Et forbillede i pli og dannelse i den politiske debat

Jeg plejer at sige, at jeg fortæller historier fra den virkelige virkelighed.

Et eller andet sted bør det begreb jo falde for den generelle journalistiske ”shit-detektor”. For det holder jo ikke at påberåbe sig en virkelighed, som altid vil være farvet af brillerne, den ses igennem og hjernen hos den, der gengiver den. På samme måde rynker jeg på næsen af de af mine kunder, der med et smil på læben spørger mig, hvordan det egentlig er at tilhøre ”verdens lykkeligste folk”. Jo, jeg er lykkelig mestendels. Men den lykke måles jo ikke alene på en fælles målestok.

Jeg bryder mig ikke om etiketter og jeg lyver jo, hvis jeg tager patent på den virkelige virkelighed.

Så måske skulle jeg bare tilføje – som taxamanden ser den!

Men det er ikke taxamanden som sandsiger eller opdrager, der fascinerer mig og får mig til at gå til vaflerne, når jeg som i gårsdagens historie møder den unge, afrikanske indvandrer, der på overfladen er en drengerøv og trænger til noget coaching og et par venskabelige spark bagi, så kan lære noget om æstetikken i det danske sprog og være den service-yder, taxafolk nu engang skal yde.

Det er ikke moralisten, for det kan jeg slet ikke leve op til. Hverken som det udtrykkes af nogle af jer Facebook-venner og bloglæsere, der tror jeg har et hjerte med særlig plads. – Eller de mere skadefro udenfor Facebook-universet, der indirekte siger til mig. Indrøm det nu, taxamand: Sådan er de jo. De passer ikke ind i vores samfund.

Continue reading…