvarter, side om side med et islamisk kulturcenter, ligger spilleklubben, hvor flere hundrede samles i dag til drømmen om en stor gevinst.

– Jeg elsker Banko og Bingo, siger den midaldrende kvinde.

– Den store gevinst, spørger jeg ?

På Nørrebro handler det om penge-gevinster!

– Jeg var faktisk ret heldig for ikke så lang tid siden. Mit sidste tal på pladen, nr. 40, blev råbt op. Min veninde blev sur af misundelse – jeg blev 3000 kroner rigere.

Hun tilhører ikke et velhaver-segment, men er fuldt klar over, hvad præmien skal gå til: En ny kat. Den sidste døde i hendes arme for nogle få måneder siden.

– En kat? Så dyr kan den vel ikke være!

Jeg er bare en dum bonderøv, der tror, at en kat er en kat. At den skal være sulten for at vedligeholde sit dræberinstinkt. Og at man hele tiden får tilbudt en gratis killing, fordi hankatte er evigt liderlige og hunkatte hele tiden bliver frugtsommelige. – Jeg har faktisk bestilt en kat af racen Devon Rex. En smuk og intelligent racekat, hvor jeg måske er heldig at få den til en billig pris. Måske bare de 3000, jeg vandt i Bingo.

3000kr.! For en kat?

Jeg siger ikke noget, men har min egne, indre monolog om forholdet vare og pris. Og så sætter min kunde prisen i perspektiv:

– Devon Rex sælges over hele verden til helt andre priser. Jeg vil tro at killingerne fra Swansea kan sælges for måske 25.000 – til Australien. Det er klart. Transportudgiften er temmelig høj.

Jeg er skakmat.

Devon Rex on blue background

Foto; COLOURBOX

Så tager hun sin smartphone frem for nat vise mig sit nye barn. Eller rettere, moren, med det pompøse navn Swansea. Vi kigger ud af skærmen, vi smiler som forældre til børn. Men endnu er drømmen om en ny kattekilling blot et foster i maven på katten med de store, strittende ører.

Jeg er jo selv faldet for katten som skabning. Eller rettere. Dyret har trukket patriarken ud af min krop, og jeg er blevet sådan en, som følger ”Frandsens” vilje. Selv om jeg ville håne giveren ved at give dyret min ven, kunstmalerens efternavn. Jeg gennemtvang navnet frøken Frandsen. En mandschauvinistisk hån. Katten blev formelt transkønnet ved kastrationen i teenageårene. Neutraliseret, kalder man det i katteuniverset.

Jeg kunne ikke tilgive vennen, at Han lokkede min familie til et dyrehold, husherren ikke ønskede sig.

Faktisk røg min status som husets herre ved samme lejlighed. Efter kort tid, var det ”Frandsen”, der lå tættest på min kone, når vi sover. Når jeg vil kysse hende diskret, godnat, vender katten sit tigeransigt mod mig og mjaver aggressivt som ville den flænse mig, hvis ikke dens realitetssans var stærkere end dens selvværd. Men betydningen er god nok: F… off, jeg gider dig ikke Og så alligevel, når jeg har lagt mig diskret, lige før jeg sover, kommer den højt-spindende blødt, vandrende over min dyne og mit hoved for at blive kløet på maven. Hvis ikke, jeg reagerer kilder den mig med sine knurhår i ansigtet, mens den ånder på mig med en sød lugt af Whiskas.

Så overgiver jeg mig!

– – –

Vi er fremme ved Bingo-hallen og min kunde viser mig flere katte-billeder. Vi smiler til hinanden og kalder det en sød ventetid. Hun har allerede givet den ufødte misser et navn, som måske vil gøre racekatten mindre højrøvet end ”gadekrydset” Frandsen på min egen matrikel.

Den skal – uanset køn – hedde Fedtmule!

– – –

PS: Du er altid velkommen til at dele Taxamandens historier

VÅGEKONENS NATTETJANS

Der er brug for alle tangenter herude i natten. Alle følelser.

Lykken, så det kribler. Vemod på grænsen af de våde øjne.

Lige nu holder jeg stille i en skovkant i udenfor Lyngby, en halv snes kilometer nord for København – og har præcist brug for både mol og dur. Jeg er virkeligt ikke den store lyrik-forbruger, men jeg har indimellem små øer af ord, jeg aldrig glemmer. Som de første strofer, der stadig ligger som fremmede klippeskær i min bornholmske gymnasietid. Et digt af Paul Verlaine:

Det græder i mit hjerte Ligesom regn over byen

(Frit oversat fra: Il pleure dans mon coeur Comme il pleut sur la ville)

Jeg har lige sat hende af tæt på opgangen til en karrébebyggelse. Så tæt på den slidte dør,for det regner, og hun er ikke hurtig til bens. En ganske almindelig, ældre kvinde – med et ret ualmindeligt fritidsjob.

