Klumme i Ekstrabladet, EKSTRA d. 25. oktober 2014.10.14
Jeg tror på, at det er genetisk bestemt. Ligesom at kunne synge. Eller dyrke redskabsgymnastik.
At være en dygtig sælger.
Jeg mener det helt ind i hjertet, for jeg beundrer i den grad mennesker, som har specielle, ofte nedarvede egenskaber. Jeg ville så gerne kunne synge som min søster eller mine døtre. Og jeg øver mig tit i taxaen – sidst til nogle fede radioudsendelser med Leonhard Cohen. Men jeg HAR bare ikke den bas, der kan få kvinders inderlår til at vibrere. Jeg er ked af det, men jeg evner det ikke.
Eller ”spring over hest” eller ”bensving” – jeg så det på tv, da det var moderne i 60’erne. Men det er håbløst. Jeg har bare ikke den krop.
Eller den gode sælger. Ham, Volvo-forhandleren, der besøgte min far ad flere gange og bragte poser med slik til ungerne af med den nyeste model. Og det virkede sgu, selv om min far var en strid modpart.
Da jeg selv skulle sælge min konsulent-indsats for et par år siden, gik det helt i sort. Enten snakkede jeg folk helt ud af købetrangen – eller også fik jeg givet alle rådene for tidligt og gratis
Min kunde i den smarte Tuborg-område i Hellerup er trukket lidt ud af en tidslomme. Lidt for gammel til at være en erhvervsmand i fuld flor. Lidt for flot boende til at det kan være tilfældigt. Lidt for butterfly-agtig til at være en del af nutidens business-look.