Vi husker alle nogle af dem.

De, der skabte begrænsninger og modvillighed.

Og de, der satte så meget i gang i én, at de har fået status hos os – som uforglemmelige.

Skolelærerne, i fuld skala fra de dårligste til de bedste. Nogle var forbitrede. Men andre var stærke, indflydelsesrige personligheder. Mennesker, som formåede at give videre af både faglighed og af dem selv. Derfor er jeg så uendeligt meget imod de politologiske løsninger i skolereformen. Først at man iscenesætter en mødepligt-kultur, som man brugte i industritidsalderen. Man afskaffer simpelthen begrebet ”hjemmearbejdsplads” som vi ellers troede var en naturlig konsekvens af netværkssamfundet. – Og sidst at man tror kvaliteten i læreruddannelsen højnes ved at hæve karakterkravet. 150 år efter Grundtvigs og Kolds opgør med latinskolen. Og når man nu selv har haft tre børn i en ægte Grundvig-Koldsk friskole – helt uden karaktergivning i underskolen. Og de klarer sig og lever og arbejder og studerer. Den ene er sågar lærer i dag.

Man undrer sig og panden rynker.

Man fatter ikke sammenhængen mellem skolen problemer og politikernes love.

Man glider li’ så stille mod surheden…

Indtil man møder et rigtigt, levende menneske.

En langbenet pige hopper hurtigt ind i taxaen for at undgå den begyndende regn. En rigtig skolepige. Jaee – og nej! Man hører og ser, når hun er tættere på, at hun er ældre end en skolepige. Men nu er nu alligevel en skolepige-. For hun er på vej til en samtale for at komme ind på et af Hovedstadens seminarier. Optagelseskravet er 7. Hun har 6,8 og må derfor søge ind på kvote 2 – altså de som optages uden tilstrækkeligt karaktergennemsnit.

 

– OK, vi ta’r en ansættelsessamtale, siger jeg kækt og hun smiler og kan holde til mosten.

– Det er i orden. Hvorfor I skal optage mig nu? – Jeg var bare så skoletræt, da jeg sluttede HF. Jeg trængte til en god, lang pause. Men jeg kom til at arbejde med børn og unge i forskellig sammenhænge. Og jeg fandt ud af, at jeg var træt af skolegang men jeg er ikke træt af skolen. Men jeg er et helt andet og mere modent menneske i dag og jeg vil gerne se, om jeg kan være med til at tage noget af skoletrætheden ud af skolen.

 

Og hun var med til at trække i hvert fald 2-3 elever ind i gymnasiet. Piger og drenge fra miljøer, hvor gymnasieønsket var overmodigt!

Vi taler om de lærerpersonligheder, som kom til at betyde noget afgørende i en liv. Jeg lagde for. Min dansklærer Peter i gymnasiet. En fremragende amatørskuespiller, der kunne tale ”Holbergsk” som Poul Reumert. Men også bragte os ind i modernismen. Min tysklærer, Jørgensen, som lærte mig at tale flydende tysk på 3 år. Men allermest Lis, som jeg har rejst i livet med, siden hun var min nyudsprungne klasselærer på 23 og jeg var hendes nye elev i 4. klasse, Jesper 11 år – rejst frem til nu, hvor vi er nære venner. Dengang var der afstand mellem os – selvom det blødte op med vores fælles teaterarbejde. Vi skrev teater, spillede, læste og skrev. Vi lavede vores egen digtsamling. Og hun var med til at trække i hvert fald 2-3 elever ind i gymnasiet. Piger og drenge fra miljøer, hvor gymnasieønsket var overmodigt!

 

– Kan du give mig et eksempel på en lærer som var skelsættende for dig – som betød noget særligt? spørger jeg min unge kunde, som er på vej til optagelsessamtale på et seminarium.

 

– Ja, det kan jeg, siger hun efter at have kigget nogle eftertænksomme sekunder på mig. Jeg havde en drama-lærer. Ikke nok med at hun havde det fag, som jeg var helt vild med, noget der var med til at løsne op og prøve grænser. Hun tændte min egen, stigende lyst til selv at undervise: ”…nå, det er sådan, det er!…”

 

Inden vognen er fremme foran seminariet giver jeg hende lidt gode råd fra jobsamtaler, hvor jeg selv har været den ansættende. De bliver mellem hende og mig.

 

– Pøj, pøj! jeg er sikker på, du bliver optaget. Jeg smiler til hende og hun kan se, at jeg tror på det, jeg selv siger.

Så smækker døren og jeg siger for mig selv:

– Gid mine børnebørn skal undervises af en som dig.

 

God morgen Danmark,

– særligt til de udholdende skolelærere.