Klokken er over to, nat, og bortset fra dråbernes trommen på Merceren sølvfarvede tag – er her stille. Meget stille. Og vemodigt. Som kærligheden aog tristessen i det franske digt.

Hun er ”vågekone”, et menneske som af næstekærlig snusfornuft bruger sine senior-år til at være helt tæt på andre mennesker, der helt bogstaveligt ligger for døden. Lige om lidt vil hun nikke til sin afløser og sætte sig ved sengekanten og tage et fremmed menneskes hånd. Måske de sidste minutter. Måske et par timer. Måske overlade borgerens hånd til næste vågekone m/k på vagten

– Du bruger hele tiden ordet borger, konstaterer jeg spørgende, inden hun forlader vogn 24.

– Det er helt bevidst, svarer hun på spørgsmålet, hun har fået mange gange før. Det er simpelthen det begreb vi har valgt at bruge. Enkelt og neutralt. Og så er vi sikre på at være tilstrækkeligt langt fra det, de bruger i sygehusvæsnet: Patient. Vi våger ikke over en patient, og vi er ikke en del af behandlingssystemet. Vi er bare helt tæt på et menneske, – en borger her i byen de sidste timer af livet. Helt frivilligt. Blot fordi borgeren og de pårørende har brug for det og fortjener det.

Hun hæver sig over standarden i dagens debat og navlepilleri, så jeg burde smile. Men det er minderne om min egen mor, som trænger sig på og får frit løb, mens gearvælgeren står på ”P” og regnen tegner streger i lyset fra de skarpe diodelygter.

Hand in a hand on a background a rock

Min søster og jeg sad aldrig de sidste timer hos vores mor for ret præcist to år siden. Prisen for at bo på lang afstand af sine forældre i kanten af riget.

Vi tog akut afsted fra lufthavnen med første fly men inden vi steg ombord, ringede de fra plejehjemmet. Nu havde hun fået fred. Trods den formelle stemning ved gaten var det svært at holde alle følelser tilbage. En rar mand i køen lyttede med og brød vores blufærdige sorg med et:

– Må jeg have lov at kondolere.

Så faldt skuldrene som tårerne, vi holdt igen med.

Lige siden jeg så min døde mor, har jeg haft lyst til at takke dem, vågekonerene som var hos hende de sidste nattetimer. Det var både sorgfuldt og fuldstændigt smukt, da vi stod der og betragtede hendes kolde og blege skikkelse. Den hvide bluse. De smukke, gamle hænder, foldet om en lille buket med margueritter, der allerede var ved at visne, Og så sølvnålen på brystet – sygeplejenålen, som hun bar i årtier. Hun døde ikke alene, – og måske som hun allerhelst ville. Omgivet af rolige, omsorgsfulde mennesker, som var der uden familiens personlige sorg.

– – –

Jeg måtte sige tak til min kunde, vågekonen, selvom hun aldrig har krydset mit liv, og vi måske aldrig ses igen. Den tak jeg aldrig selv fik givet. Hun smiler, lægger en hånd på min arm og fortæller om sine egne bevæggrunde:

– Indtil pensioneringen, arbejde jeg hele livet i plejesektoren. Og jeg var træt af nedskæringer og manglende tid til omsorg. Politikerne snakker alle om bedre velfærd, og der sker – alt, alt for lidt. Nu kan jeg gøre dét i praksis, som arbejdede ikke levnede tid til.

Vi taler tæt, mens det stadig regner udenfor. Hun slipper ikke for en himmelsk douche inden nattetjansen. Om lidt sætter hun sig ved sengekanten og tager hånden. Ofte mærker hun kontakten, selv om stemmen er borte og hjertet slår trægt. Hun taler til borgeren. Siger hvem hun er, og hvorfor hun er der. Hun venter ikke på svar.

Det klarer den varme hånd.

PS: Du må gerne dele mit møde med vågekonen. Du kan SELV melde dig til dette frivillige arbejde, som varetages af forskellige frivillige-grupper over alt i landet. Gå på nettet!

ET FRISK PUST FRA BOSPORUS

Saem og TAXAMANDEN

Det er granitperkerens skæbne.

Jeg lytter til accenter – sprogets melodi. Og jeg gætter på modersmålet bag.

Begrundelsen er indlysende, for der næppe er gået en arbejdsuge i mit liv, uden at der spørges til min lettere bornholmske dialekt. Da jeg var helt ung, havde jeg to gode grunde til at være afmålt overfor mit eget, etniske tilhørsforhold. Det ene stikord var Glistrup.

Og så var der det der med min dialekts manglende erotiske slagkraft, – syntes jeg. 19 år, ny student i Århus – og hørte det nærmest hver weekend i nattelivet fra det køn, jeg tænder på:

– Er du fra Bornholm? Neeiiiiiiii, hvor er det sødt.

