Der er oftest særlige grunde til, at taxamanden skal hente børn fra skole – altså ikke bare en eller anden logistisk eller trafikal.Det er et af fagets store fordele og privilegier, at man trænes i af omgås en mere broget buket af menneskeheden
Det kan være en fysisk skade, som er helet om lidt. Måske bare en idrætsskade. Eller en af de mere alvorlige og permanente. Jeg kiggede lige en ekstra gang, da den tynde, 13-årige dreng humpede hen til taxien med sit ene sunde ben – og med den korte benstump i en slags gips-forbinding. Førster gang, jeg kørte ham til fritidsklubben, sagde jeg ingenting. Anden gang spurgte jeg og havde allerede gættet rigtigt – altså på udgangspunktet. Han havde fået fjernet størstedelen af sit ben efter en kræftknude. Men nu – et par år efter – forlængede eller tilpassede lægerne benstumpen ved en operation, så gutten kunne komme til at gå endnu bedre med sin protese.
Og så er der børnene og de unge med de tydelige psykiske handicaps. Jeg har før fortalt, hvor svært det kan være at vende sig til autisten – den store kleppert, der rokker frem og tilbage og fra side til side, mens han brøler fra sin store krops dybeste indre. Eller den hjerneskadede, der stiller mig det samme spørgsmål igen og igen og igen på den 25 kilometer lange køretur.
De sidste eksempler gør én usikker og en smule angst i begyndelsen. Også selv om al fornuft tilsiger, at denne tur ikke var arrangeret, hvis ikke den kunne foregå fuldt forsvarligt. Men man vender sig til og kan næsten blive helt flov ved tanken om, at man føler ubehag ved at køre med handicappede. Det er et af fagets store fordele og privilegier, at man trænes i af omgås en mere broget buket af menneskeheden, end den, som det trivielle normal-liv tilbyder i den daglige ghetto af normalitet.