Min kone bakker mig 100 pct. op i livets vigtigste omstændigheder. Herunder mit arbejde som TAXAMANDEN – den skrivende taxichauffør, der kigger på verden og menneskene gennem forruden på en Mercer. For tiden en 220 Stationcar – C-model. Hun har optrådt i rollen som kanalchefens kone ved diverse fester, arrangementer og events i DR-regi, og var mindst lige så træt af statsradiofonien som jeg var, da jeg sagde farvel for snart 6 år siden. Så hun havde ikke svært ved a glide med ned fra pyramidens top.
Selv er det ikke usynlighed og beskedenhed, der er min stærkeste kompetence. Det ved fruen efter snart 20 års samvær og derfor kan hun ikke dy sig for en smile ironisk, når jeg stråler af glæde over at blive genkendt og anderkendt i min nye rolle. Mine to ”hjemmelavede” døtre gik lidt mere til stålet, da de skulle fejre mig på 60 årsdagen for halvandet år siden. De er rimeligt gode sangere og gav deres egen udgave af Lex og Klattens ” …Jeg er for kendt til det her sted …”. Igen en indiskret antydning af farens store glæde ved personlig opmærksomhed.
Mit barnebarn Ludvig på 5 år er hamrende ligeglad – bare jeg er til noget som bedstefar. Så opmærksomheden og humoren går mere på at stryge mig over min ikke helt usynlige topmave og spørge mig, om jeg snart skal have en baby. Efter at familien brød grædende sammen af grin, da han sagde det første gang, gjorde han det eneste rigtige. Han holder succesen ved lige! Hvis han da ikke går den anden vej og ignorerer mig, fordi jeg bruger for lang tid på landevejen og for lidt på ham.
Selvforskyldt – igen!
Det giver da et sus at blive genkendt som taxamanden himself i den grå Mercer med det grønne logo.
Det skete i går.
Continue reading…
