Fra min klumme i Ekstrabladets MAGASIN – på søndage
Billedet lånt fra bloggen “Lejligheden til Venstre”
Jeg er sådan lidt halvslap her sidst på formiddagen i det indre København. Taxamanden er på vej ind i vagtens sidste timer, mens politikerne og embedsmændene vimser omkring folketinget på min venstre side og finansfolkene på en anden. Mens jeg holder for rødt, vinker en gråhåret dame til mig. Jeg ruller vinduet ned.
– Må jeg køre med dig, siger hun med let bedende øjne midt i et kanos af biler og mennesker. Hun har opgivet at bruge tog og busser som hun plejer. Og hun har sine gode grunde.
– Tag bare plads frue, siger jeg og har ikke mulighed for at hjælpe hende, som almindlig høflighed og firmaets standarder ellers foreskriver det. Jeg holder med Mercerens forende halvt inde i et kryds.
Jeg mærker et iskoldt pust, da hun sætter sig. Det er det tidlige forårs falske forhåbninger om varme trods solstrålerne. Men det er også den historie, som trænger sig på hos hende.
Hun afbryder mig.
– Du må undskylde mig taxamand, men jeg har ikke andre at fortælle det til lige nu. Jeg har…
Hun tier for at samle sig, mens gråden sidder som prop i hendes hals. Nu kan jeg mærke, at jeg må vågne af slapheden og at den her samtale vil være renset for selvfølgeligheder. Der er en stilhed i kabinen, som kun hun kan fjerne.
– Jeg har mistet min søn. Han døde i går. Åh, gud nej, det var i forgårs. Jeg kan ikke skelne dagene, for jeg har ikke sovet i mange, mange timer. Han blev kun 47 og han havde fire mindreårige børn.