Jeg kan genkende hende på øjnene. De smukkeste brune øjne.
Hun er en ældre kvinde, som tidligere har gjort indtryk på mig med sin oprigtighed. Det kan godt være, at kvinderne herude i forstaden har ry for at tilhøre en økonomisk forkælet klasse og som sådan ikke kan forvente folkets umiddelbare medfølelse. For det første skyldes det selvfølgelig en vis, statistisk sandhed. Men også fordomme. For det holder jo ikke, at de fattigste altid er de kærligste og de rige bare nogle dumme svin. Og så bor der altså stadig almindelige mennesker på strandvejen.
Jeg ved det bedre end andre. Jeg boede der i halvandet årti.
Jeg husker, at min kunde ikke tilhører de privilegerede klasser. Hun var ansat i et kontorjob og manden var portør på et plejehjem.
– Hvordan går det så manden, spørger jeg, da hun giver mig destinationen og jeg genkender adressen på en af kommunens aflastnings- og plejehjem.