ONE NIGHT IN BEIRUT

 

Jeg er ved at være igennem aflusningen efter sommerferien. Elsker min sommerferie trods fascinationen af nattens veje og vildveje i vogn 1-0024. Jeg tygger eftertænksomt på den skrå at jeg, trods mit lettere, maniske arbejdssind, elsker afslapningen og visionen om fremtidens arbejdsfrihed. Mere og mere, endnu inden friheden er indtrådt.

Men den terapeutiske del af livet som taxichauffør – kan jeg undvære den.

Terapeutisk?

Ja, eller kald det så bare balsam. Jeg kan bedst udtrykke det med de sætninger, jeg altid har med i mine foredrag?

– Hvordan taxilivet har formet mig, sådan kort fortalt? Jo, det har gjort mig til politisk pessimist og menneskelig optimist.

 

Og bragt mig ud i verden. Den anden nat var jeg en tur i Beirut.

 

Som da jeg den anden nat hentede tre mænd fra en af de smukkeste restauranter på strandvejen, en halv snes kilometer fra downtown København. Jeg er sprog-nørd gætter på dialekter og fremmedsprog og prøver at score street credit på at ramme plet. Ofte uden at kende et ord af det fremmede.

Jeg kender ikke ét ord af det sprog, de taler.

Men jeg genkender lyden af mine mange sorthårede kolleger og kan høre, at det er arabisk. De giver sig ikke selv til kende. Især to kunde-typer i min taxi holder lav profil med deres kulturelle baggrund: – Arabere og israelere.

Den urolige verden syd for Europa kaster sine blodstænk af diskretion.

De tre mænd er fra Beirut i Libanon – ”Mellemøstens Paris”. En by og et land, der har betalt og betaler regningen fra mange årtiers konflikter i regionen især efter anden verdenskrig: Den medfødte forskellighed i kristen og muslimsk kultur -i et land, hvor de to religioner fylder næsten lige meget. Palæstinenserne, der ”blev til overs” i Israel. Massakrerne i de flygtningelejre, hvor kristne højrefløjsmilitser i 1982 myrdede og voldtog flygtninge under dække af, at lejrene også var hjemsted for terrorister – mens israelsk militær ventede udenfor. Og nu: gigantiske flygtningestrømme fra det krigshærgede Syrien.

Mine tre kunder er arabere – og muslimer, helt klart tilhørende den økonomiske overklasse i Beirut. Den ene er en aldrende finansmand, der har ønsket at se Europa på en længere rejse. Måske den sidste. Han har to assistenter og familiefædre med som hjælpere. I dag til en pragtfuld middag i København i skovkanten tæt på Øresund.

Jeg er muslim, ja. Men det er helt ude af trit med Islam at dække kvindens ansigt

De roser mit fantastiske land. Jeg fortæller om min fars fortid som FN-soldat i Mellemøsten og hans lysbilleder fra bl.a. smeltediglen Beirut. Så taler vi verdenspolitik, krige og konflikter – på netop den dag, hvor burkaforbudet trådte i kraft i Danmark. De kan mærke på mig, at det forbud ligger fjernt fra min egen frihedstrang. Så kommer overraskelsen:

– Jeg forstår det sådan set godt, siger den gamle rigmand på bagsædet. Jeg er muslim, ja. Men det er helt ude af trit med Islam at dække kvindens ansigt. Tørklædet er en del af vores kulturtradition. Men burka og niqab, det er en total religiøs overfortolkning af de hellige skrifter. Jeg accepterer fuldt ud, at I sætter grænsen der.

Den grænse accepterer Taxamanden – ikke!

Det er fuldstændig absurd, at staten skal afgøre kvinders klædedragt – og straffe dem, der ikke følger beklædningsreglerne

Vi slipper, den frie politiske debat løs, og jeg forøger at argumentere for, at selv om jeg er totalt uenig i tanken om at formumme den kvindelige skønhed og udstråling, så kan jeg bare ikke acceptere, at statsmagten skal gribe ind mod kvindeundertrykkelsen ved at slippe hovedprincipperne i det liberale demokrati. At vi har religionsfrihed – også overfor den religiøsitet, JEG finder ”crazy”. At det er fuldstændig absurd, at staten skal afgøre kvinders klædedragt – og straffe dem, der ikke følger beklædningsreglerne. Det tankesæt er jo på en måde i direkte familie med undertrykkelsen i den militante Islam.

 

Vi er uenige, kunden og taxichaufføren – muslimen og den kristne. Vi praktiserer begge vore forskellige religioner på den liberale vis. Men samtalen er hundrede-fold mere dialektisk og nuanceret end al den svovl og alt det helvede, som trives i disse uger på de sociale medier, mens sejrherrerne i det nationalkonservative Danmark slikker flødeskummen af deres stramme overlæber.

Jeg sætter de tre mænd af ved en af byens førende hoteller. Vi siger farvel og den gamle mand lægger sin frie hånd ovenpå vore næver.

Vi forstår hinandens forskellige værdi-kampe.

Vi mærker varmen fra den usynlige olielampe.

 

 

PS:

Hvis du kan lide mit indlæg, er du velkommen til at dele. Taxamanden elsker trafik….. 🙂