– Det nå’t lååårt!

 

Ærlig snak – og så lige på og jysk!

Det tilkommer ikke granitperkeren at gøre sig morsom på andre dialekter. Slet ikke, når jeg selv kan blive lidt træt af de evige kommentarer til min bornholmske etnicitet. Men altså, for mig har det en særlig tyngde, når noget siges i hovedlandets sprogtone.

Så er det altså muntert alvor – selv om emnet er noget så blødt og rart som kærligheden til vore børnebørn. Min bonusdatter har med sin søn Ludvig gjort mig til bedstefar. Og selvom jeg svigter ham ved at arbejde alt for meget, har jeg det kæmpe privilegium, at han er lige om hjørnet.

SÅ let er det ikke for mine kunder – et modent ægtepar fra Midtjylland – der må arrangere sig med længere, forberedte aftaler og hundepasning for at agere ganske almindelige – bedsteforældre.

Så den er god nok:

– Det nå’t lååårt!

Jeg har hentet dem i lufthavnen og nu skal de på forlænget weekend i en af forstøderne hos datter og svigersøn – og så de to små unger, som man savner som var de ens egne

– Vi har jo glædet os så meget til den der rolle som bedsteforældre. Den der en rar  kliché, at man kan elske og spolere dem og så bare aflevere dem, når besværet melder sig. Men det er også en permanent smerte, at vores kontakt med dem hele tiden skal planlægges. At man ikke bare kan smutte indenfor til en kop kaffe – eller endnu bedre tage telefonen og sige: ”Kommer du ikke en smut ind til mormor. Jeg har chokolade og masser af slik.” – Det er faktisk ikke så nemt altid, at være mormor og morfar på afstand.

Og nu er Ludvig begyndt selv at gemme depoter til næste gang

Jeg tager brodden af den reelle melankoli ved at sige, at det der ikke er noget problem hjemme hos os, hvor bedstefarens søde tand gør store indhug i alt det søde og usunde. Her er Ludvig blevet helt kynisk. Han er sikker på, at når der ikke er slik i huset og han ikke kan finde figenstængerne, er det fordi bedstefar har været der. Ofte har han ret. Og nu er den seksårige knægt begyndt selv at gemme depoter til næste gang.

 

I min korte cheftid på DR Bornholm mødte jeg en taxichauffør – en kvindelig – en sej kælling. Hendes mand var pensionist, og hun arbejdede fuld tid i sin minibus-taxi. Delvis dagvagter og delvis nattevagter – fuld tid for taxidamen, der nærmede sig den formelle pensionsalder. Hun var yderst kontant og selv den hårdeste fiskerbrandert turde ikke sætte sig op imod hendes autoritet. Og så glemte jeg lige at nævne, at hun havde født 6 børn. Jeg er ret sikker på, at hun har haft de unger under kærlig kontrol. Men så var der altså lige det bløde punkt: En af de 6 havde valgt at slå sig ned med sin kone uden for Bornholm . i Jylland. – Og naturligvis fulgte familietraditionen med hurtigt at få nogle unger. Selvfølgelig mener taxikollegaen rent principielt, at børnene skal flytte derhen, hvor det passer dem – men børnebørnene?

Hvad udad tabes i geografisk afstand skal indad vindes med næsten daglige videokonferencer

Taxadamen var som udgangspunkt hverken interesseret i IT, Internet eller smarte telefoner. Hader hele denne moderne gadget-kultur – men…. Hun måtte give sig og sætte sig ind i brugen af computer og SKYPE. Og så snart de der børnebørn overhovedet kunne istemme de mindste lyde har hun talt til dem på sit syngende bornholmske, fortalt hvor meget hun elsker dem, drillet dem, leget med dem, og puttet dem. Hvad udad tabes i geografisk afstand skal indad vindes med næsten daglige videokonferencer.

 

Og jeg mødte den mere velbeslåede udgave af trangen til at være noget for sine børnebørn.

Damen fra den sjællandske guldkyst, der skulle babysitte sine børnebørn. Hun var ældre end sin bornholmske medsøster – formentlig oppe i midt-halvfjerdserne og stod parat, når både datter og svigersøn begge skulle på forretningsrejse. Mormor står klar, når det moderne arbejdsliv var ved at gøre de unge funktionelt forældreløse. Men sagen var lidt mere kompliceret:

Jeg kørte hende lufthavnen. Hun tog jævnligt turen til New Jersie – på den anden side af Hudsonfloden nær New York! – Otte timers flyverejse fra mormors eget lille eventyrland

Jeg hører selv et ekko af kommentarer a la: ”Nej, nu må du fandeme….”.

Men fruens logik støtter jeg hende ubetinget:

 

– Jeg og de har jo råd til det. Så hvorfor i al verden skulle jeg ikke gøre det, når jeg nu er ramt af den realitet, at mine børnebørn er blevet permanente amerikanere.

 

Også mormor fra forstaden en verdensdel væk havde lært sig SKYPE, – endnu inden hun blev tvunget til digital post og alt det der.

 

Mine jyske kunde har langsomt vænnet sig til den digitaliserede bedsteforældrerolle.

Mormor på bagsædet kigger på mig i bakspejlet:

 

– Jeg betragter min mormorrolle som en slags uhelbredelig virus, hvor medicinen ikke er gratis. Og det er på mange måder noget bras at være på afstand af børnebørnene. Og nej den virus kan ikke helbredes ved at rejse fra Jylland til Sjælland. Vi er jyder ud til fingerspidserne, og det kunne jo sammenlignes med, at vi satte os ned og græd, indtil vores børn flyttede tilbage. Sådan spiller klaveret ikke. Så er der nogle, der siger, at vi er tossede og overspiller hele den her problemstilling. Det må de dag gerne sige, men vi savner dem altså hver dag. Et luksusproblem? Vi jo bare klan rejse, når vi vil og det passer vore børn, siger de.

 

– Det gør vi så, siger fruen på bagsædet.

 

Og jeg kan se, at hun allerede glæder sig til gensynet om bare 10 minutter.

 

God morgen, Danmark

– I sær til tidens bedsteforældre.