Da jeg var barn på Bornholm, kaldte københavner-snuderne mig for reservesvenskere. Det virkede ikke som en kærlighedserklæring. Så der var automatisk øretæver i luften. Det var egentlig lidt uretfærdigt – for svenskerne. For vi havde jo ikke noget imod dem.Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”
Egentlig var det langt mere ydmygende at være koloni-barn fra København – eller ”ovre”, som vi sagde. De var nemlig ikke bare på feriekoloni ved Svaneke, hvor jeg havde min skole og min gang – de var på svagbørnskoloni. Det var godt nok et stigmatiserende begreb, der ville noget. Men vi brugte det og fik baggrunden: Det var noget med ungerne fra de fattige arbejderhjem på stenbroen. De skulle en tur til klippeøen for at blive fedet op. Vi sloges den ene dag, vi var venner den næste. – Og året efter havde københavner-pigerne fået runde former – og så var sagen pludselig en helt anden. Vi er en del bornholmske drenge, der fik en solid træning i erotik i af københavner-”piblana”
Sommertøserne fra Sverige var en helt anden sag. De var mere uopnåelige, selv om de strålede i solen med kornblondt hår, den brune hud og de himmelblå øjne.
Det var sådan et smuk ung, kvindelig svensker, jeg fik med på den tidlige morgentur. Selvfølgelig en voksen kvinde, men taxamanden er jo blevet en sølvræv, så selv de helt voksne kvinder i 30érne fremstår meget unge.