Jeg kan genkende hende på øjnene. De smukkeste brune øjne.

Hun er en ældre kvinde, som tidligere har gjort indtryk på mig med sin oprigtighed. Det kan godt være, at kvinderne herude i forstaden har ry for at tilhøre en økonomisk forkælet klasse og som sådan ikke kan forvente folkets umiddelbare medfølelse. For det første skyldes det selvfølgelig en vis, statistisk sandhed. Men også fordomme. For det holder jo ikke, at de fattigste altid er de kærligste og de rige bare nogle dumme svin. Og så bor der altså stadig almindelige mennesker på strandvejen.

Jeg ved det bedre end andre. Jeg boede der i halvandet årti.

Jeg husker, at min kunde ikke tilhører de privilegerede klasser. Hun var ansat i et kontorjob og manden var portør på et plejehjem.

– Hvordan går det så manden, spørger jeg, da hun giver mig destinationen og jeg genkender adressen på en af kommunens aflastnings- og plejehjem.

Hun genkender mig på min stemme og min svage accent. Den slipper granitperkeren ALDRIG. Så smiler vi begge. Jeg kigger ind i hendes smukke, mørkebrune øjne og hun i mine gråbrune, som der står i mit pas. Reelt er farven nærmest grumset.

– Skal vi ikke bare sige, at jeg er Deres privatchauffør, siger jeg for at konfirmere vores gensyn.

Det går med hendes mand, som det går med et ældre menneske, der for nogen tid siden blev diagnosticeret med Alzheimers – den alvorlige demenssygdom. Der kan være mange årsager til demens, men Alzheimers er den kendteste. Mellem 70.000 og 85.000 danskere er ifølge Alzheimer foreningen ramt af demens. Den lidelse der i folkemunde kaldes de pårørendes sygdom. Tallet vil utvivlsom stige i takt med den voldsomme vækst i levealderen. Også jeg kender demens fra min nærmeste familie. Så lige nu taxien behøver vi ikke sætte så mange ord på den direkte smerte ved at se et menneske, så tæt på én, med en forandret personlighed. Hvordan reagerer ikke mindst ægtefællen, når manden gennem et halvt århundrede først glemmer – og sidenhen glider mere og mere glider ind i sit eget univers. Og set udefra kan svinge mellem melankoli og direkte fysiske udbrud og slag.

– Lige nu er han bare det rareste menneske, selv om han indimellem ikke rigtigt ved, hvor han er. Han har altid været så rar og hengiven. Aldrig brokket sig men været en kærlig mand og en kærlig far. Han har faktisk arbejdet der, hvor han er i pleje, og han genkender stedet i sine klare øjeblikke. Men jeg kan altså ikke passe ham derhjemme. Det tør jeg simpelthen ikke, fordi jeg selv er svag i lemmerne.

– Jeg tror alle vil forstå Dem, frue.

– Jo, men det giver mig dårlig samvittighed, også selv om vore børn siger, at det skal jeg ikke have. Det er bare så svært at sige højt, at man ikke kan passe den mand, der har passet på én i flere årtier.

 

 

 

Den smukke, ældre kvinde vælger at betro sig til sin ”privatchauffør”. Hun kigger på mig med de brune øjne. Græder ikke, – men de er lidt blankere end sædvanligt.

” … – De må stole på Dem selv og Deres egne iagttagelser … ”

– De har foreslået mig et sted i kommunen, hvor han kan få en fast plejehjemsplads. Men så sker der det, at en af mine bekendte kommer med en lammende bemærkning om, at det må jeg a l d r i g gøre. Ikke det nye sted. Det er forfærdeligt. Så helt ærligt: Hvad skal jeg nu gøre? Jeg kan ikke tage vare på ham derhjemme. Og han kan ikke blive, hvor han er nu. Det nye sted, synes min bekendt er forkasteligt.

De brune øjne bliver tydeligt fugtigere.

Jeg holder en pause, som synes lang. Kender intet til plejehjemmenes renommé og synes ikke, jeg kan berolige, hvis nu rygtet har noget på sig.

– De må stole på Dem selv og Deres egne iagttagelser. Der er simpelthen ikke andet at gøre. De må op at tale med leder og folk det nye sted. De er jo den eneste, der kan træffe den rigtige beslutning.

– Skal vi ikke være du’s?

Mit råd er uhyggeligt banalt og jeg mærker en sjælden rødmen i kinderne.

Vi kører op foran plejecenteret og nu kigger hun nærmest igennem mig.

– Det ved jeg god, jeg havde bare behov for at hørte det udefra, siger hun. Og så løfter hun den ene pegefinger og sender mig overbærende øjne:

– Skal vi ikke være du’s. Nu kender vi jo hinanden. Jeg er ikke til det der De’seri. Jeg hedder Elly – og du?

Hun stikker mig hånden. Smuk og slank og med de uundgåelige leverpletter.

– Jesper, – Taxamanden!

 

God dag, Danmark

– særligt til de brunøjede

 

Dette blogindlæg har tidligere været trykt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg, EKSTRA.