Vi husker alle nogle af dem.
De, der skabte begrænsninger og modvillighed.
Og de, der satte så meget i gang i én, at de har fået status hos os – som uforglemmelige.
Skolelærerne, i fuld skala fra de dårligste til de bedste. Nogle var forbitrede. Men andre var stærke, indflydelsesrige personligheder. Mennesker, som formåede at give videre af både faglighed og af dem selv. Derfor er jeg så uendeligt meget imod de politologiske løsninger i skolereformen. Først at man iscenesætter en mødepligt-kultur, som man brugte i industritidsalderen. Man afskaffer simpelthen begrebet ”hjemmearbejdsplads” som vi ellers troede var en naturlig konsekvens af netværkssamfundet. – Og sidst at man tror kvaliteten i læreruddannelsen højnes ved at hæve karakterkravet. 150 år efter Grundtvigs og Kolds opgør med latinskolen. Og når man nu selv har haft tre børn i en ægte Grundvig-Koldsk friskole – helt uden karaktergivning i underskolen. Og de klarer sig og lever og arbejder og studerer. Den ene er sågar lærer i dag.
Man undrer sig og panden rynker.
Man fatter ikke sammenhængen mellem skolen problemer og politikernes love.
Man glider li’ så stille mod surheden…
Indtil man møder et rigtigt, levende menneske.