Det er den smukkeste sensommermorgen efter den smukkeste sommer.
Jeg er for alvor ved at erkende, at vejret og lyset er et vigtigt element i taxichaufførens arbejdsliv. Det lyder måske lidt paradoksalt, at man er så berørt af vejrliget, når man sidder derinde i den trygge kabine i 21. grader airkonditioneret luft året rundt. – Eller hvad der nu er komfortabelt for dig og kunden.
Det kan regne og sne eller være Sahara-agtige forhold på den anden side af Mercerens forrude.
Herinde er klimaet konstant.
Og humøret.
Folk sukker dybt, når jeg svarer på spørgsmålet om, hvornår jeg møder. Svaret er: mellem 3 og 3,30. Det er så lige med det svar, at nogle kunder dør en lille bitte smule. Ikke ”la petite morte” (den lille død) – som er et lyrisk fransk udtryk for orgasme.
Jeg vil sige – snarere det modsatte. Det er ikke den stille fryd, der kilder, når vejene er sorte – alt er sort derude kl. 3 om morgenen
Hvordan i hede hule ……. Kan jeg dog holde disse tidlige morgener ud – dag efter dag.
Det korteste svar er: Det er nu engang mit job og min mødetid.
Den lidt mere eftertænksomme er, at jeg faktisk surfer på bølgen af de lyse morgener, Fra slutningen af december – uanset, at det er mørkt– mørkt –mørkt, bliver det jo lysere dag for dag. Det er selvfølgelig slemt i begyndelsen – men det bliver lysere.
Nu kan de jo ikke skjules, at vi går mod mørkere tider igen. Men det er trods alt stadig den lyse tid. Og så må jeg bruge andre positive elementer derude fra virkeligheden. Ikke som min faster råbte ”..SE SOLEN…”, når hendes drenge var ved at rive hovederne af hinanden. Ikke i distraktion. Men for ærligt og redeligt at lede efter optimismen.
Sådan er min stemning den solrige morgen i september.