For fanden, altså. Jeg vil være en mere voldsom adonis, – ikke et kæledyr, et kid, en kanin. Jeg gad ikke være SØD!

Den modne herre ved min side er allermest klog og rar.

Og ja, jeg gætter rigtig efter få sekunder af musikken i hans i øvrigt korrekte danske sprog. Han er fra Tyrkiet, er dansk statsborger her, hvor han har boet i mere end et halvt århundrede Skæbnen vil, at han stammer fra en af de skønneste storbyer, jeg har besøgt. Saem er fra Istanbul. Og på turen fra Søborg til Nørrebro tager vi en virtuel vandretur gennem den fantastiske by mellem østen og vesten.

Vi rejser tilbage i Konstantinopel – den østromerske hovedstad, hovedbyen i den kristne, ortodokse kultur, indtil osmannerne og muslimerne tog over i 1453.

Hagiasophia

Hagia Sophia, kæmpekirken ( … og senere moskeen), der i tid er bygget lige så tæt på Jesu fødsel, som vi i dag er på den danske reformation.

Sultanahmet, den gamle bydel, hvor jeg selv har udforsket cisternerne (den oprindelige vandforsyning), set den romerske hippodrom.

Blandet mig i menneskehavet af sheiker med flere koner. Gamle, krogede mænd med hvidt skæg.

Charmetrolle, der kigger langt efter tøserne.

Sekulære, tyrkiske kvinder med stramme, korte kjoler. Tørklæder.

Duften af hav fra Bosporus.

De jævnlige kald til bøn fra minareterne.

Jøder, kristne, – muslimer.

Jesus – mosaik i Hagiasophia, Istanbul

Vi har det rart i hinanden selskab på denne vandretur gennem fødebyen, – mens realiteterne et øjeblik stopper vogn 24 i en af de smalle gader på det indre Nørrebro. To unge med hold og glans i det sorte hår tager lige en snak gennem sidevinduet, mens de flasher hver deres ”Bimmer” – og stopper trafikken.

Hva’ så der?

Jeg har lært at leve med de 15 sekunder af testosterone røgsignaler. Men min passager bliver irriteret.

– Herregud, de er bare nogle drengerøve, forsvarer jeg dem overbærende og sætter taxameteret på stop.

– Jamen, det er sådan nogle møgunger, der gør det svært for os andre, raser Saem

Og så kører vi igen, mens han fortæller, at han er faldet til ro med både sit tyrkiske og sit danske jeg. Han har prøvet alt det der med at blive truet med røvfuld, fordi han er en skide fremmedarbejder. Men de kan tænke som de vil: Han er dansk, fordi han har boet her i årtier, – fordi han vil. Og han er tyrkisk, fordi det er der, han er født. Hvor svært kan det være?

– Jeg er oprindelig uddannet ingeniør og er specialist i byggeriet af elevatorer. Har rejst over hele verden og kom under vejs til København for bare at besøge en kammerat et par dage. Jeg skulle hverken bo her eller giftes. Fandeme, nej. – Og to dage efter mødte jeg min danske kone i byen og har boet her siden. Når jeg altså ikke var på arbejdsrejser

Nu skal han ud at slås med et kabelfirma, der hele tiden forsøger at tage røven på ham med diverse tv-pakker og fjollede bortforklaringer. I telefonen tager de ham ikke alvorligt på grund af den fremmede nuance i hans sprog. Så nu skal det være slut.

Han er helt klar i mælet, og man mærker ikke, at manden er – og jeg får et chok – 89 år. En gammel mand – og superskarp. Han har taget en taxi til det dumsmarte firma, der har en daglig, fysisk åbningstid på – 55 minutter.

Vi griner begge højt af den digitale arrogance.

Så trykker vi hjerteligt hinandens hænder – og uden tøven smider han en 50’er i drikkepenge.

– Nu lover du at skrue helt op for ingeniøren, siger jeg gennem vinduet.

Jeg varmer ham op til det endelige opgør med kabel-selskabets tyranner. Han vender kvikt tilbage taxien og taler helt tæt til mig gennem det åbne vindue. Højt hviskende. – men helt tydeligt: – I de næste 55 minutter vil jeg være mere dansk, end jeg nogensinde har været. Det lover jeg dig! PS: Du må meget gerne dele denne historie om Danmkark og verden TAXAMANDEN elsker alverdens trafik – ikke mindst på nettet 😊

Jeg varmer ham op til det endelige opgør med kabel-selskabets tyranner. Han vender kvikt tilbage taxien og taler helt tæt til mig gennem det åbne vindue. Højt hviskende. – men helt tydeligt:

– I de næste 55 minutter vil jeg være mere dansk, end jeg nogensinde har været. Det lover jeg dig! – smiler han i dannebrogsfarvet sarkasme

PS: Du må meget gerne dele denne historie om Danmark og verden TAXAMANDEN elsker alverdens trafik – ikke mindst på nettet 😊