Man er, hvad man laver.
Er det ikke sådan, det er?
Eller også er jeg bare ved at blive det gamle, konventionelle røvhul, jeg ellers lovede mig selv aldrig at ende som. Jeg forlod jo delvist frivilligt de bonede chefgange for at leve resten af mine dage i den virkelige virkelighed. Frivilligheden var pakket ind i en fratrædelsesordning og ufrivilligheden i chefens ansigtsudtryk. Hun kunne bare ikke skjule sin glæde over at blive fri for brokkehovedet, – den evigt snakkende granitperker.
Men jeg bærer rygsækken med mig, som alle andre, levende mennesker.
Den journalistiske – alt andet ville være umuligt.