Min kone bakker mig 100 pct. op i livets vigtigste omstændigheder. Herunder mit arbejde som TAXAMANDEN – den skrivende taxichauffør, der kigger på verden og menneskene gennem forruden på en Mercer. For tiden en 220 Stationcar – C-model. Hun har optrådt i rollen som kanalchefens kone ved diverse fester, arrangementer og events i DR-regi, og var mindst lige så træt af statsradiofonien som jeg var, da jeg sagde farvel for snart 6 år siden. Så hun havde ikke svært ved a glide med ned fra pyramidens top.

Selv er det ikke usynlighed og beskedenhed, der er min stærkeste kompetence. Det ved fruen efter snart 20 års samvær og derfor kan hun ikke dy sig for en smile ironisk, når jeg stråler af glæde over at blive genkendt og anderkendt i min nye rolle. Mine to ”hjemmelavede” døtre gik lidt mere til stålet, da de skulle fejre mig på 60 årsdagen for halvandet år siden. De er rimeligt gode sangere og gav deres egen udgave af Lex og Klattens  ” …Jeg er for kendt til det her sted …”. Igen en indiskret antydning af farens store glæde ved personlig opmærksomhed.

Mit barnebarn Ludvig på 5 år er hamrende ligeglad – bare jeg er til noget som bedstefar. Så opmærksomheden og humoren går mere på at stryge mig over min ikke helt usynlige topmave og spørge mig, om jeg snart skal have en baby. Efter at familien brød grædende sammen af grin, da han sagde det første gang, gjorde han det eneste rigtige. Han holder succesen ved lige! Hvis han da ikke går den anden vej og ignorerer mig, fordi jeg bruger for lang tid på landevejen og for lidt på ham.

Selvforskyldt – igen!

Det giver da et sus at blive genkendt som taxamanden himself i den grå Mercer med det grønne logo.

Det skete i går.

 

Jeg samlede ham op ved en af regionens privathospitaler og fik en god lang tur og en god snak om alderen, arbejdet – og tiden der følger efter arbejdslivet. Vi er jo mænd, for helvede, så i det køns midte varer det ikke lang tid, før man begynder at tale om arbejdet. Det store, vigtige, selvforstærkende, identitetsskabende projekt. Der hvor vi starter med at gå med aviser og ender i en eller anden form for succes på livets forskellige hylder.

 

 

Den russisk-amerikanske psykolog Abraham Maslow havde en teori som blev kendt som ”Maslows behovspyramide”. https://da.wikipedia.org/wiki/Maslows_behovspyramide

Grundtanken er, at vores liv består af en slags hierarki af behov, hvor det niveau grundlæggende er forudsætningerne for de næste. Da jeg i begyndelsen af min chef-deroute og i begyndelsen af mit skrive- og taxiliv havde lidt røde ører over denne – ja, karrieremæssige og økonomiske nedtur – var det faktisk en kunde i taxien, en indisk forsker, som beroligede mig med et af de helt store, asiatiske smil, der er renset fort den danske hang til sarkasme.

 

– Tag det roligt, taxamand, du er jo ikke en fiasko. Næh, du skriver og fortæller historier, som du altid har ønsket dig. Du har blot ved indtaget det øverste trin på Maslows Behovspyramide – selvrealiseringen.

 

Uden det der akademisk-psykologiske begreb, var dét lige netop det overordnede emne, da jeg kørte med kunden fra privatklinikkens rygafdeling. Selvrealiseringen! Endelig at kunne gøre hvad man vil.

Som 59-årig og med mine 61 år er vi lige gamle. Han er inde i lidt af en krise, fordi han er er ramt af sin anden diskusprolaps efter alt for meget slæbearbejde på jobbet. Kan han holde den gående indtil efterlønnen om 3-4 år? Er det slut på jobbet? – Eller venter der en helvedes, 4 årig balanceakt mellem arbejde og snarlig pension?

 

Du fødes og dannes, og elsker og arbejder – og så er du allerede på vej mod slutningen

Så er det han genkender mig. Og jeg mærker den sødmefyldte følelse af at møde en af læserne til min ugentlige søndags-klumme i Ekstrabladets søndagstillæg EKSTRA. Og jeg mærker virkeligt denne selvrealiserende følelse af at fortælle historier, som kan bruges til noget. Det er nærmest en slags taknemmelighed, der løber gennem mig. Men også en stærk følelse af, at den følelse sagtens kan genkendes af  mange andre end den røvforkælede DR-veteran.

Det taler vi om.

Hvad skal vi bruge de sidste år af livet til. Ikke noget med dødsangst eller fortvivlelse over at festen slutter en dag. Men uden tvivl med en lille smule vemod over hastigheden i livet.  Du fødes og dannes, og elsker og arbejder – og så er du allerede på vej mod slutningen. Det knirker og knager i kroppen og nogle gange kan man mærke slitagen.

Men der er jo altid et ”projekt” under vejs.

 

Og lige pludselig krydses vore veje og drømme – kundens og taxamandens.

Vi er vilde med bedstefar-rollen.

Han har et barnebarn på 4 og jeg Ludvig på 5. Den ultimative helterolle, hvor man næsten intet skal gøre for at mærke kærligheden. Men vi går  også rundt med ærgrelsen over ikke at kunne sætte den rolle i top og sige farvel til arbejdslivet. Eller i hvert fald finde en lidt mere børnevenlig kombination.

 

Her er det så at Maslows teori om selvrealisering er en meget konkret drøm.

Kunden og jeg slipper alt om karriere, seniorlivets fortrædelighed, ryg- og knæproblemer, og har vi nu penge nok? – Er samfundet og kulturen ved at gå helt ad helvede til og mødes omverdenen af et koldt, røvforkælet land, som mit i en nærmest urimelig rigdom føler sig truet af mennesker, der bare drømmer om at overleve?

Vi melder fra ”dot com”

Vi slipper!

De to ”sølvræve” drømmer om at give arbejdet mindre plads og give – tør man sige det? – give kærligheden en ekstra chance.

Vi drømmer og laver ægte menneske-spin.

Fantaserer om noget så enkelt som en morfar-dag. Ikke en morfar på sofaen – men en fast dag, hvor det er bedstefaren, der henter barnebarn/børnebørn i institutionen og finder den helt rette blanding af hjælpetjeneste for ens egne unger og så det skud kærlighed, som børnebørnene udgør ved bare at være der.

Der kommer en dag …!

 

God morgen Danmark.

– er det nu?