Det er den smukkeste sensommermorgen efter den smukkeste sommer.

Jeg er for alvor ved at erkende, at vejret og lyset er et vigtigt element i taxichaufførens arbejdsliv. Det lyder måske lidt paradoksalt, at man er så berørt af vejrliget, når man sidder derinde i den trygge kabine i 21. grader airkonditioneret luft året rundt. – Eller hvad der nu er komfortabelt for dig og kunden.

Det kan regne og sne eller være Sahara-agtige forhold på den anden side af Mercerens forrude.

Herinde er klimaet konstant.

Og humøret.

Folk sukker dybt, når jeg svarer på spørgsmålet om, hvornår jeg møder. Svaret er: mellem 3 og 3,30. Det er så lige med det svar, at nogle kunder dør en lille bitte smule. Ikke ”la petite morte” (den lille død) – som er et lyrisk fransk udtryk for orgasme.

Jeg vil sige – snarere det modsatte. Det er ikke den stille fryd, der kilder, når vejene er sorte – alt er sort derude kl. 3 om morgenen

Hvordan i hede hule ……. Kan jeg dog holde disse tidlige morgener ud – dag efter dag.

Det korteste svar er: Det er nu engang mit job og min mødetid.

Den lidt mere eftertænksomme er, at jeg faktisk surfer på bølgen af de lyse morgener, Fra slutningen af december – uanset, at det er mørkt– mørkt –mørkt, bliver det jo lysere dag for dag. Det er selvfølgelig slemt i begyndelsen – men det bliver lysere.

Nu kan de jo ikke skjules, at vi går mod mørkere tider igen. Men det er trods alt stadig den lyse tid. Og så må jeg bruge andre positive elementer derude fra virkeligheden. Ikke som min faster råbte ”..SE SOLEN…”, når hendes drenge var ved at rive hovederne af hinanden. Ikke i distraktion. Men for ærligt og redeligt at lede efter optimismen.

Sådan er min stemning den solrige morgen i september.

Den ældre dame er velpræserveret. Hendes stok er vist mest en sikkerhedsgaranti efter et fald med brud. Hun har hvidt hår, blå, kærlige øjne og en nydelig, lyseblå spadseredragt. Gangen fører fra huset gennem en ordentlig men også meget enkelt holdt have.

Den have skal passe til den energi, der er til rådighed for at passe den. Der er orden i sagerne.

Jeg holder havelågen for fruen og mit gæt er rigtigt. Hun vil sidde på forsædet, der er hævet maksimalt, så hun ikke skal have fornemmelsen af at sidde ved siden af den store bjørn – på gulvet.

Vi skal til Hospitalet og det er tidligt om morgenen. Det er sjældent patientbesøg så tidligt – det er min kunde, der selv er patient.

 

Og lige nu skal jeg ud for at få taget en knoglemarvsprøve. Jamen jeg kan ikke sige andet, end at jeg bare er bange

Hun vil indlysende gerne tale. Mange mennesker tror, at der skal enten en meget ungdommelig ekstroverthed eller et terapeutisk understøttelse til for at ældre mennesker åbner sig.

Min erfaring er en helt anden. Kombinationen af den uinvolverede lytter (chaufføren), bekymringen for det forestående på hospitalet – og et ganske almindeligt ønske om mat lette hjertet. Det er nok.

Og det er legitimt.

For mig indeholder det essensen af kvaliteten i mit arbejde – udover den sikre og effektive transport. At være DER som støttestativ, en samtalepartner, – bare et ”…ups, du var ved at falde…”. Misforstå det ikke som GODHED, – for så var det hele så at sige ødelagt.

Tilstedeværelse i fysisk og mental forstand er nok det mest dækkende

Tallene var pludselig dårlige. Det er den forbandede kræft, der er brudt ud igen.

 

– Jeg er jo bange. Rigtigt bange. Og lige nu skal jeg ud for at få taget en knoglemarvsprøve. Jamen jeg kan ikke sige andet, end at jeg bare er bange. Min mand er 10 år ældre end mig, så han er RIGTIG gammel, siger hun med et ironisk anstrøg og kigger op på mig-

 

– Vi er begge gift anden gang for mange år siden. Han var enkemand og jeg var fraskilt. I dag er han langt oppe i firserne, så nu er det virkeligt mig, der skal passe på ham, for han har svært ved at klare sig selv. Jeg fik kræft for fem år siden. Jeg blev helbredt, men nu der det vendt tilbage, tyder alt på, så jeg skal igennem en masse undersøgelser.

 

Kunden fortæller mig, at, at hun godt kan mærke, at det er sværere at holde optimismen oppe. For det er anden gang – og hun brugte mange ressourcer sidste gang. Og så ER hun jo blevet ældre.

 

– Jeg kan mærke, at jeg er ked af det og er sårbar. En af lægerne talte om ”livsforlængende behandling”. Men jeg vil ikke livsforlænges – jeg vil leve. Mange yngre tror, at det med at dø er lettere at klare, fordi man er ældre. Sådan burde det måske også være med logikken. Men sådan har jeg det ikke. Jeg drømmer bare om at blive rask.

Jeg kigger på hende og smiler og overholder min ”tavshedspligt”. Jeg siger ikke et ord. Jeg har mest lyst til at stoppe taxien og give hende et kram.

Jeg tror jeg forstår, hvert ord hun siger. Jeg tror det i hvert fald.

Så betragter jeg den smukke sensommermorgen, jeg lige har besunget. Om jeg mon kunne finde et hjørne, et symbol – en metafor, der kunne give den ældre dame noget at læne sig op ad udover støtten fra stokken.

Men jeg finder det ikke. – Ikke udover, at denne morgen ER smuk, også når jeg kører op og holder ved indgangen til hospitalets mange etager.

 

Jeg hjælper fruen ud. Stikker hende stokken fra bagsædet og tager hendes ene hånd med begge mine. Jeg vil blæse på distancen og den professionelle konduite.

 

–  Skal vi ikke bare sige, at det der en af de der dage, et af de der tidspunkter, – et øjeblik, hvor det hele bare virker.

 

-Jo, det skal ende godt. Lad os sige det.

Jeg slipper hendes hænder, hun smiler, vender sig om og jeg kigger efter hende hele vejen gennem svingdørene.

 

God morgen, Danmark

– I dag skal det virke