Jeg er nærmest smadret af træthed.

Lidt for meget, hvis man måler arbejdstidspunktet op mod min dåbsattest. Hun sover nu, min kone. Men hun ville trække mig ved ørene til byttepladsen i Lyngby, hvis hun vidste, hvad klokken var denne fredag nat.

Jeg opfatter det som omsorg og kærlighed. Og som alle ”rigtige” drenge har jeg brug for begge dele. Så jeg lytter til en indre kopi af hendes bebrejdelser og løfter en finger for at sætte vogn 24 i ”pausedistrikt”.

Så står en nydelig dame i nattemørket og lokker mig ind for at samle hende op i nattens kaos.

Jeg tager en tur mere.

– Bare en enkelt.

Nu skal hun hjem. Og så bare lige hente veninden på en af byens trendy barer. Veninde – og anstandsdame.

Jeg beder stilfærdigt til taxi-gudinden om ikke at sende mig sydpå – eller endnu en tur ind i minefeltet, hvor Merceren sniger sig som en mæt, motoriseret Pythonslange gennem menneskemylderet, forbi de listige steder for at komme frem uden at skulle sluge nye kunder.

 

Det er sent på natten, og det er nu kvinder – og især mænd går ind i forførelsens slutfase. Nogle kan næsten ikke stå på benene af beruselse. Hvis der er nogen anstændig retfærdighed til, får deres fordrukne kærlighedserklæringer ingen betydning. Andre brillerer ved at være enormt cool trods myriader af cocktails. Det er nu de skal præstere professionelt i kærlighedsspillet.

Hun er med mig taxigudinden.

Da vi har samlet veninden op, går turen en længere rejse op gennem Nordsjælland. En solid tur, der er med til at give nattens arbejdsindsats lidt mening på bundlinjen og faktisk får mig tættere på forstaden, hvor weekend-manden overtager vogn 24.

Win-win.

De to kvinder på bagsædet er midt i og i slutningen af 30’erne og gennemgår som alle bar-crawlers nattens hændelser – med navnes nævnelser. Af professionelle årsager hører jeg intet. Og hvis jeg gjorde, ville jeg hverken sige eller skrive det. For vi er midt i det fortrolige rum, hvor taxichaufføren har samme rolle de tre berømte aber.

Jeg ser intet. Jeg hører intet. Jeg siger intet.

 

”hvad fanden er der i vejen med de mænd?”

Efter 15 kilometer sætter jeg den ene veninde af og er alene med den blonde kvinde på forsædet. Hun skal videre nordpå. Taxamanden skifter rolle fra abe til – skriftefader, måske. Eller snarere sådan en slags barfodsterapeut. Eller – alderen taget i betragtning – måske en slags reservefar over en kop snakke-kaffe efter nattens flirterier. En tomands-snak om de rare fyre, der bare ikke lige har dét. Og så de uopnåelige.

Jeg er i træning efter livet med tre døtre, der både har smagt det sure og det søde i kærlighedens cocktail.

Hun sætter selv overskriften med et dybt suk og et ”hvad fanden er der i vejen med de mænd?”

– Hvad jeg drømmer om? Jeg ved det sgu ikke rigtigt, siger hun og kigger ret ædru ud i sensommernatten.

 

 

– Jeg ved ikke rigtigt, hvad de er så bange for. Jeg har været gift i nogle år – uden børn, Gud sker tak og lov. Det gik bare ikke, og det var mig der trak stregen. Det gjorde os i øjeblikket til dramatiske uvenner. Jeg tog lige et års pause for at kunne begynde rigtigt forfra. Jeg klarer mig selv og er selvstændig erhvervsdrivende. Jeg er nok også blevet mere moden. Men når jeg nu kommer ud på ”markedet” igen, er det som om intet har ændret sig.

Hun er hverken forbitret eller vred, og når jeg lytter til hende og kigger på hende bare et par sekunder, kan jeg slet ikke forstå, at hun skule have problemer med at finde HAM.

Hun er både smuk og rapkæftet

– Jeg er blevet for gammel til at sige ja til dem, som måske er fantastisk søde, men som jeg bare ikke kan forelske mig rigtigt i. Og så er der lige ham, som jeg har datet lidt. Det var så hyggeligt, selv om vi ikke kyssede igennem. Men bagefter, – så hører jeg ikke noget. For helvede, altså! Hvorfor er det så svært for mænd at sige TIL? Hvorfor er de enten for søde eller for sløve?

 

Taxien holder stille foran huset på villavejen. Vi afregner, men jeg kan jo ikke give hende entydige svar.

– Måske er nutidens mænd blevet bange for de stærke kvinder. Lidt pjevsede overfor risikoen for at blive vraget. Jeg har kun det ene råd: VENT, for fanden. Du bliver jo ikke rigtigt glad, før du møder ham, der tør sætte angrebet ind og siger, han vil ha’ dig.

Hun smiler.

Er det mit gode råd, hun kvitterer for?

Eller blot overbærenhed?

 

– – –

 

PS: Kan du li’ mine historier fra den virkelige virkelighed, er du velkommen til at dele. Taxamanden elsker trafik ! 😊