Det er et af fagets store fordele og privilegier, at man trænes i af omgås en mere broget buket af menneskeheden

Der er oftest særlige grunde til, at taxamanden skal hente børn fra skole – altså ikke bare en eller anden logistisk eller trafikal.

Det kan være en fysisk skade, som er helet om lidt. Måske bare en idrætsskade. Eller en af de mere alvorlige og permanente. Jeg kiggede lige en ekstra gang, da den tynde, 13-årige dreng humpede hen til taxien med sit ene sunde ben – og med den korte benstump i en slags gips-forbinding. Førster gang, jeg kørte ham til fritidsklubben, sagde jeg ingenting. Anden gang spurgte jeg og havde allerede gættet rigtigt – altså på udgangspunktet. Han havde fået fjernet størstedelen af sit ben efter en kræftknude. Men nu – et par år efter – forlængede eller tilpassede lægerne benstumpen ved en operation, så gutten kunne komme til at gå endnu bedre med sin protese.

Og så er der børnene og de unge med de tydelige psykiske handicaps. Jeg har før fortalt, hvor svært det kan være at vende sig til autisten – den store kleppert, der rokker frem og tilbage og fra side til side, mens han brøler fra sin store krops dybeste indre. Eller den hjerneskadede, der stiller mig det samme spørgsmål igen og igen og igen på den 25 kilometer lange køretur.

De sidste eksempler gør én usikker og en smule angst i begyndelsen. Også selv om al fornuft tilsiger, at denne tur ikke var arrangeret, hvis ikke den kunne foregå fuldt forsvarligt. Men man vender sig til og kan næsten blive helt flov ved tanken om, at man føler ubehag ved at køre med handicappede. Det er et af fagets store fordele og privilegier, at man trænes i af omgås en mere broget buket af menneskeheden, end den, som det trivielle normal-liv tilbyder i den daglige ghetto af normalitet.

Men så er der Adam med taleorganet og hår som tin-tin.

Og så er der drenge som Adam denne eftermiddag. En lyshåret knægt med blå øjne og en mund, der aldrig holder kæft. Åh, hvor jeg i den grad er på hjemmebane, selv om mine øjne er gråbrune og håret så gråt, som det netop er gældende for en sølvræv. Men hold kæft, hvor vi snakker. Og med min egen flod af ord og snak, har jeg en gang for alle måtte fjerne min begrundelse for at bebrejde andre deres. Han har frit, spil, Adam, og det nyder han. Vi er brødre i ånden, selv han er blot 10 og jeg er 60.

Der ER en grund til at han hentes i en taxi – ikke blot, at han bor mere end 5 kilometer fra skolen med specialklasserne. For det er sådan en skole, det er. Nogle kommer i kørestole, andre går med krykker. Nogle har handicap, der kan aflæses i deres ansigtstræk. Andre i de første ord, de siger til mig.

 

Men så er der Adam med taleorganet og hår som tin-tin.

– Jeg har ADHD.

 

Han taler direkte til mig, når vi har fået kontakt i bakspejlet – taxamandens vigtigste tv-skærm og spejling af den virkelige virkelighed.

– Jeg måtte flytte

Fra den almindelige skole, for det gik slet, slet ikke. Jeg var alt for urolig. Jeg lavede ballade, for jeg kan ikke holde mig i ro – og så kom jeg op at slås. Jeg får faktisk også nogle ADHD-piller, og det er OK. Det gør mig lidt roligere – men desværre gør det mig også lidt træt. Måske er den her skole lidt kedeligere, men det går meget bedre. Og den store forskel er, at her er mange flere voksne. Så kan jeg få kontakt, når tingene går skævt. Og så bliver der ikke ballade.

 

Rigtige drenge kan også taler om kærligheden, som begynder at røre på sig, når man er 10 år. Han åbner emner med et kryptisk spørgsmål.

– Er vi 500 meter fra skolen nu?¨

– Jo, det er vi nok, men hvorfor, spørger jeg?

– Eva bor 500 meter fra skolen, det fortalte hun mig, inden hun tog på ferie. Hun er på skiferie tror jeg.

– Hvem er Eva?

– Hun er min drømmepige!

– Din drømmepige? Siger jeg spørgende og undertrykker smilet over hans brug af det gamle udtryk. En drømmepige, det er sådan et ord, som min gamle far kunne have brugt i min ungdom – dengang for mange år siden i den Yngre Kridttid.

Lige nu spiller jeg lidt dum og spørger direkte:

– Din drømmepige, – er det sådan en kæreste?

 

 Forelskelsespige, – det lyder mærkeligt, gør det ikke

Jeg kunne have ædt ordet, inden det kom ud, for det med kærester er vist noget pinligt noget i hans alder. Og helt klart – det kan jeg mærke – en ikke-succes mellem Adam og Eva. Men han er så logisk i sin forklaring, at det eneste pinlige er min forstillede dumhed:

– Nej hun er ikke en kæreste. Det kan hun jo ikke være, når hun ikke ved, at jeg er forelsket i hende. At være kærester er noget man ved noget om, begge to. Jeg kunne måske kalde hende min forelskelsespige, for det er sådan jeg har det med hende. Men det ord, kan man jo ikke bruge. Forelskelsespige, – det lyder mærkeligt, gør det ikke?

 

Det må jeg indrømme. Adam har ret.

– Så jeg kalder hende min drømmepige. Jeg drømmer jo om hende.

-Hvordan ser hun ud?

 

Og så har hun ingen fregner. – Jeg hader fregner på piger

Jeg glemmer alt om aldersafgrunden mellem os – nu er vi bare drenge, så han svarer helt tillidsfuldt og tegner den enkleste, smukkeste skitse af en drøm om en pige:

– Hun har mørkebrunt hår. Men der er også med lyse striber. Og så er hun brun – ikke helt mørk – men sådan lysebrun i huden. Men mest at alt kan du kende hende på kinderne. Hun har røde kinder, især når hun leger og løber. Og så har hun ingen fregner. – Jeg hader fregner på piger. Hun er lidt alvorlig – men hun er ofte meget glad.

 

Han har talt med hende et par gange. Men mest, når hun er hentet hen til ham af en af deres fælles venner. For hun snakker ikke så meget med drengene fra tredje klasse. Hun går i fjerde.

– Da jeg spurgte dig, var vi da 500 meter fra skolen?

– Ja, det tror jeg måske lidt mindre.

– OK, men jeg kan altså ikke finde ud af, hvor hun bor.

– Måske kan du spørge hende, om du må følge hende hjem en dag?

 

Jeg har overtrådt den hemmelige forelskelses regler – totalt. Det kan jeg mærke med det samme.

– Er du helt tosset, taxamand. Det går aldrig. Jeg sagde jo til dig, at vi ikke er kærester. Jeg tror ikke hun vil Have mig. Jeg drømmer jo bare om hende. Det er derfor, jeg kalder hende min drømmepige

 

Han samler sine grej, papirerne, poserne – og skoletasken.

 

– Vi ses Adam!

– Vi ses Taxamand

 

God morgen, Danmark.

– drenge i tvivl – og alle drømmepigerne