Jeg hader at skulle indrømme det!

Men jeg må indrømme, at tidens hyper-fokusering på ”de fremmede”, ”andre kulturer” og alt det, som er er forskelligt fra det vante, påvirker mig.

Jeg har for længst taget stilling i mit liv – verden er global. Og hvis vi ikke accepterer det og tager imod  det, ja, så er vi i længden med til at designe vore eget endeligt. Så forsøger vi at holde fast i den statiske tryghed. – Og har det netop ikke kostet kulturer deres endelige fald, når befolkninger med vold og magt ville fastholde dem selv og deres selvbilleder?

Og så er det, jeg må indrømme, at jeg af og til kan mærke denne canceragtige fremmedangst, som jeg ikke er født eller opdraget med. Nærmest det modsatte.

Selv var min far den første, der i midten af 60’erne fortalte mig om palæstinenserne

Min far levede to af sine ungdomsår i USA og har altid været internationalist og ment at verden var vigtigere og større end tilværelsen på klippeskæret i Østersøen. Han chokerede min gode vens mor, da han egenhændigt gav os lov til at rejse alene ”på tommelfingeren” gennem Europa – som 17-årige. Selv var min far den første, der i midten af 60’erne fortalte mig om palæstinenserne (Dengang kendte vi ikke ordet, så han brugte begrebet ”beduiner” eller ”arabere”), som var blevet fordrevet ved staten Israels oprettelse. Han var officer i Gaza inden krigen i 67 og var fascineret af dette kulturspænd mellem jøder og ”muhamedanere”. Og trods sin grundlæggende konservative, politiske indstilling fornemmede jeg forståelse for de fordrevne og deres smerte.

 

Senere – som helt ung journalist 1970’erne – kom jeg naturligvis til at beskæftige mig indvandringen. Gæstearbejderne, som vi høfligt sagde, da det var blevet et skældsord at være fremmed. Men det var overhovedet ikke frygt-betonet at beskæftige sig med det emne. Gæsterne tog det hårde arbejde i sværindustrien. Danskerne var førstevælgere – og det var vel egentlig ok, når vi kunne give plads til arbejde for folk fra Balkan, Tyrkiet, Nordafrika og Pakistan. Jeg var som provinsjournalist med til at dække diverse etniske festivaler i kulturhuse og idrætshaller og på festivalpladser. Musikken, dansen og maden var fremmedartet, og det var jo det fede ved det hele. Ligesom de smukke, mørke mænd blev modtaget af danske kvinder med kys og hænder.

Det var fremmedartet!

Det var spændende!

 

Og med et fingerknips springer jeg frem til nutiden, hvor nysgerrigheden er afløst af skepsis. Og imødekommenhed erstattet af frygt og potentielle overfald.

I kender alle historierne og baggrunden – og lad den nu ligge i denne omgang.

Frygten fortog sig ikke.

 

Hvad fanden laver han egentlig herude på den forladte går – så sent – eller så tidligt?

Det er en meget tidlig morgen og jeg er bestilt til en kørsel på Vestegnen af København. Det er endnu halvmørkt og den gård/den industribygning, som min GPS fører mig frem til ligger helt forladt. Jeg lider ikke af egentlig frygt på mit arbejde. Men alligevel: Her er lige vel ensomt. Meget, meget stille.

Jeg ringer til kunden, som ER på vej. En ung mand, der er lidt afmålt (Han er meget naturligt – træt, viser det sig senere) – og jeg lægger allerede i telefonen mærke til, at hans sprog har ”indvandrer-tone”.

Hvad fanden laver han egentlig herude på den forladte går – så sent – eller så tidligt?

Min sunde skepsis og min indbyggede storyteller arbejder sig op. Jeg er er helt vågen og tænder det overskud, som er en del af min beredskab som taxichauffør i særlige sammenhænge. Det er nærmest en rygmarvs-reaktion: At undgå farlige situationer ved at være i overskud! Mentalt men måske også fysisk at gøre sig en smule større og stærkere, end man er i virkeligheden.

 

Det irriterer mig vanvittigt – men Jesper, journalisten, den gamle redaktør, kritikeren, Taxamanden – jeg er under indflydelse af frygt og farlige forhistorier

Han er helt mørk med arabiske eller persiske træk. Det flotteste, tætklippede hår – med en anstrøg af bad-boy. Det er klipper helt tæt i nakken og overgangen til ”tophåret” er skarp. Havde han været af europæisk afstamning, var håret nærmest lidt nazi-agtigt. Men jeg ved fra mine unge kolleger af anden etnisk herkomst, at der ikke er en pind nazi det. Ligesom langt, sort skæg ikke nødvendigvis betyder potentiel terrorist. Det er en mode, der som altid spiller lidt på forskrækkelsen hos beskueren.

Men jeg indrømmer, jeg vender overvejelserne. De tog Manhattan. De kan slå til igen!

Det irriterer mig vanvittigt – men Jesper, journalisten, den gamle redaktør, kritikeren, Taxamanden – jeg er under indflydelse af frygt og farlige forhistorier

 

Og hvad er så historien om denne mørke, hemmelighedsfulde mand på dette ukristelige tidspunkt, og inden den første bøn er hørt fra moskeen?

 

Han har været ude med vennerne og bygget på en bil. – Derfor trætheden. En enkelt bajer, er det også blevet til. Og han fortjener denne hyggeaften. For han er en succes på sin ungdomsuddannelse. Han stod i lære som finmekaniker, hvor praktikpladserne ikke ligefrem var i overflod. Han blev indkaldt til praktikant-ansættelse til en af regionens universitets-laboratorier. De talte samme dag med tre unge af den tekniske skoles bedste elever – og han trak det længste strå. Nu er uddannelsen afsluttet med ros og god svendeprøve – og han er blevet fastansat på universitetet.

Det kan ikke være meget bedre.

 

Det er virkeligheden denne drengeaften med gutterne, hvor de har hygget igennem, snakket og gået nogle pilsnere. Min kunde er ikke beruset og det ville heller ikke blive godt modtaget i hjemmet, erkender han.

 

– Min far og mor kommer fra en kultur uden alkohol. De synes i det hele taget, at man skal være mådeholdende. Så jeg udpensler jo ikke for dem, hvad jeg har lavet sådan en aften. Det er min egen sag siger har, og midt i trætheden glider der et hurtigt smil over hans ansigt.

 

– Du holder bare her, siger han, da jeg endnu er nogle hundrede meter fra forældrenes bopæl. Der er jo ingen grund til at vække dem og skulle svare på en masse spørgsmål.

Han smiler igen og jeg er hans ”partner in crime”. Det er ikke mere end 40 år siden, jeg selv måtte snige mine branderter hjem. Dog knap så fattet som den unge kunde her.

Han har mere stil.

Og den frygtbetonede anspændthed fra vores første møde for blot 20 minutter siden er for længst forduftet

 

Han vinker til mig, da han går gennem Mercerens lyskegle.

 

God Morgen, Danmark.

– særligt til de årvågne