Jeg hader at skulle indrømme det!
Men jeg må indrømme, at tidens hyper-fokusering på ”de fremmede”, ”andre kulturer” og alt det, som er er forskelligt fra det vante, påvirker mig.
Jeg har for længst taget stilling i mit liv – verden er global. Og hvis vi ikke accepterer det og tager imod det, ja, så er vi i længden med til at designe vore eget endeligt. Så forsøger vi at holde fast i den statiske tryghed. – Og har det netop ikke kostet kulturer deres endelige fald, når befolkninger med vold og magt ville fastholde dem selv og deres selvbilleder?
Og så er det, jeg må indrømme, at jeg af og til kan mærke denne canceragtige fremmedangst, som jeg ikke er født eller opdraget med. Nærmest det modsatte.