Fra min klumme i Ekstrabladets MAGASIN – på søndage

 

Jeg er sådan lidt halvslap her sidst på formiddagen i det indre København. Taxamanden er på vej ind i vagtens sidste timer, mens politikerne og embedsmændene vimser omkring folketinget på min venstre side og finansfolkene på en anden. Mens jeg holder for rødt, vinker en gråhåret dame til mig. Jeg ruller vinduet ned.

 

– Må jeg køre med dig, siger hun med let bedende øjne midt i et kanos af biler og mennesker. Hun har opgivet at bruge tog og busser som hun plejer. Og hun har sine gode grunde.

 

– Tag bare plads frue, siger jeg og har ikke mulighed for at hjælpe hende, som almindlig høflighed og firmaets standarder ellers foreskriver det. Jeg holder med Mercerens forende halvt inde i et kryds.

 

Jeg mærker et iskoldt pust, da hun sætter sig. Det er det tidlige forårs falske forhåbninger om varme trods solstrålerne. Men det er også den historie, som trænger sig på hos hende.

Hun afbryder mig.

 

– Du må undskylde mig taxamand, men jeg har ikke andre at fortælle det til lige nu. Jeg har…

 

Hun tier for at samle sig, mens gråden sidder som prop i hendes hals. Nu kan jeg mærke, at jeg må vågne af slapheden og at den her samtale vil være renset for selvfølgeligheder. Der er en stilhed i kabinen, som kun hun kan fjerne.

 

– Jeg har mistet min søn. Han døde i går. Åh, gud nej, det var i forgårs. Jeg kan ikke skelne dagene, for jeg har ikke sovet i mange, mange timer. Han blev kun 47 og han havde fire mindreårige børn.

Selv om det givetvis ser umådeligt kynisk ud på skrift, er jeg nødt til at indrømme, at jeg altid har et sandhedsfilter fremme, når mine kunder fortæller de mest grænseløse historier. Det er journalisten i mig, der aldrig rigtig kan slukkes. Også når jeg som nu først og sidst er en fortvivlet, ældre kvindes nærmeste og eneste skriftefader. Men det går meget hurtigt op for mig, at denne historie er sand. Ualmindeligt tragisk sand. Og døden skyldes ikke den snigende blodprop, som jeg gætter på.

 

– De fandt ham ude i skoven, hvor han kunne være sikker på, at de ikke ville finde ham, før det var slut og for sent. Det var sådan han ville det. Han orkede bare ikke mere. Han fandt et skjul ude i skoven, hvor han stille og roligt kunne sætte sig i fred og ro og tømme sit pilleglas og gøre sit afskedsbrev færdigt. Han blev først fundet et par døgn senere efter en decideret eftersøgning.

 

En lytter, ens slags menneskelig diktafon, hvori hun kan indtale sin besked. Detaljerne bliver mellem hende og taxamanden – alt andet ville være upassende

Jeg får hele hans historie i dokumentariske enkeltheder fra en klog og knust mor, der har behov for at gengive den sidste del af sønnens liv, som var det i en politirapport. Selv er jeg nærmest stum og mere lyttende end mit nysgerrige gemyt normalt tillader. Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal sige andet end: ”Det gør mig ondt”. ”Det er forfærdeligt”. ”Det er jeg virkeligt ked af”. Jeg prøver at være det eneste, hun virkeligt har brug for. En lytter, ens slags menneskelig diktafon, hvori hun kan indtale sin besked. Detaljerne bliver mellem hende og taxamanden – alt andet ville være upassende.

 

I korthed var det en ikke diagnosticeret sygdom, som slog hendes søn ud af kurs. Han levede i årtier i et ubærligt smertehelvede, samtidigt med, at han skulle være mand, familiefar og passe et udfordrende arbejde.

 

– Han fortalte sin kone og mig – mest indirekte – at han ikke vidste, om han kunne klare det. Vi sagde selvfølgelig begge, at det måtte gå. At det SKULLE gå. Det gør man jo. Og nu sidder jeg tilbage med samvittighedskvaler over, hvad kunne have gjort. Om jeg kunne havde handlet anderledes. Tilbage er bare hjælpen til familien – og så den gamle kones uretfærdigheds-smerte. Det som jeg har hørt og læst andre sige: Det var min tur til at forlade verden. Den gamle kone.  Ikke ham, for pokker. Ikke min søn. Ikke mine børnebørns far.

Jeg fokuserer på taxamandens arbejde – med en ubændig trang til tårer. Men hun kan ikke græde. Og jeg må ikke.

– Vi havde begge to en gudstro, min søn og jeg. Men han er død nu og min tro er borte. Måske er verden skabt af en eller anden ånd, det kan da godt være. Men det er jeg egentlig ligeglad med. Hvordan skal jeg dog kunne tro på den personlige Gud, når han ikke passer på min søn og bare lod ham forsvinde.

 

Hun siger undskyld, da turen slutter. Så siger hun tak.

Og taxamaden taler kun med øjnene.

Hvad skal jeg sige?

 

God dag, Danmark

– især til de knuste