Jeg er ved at være igennem aflusningen efter sommerferien. Elsker min sommerferie trods fascinationen af nattens veje og vildveje i vogn 1-0024. Jeg tygger eftertænksomt på den skrå at jeg, trods mit lettere, maniske arbejdssind, elsker afslapningen og visionen om fremtidens arbejdsfrihed. Mere og mere, endnu inden friheden er indtrådt.
Men den terapeutiske del af livet som taxichauffør – kan jeg undvære den.
Terapeutisk?
Ja, eller kald det så bare balsam. Jeg kan bedst udtrykke det med de sætninger, jeg altid har med i mine foredrag?