Jeg er nærmest smadret af træthed.
Lidt for meget, hvis man måler arbejdstidspunktet op mod min dåbsattest. Hun sover nu, min kone. Men hun ville trække mig ved ørene til byttepladsen i Lyngby, hvis hun vidste, hvad klokken var denne fredag nat.
Jeg opfatter det som omsorg og kærlighed. Og som alle ”rigtige” drenge har jeg brug for begge dele. Så jeg lytter til en indre kopi af hendes bebrejdelser og løfter en finger for at sætte vogn 24 i ”pausedistrikt”.
Så står en nydelig dame i nattemørket og lokker mig ind for at samle hende op i nattens kaos.