Af og til bliver jeg flov over min egen lalleglæde…
Det er på en måde blevet stærkere efter at jeg er trådt ind i taxalivet, hvor jeg ofte rammer lige ind i den virkelige livssmerte
Den gode side af glæden er selvfølgelig, at den spreder sig. Sådan en psykologisk resevetank, når man møder mennesker og kunder, der trænger til lys for enden af tunnelen. Eller når taxamanden selv er kørt træt i konkret og bred betydning.
Den der evne til at føle glæde og selvopholdelse skal ikke forveksles med godhed eller særlig human hensigt.
Selv betragter jeg det som en gave, der unægtelig gør hverdagen lettere
Men den medalje for god og munter livstjeneste har selvfølgelig også en bagside af virkelig sorg og smerte, der ikke kan smiles bort.